Only Teardrops || Harry fanfiction

Harry er 18 år, et af skolens sorte får, som aldrig hører efter, retter sig kun efter sine egne regler. Han går til fester næsten hver weekend, har adskillige pigebesøg efter byturene og så er han vanvittig forelsket.

Emmelie er lige fyldt 17, hun er dygtig i skolen, derfor er hun rykket et år op. Hendes kæreste er den meget bestemmende, sportsfyr Josh. Hun har udssendet med sig, og hun føler hendes liv kører på skinner, indtil den dag hun ligger mærke til Harry, som vender hendes liv på hovedet.

"Only Teardrops" er en Harry fanfiction, fuld af drama, intriger, hævn, svigt og selvfølgelig kærlighed.

Jeg anbefaler, at læseren er 13 eller derover pga. anstødeligt sprogbrug og "scener" :)

137Likes
113Kommentarer
8350Visninger
AA

14. 13. Kapitel - Overgivelse

Emmelies point of view

De sidste par dage havde været et mareridt. Der var sket alt, alt for meget. Josh havde besøgt mig, og fortalt at jeg skulle vælge imellem ham og Harry. Han havde ret, jeg havde følelser for dem begge. Det var hårdt, at få slynget i hovedet af ens kæreste, som man virkelig elsker. Især fordi det var et umuligt valg, fordi jeg ville såre en af dem, og dermed også mig selv. Jeg ville fortryde mit valgt, uanset hvem af dem jeg valgte.
”Argh!” Udstødte jeg og begravede mit ansigt i mine hænder. Hvis jeg ikke havde grædt hele natten, ville jeg sikkert, havde gjort det nu. Det var ikke fair, og så var det alligevel. Det hele var min egen skyld, jeg kunne bare have ladet være med at se Harry igen efter den første eftersidning. Jeg gøs ved tanken. Den dag havde vendt op og ned på alting. Dengang var jeg Emmelie Light, som var lykkelig. Jeg havde alt, hvad jeg havde brug for. Nu… Var jeg Emmelie Light, som var lige så forvirret, som jeg var ulykkelig.
Jeg havde brug for at tænke, og det eneste sted jeg kunne det, var hos min morfar. Eller… Der hvor han lå. På kirkegården. Han var den eneste, der forstod mig. Lige efter han døde, gik alting galt. Mine forældre blev skilt, fordi min mor ikke kunne klare min far længere. Jeg valgte at bo hos min far, der medførte, at jeg knap nok så min familie på min mors side. Lux var selvfølgelig taget med mor, men efter et år, kom hun hjem til mig og min far. Grunden var, at min mors nye kæreste, som svømmede i penge, betalte en jordomrejse til hende og ham selv. Jeg har ikke set hende siden. Et eller andet sted var jeg også ligeglad, hun havde aldrig rigtig været der for mig alligevel, som også var grunden til, at jeg blev hos min far.
”Jeg tager over til morfar!” Råbte jeg ud ad døren. Min far var heldigvis forstående, når jeg havde brug for at tage derover.

***

Vejret var endelig blevet nogenlunde godt. De sidste to dage, havde der regnet så meget, at jeg ikke havde været ude for en dør. Det startede den dag, hvor Harry kravlede igennem mit vindue. Jeg var ikke ret meget sammen med ham, fordi jeg selvfølgelig faldt i søvn. Men jeg kunne stadig huske den drøm. Jeg drømte om Harry. Han var knust, han græd og græd, men jeg fandt aldrig ud af over hvad. Da jeg vågnede, var han væk. Jeg tænkte ikke så meget over det, fordi han jo var, som han var.
Turen hen til kirken føltes uendelig. Jeg havde ikke været der i et stykke tid, så på et tidspunkt var jeg bange for, at jeg var gået forkert. Det varede ikke længe, før jeg satte min fødder på gruset. Inderst inde hadede jeg at være sådan et sted, det var skummelt og en smule ulækkert. Jeg var ikke vant til at gå på løst grus, derfor gik jeg forsigtigt. Jeg skulle nødig falde og ødelægge en gravplads. Det gik egentlig fint, jeg var der hvor børnene var begravet, der var ikke så lagt til min morfar derfra. Jeg gik lidt i min egen verden, uden rigtig at tænke over noget, da jeg hørte en kæde springe. Af refleks kiggede jeg ned. Pis. Pis, pis, pis. Ankelkæden var sprunget. Bogstaverne lå og glitrede i gruset og lidt ved siden af, lå en af diamanterne. Jeg sukkede og bøjede mig ned, for at samle den op. Der var ikke så meget at gøre ved det. Jeg stod lidt og kiggede på ankelkæden igen, den var smuk, men mystisk. HS. Harry Styles. Jeg smilede lidt ved at tænke på hans navn, men mit smil forsvandt hurtigt. Jeg kiggede lidt op, og det gik hurtigt op for mig, at jeg stod overfor en lille grav med nogle få blomster. Gravstenen var fin, men bogstaverne skræmte mig. En lille pige lå der, og jeg regnede ud, at hun blev 6 år gammel. Men hendes navn hjemsøgte allerede mit hoved, især hendes efternavn. Hayley Darcy Styles. Styles. Det svimlede for mig. Jeg var ude af stand til at flytte mig. Uden helt at vide det, famlede min hånd sig ned efter min mobil, og fandt kontakten.
”Ha-Harry?” Stammede jeg, da han tog telefonen.
”Ja Emmelie. Er der noget galt?” Han lød bekymret med det samme, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle svare.
”Nej.. Jo.. Det ved jeg ikke..”
”Hvor er du?” Hans stemme var hård, og det fik mig til at vågne lidt op.
”På kirkegården.” Han tav.
”Jeg.. kommer,” Sagde han langt om længe. Jeg lagde på og tænkte tingene igennem.

Eleanor havde sagt, at han havde en hemmelighed, som ikke engang Louis vidste noget om. Den fik ham til at føle smerte, som også var tydeligt at se. Det gav pludselig mening. HS stod ikke for Harry Styles, men Hayley Styles, som højest sandsynlig var hans lillesøster.  Det jeg ikke fattede, var at hvorfor skulle det være hemmeligt, at han havde en død lillesøster? Det lød barskt, men det var jo sådan det var. Jeg kom i tanke om første gang Harry og Lux mødtes. Lux var ikke bange for Harry, som hun plejede at være med fremmede mænd, men også at Harry var så forsigtig med hende. Det var som om, at han var bange for at hun gik i stykker. Det var for underligt og frustrerende. Hvorfor gav han mig den ankelkæde, som havde tilhørt hans lillesøster? Det.. jeg.. fattede ingenting. Var det fordi-
”Emmelie! Er du okay, og hvad laver du her?” Jeg fór sammen i forstrækkelse, da en hånd afbrød min debat med mig selv, ved at tage blidt fat om min arm, og Harrys stemme som skar igennem stilheden.
”Ja. Ja, jeg er bare forvirret..” Pustede jeg ud, og prøvede at få mit hjerte til at slå den normale rytme igen. Jeg kiggede op, og mødte Harrys forvirrede, og en smule bekymrede, grønne øjne. Jeg tog en dyb indånding og forberedte mig. ”Harry, vil du være ærlig overfor mig nu?” Han blev endnu mere forvirret, men hans øjne afslørede den panik, som langsomt bredte sig i hans krop. Til sidst nikkede han, tydeligvis for panikslagen til at sige et ord.
”Hvorfor,” Jeg afbrød mig selv, jeg havde ingen idé om, hvordan man spurgte om sådan noget. ”Vil du forklare mig, hvorfor… Du må ikke misforstå mig, men… Er det din lillesøster?” Jeg pegede på gravstenen bag ham. Han åbnede munden, men der kom intet ud. Han nikkede igen, men så ned. Det var et ømt punkt, som tydeligt havde ramt ham hårdt.
”Vil du ikke være sød, at fortælle mig det hele. Hele den kæmpe hemmelighed, som du har gået og gemt på?” Jeg kunne mærke, hvordan en varm tåre trillede ned ad min kind.

Harrys point of view

Emmelie var ude af sig selv, hendes blå øjne var vilde og skræmte. Det var klart, fordi hun havde lige opdaget min søsters grav, som jeg aldrig havde snakket om før. Jeg tørrede hendes tåre væk fra hendes kind, og overvejede om jeg skulle fortælle hende det, og risikere at miste hende for altid. Hun ventede utålmodigt, imens hun legede med ankelkæden i hendes hånd.
”HS… Det står for Hayley Styles ikke?” Spurgte hun med en rystende stemme. Jeg bed mig i underlæben og nikkede til sidst. Ankelkæden havde engang tilhørt Hayley.
”Jeg gav hende den fjorten dage før…” Min stemme knækkede over.
”Harry, det er helt okay, at være ked af over det, der så end er sket med hende. Det er ikke din skyld.” Hun prøvede at trøste, men det gjorde kun det hele værre.
”Emmelie, du ved ingenting! Det er min skyld, jeg dræbte hende!” Det var første gang, jeg havde indrømmet det overfor nogen, hvorfor det lige var Emmelie, der skulle vide det som den første, anede jeg ikke. Jeg mistede vel kontrollen. Mine ord var hårde, og jeg kunne se, hvordan de skræmte hende. ”Emmelie..” Hviskede jeg og rakte ud efter hende, men hun flyttede sig bare væk fra min hånd.
”Du skal ikke røre mig lige nu..” Hun gøs og endnu en tåre fandt vej ned ad hendes kind.
”Emmelie, kig på mig,” Hendes skræmte, våde, smukke øjne fandt mine, da hun kiggede op. ”Jeg skal nok fortælle det hele, men det er ikke, som du tror det er.” Hun nikkede og slappede allerede mere af.
”Det er snart tre år siden..” Begyndte jeg. I takt med jeg fortalte, førte ordene mig tilbage til Chesire.

”Harry! I skal være tilbage inden aftensmad, Hayley skal til ballet klokken 7!” råbte min mor, Anne, da vi tog af sted til parken ved femtiden. Hayley havde tigget og bedt mig om, at tage i hende med i parken. Det passede fint, fordi jeg skulle mødes med Ryan alligevel den dag. Hayley glædede sig, og løb rundt på fortovet og plukkede blomster til Gemma. Parken lå ikke besynderligt langt væk, men med Hayleys små ben, gik det hele lidt langsommere.
Ryan ventede en smule utålmodig ved indgangen til parken med sin motorcykel. Han var ikke just glad for, at jeg havde taget Hayley med. Jeg kunne mærke Hayley, at hun ikke kunne lide Ryan, derfor holdte hun sig så langt væk fra ham og motorcykelen som muligt, men alligevel tæt på mig. Jeg fortalte hende, at hun bare kunne gå over til gyngerne og de andre børn, men hun var genert og turde ikke gå uden mig. Vi var nået hen til den ende af parken, hvor der ikke var andre typer end dem, der havde trodset loven et par gange, uden at blive opdaget. Ryan, Kevin og Paul sad ved hver deres motorcykel.
”Harry, jeg kan ikke lide at være her,” Sagde hun og rykkede i min trøje, men jeg ignorerede hende og faldt i snak med de andre. ”Harry, jeg vil ikke være her!” Halvråbte hun, men jeg hørte det knapt nok, fordi Paul startede sin motorcykel. Hayley hoppede af forskrækkelse, hvilket fik Paul til at grine.
”Hvorfor tog du hende med? Du er lidt af et bløddyr, Styles.” Grinede Paul hånligt. Hayley blev mere bange, og begyndte at græde.
”Kom og tag en tur, Styles! Ryan har ikke snakket om andet end, at du er fantastisk på en motorcykel.” Opfordrede Kevin, og Paul nikkede i enighed. Jeg var ret god på en motorcykel, men jeg havde faktisk ikke lyst. Det havde regnet, så parken var våd og mudderet lå alle vegne. Men de blev ved.
”Harry!” Skreg Hayley, da jeg gik fra hende, og tog Pauls motorcykel. Jeg prøvede at ignorere hende, men hun råbte og skreg og det forstyrrede min kørsel. Hayley stod ved et hop, som Ryan havde lavet. Det ville ikke have kørt derover, men det var glat og jeg mistede kontrollen over maskinen under mig. Jeg slingrede og motorcykel gled, jeg lukkede mine øjne af refleks og jeg vidste, at det her ville gå galt. Det gjorde det, men det var langt værre end frygtet. Et pigeskrig fuld af smerte og frygt overdøvede larmen fra motorcykellen, og kort efter et bump og et slag hørtes. Skriget forsvandt brat og det blev helt stille. Jeg åbnede øjnene, og så jeg var væltet. Der var ikke sket mig noget, udover et par få skrammer. Jeg kiggede mig omkring og så drengenes forfærdige blikke. De var skræmt, og Kevin lignede en der skulle kaste op. Jeg forstod det ikke, jeg var jo okay. Pludselig mærkede jeg noget varmt, flydende væske ved min hånd. Af refleks kiggede jeg, og så min hånd var smurt ind i blod og hår. Jeg kiggede op, og så min lillesøster. Død. Der flød blod fra hendes hoved, hun var indsmurt i mudder og blade. Hendes øjne stirrede tomt på ingenting. Hendes mund var åben, som om hun skreg. Jeg havde dræbt hende.  

_________________________________________________________________________

Uh åh. Dam dam daaaaaaaaaaam. Hvad er Emmelies reaktion til det her? :)) Nogen der tør at gætte?

Vedrørende til OT 2 -  så overvejer jeg det stadig. :)) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...