22 letters (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Efter Niall mister den person som betyder aller mest i hans liv, Rosie, beder en psykolog ham om at skrive ned hvad han føler.

Hvert kapitel, skal forestille at være et brev som Niall har skrevet om deres tid sammen. Man får mere og mere af vide om Rosie, og tiden fra starten til enden.

Håber i vil læse med.
Undskylder på forhånd stave/grammatik fejl, da jeg aldrig har været den bedste til at stave.
Ris og ros modtages gerne.

13Likes
11Kommentarer
808Visninger
AA

10. 9 letter

Da jeg vågnede sov Rosie stadig, hendes øjenlåg lå blødt knebet sammen, hendes lille mund stod en smule åben, den ene hånd var placerede under Rosies hoved, som lå blødt på mit bryst, mens den anden hånd hvilede forsigtigt på min hofte- hun så virkelig sød ud, når hun sov. Men samtidig undrede det mig, at hun stadig sov? Hun havde virkelig sovet længe, de sidste par dage, hvilket ikke lignede hende. Jeg lå lidt og betragtede hende, men da jeg forsigtigt rakte ud efter min mobil, vågnede hun.

Hun kiggede op på mig, og sendte mig et lille søvnigt smil, jeg gengældte smilet, og kyssede hende blidt i panden ”du har godt nok sovet længe” mumlede jeg.

Hun gned sig langsomt i øjne, og det var som om, at der gik noget tid, før hun opfattede hvad jeg sagde ”jeg er bare så træt for tiden” og trak på skudrene.

Jeg rejste mig lidt op, og tog armen rundt om hendes skulder, så min hånd hvilede på hendes ryg, og jeg begyndte blidt at tegne små cirkler med min finger, mod hendes bare ryg.

Efter lidt kom Louis brasende ind, og vi vendte os begge forskrækket om. Han kiggede lidt forlegent på os, og bakkede forsigtigt baglæns ”undskyld.. I skal nok få privat liv” mumlede han, og hans kinder blev røde. Rosie grinede og rystede på hovedet, ”det gør altså ikke noget lulu (et kælenavn som hun havde fundet på), ville du noget?” hun smilede opmuntrende til ham.

Han stod kort og overvejede situationen, men gik så hen i mod os, ”det fordi jeg skal op og købe morgenmad, og tænkte om en af jer ville med? De andre gad ikke” hans kinder var stadig lidt røde, men det var så småt ved at forsvinde igen. På en eller anden måde var det lidt sødt.

”Jeg vil da gerne” hun smilede lidt genert til ham, og man kunne se hvordan det lyste op i Louis øjne. Han hadet at skulle gøre sådan noget helt alene, så det at en ville gå med, det var åbenbart the moment of the day. Jeg sendte ham et skævt smil ”desværre”, han rystede på hovedet, og det lignede ikke at det gjorde så meget, så længe en ville gå med.

”Jeg gør mig lige klar, og så skal jeg være der” mumlede hun, og svang benene ud over madrassen. Han nikkede, og lidt efter forstod han, at det var en hentydning til, at han skulle gå ud, så hun kunne skifte tøj, han slog sig i panden, og gik grinende ud ”jeg er lidt dum her til morgen”.

Da Louis var gået, gik jeg langsomt hen, og bagfra lagde mine hænder på hendes hofter, strøg lidt af hendes hår bag ved hendes øre, og plantede et kys på hendes kind, hun fniste- sikkert fordi det kildede.

”Jeg elsker dig” hviskede hun, og lagde sine hænder på hver sin kind, og kyssede mig på munden, og her stod jeg, med en stor smiley klistret på mit ansigt... I starten troede jeg, at det var umuligt at elske nogen mere, end jeg elskede hende, men sandheden var, at jeg elskede hende mere og mere, for hver dag der gik. Jeg elskede alt fra hendes små fødder, til hendes lange krøllede hår, og bare et smil fra hende, og så var der sommerfugle i maven.

Hun puffede mig blidt, væk og trak så i tøjet.

Rosie og Louis forsvandt op til købmanden, og de andre og jeg, begyndte at dække morgenbord. Det var vores sidste dag på pladsen, og i eftermiddag, ville vi flyve til New York, da vi skulle spille koncert der i overmorgen. Jeg ville savne roen fra pladsen, jeg ville savne tiden- specielt kvalitetstiden med Rosie. - Men mon jeg forhåbentlig ikke ville få mere af det, på et senere tidspunkt? Vi havde jo snakkede om at flytte sammen- faktisk op til flere gange. Så mon ikke vi havde en fremtid sammen? Et smil plantede sig på mine læber, det var en fantastisk tanke. Tanken om at blive gammel med hende, det føltes et eller andet sted så rigtigt.

Mine tanker blev afbrudt da min telefon ringede, jeg kiggede forvirret ned på telefonen- ukendt nummer.

”Det Niall” jeg prøvede ikke at lyde alt for forvirret, men hvem fanden ville have fat i mig nu?

”Hej Niall” jeg genkendte straks hendes stemme, og var ikke et sekund i tvivl om at det var Irina.

”Irina” svarede jeg glad, og drengende vendte sig om, og kiggede nysgerrigt, og forvirrede på mig.

”Det jo din sidste dag på pladsen, så jeg tænkte om vi ikke, hurtigt kunne nå at ses?”, et smil bredte sig på mine læber, men rystede så på hovedet. Drengenes øjne hvilede stadig på mig, men jeg prøvede at lades som ingen ting.

”Det kan jeg desværre ikke nå” mumlede jeg, og pillede ved mit hår, ”men en anden dag” skyndte jeg mig at sige. Samtalen med hende i går, havde faktisk været okay, og hun var meget nede på jorden. Jeg følte hun snakkede til mig, og ikke Niall Horan fra One Direction. Det var en uvant ting, at folk snakkede til mig, selvfølgelig gjorde drengene, min familie og Rosie det, men oftes når jeg var sammen med folk, så var det ikke sådan.

”Okay vi m lige snakke sammen om det” hun lød lidt skuffet, men med lidt håb i stemmen.

”Selvfølgelig, jeg ville ellers gerne” drengenes blikke, som endelig havde forladt mig, vendte hurtigt tilbage. Lød jeg for glad? Eller hvad var deres problem?

Louis, og Rosie kom gående ned ad bakken. Mit blik søgte efter Rosies, men hun gik med hovedet bøjet, fokus i gulvet, og med tårer ned ad kinden, hun gik med hurtige skridt, og skyndte sig forbi mig, med Louis lige i hælene.

”Irina, jeg bliver nød til at smutte. Vi ses ik?” jeg skyndte mig at lægge på, og forsatte ind efter Rosie.

Da jeg kom ind, holdt Louis om hende, og hendes ansigt var begravet i hans skulder, mens små hulk forlod hendes læber.

Louis øjne, mødte hurtigt mine, og rystede på hovedet, og gav mig et blik, der sagde jeg skulle gå.

”Hvad sker der?” jeg kiggede forskrækket ned på Rosie, og det var først der hun lagde mærke til mig, det gav et lille sæt i hendes krop, og da hun fik øje på mig, rystede hun på hovedet. Louis aede blidt hendes på hovedet, og hviskede hende noget i øret.

Hun nikkede, og han rejste sig op, og gik over mod mig, ”du kan lige vove at vise dig her”, han havde et forvirret blik, men vreden dominerede blikket. Jeg kigget forvirret på ham, hvad jeg lavede her? 1. Det var mit telt, og her jeg ”boede”, og for det 2. var det min kæreste, som lå og var sønder knust. Det skar i hjertet, at se hende sådan. Jeg tog et skridt forbi Louis, og var på vej over mod Rosie, da han tog fat i mig, og skubbede mig ud. Hvad forgik der?

”Hvad fanden har du gang i?” jeg kiggede irriterede på Louis, men han rystede bare på hovedet, og mumlede ”det er det jeg spørger dig om”, han vendte sig om, og forsvandt ind til hende.

Jeg stod og lignede et stort spørgsmålstegn. Hvad skete der? Hvorfor ville han, ikke have, at jeg var sammen med Rosie? Liam forsvandt ind forbi mig, ind i teltet til hende. Jeg havde forventet at Louis også ville smide ham ud, men der skete intet.

Det er det jeg spørger dig om? Ordene hang fast i mit hoved, og jeg havde på fornemmelsen, at han havde ment noget med det.

 

**

 

I flyet sad Rosie sammen med Liam, og det havde stadig ikke været muligt for mig, at snakke med hende, da hun blev ved med at undgå mig. Hun var knust- det var tydeligt at se på hende, påtrods af, at hun gjorde alt for at skjule det.

Drengene var sure på mig, og havde ligesom Rosie prøvet hvidt mugligt at undgå mig- Jeg forstod stadig ikke, hvad der foregik omkring mig.

Det mindste de kunne gøre, var da at fortælle mig, hvad der var sket... Jeg vidste udmærket godt, at jeg havde gjort noget- men hvad?.

Jeg kiggede over på Zayn.. Men han sad med ryggen til mig. Da vi kom ind i flyet, havde jeg prøvet at sætte mig ved siden af Rosie, men hun havde fået Liam til at sætte sig der. Bag hende havde Louis og Harry sat sig, og det virkede ikke ligefrem frivilligt, da Zayn havde sat sig, ved siden af mig... Det pinte mig, at alle var sure på mig, men mest af alt, pinte det mig at se Rosie sådan. Det var tydeligt, at hun kæmpe for at se stærk ud, og som om det ikke ramte hende, men man kunne let se igennem hendes facade.. Hun var knust, og det var min skyld. Jeg blev ved med at tænke de sidste par dage igennem, men jeg kunne ikke se, hvad der skulle have gjort hende så ked af det?

Jeg kiggede endnu en gang over til Zayn, han sov ikke, men musikken var i ørene, ryggen vendt mod mig, og hætten trukket op over hovedet, mit blik flakkede nu over mod Rosie, hun havde hovedet lænet op mod væggen, og her fra lignede det mest af alt hun sov.

Da flyet landede New York, var lufthavnen fyldt med mennesker, journalister og skrigende fans, jeg savnede allere, stilheden på campingpladsen. Rosie så skræmt ud, og klamrede sig op ad Liam, mens de masede sig igennem mængden.

I bilen havde Rosie sat sig ved siden af Harry, som kørte, hvilket igen ikke gav mig mugligheden for at snakke med hende. Jeg sad fraværende og kiggede ud af vinduet, mit humør var helt nede, og jeg forstod stadig ikke, hvad jeg havde gjort....

Regnen piskede på ruden, og skyskraberne lavede skygger hen over bilen, det var helt vildt, hvordan man virkede så lille, når man kørte mellem det ene højhus efter det andet, gaderne virkede også mindre. Min tanker blev afbrudt, da min telefon ringede, jeg fik et lille chok og hoppede i sædet.

”Det Niall” svarede jeg, mindre forskrækket, men vendte hurtigt min opmærksomhed mod vinduet igen.

En stemme grinede i den anden ende, men jeg kunne hurtigt genkende den, ”nå hej Irina” drengenes + Rosies opmærksomhed og blikke, blev hurtigt henvendt til mig.

Harry strammede grebet om rettet, Rosie bed sig nervøst i læben, og Liam knyttede næverne. Irina snakkede om det ene og andet, men vi blev afbrudt af Zayn ”hvis lidt respekt” sagde han irriteret.

Det plejede ikke at irritere ham, når jeg snakkede i telefon, så derfor blev jeg en smule forvirret.

”Jeg bliver nød til at løbe” mumlede jeg, og lagde på. Der var en væmmelig stilhed i bilen, Rosie var meget fraværende, og det lignede hendes kønne lille hoved, var ved at eksplodere for bare af tanker.

Resten af turen forlød i akavet stilhed, hotellet vi skulle bo på, var virkelig flot, og lignede noget som havde kostet en million. Vi fik nøglerne til værelset, og det viste sig at jeg skulle på bo på værelse med Rose, hvilket lettede mig, for nu kunne jeg da få snakket med hende!

Rosie sendte Liam et bedende blik, og han forstod vidst hurtigt hentydningen, ”Niall, kan vi ikke bytte værelse?” jeg kiggede forvirret på ham og rynkede brynene... Hvad havde jeg gjort, som kunne få alt her til at gå så galt...?

___________________________________________________________________________

Jeg undskylder igen, igen, igen at jeg ikke har fået skrevet.. 

Jeg har haft meget travlt med skole, og har ikke haft overskuet til at få skrevet.. Men vil nå det så godt jeg nu kan... 

 

Nå men hvad tror i Niall har gjort? 

Og tror i Rosie kommer til at tilgive ham?

 

-Hikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...