Only Teardrops || Harry fanfiction

Harry er 18 år, et af skolens sorte får, som aldrig hører efter, retter sig kun efter sine egne regler. Han går til fester næsten hver weekend, har adskillige pigebesøg efter byturene og så er han vanvittig forelsket.

Emmelie er lige fyldt 17, hun er dygtig i skolen, derfor er hun rykket et år op. Hendes kæreste er den meget bestemmende, sportsfyr Josh. Hun har udssendet med sig, og hun føler hendes liv kører på skinner, indtil den dag hun ligger mærke til Harry, som vender hendes liv på hovedet.

"Only Teardrops" er en Harry fanfiction, fuld af drama, intriger, hævn, svigt og selvfølgelig kærlighed.

Jeg anbefaler, at læseren er 13 eller derover pga. anstødeligt sprogbrug og "scener" :)

137Likes
113Kommentarer
8354Visninger
AA

2. 1. Kapitel - Eftersidning

Harry’s point of view.

Jeg havde aldrig rigtig lagt mærke til hende før. Hun har altid bare været hende, som hang ud med ”sportsidioterne”, fik gode karakterer og sådan. Hende som boede i overklassen, fik alt hvad hun pegede på. Indtil nu, hvor hun kom væltende ind til timen, som var startet for 15 minutter siden. Hun var aldrig kommet for sent før, aldrig. Men det der var endnu mere chokerende, var da Mrs. Jensen gav hende eftersidning. Det lignede hende ikke, at straffe en god elev. 
Emmelie bed sig i læben, og gik ned mod sin plads ved siden af Josh med tårer i øjnene. Hun samlede sit kastanjebrune hår i den ene side, så man kunne se hendes højre kraveben og lidt af hendes solbrændte skulder. Mrs. Jensen fortsatte med undervisningen, efter at have stirret koldt på Emmelie, som krummede sig skyldigt sammen.

Timen sneglede sig af sted, og som altid sad jeg med musik i ørene og prøvede dagdrømme mig væk til et helt andet sted, men jeg kunne ikke i dag. Jeg kunne ikke få Emmelie’s skyldige ansigt ud af hovedet, og ind i mellem kom jeg til at kigge på hende, men hver gang måtte jeg kigge hurtigt væk igen. Josh sad ved siden af hende, kyssede hendes skulder, aede hendes ryg og trøstede hende så meget han kunne. Jeg kunne, af en eller anden grund, ikke holde ud at se på det. Nok fordi jeg ikke kunne klare Josh.

Han var den mest populære fyr på skolen, alle pigerne gik og nærmest savlede over ham. Kun fordi han var holdføreren på skolens basketball hold. Nej, jeg var ikke misundelig, jeg havde det godt med mig selv, det var bare ham. Han havde aldrig behandlet en pige ordentligt. Jeg havde både set og hørt om hans adskillige kæresterier. Han spillede på flere heste. Måske var jeg ikke bedre selv, fordi jeg selv havde forskellige pigebesøg næsten efter hver fest, men jeg følte det var anderledes. Der var ikke følelser indblandet, kun sex. Hvor derimod Josh gik rundt, og gav falske forventninger til enhver pige på skolen. Men måske var det anderledes med Emmelie? Han virkede meget glad for hende.

”Husk eftersidningen Mr. Styles og Miss Light!” Mrs. Jensen, skingre og strenge trængte igennem mine tanker og gav mig gåsehud. Det lød helt forkert, at Emmelie Light skulle have eftersidning, men der var ikke andet end at leve med, man kunne simpelthen ikke gå imod Mrs. Jensen.
Som den sidste i klassen forlod jeg klassen, og bevægede mig hen imod eftersidningsklassen. Lige foran døren stod Josh og lænede sig indover Emmelie. Jeg satte farten ned, så jeg kunne høre hvad han sagde.

”Hold dig fra ham, Styles! Jeg kan ikke lide ham. Han er den type der udnytter piger, så fald ikke for hans tricks, okay?” Hans hårde stemme gjorde et eller andet ved mig. Jeg blev anspændt, og havde faktisk lyst til at skubbe ham væk fra hende. Men Emmelie nikkede bare, men hun så stadig skyldig ud. Jeg skyndte mig forbi dem, og lod som jeg hørte musik, så de ikke kunne have mistanke om, at jeg havde lyttet.
Jeg satte mig bagerst i klassen, og håbede på, at det var Mr. Wilkinson der skulle holde øje med os i dag. Emmelie kom ind, helt fortvivlet. Hun var ikke tryg ved det her. Det passede heller ikke til hende. Herinde sad folk som mig, der ikke var aktive i timerne og svarede igen, dem som gik rundt og bankede dem der ikke makkede ret. Alle sådan nogle hårde typer, og så var der hende. Lille, artig og genert pige, som kommer 15 minutter for sent én gang. Mr. Wilkinson kom ind lige efter hende. Jeg smilede.

”Miss Light? Sikke.. en overraskelse at se dig her..” Sagde han dyb rystet, han var nu en fin nok lærer. Emmelie nikkede, og så ned i jorden. Mr. Wilkinson fortsatte så efter en pause. ”Der plads nede ved siden af Mr. Styles..” Mr. Wilkinson satte sig derefter på sin stol.

Emmelie stivnede, da han sagde mit efternavn. Hun gik med modvillige skridt ned imod mig. Jeg så ikke på hende, men på alle de andre fyre, som kiggede på hende med sultne blikke, og håbede på de fangede mit hårde blik, så de kunne kigge væk. Emmelie satte sig forsigtigt ned, uden at kaste ét blik på mig. Jeg smilede igen og rettede på min beanie. Hun var nervøs, det var let at mærke.

”I har en time fra nu, til at tænke over, hvad i har gjort. Jeg henter lige min kaffe,” sagde Mr. Wilkinson og gik.

Emmelie var stadig nervøs og rigtig utryg ved situationen. Hun pillede hele tiden ved hendes hår og hendes blå øjne flakkede rundt.
”Hey, slap af. Det kommer ikke efter dig,” hviskede jeg, og prøvede at få hende til at slappe af. Hun kiggede nervøst på mig for første gang. Hendes blå øjne fangede mig og fastholdte mit blik. Jeg tabte næsten tråden.
”Hør her, Styles..”
”Harry,” afbrød jeg hende.
”Harry,” Hun sukkede. ”Jeg falder ikke for dine tricks, jeg er sammen med Josh. Så.. stop nu og hold dig væk fra mig,” Hendes stemme var hård, men i undertonen skælvede den af nervøsitet.
”Jeg prøver ikke på andet end at hjælpe dig her! Så ro på. Og lad være med at høre efter hvad Josh siger. Vi har hver vores fordomme og historier om hinanden, han ved ingenting om mig, han..” Jeg afbrød mig selv. Mr. Wilkinson kom gående ind med sin kaffe. Jeg lænede mig tilbage og kiggede væk fra Emmelie.

Kort efter blev jeg blev prikket let til. Jeg vendte mit hoved imod hende igen. Hun skubbede et papir hen imod mig, hvor der stod:
”Hvad for nogle fordomme og historier har du om ham?” Jeg grinte stille og tog hendes blyant og skrev:
”Dem må du høre en anden dag, Mr. Wilkinson opdager os bare.” Hun nikkede til mit svar.
Resten af timen blev der ikke sagt et ord, men lige så snart Mr. Wilkinson havde sagt vi måtte gå, havde Emmelie rejst sig hurtigt op, gået to, tre skridt, vendt sig om igen.

”Vi ses, Harry,” Havde hun sagt, smilende faktisk og så havde hun styrtet ud af klassen, sikkert for at finde Josh. Jeg stod tilbage med et smil på læben, og ikke kunne få hende ud af mit hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...