Only Teardrops || Harry fanfiction

Harry er 18 år, et af skolens sorte får, som aldrig hører efter, retter sig kun efter sine egne regler. Han går til fester næsten hver weekend, har adskillige pigebesøg efter byturene og så er han vanvittig forelsket.

Emmelie er lige fyldt 17, hun er dygtig i skolen, derfor er hun rykket et år op. Hendes kæreste er den meget bestemmende, sportsfyr Josh. Hun har udssendet med sig, og hun føler hendes liv kører på skinner, indtil den dag hun ligger mærke til Harry, som vender hendes liv på hovedet.

"Only Teardrops" er en Harry fanfiction, fuld af drama, intriger, hævn, svigt og selvfølgelig kærlighed.

Jeg anbefaler, at læseren er 13 eller derover pga. anstødeligt sprogbrug og "scener" :)

137Likes
113Kommentarer
8387Visninger
AA

11. 10. Kapitel - Sandheder

Emmelies point of view.

”Hey Emmelie! Er du frisk på et shot?” Råbte Andy - tror jeg nok. Jeg ville have sagt nej. Jeg havde indtaget alt for meget alkohol på det sidste. Jeg ville ikke blive pinlig eller gøre noget dumt, men jeg ville heller ikke være kedelig. Eleanor svarede næsten for mig, og gav mig et glas med et eller andet i. Jeg kiggede over på Harry, som havde sat sig overfor mig, han trak bare skulderne og grinede lidt. Det var vel helt normalt, at blive taget imod sådan i hans vennekreds? Jeg vidste det ikke, men der blev råbt ’skål’, og jeg måtte sætte det lille glas for læberne. Jeg satte det på bordet igen, og knep mine øjne sammen og rystede en lille gang på hovedet. Det var meget stærkere, end jeg lige havde forventet. Jeg hørte et grin, som kun kunne tilhøre Eleanor.
”Hvad?” Fnes jeg og mærkede varmen stige til kinderne igen.
”Det var vidst ikke det, du havde regnet med, hva’?” Grinede hun. Jeg rystede på hovedet og blev med et vildt genert.
”Øhm, Emmelie? Jeg tænkte på, om vi ikke skulle mødes i morgen? Jeg har nogle ting, jeg gerne vil snakke med dig om.” Sagde Eleanor stille. Hun blev meget diskret, og de andre lagde tydeligvis heller ikke mærke til, at hun havde vendt ryggen til dem. ”Starbucks i morgen, klokken… 11?” Klokken 11.. puha. Først lød det som om det var vildt tidligt. Men til sidst nikkede jeg. Selvfølgelig ville jeg gerne mødes med hende! Hun var en af de sødeste piger, jeg nogensinde havde mødt.

”En til, Emmeeliee?” Louis hævede en flaske med et eller andet i, som højest sandsynlig var det, jeg lige havde fået.
”Den sidste,” Harrys dybe stemme kunne høres med det samme, og sikkert i hele klubben. Han råbte ikke, men den var meget bestemt. ”Hun skal også hænge sammen i morgen.” Hans hårde ansigt forvandlede sig i et smil. Først lød det som om, at han var min far, men lige bagefter jokede han. Alle drengene grinede. Eleanor og jeg, som sikkert allerede havde fået lidt for meget, sad og var dybt forvirrede. Ironi hører ikke til et selskab i fuldskab! Endelig fattede jeg det, og udstødte et ’aaaahh’, som fik dem alle sammen til at grine endnu mere. Flovt. Jeg forstod hvordan man dummede sig den aften.
”Emmelie?” Louis’ stemme skar igennem og han viftede med flasken. ”Er du klar til en omgang mere?” Jeg sukkede, men rakte mit glas hen til ham. Han tog imod det med et stort smil. Ham og Andy, vidst nok, fyldte glassene op og delte dem ud. Jeg sukkede og skulede til den stærke væske, som smagte modbydeligt. Jeg kiggede op igen, og så Harry der sad og prøvede at holde et grin inde. Hans grønne øjne lyste af glæde og han smilede meget fjoget. Han satte en hånd for munden, rystede på hovedet og gik over imod baren. Sikkert for at komme væk, inden han døde af grin.
”Skål!” Råbte Eleanor og smilede til Louis, som blinkede til hende. Årh, hvor var de søde. Jeg lukkede øjnene og førte det lille glas op til min mund. Jeg svang hovedet bagover, så det nemmere gled ned i halsen. Jeg rystede med hovedet, og derefter blev alting sort.

Jeg var helt sikker. Jeg fik snart en form for forgiftning. Jeg havde indtaget alt, alt for meget alkohol de seneste dage. Og for at være ærlig, jeg fik det kun værre og værre. Efter shot nummer to i går, blev de meste sløret, eller så var der ingenting. Harry havde grinet af mig, jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg kunne huske hans fantastiske latter, da vi var på vej hen til bilen – tror jeg. Jeg havde lånt en af Harrys hvide t-shirts, som sagtens kunne gå til mine jeans. Jeg havde jo en ”date” med Eleanor om en time! En time.. og mit hoved var lige ved at springe i luften. Jeg sukkede og stillede bøtten med hovedpinepiller på plads i Harrys skab og begav mig ud til ham igen. Jeg mødte Harrys smilende øjne, ligeså snart jeg var trådt ud ad badeværelsesdøren. Han havde samlet sine krøller i en mørkegrøn beanie, den samme han havde på, da han så Lux for første gang. Jeg smilede af mindet.
”Er du sikker på, at du vil køre mig, og jeg må låne din t-shirt?” spurgte jeg igen for syttende gang.
”Hellere end gerne,” Mumlede han. Jeg gik hen imod ham. Han sad på sengen, og kiggede op på mig med kærlige øjne. Jeg smilede halvhjertet til ham, da jeg fik øje på hans svagt hævede underlæbe. Jeg kørte min pegefinger hen over den, heldigvis skælvede han ikke af smerte, ligesom første gang. Min finger kørte rundt om det lille blå mærke, som stadig var der. Han spidsede læberne og trak dem så tilbage igen, som om han havde givet min pegefinger et kys.
”Vil du ikke nok fortælle mig det?” bad jeg. Jeg borede mine øjne i hans. Han rystede på hovedet og kom med den samme undskyldning, som han altid have brugt.
”Ikke i dag, du skal af sted nu.” Jeg kiggede på klokken. Han havde ret. Morgentrafikken skulle man ikke undervurdere. Jeg nikkede og traskede over til mine sko.

***

”Hej mus!” Eleanors helt igennem perfekte stemme lød ovre fra et hjørne op ad det store vindue i Starbucks cafeen. Jeg vinkede og smilede. ”Jeg har allerede bestilt. Jeg håber det er okay?” Sagde hun undskyldende.
”Selvfølgelig!” Jeg satte mig og kiggede ud ad vinduet, og så Harrys store, sorte Range Rover forlade parkeringspladsen. Jeg sukkede og kiggede over på Eleanor, som straks gik i gang med at spørge om forskellige ting, som fremtiden, musik og mode. Jeg svarede selvfølgelig på hendes spørgsmål, og spurgte også ind til hende. Vores drinks kom endelig, og Eleanor havde valgt helt rigtigt. Vi sad lidt i stilhed og nød vores kaffe, som lindrede vores tømmermænd lidt.
”Hvad er der med dig og Harry egentlig? Er der noget?” Spurgte hun pludseligt. Det var tydeligt, at hun havde gemt på det til det rigtige tidspunkt. Jeg trak på skuldrene.
”Han er speciel,” Begyndte jeg. ”Det lyder underligt, men han er som en sol. Han lyser alting op, og får mig til at glemme alt det negative..” Jeg kunne mærke mine kinder blive varme igen. Jeg havde aldrig indrømmet det over for nogen før.
”Der er mere! Jeg kan se det på den måde, han ser på dig. Han ligner en, der ville tage en kugle for dig. Som om du er den eneste der holder ham til jorden,” Hun smilede. ”I er som magneter. Hver gang du tager et skridt, gør han også. Jeg har aldrig set noget lignende.” Hun smilede igen, men jeg kunne se i hendes øjne, at der var noget alvor iblandet i hendes glæde.
”Hvad er der?” Spurgte jeg forsigtigt.
”Jeg har aldrig set Harry sådan før. Jeg har aldrig set ham smile sådan før, set sådan på nogen før. Jeg har aldrig set ham oprigtig lykkelig før. Harry er speciel, det har du helt ret i. Men det er ikke på den måde, du tror. Han har mange hemmeligheder. Nogle som ikke engang Louis ved. Han har haft en grum fortid, som stadig hænger fast i ham,” Hun kiggede mig dybt i øjnene. Hun sukkede inden hun fortsatte. ”Der er ingen der ser det, og langt fra alle der ser det. Han gemmer med en smerte, som jeg ikke engang tør beskrive… Det jeg prøver at sige. Pas på dig selv, du aner ikke hvad du går ind til. Han er ikke som du tror, han er.” Hendes øjne udstrålede af desperation.
”Jeg..” Jeg havde ingen ord. ”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige,” Hviskede jeg.
”Du skal ikke sige noget. Bare pas på, okay? Du er del af slænget nu, jeg skal nok have din ryg.” Hendes ord var ren og skær sandhed.
”Tak.” Smilede jeg, stadig skræmt over en lille del af den sandhed om Harry.

***

Mit hoved var et stort rod. Flere hemmeligheder om Harry, som han kun selv kendte til. Eleanor og de andre, var tydeligvis bekymret for Harry. Jeg skulle passe på, men på hvad? Eleanor havde nærmest skrevet en Shakespeare bog om den måde Harry var på over for mig. Jeg var splittet. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var så forvirret, at jeg ikke havde opdaget tårerne, der løb ned ad mine kinder. Jeg tørrede dem vredt væk. Hvad var det, jeg tudede over? Ingenting! Mine jeans var erstattet med et par løse shorts og store sokker. Mit hår var på en måde samlet i en knold. Og jeg. Jeg sad på midten af mit gulv, hulkende, tudende og komplet forvirret. Det gav ingen mening. Jeg var forelsket i to. Tanken i fik mig kun til at tude mere. Jeg havde lyst til at begrave mig i et kæmpe hul. Det gik ikke. Jeg måtte jo vælge på et eller andet tidspunkt.

Lyden af sten imod et vindue afbrød mine forvirrede tanker. Jeg rejste mig hurtigt, og kiggede hvad fanden det var. Harry stod nedenfor mit vindue. Panikken spredtes rundt i hele min krop, han måtte jo ikke være her. Hvis min far så ham, så var vi begge dødsdømt. Jeg åbnede vinduet.
”Hvad laver du her, du må ikke være her!?” Råbte jeg stille.
”Jeg ved det, du forklarede det mere eller mindre i går aftes,” Grinede han. ”Må jeg komme op?” Jeg nikkede, uden helt at vide hvorfor. Jeg gik ind igen, og havde egentlig ikke lyst til at se, hvordan han kom op. Han kom forsigtig kravlende ind ad vinduet, ligeså snart han var kommet ind, var jeg inde i hans favn. Hans kolde læber kyssede min pande, imens han klukkede af min opførsel. Jeg trak vejret skælvende. Han kunne mærke, hvor forvirret jeg var. Han sagde ikke noget, men lagde sig i min seng, hvor jeg lagde mig ind til hans bryst. Hans ene arm var rundt om mig, imens hans anden holdte mine fingre oppe, imens han legede med dem. Jeg smilede af og til. Han fik mig til at føle hel.

_________________________________________________________________________

Please like! Det vil betyde så meget! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...