22 letters (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Efter Niall mister den person som betyder aller mest i hans liv, Rosie, beder en psykolog ham om at skrive ned hvad han føler.

Hvert kapitel, skal forestille at være et brev som Niall har skrevet om deres tid sammen. Man får mere og mere af vide om Rosie, og tiden fra starten til enden.

Håber i vil læse med.
Undskylder på forhånd stave/grammatik fejl, da jeg aldrig har været den bedste til at stave.
Ris og ros modtages gerne.

13Likes
11Kommentarer
797Visninger
AA

7. 6 letter

 

Da jeg vågnede var Rosie på badeværelset.

Bruseren kørte på fuld drøn, og man kunne svagt høre hende synge- Rosie sang altid i badet.

Det var ærgerligt hun havde sådan scene skræk, for hun havde den smukkeste lyse luftige stemme.

Jeg lå længe og stirrede op i loftet, og kom til at tænke på i går.

Betød det, at hun også følte noget for mig? Eller betød det bare, at hun lige havde lyst..?

Jeg huskede tydeligt hendes læber mod mine, og hendes sødelige ånde mod min krop.

Burde jeg egentlig fortælle hende, at jeg elskede hende? Eller ville det ødelægge det hele?

Mine tanker blev afbrudt, da Rosie kom ud fra badeværelset. Hun havde håndklædet svøbt om hendes krop, håret hang vådt ned af ryggen, og dryppede på gulvet, og hun gik og nynnede.

”Godmorgen Rosie” jeg smilede til hende. Hun stivnede, holdte op med at synge, og vendte sig om, og kiggede forskrækket på mig. Hun åndede lettet op, ”du forskrækkede mig” indrømmede hun, og sendte mig et smil- Der skulle virkelig intet til at skræmme/forskrække hende, og det var også derfor, at hun hadet gysere.

”Hvilken en skal jeg tage på?” spurgte hun, og viste mig to t-shirts. Den ene var en stor over-size hvid T-shirt, som altid hang lidt ned af hendes skuldre. Muglighed to var en blå og hvid stribet t-shirt, som igen var over- size- som i nok kan høre på det hele, så ejede Rosie næsten ikke andet, end over-size tøj.

Jeg trak på skuldrene, hun så jo godt ud i det hele, ”Aner det ikke” indrømmede jeg. Hun drejede rundt på hælen, sukkede opgivende ”du har aldrig en mening, når jeg spørger dig om sådan noget” og gik tilbage til sin kuffert, hvor hun ledte videre i alt sit tøj.

”Der er også den her” svarede hun, og kiggede afventende på mig. I hånden havde hun en lyserød (igen over-size t-shirt), hvor der var lidt hvidt broderi på kanten af ærmerne.

Jeg tog mig selv i, at ville sige, at hun så godt ud i det hele, og fik i stedet sagt ”det er op til dig”. Hun rystede opgivende på hovedet, men endte med at beslutte sig, for den hvide. Ellers havde hun et par cowboy shorts på, og havde sat sit krøllede hår op i en hestehale- Jeg elskede virkelig, når hun havde sat håret op, for så kunne man se hendes smukke ansigt.

”Jeg smutter i bad” sagde jeg, og gik forbi hende og videre ud på badeværelset.

Gad vide, om i går havde betødet noget for hende... Og om jeg overhovedet betød noget for hende. Jeg kiggede mig i spejlet, og satte lidt på håret: hvordan skulle hun nogensinde falde for mig.. Og hvordan skulle jeg få hende til det? Jeg ville gøre alt for at hun skulle blive min.. Generelt ville jeg, bare gøre alt for den pige.

Jeg begyndte på den faste morgen rutine- gå i bad, tage tøj på, sætte hår og børste tænder, men tankerne omkring Rosie var der konstant.. Jeg måtte altså snart gøre noget!

Da jeg kom ud fra badet, sad Rosie på sengekanten, ”kan vi ikke gå ud i byen og spise morgenmad?” hun kiggede forventningsfuldt op på mig. Jeg smilede til hende ”selvfølgelig, men skal vi spørger om de andre vil med, eller?”

Vi blev enige om at hente de andre, og der gik ikke længe før, at vi alle sammen gik nede på gaden.

Forerst gik jeg med Zayn og Louis, bag os gik Liam og Rosie, og helt bagerst gik Harry alene. Han virkede ikke som om, at han var i det bedste humør. Men hvis det handlede om det i går, så havde jeg på ingen måder, tænkt mig at undskylde!

Flere gange kunne jeg høre Rosie grine, og det glædede mig sådan når hun var glad. Men samtidig kunne jeg ikke lade værd med at tænke på i går... Ingen af os, havde nævnt det. Men på den anden side var Rosie ikke typen, som kyssede og gik i seng med drenge, uden grund. Så det måtte jo næsten betyde, at hun havde følelser for mig..? På den anden side, kunne det selvfølgelig også være, at det bare var fordi, at hun var træt, var ked af det med Harry, og så kunne hun da få lidt kærlighed ud af mig.. På mange måder var det lidt komisk: hun flirtede stort set ALDRIG med nogen, hun gjorde ikke så meget ud af sig selv, og hun havde slet ikke nær kontakt med nogen drenge, med mindre hun var helt væk i dem. Og alligevel havde hun altid været den, som alle drengene ville have. Det måtte være hendes naturlige charme.

Vi fandt en lille cafe, hvor vi valgte at spise. Rosie fik en hindbær smootie, Liam og Louis en croissant, Harry og jeg en bagel, og Zayn fik æg og bacon.

Vejret var dejligt, det var varmt, solen skinnede, og fuglene sang smukt.. Generet var det bare en smuk morgen.

Vi sad alle og grinede, og havde det generelt sjovt med hinanden, men Harry sad der bare, han sagde ikke noget som helst, han stak lidt til sin bagel, men spiste ikke noget af det, og han sagde slet ikke noget.

Flere gange spurgte Rosie om han var okay, men han svarede hende ikke, og stak bare videre til bagelen.... Han kunne i det mindste svare hende- som om at hun skylder ham noget som helst.

”Må jeg bede om vandet?” spurgte Rosie. Vandkanden stod ved siden af Harry, og han værdiet det ikke engang et blik. ”Du kan da for helved svare hende” råbte jeg og slog i bordet. De kiggede alle forskrækket op på mig, men Rosie kiggede ned i bordet. ”Du kan jo sagtens høre hende? Og du kan virkelig ikke bærer den af, over for hende? Det for latterligt det her” jeg kiggede arrigt på ham, men han svarede ikke, og stak bare videre til sin bagel.

Jeg satte mig ned igen, men kunne mærke vreden stige mig til hovedet. Og han rakte stadig ikke Rosie vandet.

Jeg bed tænderne sammen, og knyttede næverne under bordet, men Louis lagde stille en hånd på min skulder ”rolig.. han er ikke det værd” hviskede han. Han kiggede mig roligt ind i øjne, men det kunne ikke nytte noget.. Han skulle altså ikke slippe godt fra det her!

Men jeg tog alligevel en dyb indånding, og prøvede at slappe af. Også for Rosies skyld, jeg vidste, at hun ikke ville have flere problemer, og helst ville lade som om, at det aldrig var sket.

Resten af middagen forløb lidt anspændt, ingen turde sige noget. Jeg kiggede flere gange over til Rosie, men hun kiggede væk.. Generelt virkede hun ikke som om, at hun ville snakke med mig.

Efter morgenmaden, var vi igen på vej mod hotellet. Rosie gik sammen med Liam. Jeg kiggede flere gange tilbage mod hende, men hun kiggede bare ned i jorden.

Da vi kom op på værelset, begyndte jeg at tage sko af, og smed mig i sengen. Men Rosie gik bare ind, og hentede sin jakke, og tog den på. ”Hvor skal du hen?” råbte jeg efter hende, hun stillede sig i døråbningen, og kiggede surt på mig. ”Jeg går en tur, med Liam” mumlede hun vredt, snurrede rundt på hælen, og gik.

Jeg løb efter hende, tog fat i hendes arm ”slip mig” sagde hun irriteret, og trak armen til sig. Jeg tog fat i armen igen, og fik hende drejet ind, så jeg holdte om hende. ”Slip mig” gentagede hun, jeg prøvede at få øjenkontakt med hende, men hun kiggede stadig ned i jorden. Hun prøvede igen at kæmpe sig fri, men jeg holdte hårdt fat i hende. ”Hvad er der galt?” spurgte jeg, men jeg kendte vidst allerede svaret. ”Hvad fanden havde du gang i på cafeen.. Tror du ikke selv, at jeg kan klare mine problemer? Det var ligesom i går, da du tog fat i ham på gangen..” for en gang skyld, havde vi øjenkontakt, men hendes blik var fyldt med en blanding af vrede, og tårer.

”Lad mig forklare” hviskede jeg, men hun rystede på hovedet. Hun hev armen til sig, men jeg gjorde intet for at holde hende fast... Og hun gik med vrede skridt, videre ned af gangen. Jeg skulle have løbet efter hende, men jeg gjorde intet. Stod bare der.. Og væk var hun.. Mens jeg kiggede efter hende. Hvordan kunne jeg lade hende gå?

Efter jeg havde stået noget tid på gangen, gik jeg ind på værelset. Jeg smækkede døren, og slog hånden mod vægen. Jeg stod længe med hånden mod væggen, jeg stod der bare, og stirrede.. Hvorfor kunne jeg ikke gøre noget rigtigt.

Efter lidt tid, satte jeg mig tilbage på sengen, og fandt min guitar frem.

Jeg fandt også en blog frem, og begyndte at skrive på en sang.

Efter et par timer, gled døren forsigtigt op, og ind kom Rosie.

Jeg kiggede overrasket op på hende. ”Undskyld” mumlede hun, tog jakken af, og satte skoene.

”Det er mig som undskylder” hviskede jeg. Hun kom over og satte sig på sengen.

”Er du ved at skrive en ny sang?” hun tog papiret, og lod hånden glide ned langs papiret.

Jeg nikkede, ”vil du høre den?.. Jeg skrev den faktisk til dig” indrømmede jeg, og kunne mærke hvordan mine kinder blev helt røde.

Hun smilede til mig, og nikkede ivrigt. ”Men den er altså ikke helt færdig” mumlede jeg.

Hun satte sig i skrædder stilling, og kiggede forventningsfuldt på mig.

Jeg tog en dyb indånding og begyndte at spille og synge.

Your hand fits in mine like it's made just for me
But bear this mind it was meant to be
And I'm joining up the dots with the freckles on your cheeks
And it all makes sense to me

I know you've never loved the crinkles by your eyes when you smile,
You've never loved your stomach or your thighs
The dimples in your back at the bottom of your spine

But i'll love them endlessly

I won't let these little things slip out of my mouth
But if I do, it's you, oh it's you, they add up to
I'm in love with you and all these little things

You can't go to bed without a cup of tea
Maybe that's the reason that you talk in your sleep
And all those conversations are the secrets that i keep
Though it makes no sense to me

I know you've never loved the sound of your voice on tape
You never want to know how much you weigh
You still have to squeeze into your jeans
But

You're perfect to me

I won't let these little things slip out of my mouth
But if it's true, it's you, it's you, they add up to
I'm in love with you and all these little things

You never love yourself half as much as i love you
You'll never treat yourself right darling but i want you to
If i let you know, i'm here for you
Maybe you'll love yourself like i love you oh and

I've just let these little things slips out of my mouth
'Cause it's you, oh it's you, it's you they add up to
And i'm in love with you (and all these little things)

I won't let these little things slip out of my mouth
but if it's true, it's you, it's you they add up to
I'm in love with you, and all your little things.

 

Jeg tog en dyb indånding, og lagde guitaren til side.

”Jeg elsker dig Rosie.. og det er derfor, at jeg reagere sådan overfor Harry.. Undskyld.. Men jeg elsker dig utrolig højt, og har egentlig gjort det længe”. Jeg bed mig i læben, og turde knap nok at kigge op på hende.

Hun tog armene rundt om min hals, og væltede mig. Hun kiggede mig dybt ind i øjne, og hviskede ”og jeg elsker dig”. Hun kyssede mig på munden.

Jeg kiggede overrasket op på hende.

Hun sendte mig et genert smil, og jeg gengældte det.

”Skal jeg så være totalt børnehave agtig.. Og spørger om du vil være min kæreste?” spurgte jeg, og kyssede hende igen på munden.

Hun grinede af mig, men svarede alligevel ”det vil jeg gerne”.

Vi lå længe, ingen sagde noget, men vi lå helt tæt. Tænkt sig, at hun endelig var min?

”Jeg kan ikke komme mig over, at du er min.. Jeg har villet spørge sig i hundered år, men var sikker på at få et nej?” hviskede jeg, og kiggede ind i hendes smukke grønne øjne.

”Hvorfor tror du, at jeg ikke var interesseret i Harry?” svarede hun, og rynkede på næsen. Den havde jeg selvfølgelig ikke tænkt på.

Det bankede på døren, jeg gav Rosie et kys på næsen, rejste mig op og gik over og åbnede.

”I ved godt, at vi skulle være kørt her fra, for ca. 10 minutter siden, ik?” sagde Liam, inden jeg overhovedet havde nået at åbne døren. Det havde jeg selvfølgelig glemt alt om.

”Hej Liam” sagde hun, og smilede til ham. De var efterhånden blevet pænt gode venner.

Jeg tog et skridt tilbage, og betragtede værelset. Vi havde ikke pakket, vores tøj flød alle muglige steder, og pizza æskerne lå stadig g flød på gulvet.

Vi skyndte os at få pakket og ryddet op.

Da vi senere kom ned i bussen, sad alle og kiggede afventende på os- 20 minutter forsinket, det hjalp ikke ligefrem på Harrys humør. Men ved i hvad? Han kunne rende mig et vidst sted...

Vi satte ved siden af de andre, rundt om køkkenbordet.

Næste stop var San Diego, så vi skulle køre i ca.2-3 timer, alt efter trafikken.

Som sædvanligt, faldt Louis og jeg i søvn, på nogle madrasser bag i bussen. Da jeg vågnede sad Zayn og Liam og spillede kort, mens Rosie og Harry var væk- Typisk! Synes tit de to blev væk..

Jeg rejste mig, og gik over, og spillede kort med drengene, og der gik ikke længe, før Rosie og Harry var tilbage.

 

*

Vi var fremme sent om aftnen. Igen fik Rosie og jeg, et dobbelt værelse- noget som jeg godt kunne vænne mig til! Hotellet lå lige ud til vandet, og vi havde den smukkeste udsigt.

Rosie var igen meget begejstret, og løb rundt på værelset. Der gik ikke længe, før vi begge var trætte og gik i seng.

Rosie lå med ryggen til mig, og jeg omfavnede hende bag fra.

”Hvad lavede dig og Harry i dag?” spurgte jeg, og anstrengte mig for, at ikke at lyde alt for nysgerrig.

Hun vendte sit hoved, så hun kunne se mig, men havde stadig ryggen til mig. ”Jeg snakkede bare med ham, om hvorfor han var så vred. Og bagefter forklarede jeg ham, at vi to var sammen nu” svarede hun. Jeg kløede mig i håret, ”og hvordan tog han så det?”.

Hun trak på skuldrene ”forholdsvis fint”.

Vi lå længe og snakkede om alt mugligt, da der blev stille lidt. Jeg var lige ved at falde i søvn, da hun hviskede ”jeg ville ønske, at jeg kunne falde i søvn, sådan her hver nat”.

”Det kan du da også” mumlede jeg. Hun vendte sig om, ”nok ikke, når vi har hver vores adresse”.

Hun rejste sig, så hun nu sad med skulderen mod mig, og jeg satte mig op ved hende, ”du flytter da bare ind i min lejlighed?” svarede jeg. Hun rynkede sine øjenbryn, og grinede af mig ”meget sjovt” mumlede hun, og trak noget af hendes hår, bag øret. ”Jeg mener det” hviskede jeg, og kyssede hende blidt på munden, ”Ja right” svarede hun. Jeg kiggede hende dybt ind i øjne, ”når vi kommer hjem her fra, har vi delt værelse i 50 dage. Hvis vi kan klare det, så kan vi i hvert fald også klare, at bo sammen” hun kiggede på mig, ”mener du det” hviskede hun, og hun lød helt forhåbningsfuldt. ”helt klart” svarede jeg, og kyssede hende i panden. ”Okay så roomie” grinede hun, og jeg trak på skuldrene ”med mindre du selvfølgelig ikke vil”. ”Selvfølgelig vil jeg det” hviskede hun, og lagde sig ned, så jeg igen lå og omfavnede hende.

”Godnat roomie” hun smilede til mig, og jeg grinede stille for mig selv.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...