Only Teardrops || Harry fanfiction

Harry er 18 år, et af skolens sorte får, som aldrig hører efter, retter sig kun efter sine egne regler. Han går til fester næsten hver weekend, har adskillige pigebesøg efter byturene og så er han vanvittig forelsket.

Emmelie er lige fyldt 17, hun er dygtig i skolen, derfor er hun rykket et år op. Hendes kæreste er den meget bestemmende, sportsfyr Josh. Hun har udssendet med sig, og hun føler hendes liv kører på skinner, indtil den dag hun ligger mærke til Harry, som vender hendes liv på hovedet.

"Only Teardrops" er en Harry fanfiction, fuld af drama, intriger, hævn, svigt og selvfølgelig kærlighed.

Jeg anbefaler, at læseren er 13 eller derover pga. anstødeligt sprogbrug og "scener" :)

137Likes
113Kommentarer
8317Visninger
AA

16. 15. Kapitel - Smerte

Harrys point of view.

“Ugh,” udbrød jeg, da jeg prøvede at ligge mere behageligt i de ubehagelige hospitalssenge. Bare at trække vejret var vanskeligt. To brækkede ribben i venstre side var ikke noget at prale af, når man ikke kan gøre noget uden at en smerte skød op igennem ens krop. Jeg forsøgte at ikke sukke dybt, som man ellers ville have gjort i sådan en situation. Jeg lå alene i stuen, hvilket passede mig fint. Jeg kunne ikke huske ret meget fra i går, men Ems ansigt der var forvredet i smerte stod klart mit hoved. Hun ville ikke se mig, hun ville ikke have, at jeg var der. Endnu et suk prøvede at undslippe mine sammenknebne læber, jeg kæmpede en kamp med mig selv, for at undgå nogen form for smerte. Det lykkedes bare ikke helt, hver gang jeg så Emmelies ansigt, stak det i hjertet. Hun var skuffet, vred med en lille snert af frygt. Det var egentlig også klart. Josh og jeg havde opført os som… ja, jeg ved ikke hvad. Jeg prøvede at skubbe tankerne væk, og rakte ud efter blokken og blyanten med min højre arm. Smerten skød villigt op igennem mig, og gav mig en pludselig trang til at skrige. Blokken og blyanten faldt ud af mit greb og landede ovenpå mig. Heldigvis. Med små bevægelser fik jeg den åbnet og slået op på den rigtige side. Min sjuskede håndskift fyldte ud på papiret.
”It lies there alone on it’s bed of broken glass..” Hviskede jeg, og allerede da jeg havde læst de få linjer, arbejdede min hjerne på højtryk, som om det var det, den altid havde kunnet. De få linjer blev til flere, mine følelser sad uden på tøjet, imens jeg skrev. En hver idiot kunne gå ind, og bare give mit ét sølle blik, og han kunne regne ud, hvor hjerteknust jeg var. Jeg var svag, lige i de minutter viste jeg det. Eneste jeg kunne høre, var min uregelmæssige vejrtrækning og blyanten, der risede papiret. Udmattelsen skyllede ind over mig, men jeg pressede mig selv til at blive ved og holde mig vågen.
”’Cause I’m tired of feeling alone.” Med det gik jeg i stå. Jeg havde ikke flere idéer, jeg havde ikke flere sætninger tilbage i mit udmattede hoved. Jeg smed blokken og blyanten tilbage på det lille sengebord, og denne gang ignorerede jeg smerten.

Jeg ved ikke hvor længe, jeg lå der og bare stirrede på det hvide loft. Jeg tænkte over det hele, om hvad fanden der var gået galt og hvornår det gjorde det. Alle mine følelser og frustrationer var pakket ind indeni mig igen. Jeg var et hundrede procent udtryksløst, da det bankede på døren og sygeplejersken kom ind, det var først da hun åbnede munden, jeg blev opmærksom på hende.
”Mr. Styles. Du har besøg.” Kvidrede hendes lille irriterende stemme. Jeg kiggede ikke over på hende, og registrerede knap nok hendes ord. Jeg hørte hende gå ud, og en anden gik ind.
”Hej Harry..” Lød en lille, forsigtig, men velkendt stemme. Jeg vendte hovedet og så Emmelie, i grå jogging bukser, en sort top og klip-klapper. Antydningen af et smil trak i min venstre mundvige, da jeg så hendes påklædning, men det forsvandt hurtigt igen, da jeg så hendes øjne. Man kunne se på hende, at hun var nippet til at bryde sammen. Hendes ansigt var forvredet i smerte og forvirring. ”Jeg så i nyhederne, at du var her.” Forklarede hun, stadig med en skrøbelig stemme. Jeg nikkede, og valgte at lade hele ulykken ligge. Hun ville ikke kunne klare at høre om den lige nu.
”Kom her,” Sagde jeg roligt. Eftersom det var første jeg gang, jeg sådan rigtig talte den dag, kunne man høre søvnen gjorde min stemme en anelse mere hæs og rusten. Jeg rømmede mig let, imens hun gik stille over til sengekanten, og satte sig på stolen, stod der.

Hendes tåre i øjnene var endnu tydeligere, eftersom hun kom tættere på. Jeg smilede let til hende. Jeg ville ikke have, at hun følte, at det var hendes skyld overhovedet – det var udelukkende min. Jeg skulle ikke have begyndt at tænke på Hayley, og frygten over at jeg kunne skade Emmelie lige så meget, måske endda værre. Selvom det var svært at tro på, kunne jeg sagtens se billederne af Emmelie lige så livløs som Hayley for mig. Efter jeg havde fortalt det hele til Emmelie, var mine tanker fløjet rundt som en bisværm. De stak hele tiden, og det var tit de samme tanker. Jeg var ved at blive sindssyg, og jeg måtte prøve at glemme det på den ene eller den anden måde. Dum som jeg var, greb jeg ud efter vodka flasken med det samme. Jeg var klar over, at det ikke ville hjælpe på længere sigt, men jeg måtte gøre et eller andet. Hvorfor jeg var taget over til strandfesten for alle sportsidioterne, vidste jeg virkelig ikke. Jeg hadede Josh, og noget i min bevidsthed sagde, at jeg ville miste Emmelie til ham. Der efter brød der et kæmpe raserianfald ud, hvor jeg blandt andet smadrede mit spejl. Derfra blev alting sløret. Lige udover Emmelies ansigt der var forvredet i smerte på grund af mig. Emmelie havde råbt, at jeg skulle smutte inden det gik galt. Hele min krop var modvillig til at flytte sig, men på en eller anden måde fik jeg mig skubbet over til bilen. Jeg kunne huske, at jeg trådte speederen i bund og kæmpede med at se noget igennem de tårer, der gjorde det mere besværligt at se i forvejen. Pludselig var alting sort, og en kæmpe smerte skar igennem min krop, som fik mig til at skrige. Derfra husker jeg intet.

Men nu sad hun her, og næsten græd over, hvor forfærdelig jeg så ud. Jeg havde sådan lyst til at række ud efter hendes ansigt, og kærtegne det imens jeg fjernede den tåre, der trillede ned ad hendes kind, men jeg vidste, hvis jeg gjorde det, ville jeg gå i en slags krampe af smerter. Og det skulle Emmelie for alt i verdenen ikke se. Jeg kiggede hende bare i hendes blå øjne, næsten lammet for at kunne sige noget.
”Harry… Undskyld, undskyld, undskyld, jeg skulle aldrig,” Hendes stemme knækkede over og gråden overtog hendes krop. Et par hulk undslap hendes læber. Jeg ville gøre alt for, at kunne rejse mig op for at kunne holde om hende.
”Emmelie.. det var ikke di-”
”Du siger bare ikke, at det ikke var min skyld!” Afbrød hun. Hendes hoved fór op og stirrede mig næsten rasende i øjnene. ”Jeg skulle ikke have ladet dig køre i den tilstand! Jeg skulle have… jeg ved det ikke, men jeg skulle aldrig have ladet dig køre!” Hun græd igen, og hendes skyldfølelse lyste ud af hende.
”Emmelie.. Kom herop,” Jeg rykkede mig til venstre, så hun også kunne være der. Jeg prøvede at ignorere smerten ved at bide mig i indersiden af min højre kind. ”Kom.” Først så hun forvirret ud, men fattede hurtigt, hvad jeg ville have hende til.
”Men..”
”Det er lige meget, Em.” Forsikrede jeg, og smilede jeg opmuntrende som sikkert lignede mere en form for grimasse. Hun sukkede, men kravlede op i sengen og puttede sig med det samme ind til mig. Det var som om, at jeg var formet efter hende. Hun passede perfekt til min højre side. Det lød rigtig kliché, men det føltes ikke sådan. Forsigtigt lagde jeg armen om hende, og mærkede hendes brændende varme og de elektriske stød imod min bare hud på min overkrop. Mine tanker havde frit løb, men de var bedre. Alting var på en måde bedre ved Emmelie ved ens side.

En tåre ramte min hud, det gav mig kuldegysninger og af refleks, kiggede jeg hurtigt ned på hende. Hun satte sig op og mumlede et undskyld. Varmen og de elektriske stød forsvandt lige så hurtigt, de var kommet. Kulden erstattede dem hurtigt.
”Du ser bare så forfærdelig hjælpeløs ud..” Mumlede hun. En lille latter rumlede i mit bryst. Jeg strakte min højre arm og rakte ud efter hendes ansigt. Smerten var der, men jeg lagde knap nok mærke til den. Min tommelfinger kærtegnede hendes kind, som jeg ville fra starten, og varmen var tilbage i hele min krop. Hendes hænder holdte min hånd imod hendes ansigt, og kiggede bare på mig, med et blik som jeg ikke helt kunne regne ud.
”Er det ikke utroligt?” Begyndte jeg. ”Vi sårer hinanden hele tiden. Vi har skændtes, forrådt og fortalt hinanden sandheder, og det hele har ført til… kun tårer. Det værste af det hele er, at vi kun kan give skylden til os selv..” Det sidste blev kun til en lav hvisken.
”Harry.. hvad jeg skal gøre?” Sagde hun fortvivlet. Jeg vidste, hun havde det svært ved at vælge. Jeg vidste hun elskede Josh, selvom jeg hadede tanken, måtte jeg erkende det. Jeg ville have trukket på skuldrende, men det blev bare til et suk. Smerte.
”Det er dit valg, jeg er bare en af dine muligheder.” Det stak i hjertet, da jeg endelig sagde sandheden højt. Sådan havde det altid været.
”Jeg ved det… Jeg ved det.” Hviskede hun. Hun fjernede min hånd fra hendes ansigt, men hun holdte stadig ved den. Hendes blik vandrede rundt på mine tatoveringer, der var placeret rundt omkring på min overkrop. Hendes øjne fik et pludseligt glimt, som jeg slet ikke forstod.
”Gjorde det ondt?” Spurgte hun, uden at fjerne blikket fra sommerfuglen under mit bryst.
”Ja.. Nej. Det gør ikke direkte ondt. Det er ubehageligt på en brændende måde.” Prøvede jeg at forklare. Hun nikkede bare.

Hun holdte stadig min hånd, og hendes blik var også landet på mine knoer, som var fulde af sår. Efter mit slag på spejlet. Hun bøjede sig ned, og kyssede dem alle. Berøringen af hendes læber fik mit til at sitre, og varmen var ekstrem. Det føltes som om, jeg faktisk fik stød. Men på en måde, som man godt kunne blive afhængig af. Åndssvage forelskelse.
”Bliv rask hurtigt, okay?” Sagde hun.
”Jeg skal prøve.” Hviskede jeg. Endnu en tåre trillede ned, men hun var selv hurtig til at tørre den væk.
”Min far venter, så jeg må gå..” Man kunne høre, hvor modvilligt hun sagde ordet ’gå’, men jeg ville heller ikke holde på hende. Jeg nikkede.
”Vi ses snart, okay?”
”Ja.” Hviskede hun halvkvalt, da hun var på vej imod døren. 

________________________________________________________________________

ET KAPITEL TILBAGE!! 

TUSIND TUSIND TUSIND TAK, FORDI I HAR LÆST MED. JEG ELSKER JER ALLE HIMMELHØJT.

Undskyld for ventetiden :(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...