Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14928Visninger
AA

23. Rumors - Part 23

Nialls P.O.V

Jeg lå på min seng og fyldte godt og vel det hele, trods den store størrelse. Jeg lå på maven med min laptop foran mig og en pose chips ved min side. Ganske afslappet. Lige indtil min mobil pludseligt ringende, og jeg rakte ud og greb den fra dynen, hvor jeg havde smidt den. Jeg kastede et enkelt blik på Louis' navn på displayet, inden jeg satte den på højtaler, så jeg ikke behøvede at holde den op til øret. "Yo." Sagde jeg med et dæmpet grin, men det grin blegnede så snart jeg hørte tonen i Louis' stemme. "Niall... Jeg har noget som jeg bliver nød til at fortælle dig..." Sagde han og stille satte jeg mig op. Jeg kunne allerede høre at noget var galt. Og at jeg ikke havde hørt fra Louis siden han stormede ud af studiet efter at have råbt noget med Harry, gjorde mig bare endnu mere urolig. "Hvad sker der?" Spurgte jeg og mærkede min mave snøre sig sammen. "Det er Harry." Fortalte Louis, hvilket jo ikke hjalp mig ret meget. Jeg kunne huske at han havde sagt præcist det samme da han stak af fra studiet. "Hvad er der sket med Harry?" Sukkede jeg og pressede så læberne hårdt sammen. "For noget tid siden... Kørte Harry galt... Og-.." Louis' stemme knækkede over og han hulkede. Nu blev jeg for alvor urolig. Der var sket Harry noget. "Rolig Louis... Det skal nok gå... Bare fortæl mig hvad der er sket..." Sagde jeg med rystende stemme. "Nej, Niall. Det går ikke." Svarede han og så blev der stille. "Harry er i koma og de har tænkt sig at slukke for hans life support." Hulkede han så pludseligt og jeg fór op. "Hvad?!" Udbrød jeg og spærrede øjnene op. "Det kan de da ikke! Hvad siger Anne til det?" Nærmest råbte jeg, stadig med mobil i hånden. "Men det gør de. Anne har allerede sagt ja til det." Ordende fik mine ben til at virke svage under mig, men jeg holdt mig oprejst. På en måde, forstod jeg måske godt hvorfor de gjorde det. Altså, jeg havde ikke set Harry og vidste ikke hvordan hans tilstand var, men der måtte være en grund til at de gjorde hvad de gjorde. "Har du tænkt dig at være der når de gør det?" Spurgte jeg så og bed mig i underlæben. Louis sukkede. "Det ved jeg ikke endnu..." Lød hans svar så. Jeg tog mig lidt tid til at tænke, inden jeg så kom med et forslag. "Hvad med at jeg ringer til Zayn og Liam, sætter dem ind i situationen og så kommer jeg.... Er du i Holmes Chapel?" Foreslog jeg og var allerede ved at hive en taske frem, som jeg kunne pakke enkelte ting i. "Ja... Og det ville være rart. Tak, Niall." Svarede Louis taknemmeligt, inden jeg begyndte at finde det mest nødvendige, som jeg ville have med. "Så ses vi på et tidspunkt, Lou. Hold humøret højt." Sagde jeg. "Som om..." Mumlede han bare, og jeg kunne nærmest fornemme hvordan han himlede med ørene. "Men ja, vi ses. Farvel." Sagde han så og der blev stille i røret.

..

Louis' P.O.V

Hvad lavede jeg her? Jeg havde ingen anelse. Det virkede bare som en god idé at gå her ned, da jeg sad alene på hotelværelset. Men jeg var gået ned på en café som lå på samme hjørne, som hotellet. Jeg sad og rørte rastløst rundt i min cappuccino med en teske, hvilket jeg måske havde brugt godt og vel fem minutter på, uden at drikke noget. "Har du ikke tænkt dig at drikke det der?" Jeg fik et chok da nogen pludseligt talte til mig, og da jeg så op sad der en pige med vildt, rødt hår og store blå øjne foran mig. Et smil bredte sig på hendes læber da jeg så på hende, men jeg trak bare stille på skuldrene. "Øhm... Jo... Selvfølgelig." Svarede jeg stille og nikkede kort, inden jeg rykkede koppen med cappuccino en anelse tættere på mig. At pigen pludseligt havde sat sig foran mig og talt til mig, som om vi havde kendt hinanden i evigheder, gjorde mig lidt utilpas. Eller også var jeg bare lidt for følsom i øjeblikket. Pigen sad bare lidt og så på mig, imens jeg stille drak noget af den varme kaffe. "Gud, ja. Ehm, jeg er Bethany." Sagde pigen så og trak på skuldrene, præcist som jeg lige havde gjort det. Jeg kunne ikke helt afgøre om hun bare var en fan der troede hun kunne lade som om hun var helt rolig, til hun pludseligt andgriber mig med et kamera. Men jeg valgte at stryge den teori."Louis." Svarede jeg kort og hun nikkede. "Du ser trist ud, Louis... Er du det?" Spurgte hun og jeg pressede læberne sammen. "Ja. Det er jeg. Men det er en lang historie." Svarede jeg og så tilbage på hende. "Jeg har masser af tid." Pis. "Nej, virkelig Bethany, det er ikke noget jeg har lyst til at tale om." Svarede jeg og pressede læberne en smule sammen. Jeg havde åbnet op for fremmede alt for mange gange på det seneste, og jeg kunne bare fornemme at det ville gå galt på et tidspunkt. "Louis, det bliver kun værre hvis du går og holder det hele for dig selv." Svarede hun bestemt, og et eller andet sted, vidste jeg at hun havde ret. Jeg kunne ikke klare at have alt det her inden i mit hoved foraltid. Og da slet ikke hvis jeg skulle miste Harry. "Fint." Sukkede jeg så, og så gik jeg igang med at fortælle.

Jeg fortalte hende det hele. Eller, næsten det hele. Jeg undlod lige den del at jeg var dybt og inderligt, fuldstændigt åndsvagt, forelsket i Harry. Det behøvede hele Holmes Chapels befolkning ikke vide. Og jeg havde vidst røbet mig til nok indtil videre, så nu stod Harry og mig vidst lige. Bethany lyttede optaget til mine fortællinger, og så ud til at tænke grundigt over dem da jeg langt om længe holdt kæft for at drikke noget af min kaffe. "Det er jeg virkelig ked af." Mumlede hun og sukkede lidt. Det kunne jeg jo ikke bruge til meget, men det var rart med noget sympati. "Det er jeg også." Mumlede jeg så.  Det var et par timer siden at jeg havde snakket med Niall over telefonen, men han havde sendt mig et par sms'er om at Liam og Zayn havde fået det hele at vide, og at de ville komme så snart de kunne. Niall selv var på vej med toget, og han havde fået adressen på mit hotel, så han kunne finde mig. Men det hjalp jo ikke så meget når jeg sad her. "Men ved du hvad, Louis? Der er ikke så meget andet at gøre end at håbe." Sagde hun så, hvilket rev mig ud af mine tanker. Det var blevet en vane at forsvinde væk i mine små dagdrømme. "Håbe? Håbe på hvad? De har nærmest erklæret ham død." Mumlede jeg og kørte frustreret en hånd igennem mit hår. "Håbe på at der sker et mirakel." Svarede hun, med samme tone man ville bruge, som når man forklare en 1 årig for 500. gang at det altså hedder 'lastbil' og ikke alt muligt andet baby-crap. Jeg fnøs af hendes ord, men strøg mig så stille over armen med min ene hånd og tænkte over det hun havde sagt. Et mirakel. Det var efterhånden det eneste jeg havde at håbe på nu... Så måske burde jeg lytte til hende. Nu var det Harrys tur til at udrette mirakler. For ham selv. For hans familie. For mig. For os alle sammen. Vi havde alle sammen brug for ham.

Stille drak jeg resten af min cappuccino og nikkede lidt. "Tak for det, Bethany." Mumlede jeg så. "Tak for hvad?" Hun så på mig med et stille smil på læberne. "For at lytte." Jeg trak lidt på skuldrene men rejste mig så. "Hey, Louis. Ring til mig... Hvis du har brug for at snakke igen." Sagde hun, tog en kuglepen op af jakkelommen og griflede hurtigt hendes mobilnummer ned på servietten, som hun så gav mig. Jeg stak den i lommen og nikkede lidt. "Tak." Sagde jeg igen, sendte hende et smil og forlod så caféen. Stadig med smilet på læberne. Jeg vidste præcist hvor jeg skulle hen. Jeg blev nød til at besøge Harry.

..

Der var han så. Harry. Eller det der var tilbage af ham. Jeg sad på kanten af hans seng og så ned på ham. Han virkede så ødelagt, og på samme tid så jeg stadig hvor smuk han var. Måske var det hans indre skønhed, men noget var det ihvertfald. Jeg græd ikke denne gang, hvilket overraskede selv mig selv. Jeg ville ikke græde. "Jeg elsker dig, Harry..." Sagde jeg stille. "Og jeg savner dig forresten også..." Fortsatte jeg og snøftede kort, men med et dæmpet smil på læberne. Jeg tog forsigtigt hans ene hånd i min og forsøgte at varme den lidt. "Måske kan du høre mig, måske kan du ikke... Men hvis du kan... Så skal du vide at du ikke må give op. Heller ikke selvom alle de andre har givet op. Du er stærkere end det her." Sagde jeg stille og plantede et blidt kys på hans knoer. Et dæmpet, sørgmodigt smil spillede om mine læber og jeg kunne ikke fjerne det. Jeg vidste ikke om det var fordi at jeg virkelig håbede på at han ville klare den, eller bare prøvede at bilde mig selv ind at jeg var okay med at han skulle forsvinde. For jeg var ikke okay. Men det var ikke hvad det handlede om lige nu. "Harry... Vil du ikke nok..." Min stemme knækkede over. "Vil du ikke nok vågne. Du... Du bliver nød til at være mit mirakel nu." Sagde jeg så lavmælt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...