Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14834Visninger
AA

14. Rumors - Part 14

Harrys P.O.V

De næste dage blev tilbragt i studiet, som jeg måtte have Liam til at køre mig ud til, da jeg ikke kunne huske vejen. Vi skulle lægge sidste hånd på det nye album, men jeg måtte selv have opfrisket alle teksterne, hvilket ikke var min yndlings-beskæftigelse. De første dage havde Sam været med mig i studiet, men det var som om noget var galt. Ikke at vores forhold havde ændret sig, men det havde mit syn på forholdet sig. Derfor var han ikke længere med når jeg tog af sted, hvilket han ikke var glad for. Hvorfor han følte at han skulle med hele tiden, vidste jeg ikke. Men det irriterede ham tydeligvis. Hvad der var galt, var jeg ikke sikker på. Der var bare noget der ringede bagerst i mit hoved. Det var som at forsøge at huske noget, man aldrig havde oplevet. Men jeg ville huske det. Jeg ville så gerne huske det

Da jeg en dag vågnede op i Sams seng, med en sovende Sam ved siden af, stod det pludseligt klarere på mig. Jeg så på den sovende skikkelse ved min side og noget føltes forkert. Mere forkert end jeg nogensinde havde følt det før. Som om at det ikke var her jeg burde være og hørte til. Det var derfor at jeg kom ud af sengen, fik tøj på og skred uden at sige et ord. Jeg havde vel brug for at tænke tingende igennem og genoverveje vores forhold. Klokken var ikke mere end seks om morgenen, og hvorfor jeg vågnede så tidligt, var jeg ikke klar over. Men jeg var også enormt træt da jeg låste døren til min lejlighed op og trådte indenfor. Hurtigt smed jeg skoene og jakken, inden jeg tog plads på sofaen i stuen. Jeg sank mere og mere sammen og endte med at ligge helt ned. Mit hoved havde kun lige ramt sofaens armlæn, da mine øjne gled i og jeg faldt i søvn.

..

Mig og Louis sad sammen her i sofaen. Vi havde det faktisk sjovt, hvilket overraskede mig. Vi spillede videospil, så film, spiste. Og kyssede. Hvorfor vi kyssede, vidste jeg ikke. Vi gjorde det ligesom bare, og egentligt, nød jeg hvert sekund af det. Hvorfor nød jeg det?

Til min store ærgelse skred Louis efter lidt tid og jeg var alene i min lejlighed. Lige indtil det pludseligt bankede på døren. Hvem kunne det dog være? Det var efterhånden sent og jeg ville egentligt bare gerne slappe af for mig selv nu, hvis ikke jeg kunne være sammen med Louis. Men jeg gik ud til døren, åbnede den og blev med det samme mødt af Sam. Et klamt, smørret grin var malet hen over hans læber, og jeg havde virkelig ingen idé om hvad han havde tænkt sig. Stille lænede han sig ind imod mig og hviskede et eller andet i mit øre, som fik mig til at skubbe ham væk. Han fik dog i farten trukket mig med ud i trappeopgangen, hvilket irriterede mig. Hvorfor var det nu nødvendigt? Vi begyndte at diskutere og før jeg vidste af det, stod jeg på kanten af trappen. Og pludseligt mærkede jeg Sams hænder slå luften ud af min brystkasse, da han skubbede mig ned ad trappen.

..

Pludseligt spærrede jeg øjnene op og satte mig op i sofaen. Hjertet hamrede i min brystkasse og jeg hev chokeret efter vejret. "Det var en drøm." Sukkede jeg og kørte stille en hånd igennem mine krøller, inden jeg så satte mig til rette i sofaen. Jeg faldt dog ikke til ro. Det hele virkede så detaljeret. Så virkeligt. Jeg kunne huske at Louis prøvede at overbevise mig om at det var Sam der havde skubbet mig ned ad trappen... Så hvad hvis det ikke var en drøm? Hvad hvis det var et minde?

 

Louis P.O.V

Frustreret sparkede jeg til en sten der lå på fortovet foran mig. Intet var sket, men mit hoved ville ikke holde kæft om Harry. Han var der hele tiden og det drev mig til vanvid. Det gjorde det virkelig. Et eller andet sted, ville jeg nok ønske at jeg ville forelske mig igen. I en ny. Om det var en pige eller en dreng, betød intet for mig. Bare en eller anden der kunne gøre mig lykkelig, som kunne få mig til at tænke på andet end Harry og en som ikke var så stor en nar som Sam. Men det skete ikke. Jeg stødte ikke på magisk vis på en eller anden person som jeg fandt vanvittigt spændende og attraktiv, som dengang jeg stødte ind i Sam, i parken. Jeg husker tydeligt den dag. Det var den dag at Harry og Natalie sagde at de skulle giftes. Det gik da godt med den plan, ikke.

Men hvis ikke jeg kunne få Harry, ville jeg have en anden. Jeg kunne ikke overleve at have ham i hovedet så meget som et sekund længere. Jeg var så væk i ham at det næsten gjorde fysisk ondt. Det kunne umuligt være sundt. Men jeg kunne ikke lade vær. Selvom vi skændes, så jeg hvor smuk han var. Jeg huskede de gode tider vi havde sammen. Jeg forelskede mig endnu en gang i ham. Det var kun endnu værre når vi ikke skændes. Pludseligt blev mine tanker brudt af min mobil. "Mhm" brummede jeg da jeg fiskede min mobil op af lommen på mine jeans og løftede den op til øret. "Hva' så?" Sagde jeg og blev dybt chokeret da jeg hørte stemmen i røret. "Louis..." Snøftede Harry. "Jeg er så ked af det... Jeg er så ked af de ting jeg har sagt og gjort, og jeg ville bare sige undskyld." Fortsatte han med en hæs stemme. Hvorfor følte han pludseligt at han skulle undskylde? Var der sket noget. "Det er okay, Harry, bare rolig." Løj jeg og sukkede stille. Så var der stille. Fuldstændigt stille. Jeg var holdt op med at gå, så selv ikke lyden af mine skridt kunne høres. "Jeg kan huske det, Louis. Jeg ved hvem der skubbede mig." Harrys ord gav mig et sug i maven. Kunne han huske det? At det var Sam der havde skubbet ham ned ad trappen? Hvordan. "Hvorda-." Mere nåede jeg ikke at sige før Harry afbrød. "Jeg elsker dig, Louis."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...