Only Teardrops || Harry fanfiction

Harry er 18 år, et af skolens sorte får, som aldrig hører efter, retter sig kun efter sine egne regler. Han går til fester næsten hver weekend, har adskillige pigebesøg efter byturene og så er han vanvittig forelsket.

Emmelie er lige fyldt 17, hun er dygtig i skolen, derfor er hun rykket et år op. Hendes kæreste er den meget bestemmende, sportsfyr Josh. Hun har udssendet med sig, og hun føler hendes liv kører på skinner, indtil den dag hun ligger mærke til Harry, som vender hendes liv på hovedet.

"Only Teardrops" er en Harry fanfiction, fuld af drama, intriger, hævn, svigt og selvfølgelig kærlighed.

Jeg anbefaler, at læseren er 13 eller derover pga. anstødeligt sprogbrug og "scener" :)

137Likes
113Kommentarer
8316Visninger
AA

17. 16. Kapitel - Valget: Sidste Kapitel

Emmelies point of vision.

Fjorten dage var lang tid. Tolv timer var lang tid – i hvert fald, hvis du græd hele det tidsrum. Harry kom først tilbage fra hospitalet fjorten dage efter mit besøg. Jeg burde være glad. Harry havde det okay, ikke godt, men okay. Han levede. Jeg havde en fantastisk kæreste, jeg skulle snart starte på universitetet i en alder af 17 og et halvt. Amanda og Stephanie skulle samme på det samme universitet, allerede nu vidste jeg, at det blev nogle af de bedste år af mit liv. Men lige nu var alt det kæmpe rod. Hvor mange oplever lige, at man bliver forelsket i to drenge? Kun Emmelie Light. Frustreret greb jeg fat i mit fedtede, filtrede hår. En lyd undslap mine læber, en blanding af et skrig og et støn. Mit hoved gjorde ondt af at tænke, mine øjne sved af tårer og min krop rystede af frustrationer. Rent ud sagt, jeg var et kæmpe nervevrag.
”Emmelie, tager du lige Lux med over til Josh? Jeg har et møde om 10 minutter!” Råbte min far nede fra trappen.
”Men hun kan jo ikke lide ham?” Råbte jeg skælvende tilbage og ønskede, at han havde så travlt, så han ikke lagde mærke til det.
”Er det ikke bedre, at du tager hende med over til din kæreste, end hun skal være på et kontor sammen med tyve fremmede?” Han havde ret. Det ville være hendes værste mareridt.
”Jo..” Gav jeg efter.
”Vi ses skat!” Jeg ignorerede ham, og gik ind på badeværelset.

Mine øjne var hævede og røde, ligesom jeg havde forventet, men alligevel meget mere end jeg regnede med. Mit hår sad i en meget rodet knold, men man kunne stadig se hvor fedtet det var. Jeg lignede et lig. Mit ansigt var helt hvidt, på sådan en måde, som får en til at se syg ud. Jeg så faktisk rigtig svag ud. Jeg skyndte mig at tænde bruseren og hoppe ind under den, da den blev varm. Jeg havde 20 minutter, til at jeg skulle hjem til Josh. Jeg savnede ham, jeg trængte til at blive glad igen.
Som om du bliver det, af at se ham.
Sagde min underbevidsthed pludselig. Jeg blev helt overvældet af min egen tanke. Hvad skete der? Jeg rystede på hovedet, og prøvede at tænke på noget andet. Det første billede, der kom frem, var den sommerfugl Harry havde fået tatoveret. Jeg havde ikke lagt mærke til den før, fordi enten havde vi skændtes, eller så havde jeg været så fuld, at jeg kunne huske det, eller. Jeg kunne godt huske, hvad Harry og jeg lavede den aften, men detaljerne var sløret. Det var dengang, jeg kaldte ham min sol. Fordi han altid gjorde mig glad, det gjorde han stadig, men han var et forbudt område. Desværre.

***

”Kom søde.” Kaldte jeg på Lux, da hun stoppede op foran Joshs dør, for at kigge efter en sommerfugl. Lux smilede, da hun småløb på hendes små ben hen til mig igen.
”Okay smukke. Vi er hos Josh nu, min kæreste. Han er sød, okay? Han gør dig ikke noget.” Forklarede jeg hende med et smil. Hun nikkede og rakte ud efter min hånd, som jeg hurtigt lukkede om hendes. Hun bankede på med den anden lille hånd. Hun stod utålmodigt og ventede, som om hun havde glædet sig til at se ham i flere år. Døren åbnede, og Josh kom ud og smilede til hende. Jeg kunne mærke, at hun blev anspændt med det samme.
”Hej piger.” Sagde han og kyssede mig hurtigt på læberne, derefter knælede han ned for at sige hej til Lux, men hun krøb sig sammen mig mit ben.
”Undskyld Josh,” Hviskede jeg undskyldende. ”Min far havde et møde, og jeg kunne ikke lade hende blive hjemme.”
”jaja, det går nok.” Forsikrede han hurtigt. Meget hurtigt. ”Kom med indenfor.” Han tog mig i armen, og træk mig stille og roligt indenfor. Jeg sparkede skoene af, og hjalp Lux af med hendes. Lige inden jeg gik med Josh ovenpå, stak jeg tilfældigt mine hænder ned i mine lommer i den hoodie, jeg havde på. Jeg mærkede noget koldt, som jeg af refleks tog op. Det var ankelkæden, som aldrig kunne komme til at hænge fast på en ankel igen. Et stik af ærgrelse skyllede ind over mig, efterfulgt af et billede af Harry, som stortudende forklarede det hele om Hayley.
”Havry!” Skreg Lux glad, da hun fik øje på ankelkæden. Josh vendte sig hurtigt om, ved lyden af hans navn udtalt på en babymåde. Jeg så på ham fuldstændig skræmt i øjnene. En tåre trillede ned ad min kind, da billederne af hans svage krop og tatoveringerne dukkede op i mit hoved. Jeg huskede de elektriske stød, varmen og hvor trygt det var ved ham. Jeg rakte ud efter Josh. Han tog min hånd, og kiggede forvirret i mine skræmte øjne. Jeg mærkede efter. Et stød. Varme, men den samme, som hvis jeg holdte om Lux. Et stød igen. Og endnu et. Det føltes som et hjerteslag, der var ved at gå i stå. Stødene kom langsommere og de blev svagere. Jeg gispede, da en telefon ringede. Jeg vendte mig om efter lyden, og så at Amanda ringede til Joshs mobil. Amanda ringede aldrig til andre, end sin kæreste og mig. Sådan var hun, det vidste jeg. Vreden boblede rundt i blodet. Jeg skulede til Josh.
”Farvel Josh.” Hviskede jeg koldt.
”Emmelie, Harry er ikke god nok for dig!” Råbte han efter mig, da jeg snurrede rundt på hælen og træk mine sko på igen. Lux fór sammen af hans høje stemme, og løb tilbage til mig.
”Josh. Han er for god til mig, men i det mindste holder han mig ikke for nar. Svar nu Amanda.” Fnøs jeg. ”Lux tag dine sko på udenfor. Okay?” Hun nikkede og gik ud med sine lyserøde sandaler.

Jeg tog min mobil op, og trykkede Eleanors nummer ind. Josh stod bare at så på.
”Emmelie!” Hvinede Eleanor, og jeg kom allerede i bedre humør af hendes stemme.
”Hej søde! Har du Louis i nærheden?” Spurgte jeg. Josh blev helt bleg, da jeg nævnte ham.
”To sekunder.” jeg ventede, indtil jeg hørte at mobilen blev afleveret.
”Hej Emmelie, er der noget galt?” Spurgte Louis, med sin specielle stemme.
”Nej, du er 21 ikke?” Josh blev endnu mere bleg.
”Jo?” Svarede han forvirret.
”Kan du ikke hente mig ved parken?”
”Øhm.. jo?”
”Vi ses!” Jeg lagde på og vendte mig imod Josh. ”Vi ses på uni.” Sagde jeg samtidig med, at jeg gik ud af døren.

***

Louis kom til parken i en sort, lækker bil. Han var forvirret og forlangte en forklaring – fair nok. Jeg forklarede, at jeg havde slået op med Josh, og at jeg ville væk så hurtigt som muligt. Derefter kørte vi lidt i stilhed. Lux var faldet i søvn på bagsædet, og jeg legede lidt med ankelkæden.
”Er den i stykker?” Spurgte Louis, som tydeligvis godt kunne regne ud, at jeg havde fået den af Harry.
”Ja.. Den sprang, da…” Jeg tav. ”Da jeg var ude at gå med Lux.” Nikkede jeg i retning af hende.
”Og den kan ikke laves?” Jeg kiggede på ham, da han trak noget hår væk fra hans pande. Han havde fået en ny tatovering. Et ræb, der var snoet som en lykke.
”Det kan den sikkert, men det ville være spild af penge, fordi den sikkert går i stykker igen.” Jeg sukkede af ærgrelse.
”Du kunne få den tatoveret.” Han trak på skuldrene, som om det var en tilfældig indskydning.
”Jeg er kun 17, så det må jeg ikke endnu.” Sagde jeg på en måde, at det var basisviden.
”Altså, nu siger jeg det bare, og så må du tænke over det. Harry og jeg har en fælles ven, som tatoverer os. Hvis vi er der, så vil han sikkert gøre det.” Han trak på skuldrene igen, og holdt fokus på vejen. Jeg overvejede det.
”Hvad hedder han?” Spurgte jeg nysgerrig. Jeg elskede Harrys tatoveringer, og hvis nu det var… Så ville han måske også tatoverer mig.
”Zayn. Zayn Malik. Du siger bare til, så kører jeg dig derover.” Han drejede hovedet og smilede. Jeg smilede igen.
”Det skal jeg nok.”

Efter et stykke tid, gik det op for mig, at vi ikke var på vej hjem til mig selv, men et helt andet sted. Det virkede en smule bekendt. Louis havde læst mit forvirrede ansigt, og svarede før jeg overhovedet kunne nå at svare.
”Jeg tænkte, at du gerne ville se Harry. Han trænger til andet selskab end sin guitar og sangblok.” Han grinede lidt, og så spændt på mig. ”Du går bare ind.” Sagde han til sidst, da han stoppede bilen. Jeg var forvirret, men jeg takkede ham alligevel imens jeg tog den sovende Lux ud ad bilen. Jeg holdte hende tæt ind til mig, da jeg gik over imod døren, som jeg stille åbnede. Lige da jeg kom ind, kunne man Harrys stemme var klar, hæs og lød fantastisk inde fra hans værelse. Ord som var fulde af følelser, som var lavet til vers.
”I’ll keep my eyes wide open
I’ll keep my arms wide open”

Jeg gik imod lyden og stod lidt efter i hans dør og hørte hans sang i stilhed, og han havde tydeligvis ikke fornemmet mig, lige indtil jeg gispede af forundring. Han stivnede, og vendte sig hurtigt om. Man kunne læse forskrækkelsen, smerten, forelskelsen, sorgmodigheden og vreden i hans ansigt. Man kunne se alle hans tusinde følelser, som han havde været så god til at gemme.
”Fortsæt.” Hviskede jeg. ”Vil du ikke nok?” Han rømmede sig, og forsigtig tog en krølle væk fra hans øjne.
”Jeg.. øhm.. skrev den, da jeg lå på hospitalet. Efter du gik, skrev jeg den færdig..” Forklarede han. Hans stemme gav mig gåsehud, og fik mig til at sitre. Det blev hårdere, at holde Lux. Jeg gik over til sengen og satte mig overfor ham, og lagde Lux ved siden af.
”Den hedder Don’t Let Me Go.” Han satte sine fingre de rigtige steder, og startede forfra.
”Now you’re standing there right in front of me.
I hold on scared, and harder to breath.
All of sudden these lights are blinding me,
I’ve never noticed how bright they could be..”

Sangen var lige ham. Han var vant til at være alene. Den fik mig til at indse, at jeg havde valgt rigtigt. Det havde været ham hele tiden, men jeg var for bange til at indse det selv. Min kærlighed til Josh var døende, men den gjorde mig blind. Jeg vidste godt, det her valg var langt fra klogt. På papiret kunne jeg nok finde en, der passede bedre, men Harry gjorde mig glad, og hvad mere kunne man forlange?

Harry ramte de høje toner perfekt. Han ramte alle toner. Tårerne prikkede i øjnene, men jeg smilede samtidig. En tåre ramte min kind, men den fik mig til at smile endnu mere. Jeg kiggede op i han grønne øjne, jeg så hele sandheden, i det han sang. Det var sådan han havde det.
”Don’t let me go,
Don’t let me go,
’Cause I’m tired of sleeping alone.”
Hans stemme døde hen, og endnu en tåre ramte min kind. Han rakte ud efter min kind, og tørrede den væk i et kærtegn. Mit hjerte galopperede af sted, så højt at jeg var bange for, at han kunne høre det. Han lagde guitaren på gulvet, med den ene arm, uden at tage blikket fra mine øjne eller mindste kontakten med min kind. Jeg fjernede hans hånd, og flettede mine fingre ind i hans i stedet.
”Det er dig, Harry. Det har det altid været.” Hviskede jeg, og så ham i øjnene. Han strakte sin arm, og jeg benyttede hurtigt lejligheden til at putte mig ind til ham.
”Mener du det?” Det var første gang, han tvivlede på mig. Jeg nikkede bare og så op på ham. Han bøjede hovedet, så hans pande ramte min. Han smilede mit yndlingssmil. Det ene smilehul blev synligt, og jeg lænede mig frem for at kysse det. Jeg lukkede øjnene, og lænede mit hoved på hans kind. Jeg mærkede hvordan hans næse strejfede min kind, og hans læber imod min næse. Jeg strakte mig lidt, indtil jeg kunne mærke hans læber imod mine. Han var den første, da reagerede. Han åbnede let munden, og kyssede mig let. Jeg gjorde det samme.
”Ikke flere løgne.” Mumlede jeg imod hans læber.
”Ikke flere tårer.” Hviskede han.
”Det lover jeg.” Sagde jeg og kyssede ham endnu gang smilende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...