Secret In Love *Pauset*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Igang
Emma Robins er en 16 årig normal teenager, der må bryde hendes venskaber til hendes ellers tætte veninder. Venskabet brydes da Emmas mor får tildelt en lederstilling i London, som hun ikke kan takke nej til. Emma har svært ved at få nye venner på den nye skole, der er besat af One Direction fans. Men noget sker da hun møder pigen July, som har to billetter til boybandets koncert i London. Emma lader sig lokke til at tage med til koncerten. Her fanger den blonde og irske Niall hendes opmærksomhed, men hvad gør man når kærligheden er forbudt?

5Likes
4Kommentarer
520Visninger
AA

6. Little secrets

Regn dråberne prikkede på mit vindue som en spætte i et træ,og lyden hev mig ud af min elskede søvn. Jeg stod op og gik hen til vinduet og satte min hånd på glasset, det var koldt som is og regnen på glasset lignede tåre. Jeg fulgte en af dråberne med min finger  fra toppen af glasset til bunden, til sidst stoppede den og jeg kastede mit blik op igen. Grå skyer hang som en dyne over Londons store område og alt virkede nu så trist. Det triste forårs vejr fik mig til at tænke på Danmark og jeg fik en følelse af at være tilbage, men i en andens hverdag og tanker. Jeg kunne ikke længere kende mine egne tanker, lidt som om jeg var blevet forvandlet til en robot. Jeg kunne ikke længere føle min egen personlighed skinne mere, den personlighed der altid havde været vild og selvsikker, hvor var den? Jeg var blevet usikker og svag og en enkelt følelse kunne knuse min skal. Jeg havde brug for at fortælle nogle om min følelser, men hvem? Mine venner? Dem havde jeg ikke haft kontakt med siden vi flyttede. Min mor? Hun havde travlt og prøvede at købe min kærlighed med små gaver. One Direction tøserne? Aldrig! Havde de piger overhovedet følser, udover deres kærlighed til fem tilfældige drenge der skiftede stil konstant. July? Måske? July var sød, men hun var jo også en fan. Hun virkede anderledes, men kunne jeg stole på hende? Jeg måtte træde forsigtigt på det nye liv jeg havde fået, eller som min mor havde foræret mig til hendes egen fordel. Kunne et liv betyde så meget? Altså mit liv? Ville nogle savne mig hvis jeg forsvandt? 

En knirke lyd fra døren gav mig et chok og jeg vendte mig om, men det var bare James som prøvede at åbne døren mere. Det lykkedes ham til sidst og han listede over gulvet, som om han vidste at vi skulle være stille. Klokken var 01.15 og mor lå og sov i sin seng i rummet ved siden af. Jeg tog James op i min favn og sammen sad vi i vindueskammen, jeg kiggede ud af vinduet mens jeg kørte hånden ned af hans bløde ryg. "Vil du savne mig hvis jeg forsvandt, James?" Jeg hviskede ordene i hans øre, men igen blev jeg skuffet over min tanke. Jeg troede hele tiden at han kunne svare mig og jeg følte mig som de såkaldte 'Kevin-duer' De var alle sammen bange for at blive jagtet af skøre teenagepiger, ligesom mig. Tankerne havde ikke nogle grænser, de fløj bare som sten i universet. Jeg prøvede konstant at få mig selv på bedre tanker, men uden held. Først en halv time senere kom den rigtige tanke forbi mit univers, tanken fik mig til at tænke på et stjerneskud. To ord kørte gennem mit hovede før jeg tog mig sammen til at tro på det. 'One' et lille smil bredte sig på min mund og jeg lod det sidste ord komme 'Direction' Musikken fik mig på andre tanker og lige nu ville det være en gave fra gud. Gud? Samlignede jeg lige One Direction med gud? Jeg var sikkert bare overtræt. Jeg satte høretelefonerne i og skrev One Direction i søgefeltet. What makes you beautiful begyndte at spille og mine dårlige tanker forsvandt. Ved siden af musikvideoen under de forskellige videoer som youtube kunne anbefale fandt jeg et album. Albummet hed Up all night og jeg trykkede på det, mest fordi jeg syntes den passede til den måde jeg tilbragte min nat på. Sangen 'Moments' beskrev på en måde mine følser, men alligevel ikke? Jeg nød i al hemmelighed musikken der fik min krop til at slappe af og min hjerne til at føle sig tom. Albummet varede omkring en time og tiden fløj afsted, da jeg kiggede på klokken var den lidt over 2. Mine øjne var begyndt at blive tunge, men jeg kunne ikke tvinge søvnen ind i min krop. Albummet sluttede og under forslagene kom endnu et album op, jeg var nysgerrig og trykkede hurtigt på 'billedet' Denne gang hed albummet Take Me Home og billedet fra coveret så bekendt ud. Hvor havde jeg set det billede før? Jeg havde set det billede en million gange før, men hvor? Jeg kunne ikke finde billedet frem i min hukommelse og opgav efter et par minutter. Klokken var snart 03.00 og en søvnig følser fløj hen over mig som en let sommerbrise. Den trætte fornemmelse fik mig til at fryse og jeg kæmpede mig over i min seng med James i hælene. Sengen var blevet kold efter min 'One Direction - tænkepause' men jeg fik hurtigt varmen igen. Jeg lukkede øjnene med James i mine arme og en drøm rev mig ind i det stor drømmeland. Siden jeg var lille havde jeg forstillet mig Drømmeland som en stor skov, men med forskellige dele. En skov med to dele, en mørk og en lys del. Jeg fortrak den lyse del som altid var gode drømme, tit gjorde mine drømme mig forvirrede. Jeg havde altid været sikker på at der var en mening med drømmene, lidt lige som en film. Filmen kunne handle om så meget og alligevel være enkelt, men nogle gang var filmen enkel og alligevel forvirrende? Jeg havde aldrig fortalt nogle om disse tanker som jeg gik og fyldte mit hovede med, men det var vel fordi jeg var bange for at ingen ville forstå dem? Jeg fandt det tit mærkeligt at man fortalte andre om sine drømme, for der er vel en grund til at de var personlige? Jeg fortalte næsten aldrig nogle om mine drømme, det skete kun hvis det var en sjov drøm. Jeg læste engang at man skulle tale med personen der var med i drømmen om drømmen, men min far havde nu altid sagt "Stol på det du selv synes" Og jeg holdte fast i min tanke! Min tanke om skoven ville nok aldrig forsvinde for jeg havde stadigvæk troen til den ide. Den mørke side af skoven kendte jeg egentlig ikke så meget til, hvilket jeg var glad for! Selvom det var sjælendt at jeg gik ind i den forkerte ende af skoven, kunne jeg altid huske disse onde drømme. Jeg tror det var min hukommelse der gjorde denne del af skove til en gyserfilm, men det var lang tid siden at jeg havde været med i min egne gyserfilm. Det havde aldrig lykkedes mig at finde ud af hvad mine dårlige drømme betød, selvfølgelig hvis man ser bort fra min fugleskræk. Den drøm med fuglene kunne jeg ikke huske det hele af, faktisk kunne jeg kun huske få minutter af drømmen. Jeg havde tit svært ved at forklare mine drømme og tit var det grunden til at jeg holdte dem for mig selv. Andre drømme syntes jeg bare var noget helt særligt, men når mine drømme var noget særligt var det tit på grund af en særlig person. Jeg holdte den lille hemmelighed at jeg stadigvæk troede på min drømme tæt ind til hjertet. Hvem ved, måske var man heldig en dag? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...