Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14999Visninger
AA

12. Rumors - Part 12

Louis P.O.V

Jeg stormede ind igennem dørene til hospitalets forhal og løb op til skranken. Jeg havde fået ad vide at Harry var faldet ned ad nogle trapper og var kommet slemt til skade. Jeg var også blevet bedt om at blive væk da Management ikke ville have at vi kom i nærheden i hinanden, men jeg var ligeglad. Management kunne rende mig og de havde ikke nogen kontrol over mig længere. Så selvfølgelig mødte jeg op. "Harry Styles, hvor er han?" Spurgte jeg forpustet damen bag skranken, der var irriterende længe om bare at vende sine øjne fra sin computer og over på mig. "203. Men han er stadig slået ud, så måske burde du-.." Jeg lod hende ikke tale ud, for jeg løb allerede ned ad gangen. Op og ned ad trapperne, rundt på gangene og så fandt jeg langt om længe rum 203.

Stillede standsede jeg foran den hvide dør, inden jeg med lethed skubbede den op. Og der lå han. Min Harry. Da jeg trådte nærmere kunne jeg bedre se hvad der var sket med ham. Jeg vidste i forvejen at han havde været enormt uheldig, men det her gav mig næsten tårer i øjnene. Et stykke på siden af hans hoved var barberet og syet efter at han slog hul i hovedet. Der var langt en strimmel af hvidt plaster henover hans ene øjenbryn. Jeg kunne se et stort, blålilla mærke på den ene venstre side af hans brystkasse... Måske havde han brækket et ribben. Det kunne lægerne jo ikke gøre meget ved. Stille hev jeg en stol der stod ved væggen, op til sengekanten, og jeg tog plads. "Jeg er så ked af at det her skulle ske for dig, Harry..." Mumlede jeg, selvom jeg vidste at han ikke kunne høre mig. Blidt løftede jeg min hånd og strøg ham henover håret, inden jeg lænede mig ind over ham og kyssede ham i panden. "Jeg elsker dig... Og du bliver nød til at komme tilbage til mig..." Hviskede jeg så og så på ham. Men intet skete. Han vågnede ikke. Lægerne sagde at han med sikkerhed ville vågne, og højest sandsynligt inden for kort tid, men jeg kunne ikke lade vær med at være bekymret. 

Det var så der at nogen rømmede sig i døråbningen. Jeg så op og mine øjne landende med det samme på den irriterende bekendte skikkelse.

 

Sams P.O.V

Jeg stod lænet og ad dørkarmen og betragtede Louis kysse Harry og sige alle mulige plat-romantiske replikker. Til sidste endte jeg med at måtte rømme mig, da han tydeligvis ikke havde opdaget mig ellers. Han så på mig. "Godeftermiddag... Kan jeg også få lov til at få noget alene-tid med Harry, eller har i travlt?" Spurgte jeg og mærkede et smørret smil spille om mine læber. Louis tøvede, men på den anden side kunne han jo ikke benægte mig adgang hertil. "Fint... Men skynd dig." Mumlede han, rejste sig fra den hvide plastik-stol og forlod rummet. Jeg fulgte ham med øjnene da han passerede mig, men gik så over til Harry. "Hey" mumlede jeg og puffede ham blidt i siden. Jeg så hans kæbemuskler spændes og hvordan hans øjenlåg begyndte at sitre, inden han slog øjnene op. "Av..." Mumlede han hæst og så lidt forvirret rundt, inden han fik fokuseret på mig. "H-... Hvem er du?" Han så på mig med et undrende blik i øjnene, og det gik straks op for mig at han havde mistet hukommelsen... Straks fik jeg en idé. 

"Jeg er din kæreste, Harry.... Sam." Løj jeg og kyssede blidt hans læber, for så at trække hovedet til mig igen. Han havde slået op med mig, ja... Men så let skulle han ikke slippe af med mig, hvis jeg fik en ny chance nu... Han så på mig med rynket pande, men nikkede så stille. "Nårh... Okay..." Svarede han og så så igen lidt fjernt væk. "Hvad skete der?" Han så ned ad sig selv og lagde hovedet lidt på skrå. Harry var fuldstændigt væk. "Du blev skubbet ned ad trapperne ved din lejlighed." svarede jeg og gjorde et forsøg på at sukke bedrøvet. "Af hvem?" Spurgte han hurtigt og så op på mig. "Louis." Mere nåede jeg ikke at sige før døren igen gik op. Forhelvede da. "Er du ved at være færdig?" Louis stod i døråbningen og så yderst utålmodig ud. "Ja, Louis... Det er jeg." Jeg lagde tryk på hans navn, for at gøre Harry opmærksom på at det altså var ham, som havde skubbet ham ned ad trappen. Det var ihvertfald hvad han troede nu. Jeg sendte Louis et kort smil, inden jeg så stille gik ud af rummet, ned ad gangen og forlod hospitalet.

Harrys P.O.V

Mit hovede gjorde mit, mine muskler var ømme... Jeg tvivlede på om jeg bare ville gå i stykker hvis jeg prøvede at rejse mig, for jeg følte mig enormt skrøbelig når jeg lå her i hospitalssengen. Hvorfor jeg lå her, vidste jeg dog ikke før Sam fortalte mig det. Sam var min kæreste, åbenbart. Det var vel også okay, men jeg kunne ikke huske noget om ham overhovedet. Da Sam introducerede den anden dreng som Louis, kunne jeg ikke lade vær med at blive lidt urolig... Det var ham der havde skubbet mig ned ad trapperne. Det var hans skyld jeg lå her. Hvorfor ville han gøre sådan noget? Stille forsøgte jeg at sætte mig op i sengen, men en stærk smerte i den ene side af min brystkasse fik mig til at opgive meget hurtigt. "H-hvorfor?" Stammede jeg og så forvirret på Louis. "Hvad mener du?" Han løftede sit ene øjenbryn og så ret så forvirret ud. "Hvorfor gjorde du det?" "Gjorde hvad?" Et dæmpet suk undslap mine læber. "Skubbede mig ned ad trapperne?" Han havde vel forhåbentligt heller ikke glemt hvad der var sket. Afventende så jeg på ham, imens hans ansigtudtryk bare blev mere og mere forvirret. "Hvem har sagt at jeg gjorde det?" Spurgte Louis, men så allerede ud til at kende svaret. "Ham... Sam... Eller hvad han nu hed. Min kæreste." Svarede jeg. Okay, det lød ikke så godt som jeg havde håbet. Men det gik vel. Louis' ansigtsudtryk gik fra forvirret, til at se ud som om det hele ligesom gik op for ham. "Selvfølgelig." Sukkede han så, nu små-irriteret. Han dumpede ned på en hvid plastikstol der var trukket hen til min seng og så kort ned med et let ryst på hovedet. "Hvad?" Jeg ville gerne vide hvad der foregik i hans hoved, siden han så så frustreret ud. Hvorfor blev han pludseligt sådan da jeg nævnede Sam? "For det første er Sam ikke din kæreste, Harry. For det andet, var det ikke mig der skubbede dig ned ad trappen..." Mumlede han lidt irriteret, som om jeg havde spurgt ham det samme spørgsmål ti gange. Svaret fik mig dog til at rynke på panden. Hvorfor skulle Sam lyve? Hvad ville han få ud af at være min kæreste og beskylde Louis for næsten at have slået mig ihjel? "Beklager meget, Louis, men det kan jeg altså ikke tro på."

 

 

A/N: 

Heyy.. Så jeg vil lige starte ud med at sige undskyld for det shitty (bare lad som om jeg ikke bandede) kapitel. Det var langt længere og bedre i mit hoved, men det er vel desværre hvad jeg har denne gang. Jeg har stadig nogle idéer til fremtidige kapitler, men der går nok heller ikke ekstremt længe før Rumors begynder at finde sin ende... Eller... Der går nok noget tid alligevel, fordi jeg er så dårlig til at opdatere. Jeg har dog gået og leget lidt med tanken om at lave en sequel til historien, men det er stadig kun en overvejelse. 

Jeg ved at jeg ikke normalt skriver sådan her til jer, men ville gerne begynde at gøre det fremover.

~ Olivia x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...