Mermaid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2013
  • Opdateret: 20 maj 2013
  • Status: Igang
Det er år 3013. Ray skal for første gang ud og sejle. Men da de når halvvejs finder Ray et mistænkeligt brev fra 2011. I brevet står der noget om nogen fantastisk smukke skabninger, som ligner mennesker, men de har fiskehaler. Uden varsel bliver skibet angrebet og hele besætningen dør, undtagen Ray. En havfrue ved navn Liriel redder ham fra den visse død. Han strander på en øde ø. Eller er den øde?

0Likes
0Kommentarer
262Visninger

1. Brevet

 

Kaptajnen sagde at det var den hurtigste vej. "Det er over hunderede år siden, at Titanic sank nogle sømil derfra og isbjerget er smeltet væk for længst." Men jeg tvivlede stærkt. Jeg prøvede at tale ham fra det, men jeg var jo bare en matros. 

Jeg stod på dækket, da en tyk tåge rullede ind over havet og dermed os. Den var tykkere end det hundeæde, kokken serverede for os til morgenmad. Det eneste lys, var den røde lampe over den dør, jeg stod foran. I det fjerne hørtes der en smuk, men overnaturlig, sang. Den lød som lette sølvklokker i en svag brise. Jeg gik hen til rælingen, selvom hele min krop skreg, at jeg skulle lade være. Sangen blev kraftigere, og jeg gjorde mig klar til at springe. Mine muskler spændtes og jeg satte af. Midt i springet holdt mine muskler op med at fungere, og jeg faldt, hårdt, ned på det kolde, hårde metal. Dernæst følte jeg en voldsom smerte i næsen og noget vådt og varmt løb ned i min mund. Jeg lå i en akavet stilling, men kunne ikke bevæge mine muskler. Med besvær fik jeg trukket mig selv op, så jeg lå over rælingen. Blodet fra min næse dryppede ned i det stålgrå vand. 

Det næste gik så hurtigt, at jeg ikke opfattede det, før jeg var nede under vandet. Noget slimet og koldt rørte mine læber, arme og ben. En fisk, der kyssede mig? Noget skarpt løb langs mit ben og kravlede sig ind i mit kød. Hajer? Fisk og hajer? Inden jeg nåede at tænke den næste tanke, fik noget et godt tag i mit ben og hev til, mens det slimede (fisk?) stadig rørte mine læber og arme. Det næste jeg mærkede, var at hiv om min talje, en skarp smerte, et skrig og gisp og min krop, der fik at chok. 

Da jeg vågnede stod skibets læge foran mig med sin lampe i panden. Det skarpe lys blændede mig. Jeg kunne ikke mærke min krop, men mit ben gjorde ondt. Rigtig ondt. Jeg gispede efter luft. Lægen, hvis navn jeg ikke kunne huske, gav mig en sprøjte, og jeg faldt ned i mørket. 

 

Næste gang jeg vågnede, sad jeg halvvejs op ved hjælp af nogen puder. Jeg kiggede ned på mine ben... eller ben. Det venstre ben var rødt og hævet med lange dybe rifter. Det højre ben... væk der bare ikke. Kun mit lår og nogen tykke bandager. Lægen kom ind og tjekkede min skærm. "Det er godt, du er vågen," sagde han, mens han tjekkede mine bandager og sår," kaptajnen vil gerne tale med dig." Jeg nikkede fraværende. Mit ben? Væk? Døren gik op og fik mig tilbage til virkeligheden. Han så på mig i et stykke tid. Bare kiggede på mig. 
"Hvad var det?", fik jeg taget mig sammen til.
"Det havde jeg håbet, at du ville kunne fortælle mig", svarede han, mens han fortsat kiggede på mig. Jeg havde en idé, men den var ikke holdbar.
"Jeg tror lidt... det var... havfruer", hviskede jeg. Kaptajnen løftede øjenbrynene.
"Hvad bygger du den latterlige teori på?" 
"Fiskehaler, de slimede hænder ("og læber", tænkte jeg) den smukke sang og de skarpe negle", svarede jeg så neutralt som muligt. Det ville være synd at sige, at det lykkedes. 
Kaptajnen fnyste.
"Havfruer findes ikke og de dræber ikke!" Jeg ville komme med modargumenter, men det kolde blik, fik mig til at tie. 

Men jeg var sikker i min sag. Havfrue findes. Og de dræber.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...