Det uventede møde

Beskrivelse af historien kommer...

0Likes
0Kommentarer
212Visninger

1. Natteturen

 

For ikke så længe siden, oplevede jeg noget jeg ikke drømte om at opleve. Det var den dag, hvor klokken slog midnat og man ikke kunne se en levende sjæl på Holbæks tilbageladte gågade. Det svage lys fra lygtepælene afspejlede sig i butiksruderne, hvilket reflekterede ned på fortovet.

Den blide lyd af højhæle klikkede gennem den forladte gågade.

Vinden peb gennem mit sorte tørklæde, som fløj omkring skuldrene, mens min mørkeblå kjole blæste særdeles meget mellem mine tynde ben.

Jeg stoppede op, tog en dyb indånding og nød den store stilhed gennem byen. Dette gav mig en følelsen af frihed. En følelse som jeg ikke følte ofte. Derfor hastede jeg ikke hurtigt hjem, selvom min næse og kinder var kolde på grund af kulden, der blæste de få nøgne træer mere mod øst end de plejede.

Jeg havde endelig nået alle de håndfulde aftaler, som jeg skulle nå. Først derhjemme med de samme pligter om og om igen; Ryde op, vaske tøj og passe kusiner. Igen og igen. Ikke nok med det, så kommer skolen med alle de uduelige lektier og til slut, og hvis jeg har overskud efter fritidsaktiviteterne – kunne jeg måske tage en slapper med en god tøsefilm hos veninderne. Så følelsen af, at leve i nuet, at have tid i mine hænder og ikke at vide, hvad der nu skal se, var meget befriende.

Jeg sad udenfor på bænkene foran McDonald’s. Det eneste sted, der havde åben klokken lort om natten. Der var ingen mennesker inde i McDonald’s. Så jeg satte mig udenfor, og varmede mine hænder med den lune kop kakao, som næsten var tom. Der var ingen at se udover en cyklist og en gammel dame klædt i en pelsfrakke. Gad vide om det var ægte?

Klokken vidste to om natten og jeg vidste, at jeg skulle hjem snarest, hvis min far ikke skulle indhente mig i at komme hjem.

Jeg skulle have været hjemme klokken elleve, men i stedet tog jeg en omvej gennem byen. Det var ikke så tit jeg havde chancen til en omgang rundt i natten, men da min far først kom klokken 3 i nat. Ja, da så jeg muligheden og greb den.

Men det var tid til at gå hjem.

 

Det eneste man kunne høre igen, var lyden af mine sko ramme asfalt og mit dybe åndedræt.

 

Natteturen var en succes, tænkte jeg. Fordi det var svært at reflektere, når ens liv kunne være så hektisk og travlt. Der var ofte svært at tage tiden til at…

”Aaargh…”. Lyd der gennem natten.

Jeg stoppede op og stod så stille og lyttede til min hjerne knirkede. Jeg kiggede omkring mig, men det eneste jeg så, var vejen jeg stod på, hegnet til jernebanen i højre side og villahusene med de masse træer i venstre side. Kunne der være en der havde brug for hjælp?

Der var gået et minut men intet råb, ingen larm og intet lyd kom igen. Så jeg gik - dog lidt hastigere, og med lidt dårlig samvittighed. Men der var ingen, det var ret sikker på.

Alligevel stoppede jeg ikke med at kigge tilbage. Som om der nogen der fulgte efter mig. Jeg tog hånden ned i lommen og hev mobilen op. Klar til at ringe 112 hvis det var nødvendigt.

Næsten to kilometer væk fra hjemmet og jeg slappede mere af, mobilen sad ikke så hårdt klemt i min hånd længere, og gennem hastigheden tog jeg en hurtig beslutning til at tage den korte vej hjem. Denne korte vej var gennem noget af en skov, en lille trappe op, og gennem kælderen, da stadig ikke havde fået fikset døren.

 

Kulden tog til, så mit tørklæde flagrede foran mit ansigt og jeg knugede min jakke endnu tættere på kroppen. Det blæste så meget at stenene roterede på grusvejen. Hvis jeg ikke trækkede mit tørklæde ned på lige netop det tidspunkt, havde jeg ikke opdagede hvad jeg var ved at går ind i.

 

Fortsættelse følger

Hvad syntes i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...