Only Teardrops || Harry fanfiction

Harry er 18 år, et af skolens sorte får, som aldrig hører efter, retter sig kun efter sine egne regler. Han går til fester næsten hver weekend, har adskillige pigebesøg efter byturene og så er han vanvittig forelsket.

Emmelie er lige fyldt 17, hun er dygtig i skolen, derfor er hun rykket et år op. Hendes kæreste er den meget bestemmende, sportsfyr Josh. Hun har udssendet med sig, og hun føler hendes liv kører på skinner, indtil den dag hun ligger mærke til Harry, som vender hendes liv på hovedet.

"Only Teardrops" er en Harry fanfiction, fuld af drama, intriger, hævn, svigt og selvfølgelig kærlighed.

Jeg anbefaler, at læseren er 13 eller derover pga. anstødeligt sprogbrug og "scener" :)

137Likes
113Kommentarer
8414Visninger
AA

5. 4. Kapitel - Adrenalin

Emmelies point of view.

Fuglene kvidrede, solen skinnede og vejret var rigtig godt på den sommermorgen. Min far havde mødt tidligt, så jeg havde hele huset for mig selv, fordi han havde taget Lux med sig. Jeg kunne gå og tænke dybe tanker, uden at blive afbrudt.
Jeg havde tænkt på, at jeg snart skulle skifte min garderobe lidt ud, Harry, fysikprojektet, Harry og.. Harry. Jeg glædede mig til at se Harry i dag. Han havde lovet at han kom i skole. Sikkert ikke hele dagen, men bare at jeg kunne se ham lidt, ville være okay. Og at vi skulle ”arbejde” sammen i fysik i dag, ville også være okay. Vi var jo færdige. Men jeg helt ærlig glædede mig til at se Harry, som jeg havde undgået lige siden jeg kom, fordi flok sagde, at han var en beskidt type. Jeg sukkede og tog noget vand. Det blev en varm dag, jeg kunne allerede mærke hvordan sveden fugtede min pande lidt. Selvom klokken kun var halv 8 om morgenen.

Bussen skulle være her nu, men plejede at være 2-3 minutter forsinket. Jeg rettede lidt på min sandfarvede shorts og hvide top og lagde min flaske vand tilbage i tasken. En velkendt brummende lyd skar igennem den ellers stille vej. Den røde bus kom kørende i en sneglende fart fra svinget. Den stoppede og åbnende døren for mig. Jeg viste mit buskort og gik videre ind i bussen. Josh og Amanda snakkede sammen fra hvert sit sæde, og lige så snart de så mig, holdte de op.
”Godmorgen,” Sagde jeg kort. De havde helt sikkert snakket om Harrys besøg hos mig. Jeg satte mig indtil Josh, som jeg plejede at gøre, når han ikke selv kørte til skolen.
”Godmorgen smukke,” Hviskede han og lænede sig ind for at kysse mig. Han kyssede mig et kort, men lidenskabeligt kys, som jeg knapt nok gengældte. Josh lagde tydeligvis ikke mærke til det, og lagde så hans arm rundt om mig.
”Jeg kommer til din fest på lørdag, Amanda,” Smilede jeg og kom i tanke om, hvad Harry havde lovet.
”Ej, hvor fedt! Kører de far dig alligevel?” Udbrød hun glad.
”Nej, Harry henter mig,” Amandas øjne blev store, og hun tabte helt tråden. ”Er det et problem, eller?” Spurgte jeg, måske lidt koldt. Jeg holdte af Harry, og det var det. Det måtte de altså bare leve med. Amanda rystede på hovedet, og Josh sukkede. Resten af busturen blev der ikke sagt et ord. Der var akavet stilhed, og tiden sneglede sig af sted. Jeg havde brug for Harry. Min egen lille sol, som altid fik mig i godt humør.
Da bussen kørte forbi parkeringspladsen, strakte jeg min nakke, for at se om Harrys Range Rover holdte der. Det gjorde den. Utroligt nok var han ikke kommet for sent. Jeg kiggede efter ham, men han var ikke til at finde i menneskemængden. Bussen stoppede, og jeg var den første der rejste mig og var ude af bussen. Jeg ventede ikke engang på Josh eller Amanda. Jeg småløb hen til indgangen og kiggede ud mod pladsen derfra.

”Er det mig, du leder efter?” en dyb, hæs stemme med en undertone fuld af pjat og en kold ånde imod min nakke, overraskede mig. Mit hjerte sprang 3 slag over mig, da det gik op for mig, det var Harry.
”Harry! Du skræmte mig!” Hvinede jeg og vendte mig om for at se ham. Jeg smilede endnu mere, da jeg så, at han ikke havde hverken beanie eller snapback på.
”Hej,” grinede han og strakte sine muskuløse arme lidt ud. Han måtte træne, det var jeg sikker på. Han svøb sig rundt om mig, og mine arme fandt deres plads omkring hans nakke. Jeg stod på tæer, så han ikke skulle bøje sig så langt ned. Dette kram var som det andet. Varmt, trygt og elektrisk. Og da vi trak os fra hinanden igen, kom der igen de små elektriske stød, da vores arme gled fra hinanden.
”Skal vi gå til fysik? Det ringer alligevel ind snart,” Spurgte jeg, men Harry rystede på hovedet.
”Er vi ikke færdige?” Jeg nikkede og så spørgende på ham.
”Er det sendt?” Spurgte han igen og jeg nikkede endnu engang. Hvor ville han hen med det?
”Kom,” Sagde han bare og tog blidt fat om min arm og trak mig med sig. Han gik bagom skolen, væk fra alt og alle.
”Har du nogensinde pjækket før?” Spurgte han ud af det blå. Og der gik det op for mig, hvad han havde gang i.
”Nej,” Sagde jeg kort og gik alligevel frivilligt med, selvom min hjerne kæmpede for, at få mig til at stoppe.
”Så er det også på tide, at du prøver det,” grinede han og førte mig igennem et hegn, nogle træer og parken. Han havde sluppet min arm, og det blev helt koldt, der hvor han havde holdt om den.

Vi stod midt i skaterparken, helt alene. Der var ikke en sjæl at se. Harry gik med det samme over imod rampen og fiskede et skateboard frem.
”Er det så det, du laver når du ikke er i skole?” Spurgte jeg og satte mig på rampen. Han nikkede.
”Nogle gange,” Mumlede han kort, og rensede sit bræt. Han kiggede op og mødte mit blik. Han smilede og holdt øjenkontakt lidt længere end nødvendigt. Han smilede stadig da han kiggede ned igen. Hans smilehuller var synlige, og han så glad ud. Meget gladere end han plejede at se ud.
”Vil du prøve?” Spurgte han og holdte brættet frem imod mig.
”Jeg vil se dig først,” blinkede jeg. Han grinede.
”Så flyt dig fra rampen,” kommanderede han for sjov.
”Uhha, som du kommanderer med en kvinde,” sagde jeg snobbet og forsøgte at holde masken. Jeg lagde armene over kors og kiggede den anden vej. Jeg kunne høre ham grine, og det næste øjeblik havde jeg to arme rundt om taljen. Jeg skreg og grinede på samme tid, han løftede mig op og snurrede mig rundt. Han satte mig ned på en bænk og blinkede til mig. Han smilede, og vendte sig rundt og gik op ad rampen. Han stod klar og skubbede sig frem. Jeg holdte vejret, han var så højt oppe, han kunne falde eller et eller andet. Men det gjorde han ikke. Han var fantastisk. Jeg susede frem og tilbage på rampen, snurrede rundt og hoppede lidt. Jeg sad og måbede. Det var som om, at han var født til det, han var bare så afslappet og samtidig fokuseret, som om han var den eneste i verdenen. Da han holdte stille, udstrålede han selvtillid. Jeg klappede. Selvfølgelig.
”Wow Harry! Det så virkelig godt ud!” Udbrød jeg, da han kom hen til mig.
”Det var ikke noget særligt,” Sagde han og trak på skuldrene. Men man kunne se i hans grønne øjne, at han var lidt stolt af sig selv. ”Her, det er din tur nu. Hvis du husker,” Blinkede han og gav mig et skævt smil, imens han gav mig brættet. Jeg tog imod det, og kiggede nervøst på ham. Han klukkede lidt.
”Kom her,” sagde han, og tog min hånd. Min hånd blev helt varm og elektrisk af hans berøring. Hans store hånd trak mig blidt hen imod en bakke, der førte ned til springvandet i midten af parken. Han tog brættet fra mig, og lagde det på jorden og holdte sin fod foran, så det ikke kunne rulle ned ad bakken.
”Stil dig op, så holder jeg dig,” Forklarede han stille. Jeg gjorde som han sagde, og stillede mig op på det sorte skateboard. Han slap min hånd, som blev kold lynhurtigt. Jeg kiggede op fra mine fødder, og så på Harry, stadig vildt nervøs. Han tog begge mine hænder i sine. Han så mig dybt i øjnene.
”Jeg lover, at der ikke sker dig noget. Jeg holder fast. Jeg lader der ikke ske dig noget, okay?” Hviskede han. Jeg nikkede, hvad kunne jeg ellers gøre? Jeg stod og var fuldt ud fortabt i hans øjne. Han fjernede sin fod, og begyndte at gå stille og roligt, med et fast tag i mine små hænder. Brættet rullede lige så stille med. Han begyndte at løbe, og brættet fulgte med. Vinden fjernede mit hår fra mit ansigt, og så at vi kom tættere og tættere på springvandet, og jeg rullede hurtigere og hurtigere. Jeg smilte til ham, og han gengældte smilet.

Pludselig slap han min ene hånd, og tog hurtig fat om min talje og løftede mig rundt. Jeg grinede igen, af hans spontane idé. Jeg kunne høre et lille bang, det måtte være skateboardet der ramte springvandet. Jeg kiggede efter, og det var ganske rigtig. Jeg kiggede ned på Harry, som stadig holdte mig i hans arme. Jeg kunne ikke holde masken mere, jeg udbrød i et kæmpe grineflip. Harry gjorde det samme. Hans grin var meget lysere end hans stemme, han grinede hysterisk. Og.. jeg nød det. Han satte mig ned, imens han grinede. Lidt efter stoppede jeg lige så stille, så jeg kunne få luft.
”Det må vi gøre igen!” Halvskreg jeg. Adrenalinen kørte rundt i blodet på mig, men Harry rystede på hovedet.
”En anden dag, jeg vil ikke føre dig i mere ballade end du allerede er i nu. Vi skal til fransk,” Sagde han. Jeg sukkede. Det var længe siden, at jeg havde haft det så sjovt. Men han havde ret. Jeg fik sikkert eftersidning i dag og i morgen. Ligesom ham. Sammen med ham. Jeg smilede og nikkede.
”Du har ret, lad os smutte,” Grinede jeg igen og slog ham let på skulderen. Han kiggede overrasket på mig og smilede skævt. Det var mit stikord, jeg løb hen imod skolen, stadig grinende, Han klukkede og fulgte efter mig i fuld sprint. Sådan fortsatte det indtil vi nåede skolen, og gik ind i klassen, før alle andre kom. Det var så længe siden, at jeg havde været så glad. Harry var nærmest min sol, som lyste alting op. Jeg glemte helt, at tænke på konsekvenserne. Hvad var det lige, jeg havde gang i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...