Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14830Visninger
AA

17. Rumors - Part 17

Harrys P.O.V

Mit og Louis forhold gik strygende. Det var som om at jeg elskede ham mere og mere for hver dag der gik. Jeg havde måske ikke direkte slået op med Sam endnu, men jeg så ham ikke længere. Jeg ignorerede hans opkald og sms'er, så efterhånden begyndte han langt om længe at give op, hvilket gav mig mere tid til at koncentrere mig om alt andet. Bandet, Louis, min familie. Min familie. Jeg havde ikke set dem siden jeg måtte fortælle dem at mig og Natalie ikke skulle giftes alligevel, hvilket efterhånden var længe, længe siden. Selvfølgelig, de ringede af og til, men jeg havde ikke fortalt dem noget om alt det der foregik i mit liv. De anede intet om at jeg var sammen med Louis, eller at jeg var biseksuel, for den sags skyld. For det gik jeg da ud fra at jeg var, siden jeg havde været forelsket i både piger og drenge. Men tilbage til emnet. Jeg havde dårlig samvittighed over at have lukket dem ude af mit liv på den måde. Min mor, Gemma, Robin, min far. De vidste ikke hvad der foregik og det burde de. Mine venner hjemme fra Holmes Chapel havde jeg heller ikke set i evigheder. Selv ikke dem som det lykkedes mig stadig at have kontakt til, efter jeg flyttede til London. Men nu var det på tide at ændre alt det.

Det var en fredag eftermiddag at jeg pakkede mine ting, satte mig ind i bilen og kørte hen til Louis. Jeg havde besluttet mig for at tage hjem til Holmes Chapel i nogle dage, for at få det hele sat sammen igen. Det ville også blive rart bare at slappe af med min familie.

Stille hoppede jeg ud af bilen og gik op ad trapperne til den lejlighed som mig og Louis engang delte, men som Louis nu boede alene i. Vi havde dog talt om at jeg måske kunne flytte tilbage, hvilket jeg virkelig, virkelig gerne ville. Men det var ikke det jeg havde i tankerne nu. Stille bankede jeg på Louis dør, og fra den anden side af væggen kunne jeg høre ham komme gående, for så at åbne døren. "Hey, Boo." Sagde jeg med et smil og kyssede ham blidt, for dog at trække mig igen hurtigt. "Hej, Hazza... Hvad laver du her?" Spurgte Louis, der lige nu var iført en sort t-shirt der sad perfekt om hans overkrop, et par grå sweatpants og en beenie. "Jeg ville bare lige sige at jeg tager til Holmes Chapel i nogle dage... Bare så du ved hvor jeg er..." Sagde jeg og trak på skuldrene. "I hvilken anledning?" Spurgte han og lænte sig lidt op af dørkarmen. Han lød nysgerrig. "Familie-grunde. Jeg har bare noget jeg skal have løst." Svarede jeg og sukkede kort, inden jeg stak hænderne i lommerne på mine jeans. "Tager du afsted alene?" Louis hævede sit ene øjenbryn en smule og lagde armene over kors henover hans brystkasse. "Yeah, jeg tror det er bedst sådan. Tag det ikke som en fornærmelse." Svarede jeg og kyssede ham blidt på kinden. Jeg ville med glæde have ham med, hvis ikke det var fordi jeg havde problemer at løse. Han behøvede ikke bekymre sig. "Nej, nej. Bare rolig." Svarede han og grinede dæmpet. "Men pas nu på dig selv, okay? Jeg vil ikke have at der sker dig noget..." Nu virkede Louis så bekymret. Super. "Selvfølgelig." Svarede jeg med et smil og trådte hen imod ham. Allerede der vidste han hvad jeg var ude på, for han lænede sig en smule ind imod mig. "Vi ses snart, Boo. Det lover jeg." Sagde jeg med et smil og kyssede ham igen. Kysset varede ved lidt, men så trak han sig. "Vi ses." Svarede han og smilede varmt. Han var så kær. Stille vendte jeg mig så rundt og gik ned ad trapperne. Bag mig kunne jeg høre Louis gå ind og kort efter smækkede hans dør. På det tidspunkt var jeg nået døren ud til gaden, så jeg forlod hurtigt bygningen, gik hen til min bil, satte mig ind og begyndte at køre.

..

"Lights will guide you home and ignite your bones. And I will try to fix you." Lød teksten fra den sang der blev spillet i bilradioen. Fix you af Coldplay. Jeg elskede den sang. "And high up above or down below. When you're too in love to let it go. But if you never try you'll never know just what you're worth." Sang jeg og smilede stille for mig selv, da jeg parkerede bilen i Robin og min mors indkørsel. Stille slukkede jeg bilmotoren, tog min taske fra passagersædet og hoppede ud af bilen. Jeg vidste at jeg blev nød til at fortælle min familie om Louis og alt det med min seksualitet. Måske kunne jeg udelukke historien om Sam, men det havde jeg ikke helt afgjort endnu. Tøvende gik jeg op til fordøren, og inden jeg bankede på, så jeg rundt. Alting var som det plejede, udover at min mor vidst langt om længe havde fået Robin til at slå græsset. Et dæmpet grin undslap mine læber ved tanken, men så bankede jeg på døren. "Gemma? Åbner du ikke lige?" Kunne jeg høre min mor råbe indenfor. Så Gemma var her altså også. "Fint!" Kunne jeg høre hende beklage sig og igen grinede jeg dæmpet. Kvinder skulle altid være så højlydte, altså.

Kort efter blev døren åbnet og foran mig stod Gemma. Et øjeblik stod hun bare og gloede på mig. "Harry! Hvor fanden har du været?" Udbrød hun så. Det var ikke lige den varme velkomst jeg havde håbet på, men det gik vel an. "Undskyld, Gem. Jeg håber ikke at du har savnet mig for meget." Drillede jeg, hvilket bare fik hende til at daske til min skulder. Så faldt hun lidt mere ned. "Nej, men helt seriøst Harry... Jeg har faktisk virkelig savnet dig. Det har vi alle sammen." Sagde hun og trak mig ind i et kram. "Jeg har også savnet jer." Sukkede jeg og lagde armene omkring min søster. Lidt efter slap jeg hende dog, og henover hendes skulder kunne jeg se min mor komme gående ud i gangen. Hun fik øje på mig og kom hurtigt ud i døråbningen. Hun sagde intet, men gik bare hen og lagde armene omkring mig. Da hun kort efter trak armene til sig stillede hun sig på tæer og kyssede mig i panden. "Det er dejligt at se dig igen." Sagde hun med sin blide, varme stemme. "I lige måde." Svarede jeg med et smil, inden de så trådte til side og jeg gik indenfor. "Ehm... Jeg tænkte om det var okay at jeg blev her et par dage?" Spurgte jeg og så tilbage på min mor. "Selvfølgelig!" Udbrød hun ivrigt, hvilket bare fik mig til at smile. Det gik op for mig hvor meget jeg egentligt havde savnet de her mennesker. Stille tog jeg mit overtøj af, stillede min taske med mine ting fra mig og rettede så på mit hår. "Dine krøller er ved at forsvinde." Sagde Gemma og prikkede mig på siden af hovedet. Åh gud, nogle gange skulle man tro at jeg var den ældste. "Yeah, det ser sådan ud." Svarede jeg og træk på skuldrende. Jeg havde aldrig rigtigt så meget imod mine krøller, men det var en del lettere at have med at gøre nu. "Det er en skam, ikke?" Grinede min mor stille, da hun gik forbi mig og ud i køkkenet.

..

Senere den aften havde jeg langt om længe fået pakket mine ting ud. Mit værelse stod stadig urørt fra dengang før jeg flyttede, udover de gange hvor min mor havde gjort rent. Stille gik jeg nedenunder og ind i stuen. Mit hjerte hamrede i min brystkasse, for jeg havde taget en beslutning der skulle ændre mit liv foraltid. Måske. Jeg ville fortælle dem alle sammen om at jeg var forelsket i Louis. Allerede nogle dage inden havde mig og Louis talt om at vi burde fortælle det til familien og de nærmeste venner, men jeg havde ikke fortalt ham at jeg havde tænkt mig at gøre det nu. Og det fortrød jeg pludseligt, for jeg gad godt have ham ved min side lige i dette øjeblik.

Jeg trådte ind i stuen og så at min mor og Robin sad i den ene af de to sofaer og så et eller andet i fjernsynet. Gemma fyldte hele den anden sofa, da hun fladede ud med sin laptop. Jeg modtog et kort smil fra min mor, men jeg gengældte det kun svagt. Det var vidst allerede der hun kunne se at noget var galt. Langsomt gik jeg hen og satte mig i en lænestol, men jeg lænede mig ikke tilbage og slappede af. "Robin, gider du ikke skrue ned et øjeblik?" Spurgte jeg og gned nervøst mine hænder imod hinanden. De var nu helt kolde af nervøsitet, for jeg havde ingen idé om hvordan de ville reagere på nyhederne. "Jeg har noget... Som jeg nok burde have sagt for længe siden..." Sukkede jeg og så kort ned. Det var næsten et år siden at mig og Louis begyndte at komme sammen. "Jaer?" Min mor lænede sig forover og så bekymret på mig. Jeg havde på fornemmelsen at hun kunne fornemme min nervøsitet. Et eller andet sygt mor-instinkt, sikkert. På dette tidspunkt havde selv Gemma vendt blikket imod mig. "Det er sådan at... At..." Ordende sad fast i min hals. Forhelvede, hvor svært kunne det være? "Det er sådan at mig og Louis kommer sammen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...