Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14821Visninger
AA

22. Rumors - Part 22

Louis' P.O.V

Det gik fint med at snakke med Harrys far. Han var stadig ikke heeelt med på idéen at mig og Harry altså var sammen, men han havde vidst for meget at tænke på, til at være vred. Og hvis det var min søn der lå i koma, ville hans seksualitet nok heller ikke være hvad jeg tænkte mest på, hvis jeg skulle være helt ærlig. Men nu var jeg ihvertfald på vej hjem, og desværre var det ikke Donald der kørte taxien denne gang. Det var en eller anden midaldrende fyr der ihvertfald ikke var britisk, der kørte. Vi sagde ikke rigtigt noget til hinanden, udover de korte, akavede samtaler om vejret. Så da han endeligt parkerede taxien foran hospitalet, fik jeg hurtigt betalt og var ude.

Med hænderne i lommerne på min hættetrøje, gik jeg ind i hospitalets forhal og videre ned ad en gang. Jeg vidste hvor Harry lå, så der var ingen grund til at skulle igennem langtrukne samtaler med forvirrede sekretærer. Men da jeg skubbede døren til værelset op, troede jeg først at jeg var gået forkert. Jeg håbede at jeg var gået forkert. Men nej. Maskiner var sluttet til Harry på flere forskellige måder og han var ikke meget mere end skind og ben. Bogstaveligt talt. De eneste lyde der var at høre i rummet, var lyden fra den maskine der målte Harrys hjerteslag. Hans hjerte slog langsomt. Alt for langsomt. Men det slog. Stille trådte jeg nærmere, tog min hættetrøje af og hængte den hen over stoleryggen på den stol som var stillet hen ved sengekanten. Stille sukkede jeg og kastede et blik på den dreng som jeg elskede så højt. Så lænede jeg mig ind imod ham og plantede et ganske, ganske forsigtigt kys på hans kind, hvor huden virkede papirstynd. "Jeg savner dig så meget..." Hviskede jeg, inden jeg igen trak mig væk. Et eller andet sted håbede jeg på at han kunne høre mig. At der et eller andet sted var en gnist af bevidsthed inde i ham. Bare et eller andet. Men det eneste der fortalte mig at han var i live, var lyden af hans hjerteslag.

Pludseligt mærkede jeg en hånd på min skulder, og jeg vendte mig i et hårdt ryk, i chokket. Det var Drew. Han lignede sig selv. Det lysebrune hår som var børstet til siden, blågrønne øjne. Det eneste der manglede var hans skæve smil. Hans ansigt virkede nærmest tomt uden det. Men det var væk. "Nårh, hej Drew..." Mumlede jeg. Jeg så ingen grund til at være vred på ham nu. I den tid jeg havde brugt alene på hotelværelset, var jeg nået frem til at han jo ikke havde gjort noget galt. Det var min jalousi der var problemet. "Hey..." Mumlede han bare kort, inden han fjernede sin hånd fra min skulder og trak en stol hen ved siden af min, hvor han så tog plads. Et øjeblik var der stille. "Har du hørt det?" Spurgte Drew så stille. "Hørt hvad?" Jeg mærkede hvordan mit hjerte begyndte at hamre hurtigere i min brystkasse. Drews udtryk overbeviste mig om, at det han ville sige, ikke var noget jeg ville få det bedre af. "De har tænkt sig at slukke for Harrys life support." Jeg stivnede. Nej. Det kunne de da ikke bare gøre? Slukke for maskinerne?! Hvorfor så ikke bare skære struben over på ham og gøre det hurtigt? Det ville da forhelvede ende med det samme! "Det kan de ikke." Nærmest gispede jeg, da der igen kom liv i mig. "Men det gør de. Anne har allerede sagt ja til det." Hvorfor fuck havde Anne sagt ja til det?! Harry var hendes søn og hvem ville lige tage livet af deres søn? Jeg var virkelig oprørt, så på det tidspunkt forstod jeg det nok ikke. "Hun har jo kun gjort det for Harrys bedste, Louis." Fortsatte Drew, hvilket irriterede mig. Kunne han da ikke bare tie stille og lade mig tænke? "De slår ham jo ihjel!" Udbrød jeg så og rejste mig frustreret. "Ved du hvad de fortalte mig, Louis? De fortalte mig at hvis ikke de gør det, så overlever han ikke ugen alligevel." Sagde Drew med en rolig tone, inden han så rejste sig. "Se på ham." Tilføjede han og gestikulerede med hånden imod Harry. "Se." Insisterede han, og stille vendte jeg blikket imod ham. "Ligner han en der er stærk nok til at trække sig selv ud af det her?" Spurgte han, og jeg mærkede hvordan tårene begyndte at presse på. For Harry så så svag ud. Alt for svag. "Han kan godt-.." Drew afbrød. "Nej. Det kan han ikke." Pludseligt var hans stemme bestemt, hvilket bare opildnede min egen vrede endnu mere. "Måske var det en idé at håbe på det, i det mindste? I erklærede ham alle sammen død fra starten af, så selvfølgelig ser det sort ud!" Udbrød jeg og slog irriteret ud med armene, i det jeg så tilbage på Drew. "Vågn op, Louis. Tror du ikke at det her er mindst lige så svært for alle os andre, som det er for dig?" Drew havde hævet stemmen og trådte nærmere. "Du skal ikke tro at du har det hårdest her, for se rundt. Vi lider alle sammen, og det må du bare indse. Du har ikke tænkt på andre end dig selv siden du kom, imens vi andre har været her dag og nat, for at være der når Harry vågnede. Men det gjorde han ikke. Og hvis ikke han på mirakuløs vis vågner i løbet af de næste par dage, er det bare for sent!" Nærmest råbte han.

Det. Det var dråben. Jeg skubbede ham væk og stormede ud af lokalet. Jeg kunne ikke klare så meget som et sekund mere af det her. Tårene var på dette tidspunkt begyndte at strømme ned over mine kinder, hvilket tiltrak en hel del blikke fra de andre på gangene. Af og til råbte folk efter mig, at jeg ikke måtte løbe. Andre gange kunne jeg høre folk udveksle deres teorier, om hvad der mon var sket for mig, når jeg løb forbi. Men ingen af dem forstod det. De ville aldrig forstå det, for jeg var ikke i stand til at forklare det. "Louis!" En velkendt stemme skar pludseligt igennem til mig og jeg standsede brat op. Da jeg vendte mig om var Annes ansigt det første der fangede mit blik, da hun stod lige bag mig. "Hvad sker der?" Spurgte hun og lagde en trøstende hånd på min skulder. Et øjeblik overvejede jeg at ryste den af, for hun var jo gået med til at slukke for Harrys life support. Men jeg lod den ligge. "Hvorfor lader du dem gøre det?" Spurgte jeg desperat, stadig med tårene strømmende ned over mine kinder. "Hvorfor lader du dem slå ham ihjel?" Spurgte jeg igen og pressede læberne hårdt sammen i et forsøg på at styre min gråd lidt. Men nej, det fungerede ikke rigtigt. Stille fjernede Anne sin hånd fra min skulder, og jeg kunne se hvordan hendes øjne langsomt blev blanke, hvilket gav mig dårlig samvittighed. Hun havde det jo heller ikke helt nemt. "Jeg har ikke noget valg, Louis. Harry klarer den ikke, og jeg kan ikke klare et sekund mere af at se ham lide." Hendes stemme var lavmælt og rystede svagt, så jeg kunne godt mærke at hun var på grænsen til tåre. "Jeg ved at du elsker ham, og det gør jeg også selv, men det er for det bedste." Fortsatte hun stille, inden jeg forhindrede hende i at sige mere, ved at trække hende ind i et kram. Jeg havde brug for en eller anden form for tryghed lige nu. Det tror jeg at vi alle sammen havde. Anne lagde sine arme omkring mig og i lang tid stod jeg bare og knugede hende ind til mig, til hun forsigtigt skubbede mig væk. "Så... Hvornår har de tænkt sig at gøre det? Slukke for det hele?" Spurgte jeg og tørrede de sidste tårer væk fra mine kinder. Anne tøvede, men svarede så. "På fredag. Hvis ikke han allerede er væk på det tidspunkt." Fredag. Det var tirsdag i dag, så der var ikke mere end tre dage til. Tre dage. Det var alt, alt for lidt. Alligevel valgte jeg bare at nikke, for ikke at gøre tingene endnu værre. Så tog jeg en dyb indånding og trådte et skridt tilbage. "Pas på dig selv, Anne." Var det eneste jeg sagde, inden jeg vendte rundt og hastede væk herfra.

..

Tårerne føltes som lava på mine kinder, men jeg kunne ikke stoppe dem. De blev bare ved og ved, og for hvert minut der gik følte jeg mig mere ødelagt. Jeg ville snart miste Harry. Alle ville miste ham. Foraltid. Hvad skulle der ske med os? Med hans familie? Med bandet? Med mig? Jeg vidste det ikke. Men jeg vidste at bandet aldrig ville blive det samme igen. Hvis ikke der var nogen Harry, var der ikke noget One Direction. Pludseligt slog det mig. Drengene. De vidste intet om det her. De blev nød til at vide det, inden det var for sent. De ville bare blive endnu mere oprørte, hvis jeg ikke fortalte dem det før Harry var væk. Derfor slæbte jeg mig ud af min seng som var placeret midt i hotelværelset, og fik fat i min mobil, som lå på skrivebordet hvor jeg havde smidt den fra mig. Jeg tastede nummeret ind, og løftede så hurtigt mobilen op til mit øre, lige i tid til at den blev taget. "Niall... Jeg har noget jeg bliver nød til at fortælle dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...