22 letters (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Efter Niall mister den person som betyder aller mest i hans liv, Rosie, beder en psykolog ham om at skrive ned hvad han føler.

Hvert kapitel, skal forestille at være et brev som Niall har skrevet om deres tid sammen. Man får mere og mere af vide om Rosie, og tiden fra starten til enden.

Håber i vil læse med.
Undskylder på forhånd stave/grammatik fejl, da jeg aldrig har været den bedste til at stave.
Ris og ros modtages gerne.

13Likes
11Kommentarer
835Visninger
AA

6. 5 letter

 

Da jeg vågnede, kiggede jeg ind i to grønne funklende øjne. To øjne som jeg vidst havde kigget på, lidt for mange gange.

Rosie var et morgen menneske, og sov slet ikke ligeså meget som jeg gør.

”Godmorgen” hun smilede til mig. Og som sædvanligt- som jeg nok har kommenteret mange gange. Kom to søde smilehuller frem. De smilehuller var bare så charmerende.

”Godmorgen” svarede jeg.

Jeg kunne godt vænne mig til, at vågne op til sådan et syn hver dag.

”Hvad har du tænkt dig at lave i dag?” spurgte jeg hende.

Dagen stod på interviews og koncert- noget som jeg vidste, at Rosie slet ikke havde tænkt sig, at deltage i.

Hun trak på skuldrene, ”det ved jeg ikke.. Shoppe måske?”.

Jeg smilede til hende og rynkede på næsen- typisk hende! Rosie var en ”rigtig pige” og vidste ikke noget bedre end at shoppe.

”Har du været vågen længe?” spurgte jeg, og strakte mig.

”Lidt” indrømmede hun.

Hun smilede til mig igen.

Jeg elskede virkelig når den pige var glad- Sådan virkelig.

Jeg elskede hendes charmerende smilehuller, hendes bedårende lille lyserøde mund, hvor læber næsten altid var en lille smule adskilte. Jeg elskede når hun rynkede på sin lille næse, og når smilet nåede helt op til øjne- Mest af alt elskede jeg hende.

Hun svang benene ud af sengen, og rejste sig op.

”Nu har du ligget der længe nok.. Vi har en hel dag foran os” hun trak i min dyne, som tegn på, at jeg skulle rejse mig.

I stedet tog jeg fat rundt om hende, ”du bliver her” svarede jeg, og væltede hende ned tilbage i sengen. Et lille skrig undslap fra hendes læber, hvorefter hun forsatte med at skrald grine.

”Niall slip mig!” skreg hun, men skriget blev kvalt i lyden af hendes grin. ”Du kan tro nej” svarede jeg, og holdt nu bedre fast i hende. Hun kæmpede med alle sin kræfter, men det hjalp intet- jeg var nu alligevel stærkere end hende.

Hun greb fandt i en pude, og begyndte at slå mig med den. Jeg tog fat i hendes arme, og holdte dem nede i sengen. Jeg satte mig over hende, og begyndte at kilde. Endnu et hvin undslap hendes læber, og hun kæmpede nu endnu hårdere for at slippe væk- Men igen, jeg er stærkest.

Jeg holdte op med at kilde hende, men holdte dog stadig fast i hende.

Hun holdte op med at kæmpe, og lå nu bare og var forpustet, mens hun kiggede dybt ind i mine øjne.

Jeg tog mig selv i, at skulle til at kysse hende, men det bankede på døren.

Jeg rejste mig, for at gå over og åbne.

Jeg vendte mig om og kiggede over på hende. Hun lå nu og støttede sig på sin albue, med håret bag ved øret.

Jeg åbner forsigtigt, og Harry kom nærmest brasende ind. Jeg trådte et skridt tilbage, og ind var han. Intet godmorgen, bare direkte ind. Jeg lukkede døren bag ham, men han gik direkte forbi mig, og videre over til Rosie.

”Kom her, jeg skal snakke med dig” udbrød han, tog fadt i hendes arm og trak hende med sig ud af døren.

Rosie kiggede sig forvirret over skulderen til mig, men fulgte dog efter.

Hvad fanden havde han gang i?

Han kunne da stille og roligt sige, at hun skulle komme med? Men næh nej... Og så det tidspunkt? Nu gik det lige så godt med hende.

Jeg skulle til at gå efter ham, og give ham en lektion i, hvordan man skulle behandle min prinsesse, men jeg lod alligevel værd, og tænkte de nok hellere måtte få lidt privat liv.

Jeg gik over til min kuffert, og bestemte mig for, hvad jeg ville have på i dag. Og fortsatte videre ud i badet.

Da jeg var færdig i bad, var Rosie stadig ikke kommet tilbage.

Burde jeg gå ud, og tjekke om hun var okay?

Nej... Nej Niall, hun skulle også have noget privat liv. Måske var hun slet ikke interesseret i, at jeg tjekkede til hende.

Desuden, der var nok ikke gået så længe, som det føltes.

Jeg gik tilbage på badeværelset og begyndte at sætte hår, børste tænder osv.

Efter lidt tid, gik døren op, og Rosie kom ind.

Det var en kæmpe lettelse at se hende igen- Jeg ved det lyder latterligt, for det var bare Harry, og han kunne jo aldrig finde på at gøre hende noget som helst. Alligevel var jeg altså bekymret for hende... Jeg ved ikke? Jeg var altid så overbeskyttende, når det havde noget med min sunshine at gøre.

Jeg spyttede tandpastaen ud, vendte mig om, og kiggede afventende på hende. ”Hva så? Hvad ville han?” spurgte jeg, og lød måske lidt for opmærksom.

Hvis han havde gjort hende noget ik? Ja undskyld men så, blev jeg altså nød til, at gøre noget ved ham..- Okay nu lyder jeg dramatisk igen.

”Han bor lige over os, ik?” startede hun. Der var tårer i hendes øjne, men det var tydeligt, at hun prøvede at holde dem tilbage. Jeg nikkede, og hun fortsatte ”Han havde hørt os.. Og så var han blev meget sur på mig, fordi han mener jeg går fra den ene til den anden...” hun tav, og tørrede en tårer væk, men fortsatte så ”jeg havde jo aldrig noget med ham? Det var noget han troede, og jeg var bare for langsom til at fortælle ham, at jeg ikke følte det samme? Desuden synes jeg at han overdriver.. Jeg gik ud med ham for to dage siden, ik? Så i går begynde han at kalde mig smukke og kysse mig på kinden og alt mugligt. Så fortæller jeg ham, at jeg ikke vil have noget sammen med ham.. Og så i dag? Så går jeg lige pludselig fra den ene til den anden..” Hun tav, pillede ved den ene krølle, men fortsatte så ”desuden forklarede jeg ham også, at du og jeg ikke havde noget sammen”. Hun tørrede endnu en tårer væk, og gik over mod sengen ”Jeg sagde jo, at jeg aldrig skulle have taget med” sagde hun tilsidst, satte sig på sengekanten, med ryggen i mod mig, og med hovedet begravet i hendes hænder.

Først nu gik det op for mig, at jeg slet ikke havde sagt noget, og stadig står med tandbørsten i hånden.

Jeg sætter den fra mig, og går over til hende. ”Så... Det skal nok gå. Han mener det slet ikke på den måde... Han har bare temperament hvis nogen afviser ham” svarer jeg, og stryger hende på skulderen. Jeg tog en tot af hendes hår, og strøgen den bag ved hendes ører.

Hun kiggede op på mig, med helt tårer fyldte øjne ”jeg sagde jo jeg bare ville være til problemer.. De kan jo ikke lide mig..” snøftede hun igen.

”Selvfølgelig kan de det! I det her tilfælde, er problemet jo ligefrem, at Harry kan lide dig lidt for godt” svarede jeg, og prøvede at lyde opmuntrende- ved nu ikke hvor godt det gik.

Men jeg ville gøre alt for at få den pige til at smile. Jeg kunne slet ikke, holde ud at se hende sådan her. Og samtidig var min vrede til Harry enorm.

Hvad fanden bildte han sig ind? En ting var, hvis de havde været sammen længe, men det havde de jo aldrig været? Han havde kendt hende i fucking 3 dage?

Rosie kiggede op på mig igen, og sendte mig et lille smil.

Jeg lagde min arm om hende, og trak hende ind til mig, mens jeg aede hende på skulderen. Jeg kiggede hende dybt i øjne. En tåre trillede ned af hendes kind, og jeg strøg den blidt væk med min tommelfinger.

Vi sad lidt, ”tak” svarede hun, gav mig et kram, og forsvandt ind på badeværelset.

Jeg sad lidt og tænkte, mens jeg kunne høre bruseren køre inde fra badeværelset af.

Da Rosie kom ud igen, gik vi sammen ned til morgen buffeten, ”hvad hvis Harry er der?” hviskede hun på vej ned af gangen.

”Bare støt dig op af mig, der sker dig intet” svarede jeg, og sendte hende et opmuntrende smil.

Nede ved buffeten sad alle drengene, bortset fra Harry- Så det kunne jeg ikke være bedre.

Vi satte os ned ved dem, og Rosie blev hurtigt i bedre humør.

”Er det okay jeg går op?” spurgte hun, og kiggede afventende på mig.

”Ja selvfølgelig” svarede jeg, og rakte hende nøglekortet.

Hun smilede til mig, og gik så ud af døren.

”Hvad sker der med hende og Harry?” spurgte Zayn, og Liam fortsatte ”Ja, jeg mødte Harry her til morgen, han var stik tosset”. Jeg kunne mærke vreden stige mig til hovedet, og jeg knyttede hårdt næverne under bordet. Den dreng... jeg kunne bare klguwtgæiu!.

Jeg fortalte drengene, om hvad der var sket.

De virkede alle meget forstående, og det hjalp faktisk at komme lidt ud med mine frustrationer.

Efter maden gik jeg op på værelset.

Jeg bankede på døren, men der var ingen der kom og åbnede- skide irriterende, at vi kun har en nøgle til værelset.

Jeg bankede igen, ”Rosie lukker du ikke op? Det er bare mig?” spurgte jeg, og bankede igen.

Denne her gang kunne jeg høre skridt, og hun nærmede sig døren.

Hun åbnede langsomt døren, men i stedet for de glade smilende øjne, som jeg havde forstillet mig at kigge ind i. Kiggede jeg lige ind i to tårer fyldte øjne.

”Hvad er der sket?” spurgte jeg, helt forskrækket.

Hun satte sig over på sengen, og begyndte at forklarer ”det var fordi, jeg mødte Harry på gangen.. Og så begyndte han på, at jeg skulle give ham en ny chance, og om jeg ikke ville med ham ud igen i aften, hvorefter jeg svarer, at jeg har en aftale med dig..” Hun tav og kiggede ned på sin arm, hvor jeg hurtigt fik øje på et blåt mærke. Jeg bed tænderne hårdt sammen, ”slog han dig?”. Hun kiggede nervøst op på mig, ”han blev bare utrolig vred, og tog fat i min arm.. Jeg sagde det gjorde ondt, og at han skulle give slip, men han skubbede mig ind i væggen, og begyndte at råbe af mig” hun tav. Jeg knyttede mine næver, og var lige ved at eksplodere af vrede. ”Det ikke så slemt” mumlede hun, men jeg hørte det kun halvt, for jeg var allerede på vej ud af døren.

Jeg var på vej mod Harrys værelse, da jeg så ham kom gående på gangen.

Uden at tænke videre over det, tog jeg fat i hans trøje, og løftede han op ad væggen ”hvad fanden har du gang i?” råbte jeg.

Han kiggede skræmt på mig, men jeg var ligeglad.

Det han havde gjort, var uacceptabelt.

”Rolig nu Niall..” men han nåede ikke længere, for jeg afbrød ham ”det skal ikke sige, at jeg skal være rolig” råbte jeg, og rystede hårdere fat i ham.

”Hvad fanden har du gang i?” råbte Louis, som kom gående rundt om hjørnet.

Han rev fat i mig, og skilte mig fra Harry. Harry begyndte at gå truende i mod mig, men Zayn var lige i hælene på Louis, og tog fat i ham.

”Rolig” råbte Louis igen, men uden resultat- gud røv ville jeg være rolig.

Ingen skal behandle Rosie sådan- Og jeg mener virkelig INGEN.

Jeg prøvede at kæmpe mig over mod Harry, men Louis tog fat i mig, og trak mig med ind på hans værelse.

Jeg hamrede næven mod hans væg.

Forhelvede... Det skulle han fandme ikke slippe godt fra.

”Hvad sker der?” råbte Louis for 117 gang.

Efter lidt tid, var jeg faldet lidt til ro, og forklarede ham det hele.

Louis sad stille længe, og overvejede situationen.

”Du virkelig vild med den pige, hva?” sagde han endeligt.

Det var måske ikke det, som jeg havde regnet med, at han ville sige, men jeg nikkede bare.

For ja, det var jeg... Jeg elskede hende ubeskriveligt meget.

”Hvad ville du have gjort, hvis jeg ikke var kommet gående?” jokkede han, og skubbede til min skulder.

Jeg trak på skuldrene, ”det ikke godt at vide” mumlede jeg.

Efter jeg havde siddet og snakket lidt med Louis, rejste jeg mig og gik op på værelset.

Igen bankede jeg på- vi skulle virkelig have skaffet os en ekstra nøgle- men den her gang, var det Liam der åbnede.

Jeg kiggede forvirret på ham, over i sengen sad Rosie.

Jeg trak på skuldrene, og gik over og smed mig i sengen.

”Hvor har du været?” spurgte Rosie, og hun var tydeligvis i bedre humør.

”tro mig, det vil du ikke vide” svarede jeg.

Hun kiggede bedende på mig ”kom nuuuu!”.

Liam kom over og satte sig på sengekanten, og kiggede på mig, ”det vil jeg også gerne vide” sagde han, og smilede til mig.

Jeg begyndte at forklare, og Rosie kiggede forskrækket på mig.

”Det gjorde du da ikke” gispede hun. Jeg sendte hende et skævt smil.. Jo, jo desværre det gjorde jeg. Og du skulle bare vide, hvad jeg er i stand til, hvis nogen rør min prinsesse på den måde.

Vi sad lidt og snakkede på sengen, men så rejste Liam sig, og gik op på sit værelse, for at gøre sig klar til interviewet.

”Hvad lavede Liam her?” spurgte jeg forundret, da han var gået.

”Han kom for at tjekke om jeg var okay” svarede hun, og sendte mig et genert smil.

 

**

 

Jeg havde lagt en lille seddel på sengen til Rosie.

 

Henter dig på værelset, efter koncerten.

Tag pænt tøj på, og glæd dig til en overraskelse.

Hyg dig imens vi er væk.

- Niall

 

Nu håbede jeg bare, at hun kunne tyde min skrift.

Efter koncerten klædte jeg om til at skulle ud med Rosie. Mine vans, et par sorte cowboybukser, og en sort blazer.

Jeg bankede på døren til værelset, og der gik ikke længe før Rosie åbnede.

Hun havde en lang blomstrede sommerkjole på, hendes hår var sat op i en stor løs knold. Hun havde et par hænge øreringe i, og havde en lille smule mascara på.

Mit herte sprang et slag over- Hun lignede jo en million.

Jeg blev næsten helt nervøs..

”Er.. Er.. Er du klar til at gå?” fik jeg fremstammet.. Okay pinligt? Jeg burde da kunne snakke..

Hun grinede af mig, og tog sin over-size jakke på, og fulgte med mig.

”Hvor skal vi hen?” hun kiggede nysgerrigt på mig.

”Det en overraskelse” svarede jeg, og sendte hende et smil.

Hun vrissede irriteret af mig- den pige hadet at vente, hun var alt for nysgerrig.

”Hvad venter vi på?” spurgte hun, da vi havde stået lidt nede foran hotellet.

”En taxa” forklarede jeg.

Hun kiggede forvirret op på mig, men sagde ikke noget.

Endelig kom taxaen og vi satte os ind.

Vi skulle køre lidt, for vi skulle ud af byen, men det tror jeg virkelig ikke Rosie havde noget imod. Hun sad ved vinduet, og fulgte nysgerrigt med i, hvad der skete ude. Et par gange pegede hun på ting, som hun gerne ville have jeg skulle se. For nogle år, havde det sikkert også været stort for mig, men efter jeg kom med i One Direction, var jeg vandt til at rejse rundt.

Jeg morrede mig meget over Rosie. Hun var fuldt optaget, af de ting vi kørte forbi.

Da vi en halv times senere, var noget frem, så hun næsten helt overasket ud, over at vi allerede var fremme.

”Hvor vi henne?” spurgte hun forundret, og gik og betragtede stedet.

Vi var kørt langt ud fra centrum, og stod nu ved en stor græsplæne.

Jeg tog fat i hendes hånd, og trak hende med mig.

”Du må ikke kigge” sagde jeg drillende, og tog hænderne foran hendes øjne.

”Hvor du irriterende” vrissede hun, men samtidig kunne man høre glæden i hendes stemme.

Da jeg havde ført hende over plænen, og igennem en lille sti, stod vi nu stille.

”Lad mig se” insisterede hun, og prøvede at flytte mine hænder.

”Okay så” grinede jeg, og gav så slip.

Da jeg tog hænderne væk, kom der et lille gisp fra hende.

Kunne hun ikke lide det?

Vi stod nede på en strand, hvor der var helt mennesketomt- hvilket jeg havde gjort, så hun ikke skulle blive forskrækket over pressen.

Der stod et stort træ. Under træet havde jeg bredt et lille tæppe ud. I træernes grene havde jeg hængt små lygter op, så vi kunne få noget lys.

Jeg kiggede forventningsfuldt op på hende.

Hun måtte meget gerne sige noget... Var det virkelig så slemt?

Hun vendte sig om, med hænderne op til munden. Der var tårer i hendes øjne ”har du virkelig gjort det for mig?” hviskede hun, og kiggede op på mig.

Jeg smilede til hende, og nikkede.

”Tusind tak” hviskede hun, og krammede mig.

Jeg tog hænderne rundt om hendes hofter. ”Så du kan altså godt li det?” spurgte jeg, og kiggede hende i øjne.

”Det helt perfekt” hviskede hun, og sendte mig et smil.

Jeg ville gøre alt for, at det her øjeblik ville vare for evigt.

At se glæden i hendes øjne. Se smilet på hendes læber. Og holde tæt ind til min krop- hvor heldig kan man have lov at være?

Hun trak sig ud fra krammet, og tog fat i min arm, hvor hun fortsatte over mod tæppet.

”Jeg kommer lige om lidt” sagde jeg. Hun kiggede forvirret på mig, men jeg vendte mig om, og satte i løb.

Da jeg kom tilbage, sad hun stadig på tæppet.

”Jeg har mad” sagde jeg og smilede til hende. Jeg satte den lille kurv fra mig, og hun kiggede overrasket op på mig.

Hun lænede sig lidt frem, og kiggede ned i kurven. ”Du har virkelig tænkt på alt” svarede hun, og rodede lidt i kurven. ”Du har lassange!” udbrød hun ”det elsker jeg!”, hun sendte mig et smil. Hvorfor troede hun, at jeg tog det med?

Vi sad længe, spiste og snakkede om alt mellem himmel og jord.

Det viste sig, at hun havde snakket med Harry, og at de var blevet gode venner igen. Og hun havde åbenbart tilgivet ham- Der skulle dog MEGET mere til, før jeg kunne tilgive ham.

Efter vi havde spist, lagde vi maden fra os, og satte det tilbage i kurven.

”Kan vi ikke gå en tur?” hun kiggede forventningsfuldt op på mig, og jeg nikkede.

Hun tog min hånd, og hendes små fingre flettede sig sammen med mine. Jeg kiggede overrasket på hende, og hun sendte mig et genert smil.

Vi gik langs vandkanten, og snakkede om den gang vi var små.

Det hele mindede på mange måder, om en filmscene.

Da vi kom tilbage til træet, var det blevet helt mørkt, og stjernerne var blevet meget tydelige.

Jeg lagde mig på ryggen, og kiggede op. Rosie lagde sit hoved på min mave.

Var det nu, at jeg skulle fortælle hende, hvad jeg følte?

Nej... Jeg ville ikke ødelægge vores forhold, hvis hun nu ikke havde det på samme måde.

Men det ville ellers være oplagt nu? Jeg lå og tænkte, da Rosie satte sig op.

Jeg kiggede på hende ”fryser du?” spurgte jeg. Det ville være typisk, hun frøs næsten altid.

Hun nikkede, og jeg tog min blazer af, og rakte den til hende.

”Hvad med dig?” spurgte hun, og ville først ikke tage i mod den.

”Jeg har det fint” svarede jeg, og det endte med at hun tog i mod den.

Omkring klokken 12, pakkede vi tingene, og gik sammen hånd i hånd, tilbage mod taxaen.

Det begyndte at regne, og man kunne høre regnen tromme på taxaen tag.

Taxachaufføren vendte sig om, og kiggede på os.

”Jeg er virkelig ked af det, men jeg bliver nød til at sætte jer af her. Her er totalt trafik prop” sagde han, og åbnede døren.

Da vi kom ud af taxaen styrt regnede det. Vi tog min blazer og holdte den op over vores hoved, for at komme lidt i læ.

Hun tog min hånd, og hånd i hånd løb vi sammen tilbage mod hotellet.

Da vi nåede vores værelse, lagde hun sin jakke, og kiggede mig dybt i øjne.

”Tak” hviskede hun, og lagde hænderne på mit bryst.

”Det var da det mindste” svarede jeg, og lagde mine hænder på hendes hofter.

Vi holdt øjenkontakt, vi stod stille lidt, men så strakte hun sig op, og lagde sine arme om min nakke. Og så skete det, som jeg havde ventet på, alt for længe. Hun pressede sine læber mod mine.

Jeg holdt hende tættere på mig, og kyssede hende tilbage. Hun lagde sit hoved lidt på skrå, og åbnede sin mund en lille smule.

Hun tog fat i min skjorte, og begyndte at løsne mine knapper. Jeg trak min skjorte af, og tog fat i lyndelåsen på hendes kjole. Hun hev stropperne til siden, og kjolen dumpede til jorden.

Hun løsnede knappen i mine bukser, og jeg trak dem af.

Hun var slank, havde små bryster, og en lille fast røv. Hendes trusser dækkede halvdelen af balderne, jeg trak forsigtigt trusserne af hende, og åbnede hendes BH.

 

 

 

Tak for alles positive tilbage melding! Det betyder meget.

Synes det er lidt svært at skrive historien, da jeg ikke er vandt til at skulle skrive og ”tænke” som dreng. Men uden udfordring, er det vel heller ikke sjovt?

Som altid er i velkommen til at fortælle jeres mening, det er jo ligesom for jeres skyld jeg skriver.

Men tak igen.

-Hikke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...