Only Teardrops || Harry fanfiction

Harry er 18 år, et af skolens sorte får, som aldrig hører efter, retter sig kun efter sine egne regler. Han går til fester næsten hver weekend, har adskillige pigebesøg efter byturene og så er han vanvittig forelsket.

Emmelie er lige fyldt 17, hun er dygtig i skolen, derfor er hun rykket et år op. Hendes kæreste er den meget bestemmende, sportsfyr Josh. Hun har udssendet med sig, og hun føler hendes liv kører på skinner, indtil den dag hun ligger mærke til Harry, som vender hendes liv på hovedet.

"Only Teardrops" er en Harry fanfiction, fuld af drama, intriger, hævn, svigt og selvfølgelig kærlighed.

Jeg anbefaler, at læseren er 13 eller derover pga. anstødeligt sprogbrug og "scener" :)

137Likes
113Kommentarer
8321Visninger
AA

4. 3. Kapitel - Hjerne = offline

Emmelie’s point of view.

Jeg vidste ikke helt, hvad fanden jeg havde gang i, men Harry Styles skulle komme lige om lidt. Han skulle ind og møde min far, som ikke var særlig begejstret over, at der kom en anden fyr på besøg, som ikke var Josh. Jeg havde forsøgt at forklare ham, at jeg bare arbejdede sammen med ham om et fysikprojekt – hvilket også var sandheden. Men han virkede ikke overbevist.
Jeg var nervøs over, hvordan min far ville tage imod Harry. Harry gik nemlig rundt med sine bukser hængende ned til midten af hans røv, hvor et bælte forhindrede dem at falde længere ned. Han gik med store trøjer, som den hvor der står ”Teenage Runaway” på, eller tanktops og t-shirts med print. Han havde tit en beanie på eller en snapback. Men når han ikke havde, havde hans chokoladefarvede krøller frit løb. Han var bestemt ikke min fars type, og slet ikke hvis han fandt ud af, hvordan Harry egentlig var. Harry var den totale modsætning til Josh. Åh Josh.. Jeg blev næsten hel svimmel bare ved tanken om ham.
Det ringede på. En skinger kimen skar igennem huset, og min hund Bella begyndte at gø som en vanvittig. Jeg småløb hen imod hoveddøren. Den høje skikkelse stod udenfor, og ventede tålmodigt på, at nogen åbnende døren. Jeg tog fat i håndtaget og tog en dyb indånding, og derefter åbnede døren. Hvorfor var jeg så nervøs? Jamen, for fanden. Han skulle kun komme i dag, og ingen andre dage, og kun på grund af vores fysikprojekt.
Harry stod lige udenfor, med en grå tanktop, så man nemt kunne se hans utrolig trænede overarme og bryst, og sorte jeans, som hang hvor de plejede og til sidst en mørkegrøn beanie. Ikke sådan min far ville se en dreng klæde sig.

”Hej Emmelie,” Sagde han med sin dybe, hæse stemme. Lige fra da han åbnende munden, forsvandt min nervøsitet. Harry kunne bare et eller andet, han var så nem at være sammen med og snakke med. Jeg fatter ikke, hvorfor jeg ikke har lagt mærke til det før.
”Hej Styles, kom ind,” Jeg vidste han hadede at blive kaldt det, så jeg kom allerede til at fnise. Harry rullede med øjnene, men smilte samtidig, så man kunne se hans dybe smilehuller. Så kært. Harry gik roligt ind med sin enorme højde. Han måtte mindst være 185 centimeter. Min far fik øje på ham, og så bestemt ikke begejstret ud. Han nikkede bare anspændt til ham. Harry nikkede igen, men smilte bare i stedet for at se kold ud.
”Kom,” hviskede jeg, og trak ham lidt i armen, så vi kunne komme ovenpå med det samme.

Jeg havde stillet alting parat, så vi bare kunne komme i gang med at skrive. Jeg tvivlede dog på, at det var det vi gjorde. Harry var bare ikke typen, der interesserede sig for skolen. Jeg havde ret, Harry havde næsten ikke set computeren eller papirerne, men var gået i gang med at kigge rundt i mit værelse. Jeg sukkede og gik i gang med at skrive. Alligevel kunne jeg ikke tage øjnene fra ham, han gik rundt og kiggede på mine billeder, og stirrede specielt længe på mit yndlingsbillede af Josh og mig. Jeg smilede ved billedet af ham og mig, helt våde efter en vandkrig, hvor vi krammer hinanden. Billede udstrålede så mange følelser. Jeg tvang mig modvilligt mit blik til computeren og væk fra Harry. Men der var ikke gået ret lang tid, før jeg hørte min dør gå op og jeg hørte et lille pigeskrig. Shit. Han var gået ind til Lux. Min 2 årige halvlillesøster.

”Harry, stop! Hun er ikke så glad for..” Jeg småløb hen til hendes værelse. ”..Fremmede mænd,” Det sidste blev kun til en lille hvisken, fordi der sad han med Lux på sit skød, legede med hende ved at prikke hende blidt i siden, så hun udstødte små grinende skrig. Jeg havde aldrig set noget lignende. Lux var normalt bange for fremmede mænd. Den eneste mand hun kunne være sammen, var vores far… og Harry. Jeg må have stået og måbet, fordi Lux sad, stadig på Harry’s skød, og grinede ad mig. Harry kildede hende lidt en sidste gang, og rummet fyldtes med Lux’s lille barnelatter. Han satte hende forsigtigt ned igen, og rejste sig roligt op, så han ikke skræmte hende. Da Harry var fuldt oprejst, stod Lux helt fortvivlet og ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun løftede sine arme op i luften, som et signal at hun ville op til ham igen. Harry klukkede og så bedende på mig, med sine utrolig flotte, grønne øjne.
”Jaja, hun kan godt komme med ind,” smilede jeg og betragtede ham samle hende forsigtigt op igen. Han holdte hende så blidt, som om han var bange for, at hun gik i stykker.

Harry sad i min seng med Lux, imens jeg skrev færdigt ved mit skrivebord omkring det forsøg, vi lavede i går.
”Emmelie, skal du med til festen, som Amanda holder på lørdag?” Spurgte Harry ud af det blå.
”Mmm.. Hvis jeg finder ud af, hvordan jeg kan komme derover” mumlede jeg kort. ”Kommer du da?”
”Måske. Det er ikke lige dem, jeg er allermest sammen med,” Han havde ret. Alle de fester som vores klassekammerater holdte, var han sjældent med til.
”Hvorfor egentlig?” Ordene fløj ud af mund, uden jeg nåede at tænke over, hvad jeg egentlig sagde. Harry trak på skuldrene.
”Jeg ved det ikke, der er bare ikke rigtig nogen, jeg gider være sammen med,” Svarede han fjernt.
”Nååh,” Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg blev lidt såret over hans svar. Var jeg ved at blive glad for Harry?  Nej, nej det går ikke. Josh og de andre ville hade mig, hvis jeg lige pludselig blev venner med Harry ”Nu er vi også færdige.. eller jeg er,” Jeg afbrød mine forvirrede tanker og kiggede over på Harry, han hørte ikke efter. Han sad i sine egne tanker, og aede Lux på ryggen, som var faldet i søvn.
”Harry? Hvad er der?” Harry vågnede op igen og lagde Lux forsigtigt ned på min seng. Han kiggede mig over skulderen, og så at jeg var færdig.
”Du sagde, at du ikke vidste hvordan du kom over til Amanda på lørdag ikke?” Jeg nikkede som svar og gemte vores, eller mit dokument med Harry’s navn i.
”Jeg kunne hente dig, hvis jeg tog med alligevel?” Spurgte han hæst og kiggede kort på sin telefon.
”Øhm.. Joo.. Det kunne du vel godt, hvis du har lyst, selvfølgelig,” Hvorfor blev jeg pludselig så nervøs?
”Det skal jeg nok gøre… men jeg må nok også se at komme hjem ad,” Han skiftede hurtigt emne og smilede undskyldende. Min nervøsitet forsvandt, han skulle bare smile og så var han lige så nem at være sammen med, som at trække vejret.
”Ja, det må du, inden min far får dårlige nerver,” Grinede jeg. Harry grinede også, hans grin var så meget lysere end hans ellers så dybe og hæse stemme, der kunne give nogle frygtelige kuldegysninger. Vi fulgtes ned ad trappen og ud ad hoveddøren, hvor vi stod lidt.
”Men, farvel. Vi ses vel på mandag?” Spurgte jeg.
”Måske, man kan aldrig vide,” Blinkede han. Jeg begyndte at grine, og han så ud til at nyde, at han kunne få mig til at grine. Lige så snart jeg var færdig med mit grineri, trak han mig ind til sig, i et kram. Jeg krammede igen, jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det. Min hjerne var slået helt fra. Hans hænder hvilede sig omkring min talje, hvor hans arme var snoet sig omkring mig. Han hvilede sit hoved på mit hoved, og mit hvilede sig på hans bryst. Jeg kunne høre hans dybe vejrtrækninger og hans bankende hjerte. Der hvor hans hud rørte min, blev der helt varmt. Det føltes helt elektrisk. Jeg følte mig tryg i hans arme, som om jeg fik et helt skjold omkring mig. Han slap først, og han lod hans arme glide stille ud ad mine. Det var som om, der kom små elektriske stød hver gang vores arme flyttede sig en millimeter. Jeg kiggede op på ham og smilte, og han smilte igen.
”Vi ses, helt sikkert,” Hviskede han så og begyndte at gå hen imod hans kæmpe Range Rover.
Han vinkede med sin ene hånd ude af et af de tonede vinduer, da han kørte ud af vores indkørsel og lod mig stå tilbage, og tænke over hvad der lige var sket. Suk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...