Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14930Visninger
AA

18. Rumors - Part 18

Harrys P.O.V

Mit hjerte hamrede i min brystkasse efter ordende havde forladt min mund. Det var som om alt stod stille et øjeblik og det eneste jeg kunne høre var lyden af min egen puls. Men jeg havde sagt det. Jeg havde sagt at jeg var sammen med Louis og derved fik jeg også informeret dem om min seksualitet. Det var næsten ude af verdenen. Jeg kunne næsten fortsætte med mit liv. Jeg manglede bare en form for reaktion. Positiv eller negativ. Jeg havde ingen idé.

"Oh..." Lød det fra Gemma, der stadig havde sin mund i en lidt overrasket o-form. Min mor og Robin så først på hinanden og så tilbage på mig. "Så?" Spurgte jeg forsigtigt. Havde de ikke tænkt sig at sige noget? Et eller andet? Bare-... Mere nåede jeg ikke at tænke før min mor rejste sig, gik hen til mig og knugede mig ind til hende. Sådan et varmt, kærligt kram der næsten klemte alt liv ud af mig. "Tillykke..." Hviskede hun og slap mig så, hvilket diskret fik mig til at gispe efter luft. Hun bukkede sig lidt ned for at være i øjenhøjde med mig, da jeg jo sad ned, og så mig i øjnene. "Du skal vide, Harry, at lige meget hvem du vælger at være sammen med i dit liv... Piger eller drenge... Så elsker vi dig stadig." Sagde hun alvorligt, men smilede så stille til mig. "Louis er en heldig dreng." Hendes smil voksede lidt, inden hun så kyssede mig i panden, krammede mig en sidste gang og satte sig tilbage til Robin. Både ham og Gemma sad stadig og så på mig. De var helt klart overraskede, men om de var positive eller negative omkring det hele, vidste jeg virkelig ikke. Robin begyndte dog langt om længe at tale. "Jeg er enig med din mor, Harry." Sagde han og sendte mig et kort smil, der fik mig til at ånde lettet op. At de acceptere det hele, betød utroligt, utroligt meget for både mig og Louis. "Jeg ville aldrig have forudset at du ville ende sammen med en dreng, men hvis Louis gør dig glad, er der jo intet problem i det." Fortsatte han. Jeg kunne ikke gøre andet end at sende ham et smil, for ærlig talt, vidste jeg ikke hvordan jeg selv skulle svare. Da stilheden igen lagde sig over rummet, valgte Robin så at skrue op for fjernsynet igen, hvilket gjorde det mindre akavet. "Nå, jeg vil gå ud og lave aftensmad" udbrød min mor pludseligt, inden hun rejste sig og gik ud i køkkenet. Så snart hun var gået rejste Gemma sig fra sofaen, lagde sin laptop fra sig og gik hen til mig. Hun klemte sig ned ved siden af mig i lænestolen der egentligt kun var beregnet til én person, og jeg rykkede lidt på mig da det fik mig til at sidde dårligt. "Ved du hvad, Harry? Jeg har altid vidst at du var lidt for fimset til at være til piger." Sagde Gemma, tydeligvis stolt over den sætning der havde forladt hendes mund. "Hold din mund, Gem, jeg er ikke fimset." Svarede jeg irriteret og hakkede hende i siden med min albue. Gemma grinede bare, men jeg fnøs og himlede med øjnene. Gemmas drillerier gik mig ikke rigtigt på, for de havde accepteret mig og Louis. Det var det vigtigste.

..

Dagene gik og jeg havde travlt med at få set mine gamle venner. Omkring to-tre dage efter at jeg havde talt med mine forældre, havde jeg besluttet mig for at det var på tide at fortælle min rigtige far, Des, 'nyheden.' Det var vel ikke rigtigt en nyhed for mig, men det var det vidst for alle andre der vidste noget om mig og Louis. Derfor var jeg igen hoppet ind i min sorte Range Rover og var nu på vej ud til min far, som heldigvis ikke boede langt herfra. Jeg orkede ikke en længere køretur, efter at have været i byen med min ven, Drew, i går. Jeg havde ikke set ham i evigheder og jeg havde faktisk savnet ham. Vi var enormt tætte engang. Engang. Men han var heldigvis også glad for at se mig. Men lige nu handlede det altså om min far og ikke om Drew.

Efter godt og vel 15 minutters kørsel parkerede jeg Range Roveren på vejen foran min fars hus. Stille steg jeg ud af min bil, gik op til husets hoveddør og ringede på dørklokken. Der gik lidt tid før han åbnede, og jeg var begyndt at tænke, at han måske havde glemt at jeg kom. Det havde han heldigvis ikke, og efter at have ringet på et par gange, kom han og åbnede. "Hey far." Sagde jeg og strøg mig stille over armen. Jeg var ret anspændt, men ikke så nervøs som jeg var da jeg skulle sige det til min mor. Det var ikke fordi at jeg regnede med at min mor ville flippe ud, men Robin og Gem var der også og ja... Jeg ved det ikke. I hvert fald prøvede jeg bare at bevare roen, så min far ikke kunne mærke hvor nervøs jeg var. "Kom indenfor." Svarede min far og gestikulerede med hånden, ind i gangen. Ind gik jeg og jeg fortsatte ind i stuen, med min far lige i hælene. Jeg havde, over telefonen, allerede fortalt ham at jeg skulle snakke med ham. Så det var han altså klar på. Hvis jeg kunne have sagt det hele over telefonen, havde jeg gjort det. Men jeg var ikke en kujon så jeg valgte at gøre det face-to-face. Så måtte min far reagere som han ville. "Tag plads." Sagde min far efter at have sat sig i sofaen, hvilket jeg kort efter også gjorde. "Så... Far... Du ved nok godt at jeg har noget at fortælle dig... Og det er... Ehm..." Igen tøvede jeg. Forfanden. Selv efter at have stået i denne situation før, var det svært. Så det var altså ikke så forfærdeligt nemt, som nogen fik det til at lyde. 'Bare sig det' my ass. "Far, mig og Louis kommer sammen." Fik jeg så langt om længe tvunget frem. Endnu en gang var der stille. Hvorfor, vidste jeg ikke. Men efter sidste gang, forventede jeg at han ville sige noget positivt. Men det var ikke hvad der skete.

"Kom ud af mit hus." Sagde min far koldt. "A'hvad?" Spurgte jeg og hævede øjenbrynene. "Ud. Af. Mit. Hus." Gentog han med yderligere hævet stemme. "H-hvorfor?" Stammede jeg og rejste mig stille. "UD!" Skreg han så og jeg trådte forskrækket et skridt tilbage. Hvorfor reagerede han sådan? Jeg troede ikke at han ville have noget imod at jeg var sammen med en fyr... Men det havde han altså, og hans voldsomme reaktion fik mig til at frygte at han måske ville slå mig. Det var derfor at jeg trådte endnu et skridt tilbage, inden jeg vendte rundt og stormede ud af stuen og videre ud af huset. Hvis ikke han ville have mig der, ville jeg ikke tilbringe så meget som et sekund mere i det fandens hus. Jeg løb ud til min bil, trak bilnøglerne ud af min bukselomme i mellemtiden og låste så hurtigt Range Roveren op. Jeg sprang ind, tændte motoren, smækkede bildøren og begyndte at køre. Sikkerhedsselen spændte jeg ikke, for den slags virkede ærlig talt ikke synderligt vigtigt i mine øre lige nu. I frustration havde jeg måske trådt speederen lidt for hårdt ned, så jeg kørte en smule for hurtigt. Okay, måske lidt mere end en smule. Men det var kun ligegyldige detaljer. Et par km/t for hurtigt døde ingen af. Forhåbentligt.

Tårerne var på dette tidspunkt begyndt at svide i mine øjne, men hver gang de var lige ved at løbe ned over mine kinder, tørrede jeg dem væk. Men snart blev det for meget og jeg lod dem få frit løb. Mine fingre lukkede sig krampagtigt om bilrattet imens tårerne strømmede ned over mine kinder og slørede mit syn. Hvis jeg havde svært ved at køre ordenligt før, var det da umuligt nu. Stille løftede jeg min hånd for at tørre tårerne væk, men så langt nåede jeg aldrig. Det næste jeg hørte var hornet fra en lastbil, et kæmpe brag og så opfattede jeg ikke mere. I det næste sekund var jeg fuldstændigt lammet af smerte, men hvad der var sket, vidste jeg ikke. Og jeg nåede heller ikke at tænke over det før mørket stille gled ned foran mine øjne, og jeg mistede bevidstheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...