Only Teardrops || Harry fanfiction

Harry er 18 år, et af skolens sorte får, som aldrig hører efter, retter sig kun efter sine egne regler. Han går til fester næsten hver weekend, har adskillige pigebesøg efter byturene og så er han vanvittig forelsket.

Emmelie er lige fyldt 17, hun er dygtig i skolen, derfor er hun rykket et år op. Hendes kæreste er den meget bestemmende, sportsfyr Josh. Hun har udssendet med sig, og hun føler hendes liv kører på skinner, indtil den dag hun ligger mærke til Harry, som vender hendes liv på hovedet.

"Only Teardrops" er en Harry fanfiction, fuld af drama, intriger, hævn, svigt og selvfølgelig kærlighed.

Jeg anbefaler, at læseren er 13 eller derover pga. anstødeligt sprogbrug og "scener" :)

137Likes
113Kommentarer
8392Visninger
AA

12. 11. Kapitel - "Hej Hayley... um.."

Harrys point of view.

Emmelies åndedrag var blevet dybere. Hun sagde ikke noget, derfor var jeg ret sikker på, at hun sov. Jeg rejste mig forsigtig op af hendes seng, og lod hende blive sovende tilbage. I et kort øjeblik kiggede jeg på hendes fredfyldte ansigt, men jeg kom hurtigt på andre tanker, og listede over til hendes kommode, hvor hendes billeder stod. De var alle indrammet i en lyserød ramme, sødt. Jeg lod mine fingre stille glide over billedet af hende og Lux. Jeg smilede, da jeg kom i tanke om hendes lillesøster. Jeg havde altid selv ønsket mig en, og jeg fik det da også, men.. Jeg rystede hurtigt de ubehagelige billeder af Hayley ud af hovedet og flyttede mit blik over på billedet af Emmelie og Josh. Uden at tænke yderligere over det, greb jeg fat om det. En irritation sprang frem i min krop. Hun så glad ud, gladere ud end jeg kunne gøre hende. Jeg burde give slip på hende, men jeg kunne ikke. For det første, Josh fortjente hende ikke. For det andet, jeg havde brug for hende. Jeg lagde billedet ned, så jeg ikke kunne glo på Joshs ansigt længere. Mit blik faldt næsten automatisk på billedet af Lux, og billederne af Hayley dukkede op igen. Hendes lange krøllede, chokolade hår, der var helt filtret og smurt ind i mudder, blade og blod, sad fastklisteret til hendes ansigt. Hendes ansigt med intet liv i. Hun havde strammer over det hele. Blod gled ned i hendes ansigt fra hendes hoved. Og hendes øjne. De grønne øjne, der plejede at lyse af liv, var helt slukkede. Der var ingenting. Ikke en eneste gnist. Hvis bare… Jeg tog mig til hovedet og lod en enkelt varm tåre trille ned ad min højre kind. Mine øjne sved, og var parate til at slippe alle de tårer løs, som jeg havde gået og gemt på de seneste par måneder. Jeg gled lige så stille ned ad væggen, hele min vægt var lænet op ad den, men mine ben kunne alligevel ikke bære mig. Til sidst sad jeg hele sammenkrummen og lyttede til regnen, der piskede ned, og Emmelies tunge åndedrag, imens endnu en tårer trillede ned.

***

Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg sad der, men alt for længe. Regnen var stadig ikke stoppet, den var kun blevet værre. Mine øjne gjorde stadig ondt, men jeg havde kun få tanker i hovedet. Jeg skulle nå to steder hen, inden det blev alt for mørkt. Modvilligt rejste jeg mig. Mine ben rystede stadig, og jeg følte, at jeg pludselig vejede et ton. Min krop ville simpelthen ikke derover, men jeg vidste det skulle jeg før eller siden. Jeg tog en dyb indånding, og prøvede at samle mig selv. Som om det ville virke på nogen som helst måde… Lige nu, var jeg et nervevrag. Det havde jeg egentlig altid været, men jeg har været god til at skjule det. Bortset fra nu. Endnu en tåre gled ned ad min kind, jeg tørrede den væk med det samme. Vredt. Det var jo for helvede min skyld det hele, jeg burde være den sidste på hele jorden, der skulle græde. Emmelie lå stadig og sov, jeg listede stille hen til hende, og plantede forsigtig et kys på hendes pande.
”Jeg el-” Jeg afbrød mig selv. Det lød forkert, i hvert fald lige nu. ”Vi ses snart.” Hviskede jeg. Jeg havde ingen tid tilbage. Jeg måtte af sted. Nu. Jeg åbnede vinduet, og lyden af regnen blev dobbelt så højt. Jeg kravlede hurtigt ud, og sikrede mig, at vinduet var lukket efter mig. Regnen var kold. Den stak i min bare hud på armene, lidt ligesom knive. Jeg ignorerede det. Det eneste sted jeg kunne tænke på, var kirkegården. 

Der gik ikke længe før, jeg var mere eller mindre gennemblødt. Regnen piskede ned, og det så ikke ud som om det ville stoppe. Jeg var vel heller ikke smart, at gå hele vejen derop. Men jeg var ligeglad. Jeg ville op til Hayley, eller… Det der var tilbage af hende, som engang var min lillesøster. Jeg krydsede fingre for, at der ikke var nogle heroppe. Jeg havde brug for at være alene. Kirkegården var skummel, ligesom alle andre kirkegårde, men den her var en klasse for sig selv. Det gjorde måske lidt, at man kendte en, der lå der, men hvad ved jeg? De forskellige gravpladser var lagt præcist ud for hinanden i lige rækker. Der var blomster over det hele og små statuer som fugle, engle, hjerte osv. Blomster. Fuck. Kan man overhovedet tillade sig, at komme på en kirkegård uden blomster? Jeg måtte handle hurtigt. Jeg gik hurtigt hen imod kirken, gruset under mine fødder larmede mere end nødvendigt. Det føltes som uendeligheder, da jeg omsider kom op til kirken. Mine hænder rakte ud imod den røde bænk lige ved siden af indgangen. Jep, jeg havde ret. Der var en lille holder med billige blomster, som man kunne tage og ligge på en grav. Jeg greb fat om en hvid et eller andet og så gik søgen på den lille grav med min lillesøster. Bare tanken om det gav mig kuldegysninger.

***

Det var først nu, hvor jeg kunne mærke nervøsiteten stige, jeg kunne mærke, hvor meget jeg frøs. Jeg rystede, mine tænder klaprede og min tøj sugede sig ind på min våde hud. Mit hår klistrede sig til mit ansigt, som jeg hurtigt prøvede at svinge bagom, så jeg havde mit ansigt frit.
Endelig så jeg den lille grav, som var knap så velkendt. Den hvide sten med de fine bogstaver som dannede navnet ’Hayley Darcy Styles’ og årstallene ’24. juni 2004’ – ’15. juli 2010’ Det var alligevel snart 3 år siden. Vreden, sorgen og skyldfølelsen strømmede ind fra alle sider. Tårerne havde frit løb. Jeg satte mig ned på knæ, og mærkede hvordan svagheden tog over. Og jeg hadede det. Jeg hadede at føle mig svag og hjælpeløs. Det eneste jeg kunne var, at se på gravstenen. Hayley kom ikke tilbage, uanset hvor meget jeg ønskede det. Jeg ønskede mere end noget andet, at jeg havde gjort hele den dag om. Det var min skyld, og jeg kunne knap nok leve med det. Men der ville aldrig ske noget, hun ville altid ligge der som en 6 årig pige, der aldrig fik lov til at leve livet. Og det var udelukkende på grund af hendes storebror, mig. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv. Tårerne gjorde mit syn sløret, men der kom ikke en eneste lyd ud af mig. Jeg havde så meget at sige, og så alligevel intet. Jeg gispede efter vejret.
”Hej Hayley, um..” Startede jeg. ”Det her faktisk første gang, jeg snakker til dig siden, du ved nok..” Jeg følte mig som en komplet idiot, men jeg kunne ikke lade være.
”Mor og Robin kommer vel tit herhen, ikke?” Jeg lagde min blomst ved siden af de andre, som stadig var nogenlunde friske. ”Hayley, jeg… savner dig og..” Et hulk undslap mine læber og en nye tårer strømmede ud. ”Jeg er så ked af det… det var ikke min mening, at… udsætte dig for fare, men..” Jeg brød mere eller mindre sammen. Jeg kunne ikke få de få sætninger ud. Jeg sad lidt og tænkte over de ting vi lavede sammen. Jeg smilede lidt, og blev helt opslugt af minderne.
”Hey, kan du huske den gang, at vi var på stranden og vi…” Jeg begyndte så småt at fortælle det lille gravsted med min lillesøster, om de minder vi havde sammen. Den gang var ting mindre kompliceret. Jeg havde en grund til at være overbeskyttende over en. Jeg var bare Harry, ham der den lidt splejsede som pigerne knap nok lagde mærke til, men jeg var da glad.
”Nå ja. Nu er jeg lige færdig med highschool og sådan… Og du må vide det her, det er vanvittigt..” Bare tanken fik mig til at smile. ”Jeg har mødt en. Eller. Jeg har faktisk kendt hende i et stykke tid men… Ja.. Emmelie hedder hun. Du ville elske hende,” Smilede jeg. Em gjorde mig bogstaveligt talt blød. Hvordan fungerede mit liv uden hende? Hvad gjorde jeg før, hvor jeg hverken havde hende eller Hayley? Ja, jeg var vel bare et slags genfærd, som rendte rundt fra klub til klub og prøvede at finde et liv.
”Hayley, jeg må gå. Jeg har noget.. en aftale. Vi.. farvel.” Hviskede jeg og rejste mig endelig op. Jeg kiggede mig omkring. En kvinde med mørkt hår stod længere væk, og kiggede på mig. Jeg turde ikke kigge nærmere på hvem det var, da jeg havde mine anelser. Jeg var nok den sidste person i verdenen, hun havde lyst til at snakke med. Jeg vendte mig hurtigt om, og fortsatte ud mod gaden og hen til hallen i byen.

Nu manglede jeg bare at snakke med Josh og hans slæng. Guderne må vide hvad fanden, de nu ville. Kort sagt, den fyr gik mig på nerverne. Selvfølgelig. Han havde sat sine kløer i Emmelie. Jeg sukkede, sidste gang endte det galt, og jeg ville ikke kunne holde mig på afstand fra Em i ligeså lang tid igen, så hun ikke skulle bekymre sig over mig.

_________________________________________________________________________

Hmm... Et lidt sørgeligt og forvirrende kapitiel.. Ja undskyld for det. Men hvad synes i om Harrys "forhold" til Hayley? Havde i set den komme? :-) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...