Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14832Visninger
AA

24. Rumors - Part 24

Niall's P.O.V

"Louis, åben døren." Sukkede jeg og bankede på hotelværelsets badeværelses dør. Louis havde låst sig inde, for tredje gang i dag. I dag var en speciel dag. Ikke speciel på den gode måde, men speciel kunne man vel godt kalde den. Det var fredag. Det var den dag, hvor lægerne ville slukke for maskinerne, der holdt Harry i live. Eller, i live kunne man vel knapt nok kalde ham. "Nej." Louis' stemme var grødet og selv hvis den ikke var, ville jeg ikke være i tvivl om at han græd. Han havde ikke lavet meget andet siden han vågnede i morges, og det gjorde ondt. Jeg vidste at han elskede Harry højt, og jeg havde en idé om hvor svært det her måtte være for ham. Jeg ville ikke sige at jeg forstod det, for det gjorde jeg ikke. Jeg havde aldrig stået i den situation, hvor det var min elskede som jeg skulle sige farvel. Jeg følte godt at jeg kunne tillade mig at bruge ordet 'farvel' nu. Lægerne havde erklæret Harry så godt som død for længe siden, men nu virkede det klarere, at det var virkeligheden. Harry ville ikke klare den. Modest! havde fået alt at vide, og sørgede for at offentligheden ikke fandt ud af noget, før det virkelig var nødvendigt at komme med den triste nyhed. Det var nok også det bedste, for ingen var klar til at alle skulle få at vide, hvad der var sket. Det burde ikke være sket. Ingen fortjente en ende som denne, og slet ikke Harry. "Skal du slet ikke op på hospitalet? Altså, jeg ved det er svært, men fortjener Harry ikke at du dukker op?" Spurgte jeg så og sukkede stille, i det jeg igen bankede på den låste dør. Fra den anden side, kunne jeg høre Louis hulke og jeg mærkede hvordan det fik mit hjerte til at synke yderligere. "Jeg kan ikke..." Svarede han stille, men låste så døren op og åbnede den. Hans hår strittede ud til alle sider, hans øjne var blanke og let blodskudte og hans kinder var fugtige. Jeg ville sige et eller andet, men før jeg nåede det, lagde han armene omkring mig og knugede mig ind til ham, i et tæt kram. Jeg sagde ikke noget om at han klemte alt luft ud af mig, men gav ham bare et kram. "Jeg kan ikke klare det her..." Sagde han stille og slap mig stille. "Louis, jeg ved godt at det her er hårdt. Ingen burde opleve det her. Men det skal nok gå det hele." Sagde jeg stille, selvom det lød som en kliché. Jeg var efterhånden løbet tør for ord.

 

Louis' P.O.V

Det skal nok gå. Gud, hvor var jeg træt af at høre den sætning. Det skal nok gå. Nej, det går ikke. Intet går. Selv tiden var som frosset fast, selvom det her var en tid jeg enten ville hurtigt henover, eller spole tilbage. "Nej, Niall." Var det eneste jeg svarede, inden jeg gik forbi ham og hen til sengen, som jeg havde tilbragt en stor del af de sidste par dage i, selvom jeg burde være ved Harry og hans familie. De ville nok ikke se mig længere alligevel. Jeg var bare skredet, uden at komme tilbage. Jeg var dog ret sikker på at Niall havde informeret dem om hvad det var jeg lavede. Stille begravede jeg ansigtet i mine hænder og åndende tungt ud. Kort efter gav sengen en smule efter da Niall tog plads ved siden af mig, og jeg kunne mærke hans varme hånd på min ryg. Han sagde dog intet, hvilket jeg egentligt satte pris på. Jeg ville bare gerne have stilhed til at samle mine tanker en smule. Det virkede dog næsten umuligt. "Du behøver ikke blive her sammen med mig, Niall. Du kan bare tage op på hospitalet, hvis det er det du gerne vil." Mumlede jeg så og åndende tungt ud. Niall tøvede, men rejste sig så. "Vi ses." Sagde han og jeg nikkede stille. Kort efter smækkede døren i, da Niall havde forladt værelset. 

I lang tid sad jeg bare i stilhed og rørte mig knapt nok. Jeg tænkte heller ikke. Det hele var frosset fast, indtil jeg i et ryk, pludseligt rejste mig. Jeg kunne ikke bare sidde her og lide i min egen elendighed, selvom det virkede som det eneste jeg rigtigt orkede. Det tog mig et øjeblik at beslutte mig, men så gik jeg ud på badeværelset endnu en gang og klædte mig af. Bruseren blev tændt og jeg trådte ind under det varme vand, der efter ganske kort tid fik min krop til at slappe af, muskel for muskel. Vandet skyllede ned over min krop, og da jeg kørte fingrene igennem mit mørkebrune hår, var det også gennemblødt. Det er vel sådan at et bad fungerede. Jeg ved ærlig talt ikke hvor længe jeg stod dig, men vandet var begyndt at blive koldere, da jeg langt om længe slukkede for det, greb et håndklæde og trådte ud af bruseren. Håndklædet viklede jeg omkring min talje, og kastede så et blik på mit spejlbillede. Vandet der dryppede fra mit hår, gled nu i små dråber ned over min brystkasse, for så at forsvinde, da de nåede kanten af håndklædet. Jeg virkede en anelse blegere end jeg normalt gjorde, og mørke rander tegnede sig under mine øjne, som havde mistet deres liv. Mit blik var bare tomt, og det skræmte mig, for jeg kunne knapt nok kende mig selv længere. Selvom jeg kun havde kendt Harry i et par år, virkede det nu umuligt for mig at fortsætte uden ham. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fungere, når han ikke var der til at støtte mig.  Stille rystede jeg på hovedet og sukkede opgivende, inden jeg fik tørret min krop og igen trak tøjet på. 

..

Blæsten ramte mit ansigt og sendte kuldegysninger ned langs min rygrad, men jeg fortsatte. Jeg var lige trådt ud af hotellobbyen for nogle minutter siden, og vandrede egentligt bare hvileløst rundt i gaderne, uden at have et bestemt mål. Jeg prøvede vel bare at flygte fra de tanker, som jeg var fanget på hotelværelset med. Bilerne susede afsted lige ved siden af mig på gaden, og folk havde travlt med hvad de nu end skulle. Flere gange var der en eller anden der bumpede ind i mig, og bare fortsatte, uden så meget som at kaste et blik i min retning. Sådan var folk ved bare. De havde så travlt med at komme videre, at de ikke nåede at se livet omkring dem. Sådan plejede jeg nok også selv at være. Men nu hvor jeg var ved at miste Harry, var det som om jeg åbnede øjnene for første gang. Jeg kunne se hvor skrøbeligt alting var. Hvordan det så nemt som ingenting, kunne sive ud imellem ens fingre. Som sand.

Jeg gik og gik, uden at vide hvor jeg egentligt var på vej hen. Ingen steder. Jeg trådte de første skridt ud på broen, der første hen over en vej, som gik nogle meter under. Broen var egentligt til biler, men heldigvis var der et smalt stykke i den ene side, der mindende om et fortov. Så det var der jeg gik. Jeg nåede midten, da jeg standsede op. Heroppe var det køligere, eller også var det fordi dagen lakkede imod enden. Det var sidst på eftermiddagen, og jeg ved at den var omkring middag, da jeg gik fra hotellet. Så der var gået nogle timer. Stille kravlede jeg op på gelænderet, som fulgte broens sider og satte mig på det, med benene hængende ud over kanten af broen. Der var absolut intet der holdt mig fra gelænderet og vejen flere meter under mig, hvor biler og lastbiler tordnede forbi. Det var skræmmende. Hvordan ens liv kunne hænge i så tynd en tråd. Jeg kunne bare give slip og lade mig selv falde. Det ville være slut. Lige så nemt, som det ville være for lægerne, at slukke for maskinerne der holdt Harry kørende. Så nemt. Vinden fik mit hår til at blæse tilbage, men jeg nød at føle den friske luft fylde mine lunger. Jeg havde det som om jeg ikke havde været udenfor i evigheder, selvom det kun havde varet få dage siden sidst. Indtil da, havde Niall taget sig af mig og sørget for at jeg faktisk havde fået noget at spise. Det var ikke fordi jeg ikke ville starte forfra og komme videre, det virkede bare ikke som en mulighed nu. Så jeg valgte at leve det liv, som jeg havde tilbage lige nu. Og som jeg sad der på gelænderet, følte jeg mig faktisk levende. Så tæt på hvad der nemt kunne være enden, følte jeg mig levende. Det virkede åndssvagt, men sådan fungerede mine tanker og følelser nu. Det behøvede ikke at give mening.

"Du har ikke tænkt dig at hoppe, vel?" Stille så jeg mig over skulderen, og så et ansigt som jeg kun svagt genkendte. Måske fordi personen aldrig rigtigt stod mig nær. Det var Bethany. Pigen fra caféen. Hendes røde hår stod omkring hende i en vindblæst manke og hendes blå øjne lyste med noget der nemt kunne være bekymring. "Du stiller en del spørgsmål, Bethany." Svarede jeg, og tænkte tilbage på, at hun også startede vores første samtale med et spørgsmål. Det var dog om en kop kaffe, ikke selvmord.  Lidt anderledes. "Jeg stiller spørgsmål for at forstå ting." Svarede hun og trådte hen til gelænderet, som hun lænede sig lidt op af, lige ved siden af mig. "Hopper du?" Spurgte hun så igen og nikkede ned imod vejen under mig. "Hvem ved?" Jeg kunne selvfølgelig bare komme med et klart svar, men ærlig talt var jeg ikke sikker. Eller, et eller andet sted var jeg sikker. Jeg var bare høj på tanken om mulighederne. I lang tid var der stille imellem mig og Bethany. Dog larmede bilerne stadig bag os og under os. Det var rart, at Bethany ikke spurgte ind til hele Harry-situationen. Jeg kunne virkelig ikke overskue at tænke på det lige nu. "Louis, jeg bliver nød til at gå." Sagde Bethany så, hvilket skuffede mig lidt. Det var alligevel godt med lidt selskab, selvom vi ikke snakkede ret meget. "Pas nu på dig selv." Hendes ord gav genlyd i mit hoved, og da jeg så hen på det sted hvor hun havde stået før, var hun væk. Bethany var virkelig en sær pige. Men jeg kunne nu ikke lade vær med at lide hende. 

Meget mere nåede jeg ikke rigtigt at tænke, før min mobil vibrerede voldsomt i min lomme. Jeg slog den på lydløs tidligere den dag, da jeg ikke ville forstyrres af andre, hvilket måske var en dårlig beslutning. Men indtil videre, havde den ikke ringet. Ikke hvad jeg vidste af, i hvert fald. Men nu tog jeg den forsigtigt op af lommen, så jeg ikke ville tabe den. Hvis jeg tabte den, så jeg den vidst ikke igen. 'Gemma' læste jeg på displayet. Jeg tøvede lidt, inden jeg tog telefonen. "Hey." Mumlede jeg, og forventede at høre noget i stil med 'så er det overstået. Han er væk.' Men det som Gemma sagde, var ikke noget som jeg på nogen måde havde forventet. "Louis, det er Harry!" Gispede hun og jeg rynkede en smule på panden. "Har de gjort det?" Spurgte jeg stille og kunne ikke lade vær med at sukke. "Ja." Ordende fik de sidste rester af håb, til at smuldre. Harry var væk. Forevigt. I det samme begyndte minderne at strømme ind over mig. Første gang jeg mødte ham på toiletterne, under X-Factor. Sidste gang vi talte sammen, inden han tog afsted for at besøge sin familie. Jeg huskede følelsen af hans varme hud, følelserne der blev bragt frem i mig, hver gang han smilede til mig. Jeg huskede følelsen af hans læber imod mine egne, og hvordan jeg så nemt som ingenting kunne forsvinde ind i hans smaragdgrønne øjne. Jeg huskede det hele. Men alt det, var slut nu. Lige indtil Gemma igen talte. "De slukkede for maskinerne, Louis. Men så... Så..." Gemma stammede og nåede så ikke videre, før jeg afbrød. "Hvad skete der, Gemma?" Mit hjerte bankede vildt i min brystkasse og jeg opfangede ikke andet, end telefonsamtalen som vi havde gang i. "De slukkede for maskinerne, Louis. Men så begyndte Harry at trække vejret selv. Harry lever, Louis! Han klarer den."

 

 

Hej læsere.

Så, her har vi det. Det sidste kapitel af Rumors. Åh gud, det er mere trist end jeg troede det ville blive, selvom det er længe siden jeg sidst har skrevet. Jeg er virkelig, virkelig ked af ventetiden, men jeg ville gerne slutte den ordenligt af og indtil nu, har jeg haft en ordenlig skriveblokering. Men nu er det her. Kapitel 24, det sidste kapitel. Jeg havde længe gået med forskellige idéer, men for at skåne alles hjerter, lod jeg det ende godt for Harry, Louis og alle de andre.

Det har virkelig været en fornøjelse at skrive historien, og at se jeres kommentarer motiverede mig virkelig til at blive ved. Tak for støtten. Men, men, men, inden jeg glemmer det, så kan det være at der dukker en sequel op. Altså, en toer. Hvem ved.

Men mange tak for denne gang.

~ Olivia x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...