Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14930Visninger
AA

1. Rumors - Larry Stylinson fanfic

"Er Larry ægte?" Spurgte endnu en pige mig. Mig og de andre drenge afholdte endnu en meet n' greet, og både mig og Harry havde fået det spørgsmål et par gange efterhånden. "Nej." Svarede jeg kort, og signerede det eksemplar af Take Me Home som pigen holdt frem. Da jeg igen så op, kunne jeg se at hendes øjne var blevet triste. Alligevel sendte hun mig et kort smil, inden hun hurtigt forsvandt i menneskemængden. Folk håbede vidst inderligt på at der virkelig var noget imellem mig og Harry... "Hey, Lou... Hun så trist ud... Ved du hvorfor?" Spurgte Niall, og puffede mig i ribbenene med sin albue. "Ehm... Nej... Det ved jeg ikke." Svarede jeg. En løgn. Jeg var næsten 100% sikker på at det var fordi jeg afslog alle rygter om mig og Harry. Men bare fordi jeg gjorde det... Betød det jo ikke at jeg ikke ønskede at der skulle være noget imellem mig og den smukke dreng med de mørke krøller, og smaragdgrønne øjne. Hurtigt fik jeg rystet tankerne af mig, da endnu en flok piger kom hen til mig. 

.. 

Senere på dagen låste jeg døren til mig og Harry's fælles lejlighed op, og trådte ind, efterfulgt af en træt Harry. "Burde du ikke bare gå ind i seng?" Spurgte jeg Harry, da han dovent sparkede sine sko af. "Kun hvis du kommer med mig." Svarede Harry, og så på mig, inden han forsvandt ind i stuen med et smørret grin. Jeg stod bare lidt og så efter den yngre dreng, med et lidt forvirret udtryk i ansigtet. Men på den anden side, var det ikke usædvanligt at sådan en kommentar skulle komme fra Harry. Alligevel kunne jeg mærke varmen prikke i mine kinder, og jeg bad til at Harry ikke havde set mig rødme. 
En time efter, lå jeg inde i min seng. Klokken var ved at være midnat, men ligemeget hvad, føltes det som om at tankerne om Harry holdt mig vågne. Det kunne ikke være sundt på nogen måde... Men det undrede mig ikke. At være forelsket i sin bedste ven, og vide at han aldrig ville føle det samme, gør ondt. Virkelig ondt. 
Jeg lå så bare der. Kun iført mine underbukser, og så op i loftet, imens jeg lyttede til den torden der var begyndt udenfor. Mine tanker blev dog afbrudt, da der lød et klynk fra Harry's værelse, inde ved siden af. Jeg ventede et øjeblik, endnu et tordenskrald lød, og igen var der noget der klynkede. Jeg kom ud af sengen, forlod værelset og skubbede Harry's dør op. Det første jeg så, var Harry der sad sammenkrøbet i sin seng, knæene trukket op til sig og ansigtet begravet i sine hænder. Endnu et tordenskrald skar igennem natten, og Harry hulkede. Var han bange for torden? Hvorfor havde han aldrig fortalt mig det? Stille gik jeg hen til kanten af hans seng, satte mig, og placerede min hånd på hans ryg. "Hey... Er du okay?" Spurgte jeg stille, og uden at svare, kastede Harry pludseligt armene omkring min hals, og begravede sit ansigt ved min skulder. 
Forsigtigt lagde jeg armene omkring Harry, og holdt ham ind til mig. Jeg anede ikke hvor længe vi sad der, men efterhånden tog tordenen af, og Harry slappede stille af i mine arme. "Det er okay... Det er slut nu..." Sagde jeg beroligende da tordenen var forsvundet. Blidt nussede jeg Harry på ryggen, men han så stadig ikke op fra min skulder. "Jeg elsker dig, Lou..." Kunne jeg utydeligt høre ham mumle. "Jeg elsker også dig, Harry." Svarede jeg roligt, da jeg ikke gik ud fra at Harry lagde mere end venskab i de ord. Han behøvede ikke at vide hvor meget de betød for mig. "Nej... Ikke på den måde..." Sagde Harry hurtigt, og trak hovedet til sig. Han så op på mig med blanke øjne, og let fugtige kinder efter hans tårer. "Lou... Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her, så... Jeg siger det bare." Startede Harry ud, hvilket fik mig til at rynke på panden. "Jeg er forelsket i dig, Louis. Jeg har holdt det hemmeligt så længe, men jeg kan bare ikke klare det længere, okay? Du har ingen idé om hvor mange gange jeg har hørt dig benægte alt hvad fansene troede om os, og det gjorde så ondt hver gang... For... Jeg ville ønske at vi kunne blive mere end venner... Jeg- ..." Mere nåede han ikke at sige, før jeg afbrød ham, ved at presse mine læber imod hans. Mine øjne gled i, og i lang tid sad vi bare sådan her. 
Stille trak jeg mig fra kysset, og åbnede øjnene. "Jeg elsker dig, Harry... På dén måde..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...