Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14870Visninger
AA

21. Rumors - Part 21

Louis' P.O.V

Det var dage siden at jeg først så Harry på hospitalet og hans tilstand var kun forværret. Jeg var dog holdt op med at møde op på hospitalet, for det var blevet for meget for mig. Desuden, ville jeg ikke risikere at støde ind i Drew. Derfor havde jeg checket ind på et hotel i nærheden af hospitalet, hvor jeg brugte det meste af min tid på mit værelse. For jeg havde ikke lyst til at se Harry blive svagere. Det kunne jeg ikke holde til, for jeg troede efterhånden at min sunde fornuft var ved at briste efter alt det der var sket på så kort tid. Og jeg vidste at når den bristede, lukkede jeg ned. Allerede nu kunne jeg mærke at jeg hang i en tynd tråd som kunne briste ved den mindste forhindring på min vej i livet. Jeg havde bare brug for fred. Et langt stykke tid uden konstante problemer. Men det kunne man vel ikke tillade sig at bede om længere, kunne man?

Langt om længe, efter fem dage fik jeg et opkald fra Gemma. Jeg havde ikke hørt fra hende siden hun forlod mig og Drew alene hos Harry, den første dag. "Hey, Gem." Sagde jeg da jeg løftede mobilen op til øret. "Du skal ikke kalde mig det der, Louis..." Sukkede hun og jeg så lidt ned og satte mig på sengekanten. "Undskyld." Stille kørte jeg en hånd igennem mit hår og ventede på at hun fortsatte. "Nej, undskyld, Louis... Det er bare... Det navn minder mig om Harry og sådan..." Gemma lød træt, hvilket hun nok også var. Jeg kunne godt forestille mig at hun ville sidde oppe hele natten for sin brors skyld, selvom han ikke ville vide at hun sad der. "Men hvor har du været? Vi har ikke set dig i evigheder og i starten troede vi bare at du var taget hjem." Spurgte Gemma og jeg rynkede på næsen over at de ville tro sådan om mig. 'Vi' var hende, Drew og Anne. De var konstant på hospitalet, vidste jeg. Jeg havde ligesom givet op på at holde Drew væk fra Harry. Han var i koma alligevel, forhelvede. Lægerne havde endda konstateret at Harrys chancer for at han ville overleve måneden var små. Det var som at få stukket knive direkte ind i mit indre, men jeg vidste at Harry var stærk nok til at klare sig igennem det her. Det blev han nød til at være.

Gemma rømmede sig og jeg vågnede lidt op. "Jeg er på et hotel i nærheden... Jeg... Bryder mig bare ikke om at være på hospitalet." Fortalte jeg og sukkede. "Men jeg tager derhen her i eftermiddag." Fortsatte jeg og nikkede, selvom jeg var klar over at Gemma jo ikke kunne se det. "Super. Jeg kan ikke selv være der, men jeg tror at min mor er deroppe... Hun har nok brug for lidt støtte." Fortalte Gemma og jeg sukkede kort. "Men jeg bliver nød til at smutte nu. Lov mig at du går op og ser til Harry, okay?" Sagde Gemma så og jeg pressede læberne sammen. Jeg havde ikke lyst til at se ham. Han så kun værre ud for hver dag og det gjorde så ondt at se ham sådan. Men jeg vidste at det ville være fejt at blive væk. Jeg elskede ham jo. "Det skal jeg nok, Gem." Svarede jeg, og havde allerede glemt at hun ikke ville have at jeg kaldte hende det. "Godt.Vi ses." Sukkede hun, inden hun lagde på. Så var der igen helt stille i hotelværelset. Stilheden tordnede nærmest for mine øre og jeg hadede det. Stille sænkede jeg min mobil fra mit øre og så rundt i værelset. Mine ting lå stadig i kufferten på gulvet, og jeg havde aldrig taget mig sammen til at pakke rigtigt ud. Det virkede ikke rigtigt vigtigt. Så rejste jeg mig fra sengen, fandt mine høretelefoner, satte dem til min mobil, tog dem på og stak mobilen i lommen. Hurtigt trak jeg mine sko på, tog min hættetrøje på og trak hætten over hovedet. Og med det, forlod jeg værelset.

 

"Some things we don't talk about. Rather do without and just hold the smile. Falling in and out of love. Ashamed and proud of. Together all the while..." Musikken fyldte mit hoved imens jeg gik ned ad gaden. Det hele virkede gråt. Bygningerne, himlen. Selv andre mennesker. Klædt i dystre farver, trætte ansigter og udvekslede ord der virkede svage i mine øre, da de blev blandet med musikken. "You can never say never, while we don't know when, but time and time again. Younger now than we were before. Don't let me go. Don't let me go. Don't let me go." Musikken fortsatte. The Fray. Et af mine yndlingsbands. Jeg fik så øje på hvad jeg ledte efter og gik hen til vejkanten, hvor jeg vinkede til taxi-chaufføren, der holdt ind til siden, hvor jeg stod. Hurtigt hoppede jeg ind, smækkede bildøren i efter mig og gav ham adressen. Så begyndte han at køre. Forsigtigt lænede jeg min pande imod den iskolde rude, som regndråberne langsomt var begyndt at ramme. Skønt vejr. Det passede til den trykkede stemning som så ud til at hvile overalt. "Hey, knægt... Er du ikke ham fra det der band som pigerne er helt vilde med?" Spurgte taxi-chaufføren så, og jeg vendte stille blikket imod ham. Han var lidt kraftig, havde gråsort hår og overskæg og strålende, blå øjne. Han virkede meget venlig, men hvad vidste jeg. "One Direction, ja." Svarede jeg så. "Lucas... Lewis... Lo-..." Chaufføren prøvede at huske hvad jeg hed, men jeg kom ham til undsætning. "Louis." Rettede jeg og sendte ham et træt smil. "Nårh ja, det er også rigtigt." Svarede han med en rungende latter. Så blev der igen stille. "Hør, jeg ved ikke om det her spørgsmål er for upassende, men er du ikke ham der er sammen med ham med krøllerne?" Spurgte han så. Han lød ikke til at have noget imod at jeg var sammen med en dreng, men jeg vidste at jeg blev nød til at benægte det alligevel. "Nej, mig og Harry er ikke andet end gode venner. Jeg ved ikke hvorfor folk tror vi har noget romantisk." Svarede jeg roligt. Det stred imod alt i mig at sige det, men det var som rutine. Jeg kunne så mærke hans blik hvile på mig, inden han igen så ud af bilens forrude. "Jeg tror du lyver." De ord gjorde mig urolig. Jeg kunne altid bare benægte det og han kunne lade vær med at tro på mig... Men det gjorde mig alligevel utilpas. "Mig og Harry er ikke sammen, okay?" Snerrede jeg så og så igen ud af bilruden. Chaufføren sukkede... Og ærlig talt fik jeg dårlig samvittighed over min tone. Men i lang tid sagde jeg intet.

"Undskyld." Sukkede jeg så pludseligt. "Jeg ville ikke råbe... Det er bare... Jeg har ærlig talt ikke tilladelse til at gøre andet end at benægte alt om mig og Harry." Tilstod jeg. Jeg kunne nærmest mærke chaufførens smil, selvom jeg ikke så på ham. "Så i er sammen?" Svagt nikkede jeg. "Bare rolig, det bliver imellem os to." Tilføjede han. "Tak." Så så jeg på ham og smilede stille. "Jeg hedder Donald, forresten." Fortalte han så og jeg nikkede. 

Vi talte ikke ret meget resten af turen, men stemningen var ikke akavet. Desuden, Donald virkede som en rar mand. Sådan rigtig hyggelig, hvis ikke det havde været for den situation med Harry, som jeg stod i. Jeg fortalte ham aldrig at Harry lå i koma, for jeg var i tvivl om, om de andre drenge og Modest! overhovedet vidste det. Men hvis ikke de gjorde, gjorde de ihvertfald snart. "Så er turen ikke længere, kammerat. Det har været hyggeligt." Sagde Donald så pludseligt og rev mig ud af mine tanker. "Øhm, okay. Mange tak for turen." Svarede jeg så og fremtvang et smil, inden jeg så betalte ham. Jeg gav ham måske lidt ekstra, men det gjorde vel ingen skade. "Tak." Jeg takkede ham endnu en gang, inden jeg steg ud af taxien og smækkede bildøren i efter mig. Jeg havde ikke været her ret mange gange, og hvis jeg havde, havde det kun været med Harry. Aldrig alene. Derfor var det en smule skræmmende... Men forhelvede, jeg var voksen. Jeg burde kunne klare det her selv, ikke? Jo. Selvfølgelig kunne jeg det. Stille slukkede jeg for min musik, tog høretelefonerne af og stak det hele i lommen på min hættetrøje. Så gik jeg op ad havegangen, og op til en stor, brun dør. Hoveddøren, selvfølgelig. Tøvende bankede jeg på og trådte så en anelse væk fra døren, for ikke at virke for påtrængende. På den anden side af døren kunne jeg høre at døren blev låst op, og snart efter blev åbnet. Foran mig stod Des, Harrys far. "Ehm, Louis? Hvad laver du her?" Des virkede forvirret, hvilket vel ikke var så underligt, da jeg var dukket op fuldstændigt uanmeldt. "Jeg... Kom bare for at tale med dig... Om Harry..." Svarede jeg og sukkede kort. "Harry? Det er ikke omkring skænderiet, vel? For det ville jeg foretrække at snakke med HAM om." Svarede han, men trådte til side så jeg kunne komme ind. "Skænderiet? Hvilket skænderi?" Spurgte jeg forvirret, men gik ind. Jeg beholdt bare mit overtøj på. "Altså, mig og Harry havde et skænderi her for noget tid siden... Over noget som Harry fortalte mig." Forklarede Des og jeg rynkede lidt på øjenbrynene. "Har han virkelig ikke fortalt dig det?" Fortsatte han. "N-nej... Harry har ikke rigtigt været i stand til at tale med mig her på det seneste..." Mumlede jeg og sukkede. "Men hvad var det i skændes om?" Spurgte jeg så og vendte igen øjnene imod Des. "Vi skændes om... Om dig og Harry. Jeres forhold." Hvad? Havde Harry fortalt Des om det? Altså, jeg vidste at han havde talt med Anne og Gemma om det, for det havde de fortalt mig, men ikke Des. Jeg ville ikke sige at jeg var vred, men jeg ville ønske at han havde fortalt mig det, før han gjorde det. Men den måtte jeg tage med ham når han vågnede. Hvis han vågnede.

"Du sagde noget om at Harry ikke var i stand til at tale med dig? Hvad er der sket? Er han rejst væk, eller?" Des virkede fuldstændigt forvirret, så jeg gik ud fra at han heller ikke havde hørt om ulykken, hvilket var virkelig sært. Men sådan var det vel, og nu kunne han få det at vide. "Ehm... Des... Jeg vidste godt at Harry besøgte dig for noget tid siden, men på vejen hjem kørte Harry galt." Sagde jeg ligeud og måske lidt forhastet. Jeg hadede at tale om det. Des tabte næsten underkæben. "Hvad?! Er han okay? Hvorfor har jeg ikke fået noget at vide?!" Udbrød han og jeg forstod godt hans chok. Det var jo forfærdeligt. Så rystede jeg stille på hovedet. "Nej, Des... Han... Han er ikke okay. Og jeg ved ikke hvorfor du ikke har hørt noget fra hospitalet." Forsigtigt strøg jeg mig selv henover armen og trådte lidt tilbage. Des virkede virkelig chokeret. "Han er ikke... Han er ikke-.." Igen afbrød jeg. Det var vidst en dårlig vane. "Harry er ikke død, nej. Han er bare ikke ved bevidsthed og har ikke været det siden ulykken. Koma, som nogle ville kalde det." Forklarede jeg og sukkede endnu en gang. Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham det, men lægerne havde sagt at Harrys chancer for at overleve kun blev mindre. Måske fordi jeg stadig selv nægtede at tro på det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...