Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14923Visninger
AA

19. Rumors - Part 19

Louis' P.O.V

Jeg havde ikke hørt fra Harry i over en uge nu. En ting var at han sagde at han kunne ville være afsted i få dage, noget andet var at jeg ikke fik så meget som en sms. Men jeg havde ikke tænkt mig at bekymre mig for meget, for han havde sikkert bare travlt med sin familie. Det skulle der jo også være plads til.

Lige nu var mig, Liam og Niall i studiet. Zayn var ude med Perrie. I dag havde vi egentligt planlagt at få sat sidste hånd på indspilningerne til det nye album, men siden hverken Harry eller Zayn var her, blev vi ikke helt færdige. Vi havde det nu meget sjovt med hvad vi lavede. Der var jo en grund til at vi valgte at blive i branchen, ikke. Vi indspillede alt muligt åndssvagt og grinede lidt af det, inden min mobil afbrød os. Ringetonen skar igennem luften og jeg fór sammen ved lyden, inden jeg så tog mobilen op af lommen og løftede den op til øret. "Hallo?" Sagde jeg spørgende, da jeg ikke genkendte nummeret på mobilens display. "E-Er det Louis Tomlinson?" Lød en spinkel damestemme i den anden ende af røret. "Yeah" svarede jeg og rynkede på panden. Hvad mon hun ville mig? "Det er angående en person ved navn Harry Styles... Kender du ham?" Spurgte damen og et øjeblik tror jeg at jeg stoppede med at trække vejret. Hvad var der sket med Harry? "Ja, det gør jeg." Svarede jeg lynhurtigt og ventede bare på at damen ville komme til sagen. "Jeg er Samantha. Jeg er sygeplejerske på Holmes Chapel Hospital... Harry var i en bilulykke." Meddelte hun. Mit hjerte sprang et slag over. "Jeg kommer med det samme." Udbrød jeg, og lagde på uden at høre hendes svar. "Jeg bliver nød til at gå." Sagde jeg hurtigt, og rejste mig fra den stol jeg sad i. "Hvad? Hvorfor?" Spurgte Liam og Niall skuffet, i kor. "Det er Harry." Sagde jeg, allerede på vej ud af lokalet. Jeg hørte dem komme med spørgsmål derindefra, men jeg havde ikke tid til at svare. Jeg stormede ned ad gangene, hen til udgangen og ud på gaden hvor jeg hoppede ind i min bil. Jeg vidste at der var noget galt, selvom jeg havde svært ved at acceptere det. Jeg vidste det bare.

..

Det tog alt, alt for lang tid at nå frem til hospitalet som Harry var indlagt på. Okay, der havde næsten ingen trafik været, men jeg var utålmodigt. Jeg blev nød til at se min kæreste og se om han var okay... For jeg gav jo aldrig Samantha en chance for at forklare yderligere. Men langt om længe parkerede jeg min bil på hospitalets parkeringsplads, sprang ud og småløb op til indgangen og ind i forhallen. Jeg gik op til skranken. "Jeg fik et opkald om at Harry Styles var blevet indlagt her." Sagde jeg og så den ældre dame der sad bag disken. "Harry Styles siger du..." Mumlede hun træt og tastede noget ind på sin computer. Langsomt. Meget langsomt. "Ja, det er rigtigt nok." Mumlede hun og tog så om den gamle telefon der stod på disken. Hun trykkede noget ind og holdt det så op til øret. "Kan jeg få Samantha ud i forhallen? Mhm, okay... Godt." Mumlede hun ind i telefonen og jeg lagde stille hovedet på skrå. Hvorfor var det nu nødvendigt? "Der kommer en og viser dig hen til det rigtige rum om et øjeblik. Samantha er en af sygeplejerskerne der skal tage sig af din ven." Forklarede damen og jeg nikkede kort. Jeg rettede ikke på hende da hun kaldte Harry min ven, selvom han var så meget mere end bare min ven.

Kort efter kom en dame der nok var imellem de 25-30 år ud i forhallen, klædt i en ensfarvet, mintgrøn bluse med matchende, løse bukser. Jeg læste hendes navneskilt og så navnet 'Samantha.' Fint, det var hende jeg havde brug for. Hun gik op til mig og rakte mig hendes hånd som jeg rystede af ren høflighed. "Så du må være Louis. Kom, så viser jeg dig hen til Harry... Men jeg advarer dig... Det er ikke noget kønt syn." Sagde hun og gestikulerede mod en dør som hun gik ind ad. Jeg fulgte hende bare, en smule fornærmet over at hun havde sagt at det ikke var noget kønt syn. Harry var smuk. Eller, jeg havde jo ikke set ham efter bilulykken, men det ville han altid være i mine øjne. Smuk. Samantha fortsatte ned ad en lang gang, op af nogle trapper og standsede så foran et rum med lukket dør. "Men... Louis... Der er noget jeg ikke har fortalt." Sagde hun og jeg blev nervøs. "Hvad er det?" Jeg hævede øjenbrynene en smule og stak mine iskolde hænder i bukselommerne. "Han ligger i koma og er ikke i stand til at kommunikere med nogen." Samanthas ord fik mit hjerte til at synke. Var det så alvorligt? Hvad hvis han aldrig vå-... Nej. Jeg ville ikke tænke tanken færdig. Selvfølgelig ville han vågne op. Før eller siden. "Okay. Tak." Svarede jeg stille og gav et kort nik fra mig, inden jeg åbnede døren og trådte alene ind. Døren lukkede sig bag mig og mit blik blev vendt imod Harry. Jeg gispede.

Rør, nåle, ledninger og en masse andet forbandt ham til en masse maskiner. Derudover var han dækket af sår og blå mærker. Et område af hans hoved var endda blevet barberet og et sår var syet sammen. Åh min gud. Forfærdet trådte jeg nærmere og mit blik faldt på noget på bordet ved siden af hans seng. I en plastik-skål lå der blodige stykker glasskår og en pincet. De havde åbenbart været nød til at fjerne stykker af glas fra hans krop... Bare tanken gav mig kvalme så jeg så væk. Jeg gik helt hen til hospitalssengen og bøjede mig stille indover Harry. Han lå helt stille, med øjnene lukkede. Nærmest som om han sov, hvilket han vel på en måde også gjorde. Men hvornår han ville vågne, vidste jeg ikke. Snart, forhåbentligt. For hvert sekund hvor han ikke rørte sig, gjorde mig mere og mere bekymret. Der var så mange personer der havde brug for Harry i deres liv... Jeg var en af dem. Derfor blev han nød til at klare sig ud af det her, for jeg kunne ikke hjælpe. Hvis jeg kunne hive ham ud af den tilstand han var i, ville jeg. Men det kunne jeg ikke. Han blev nød til selv at være stærk nok til at komme sig. Stille lænede jeg mig ned til ham og strøg ham hen over kinden, og forsøgte bare at undgå de værste skrammer i hans ansigt. Det var en skam, det med hans hår... Men det voksede vel tilbage, og i det mindste var det ikke alt håret der røg. Men det betød ærlig talt ikke noget. Det eneste der betød noget, var at Harry skulle få det bedre. For det ville han da... Ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...