22 letters (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Efter Niall mister den person som betyder aller mest i hans liv, Rosie, beder en psykolog ham om at skrive ned hvad han føler.

Hvert kapitel, skal forestille at være et brev som Niall har skrevet om deres tid sammen. Man får mere og mere af vide om Rosie, og tiden fra starten til enden.

Håber i vil læse med.
Undskylder på forhånd stave/grammatik fejl, da jeg aldrig har været den bedste til at stave.
Ris og ros modtages gerne.

13Likes
11Kommentarer
800Visninger
AA

5. 4 letter


Da jeg vågnede, manglede Rosie og Harry.

Jeg rejste mig, og gik ud i køkkenet.

Harry stod lænet op af køkkenbordet, mens Rosie lavede mad.

"Godmorgen" hun smilede til mig, og fortsatte "Vil du have en pandekage?".

"Selvfølgelig!" jeg smilede til hende.

Harry kom hen, og fjernede en tot hår fra hendes ansigt, og gav hende et kys på kinden.

Hvorfor kunne de ikke bare skyde mig, med det sammen?

Det ville være mindre smertefuldt.

At se de to sammen....

Tja.. det var bare forkert på en eller anden måde..

Men hvis hun er lykkelig, så burde jeg vel egentlig også være det?

For når alt kommer til alt, vil jeg jo bare ønske at hun er glad.

Harry greb et stykke frugt, og gik tilbage til bordet.

Allerede nu, havde jeg mest af alt, bare lyst til at gå i seng igen.

Jeg satte mig over til bordet.

”Værsgo'” Rosie kom gående over til mig, og satte tallerknen foran mig.

”Mange tak” jeg smilede til hende, hvorefter jeg satte gaflen ned i pandekagen- jeg var hunde sulten!

Hun smilede til mig, og igen kunne man se hendes små søde smilehuller.

Ikke skørt at både Harry og jeg var vild med hende... Hun var jo en hver mands drøm!

Hendes hår hang som sædvanligt ned af ryggen, med store bløde krøller, hun havde intet makeup på. Ellers havde hun en sort top på, og et par helt normale shorts.

Rosie var en af de piger, som egentlig ikke behøvede at gøre specielt meget ud af sig selv. For hun var så naturligt smuk.

Rosie satte sig ned foran mig, og Harry fulgte efter.

Han lagde armen rundt om hendes skulder, men hun lagde knap nok mærke til det. I stedet kiggede hun undersøgende på mig.

Hun prøvede at få øjenkontakt med mig, men jeg skyndte mig, at kigge ud af vinduet... Jeg kunne bare ikke holde ud at kigge på hende... Kigge ind i hendes smukke grønne funklende øjne, og vide at hun aldrig vil se på mig, på samme måde, som jeg ser på hende. Kigge ned på hendes perfekt lille mund, og vide at hendes lyserøde læber, aldrig ville komme til at kysse mine. Kigge på hendes små hænder, og vide at de aldrig vil flette fingre med min. Men værst af alt... Vide at hun aldrig vil blive min..

Mine tanker blev afbrudt af Louis, ”Kæft det dufter godt. Giver du ikke en?” Han kiggede bedende ned på Rosie.

Hun grinede bare af ham, men rejste sig så op, og gik over til komfuret og begyndte på en ny pandekage.

”Rosie, du den bedste!” udbrød han, og forsatte så over til mig ”klart at du gerne ville have hende med”.

Ligenu var det lige før, at jeg ville ønske jeg ikke havde taget hende med.. Så havde hun aldrig mødt Harry.....

Men på den anden side, kunne det selvfølgelig være, at hun havde fundet en anden i Irland.

Jeg var vel egentlig bare nød indse, at det måske bare ikke var meningen, at Rosie og jeg skulle være sammen.... Selvom det dræber mig, at sige det..

Rosie var lige blevet færdig med pandekagen, og rakte tallerknen over til Louis.

Jeg rejste mig.. Jeg kunne virkelig bare ikke sidde her mere..

Jeg fik det som om, at min hals snørede sig sammen.. Og jeg havde virkelig brug for noget luft.

”Tak for mad... Jeg går lige ud og får noget luft” mumlede jeg.

Jeg gik nærmest helt mekanisk over, og satte min tallerken i vasken, mens jeg disorienteret gik ud mod døren.

”Niall vent” råbte Rosie, mens hun skyndte sig efter mig.

Jeg vendte mig om, og kiggede afventende på hende.

”Må jeg ikke tage med?” spurgte hun.

På den ene side havde jeg bare virkelig ikke lyst til at snakke med nogen... Jeg havde brug for at være alene- det havde jeg virkelig!

Men samtidig, havde jeg bare lyst til at bruge hvert sekund af mit liv sammen med hende- okay det lød meget over dramatisk... Men jeg mener det! Jeg havde bare lyst til at være sammen med hende, holde om hende, kysse hende blidt på hendes læber, og fortælle hende, hvor højt jeg elskede hende.

”Jeg ved ikke..” mumlede jeg.

Hun pillede lidt nervøst ved sin ene krølle. Hvorfor var hun nervøs?..

Jeg havde, ellers gjort alt for at undgå øjenkontakt med hende. Men nu gjorde jeg det alligevel.

Hendes øjne kiggede undersøgende, men også lidt trist på mig.

Hun virkede nervøs? Men hvorfor?

Var det mig?.... Hun kunne da ikke være nervøs overfor mig? Hun havde jo kendt mig så længe....

”Jo selvfølgelig” jeg smilede til hende.

Hun slap krøllen, og gik ud af døren, men det usikre trist blik, havde hun stadig i øjne.

Det blik pinte mig faktisk.. Hvorfor var hun ikke glad?

Hun havde da Harry?

Var det virkelig noget jeg havde gjort?

Vi gik sammen ned mod søen.

Søen lå ned af en lille sti, omgivet af en masse træer.

Det var langt væk fra andre mennesker, og der var dejlig stille roligt.

Vi gik i stilhed.

Jeg tog mig selv i flere gange, at ville spørge om hun var okay. Men jeg kunne ikke få en lyd, ud gennem mine læber.

Da vi var nede ved søen, satte Rosie sig på en af stenene.

Vi sagde stadig intet.

Rosie opsøgte flere gange øjenkontakt, men jeg afbrød den hver gang.

”Nå dig og Harry...?” kom der endelig ud gennem mine læber, men det var ikke det jeg ville have sagt.

”Hvad er der med os?” spurgte hun, og pillede usikkert ved sin krølle.

”Jeg mener... Har i noget seriøst sammen?” denne her gang kiggede jeg op på hende. Jeg holdte vejret, for jeg turde knap nok, at høre svaret.

Denne gang var det hende, som ikke ville tage øjenkontakt, og kiggede fraværende ud på søen.

”Du må ikke blive sur... Jeg ved at Harry er som en bror for dig...” hun tav igen.

Jeg kiggede opfordrende på hende.

Hvor ville hun hen med det her?

Der var stille lidt, men hun fortsatte så ”Jeg.. Jeg er altså ikke interesseret i ham på den måde.. Og jeg tør ikke helt at afvise ham. Han er... tja jeg ved ikke, alt for hurtig, på en eller anden måde”.

Typsik hende, tør ikke at afvise.

Men samtidig- og det lyder ondt.. Men blev jeg helt lettet, så havde jeg måske alligevel en chance?

Hun kiggede op på mig, og der var stille længe.

”Sig det som det er? Det skal nok gå, og du ved jo, at du altid kan komme til mig, ik?” jeg smilede opmuntrende til hende.

”Altså jo... Eller det troede jeg i hvert fald, men jeg er blevet lidt i tvivl de sidste par dage. Det har virket som om, at du ikke gad mig?” hun kiggede mig dybt ind i øjne.

Som om jeg ikke gad hende?

Det her gjorde næsten mere ondt, end hvis hun var sammen med Harry.

At hun har tvivlet på, om jeg gad hende, og om hun kunne komme til mig- det var det sidste som jeg ønskede mig.

”Det må du aldrig tro” hviskede jeg.

Hun satte sig ved siden af mig, og lagde hovedet på min skulder.

Uden at tænke videre over det, kyssede jeg hende blidt i panden.

”Aldrig” gentagede jeg, og jeg lagde forsigtigt mit hoved, oven på hendes.

Hendes hår duftede dejligt, af den sædvanlige shampoo.

Hun betød alt.

Og det her øjeblik, ville jeg have skulle vare for evigt.  

Vi sad i flere timer sådan her. 

Vi sagde intet, vi sad bare. 

Jeg nød hendes krop tæt på min. 

Jeg havde sådan lyst til, at tage armen rundt om hende. Men jeg ville ikke ødelægge øjeblikket. 

"Hvad skal jeg sige til Harry?" hun kiggede mig ind i øjne. 

"Hvad du føler?" forslog jeg. 

Igen blev der stille. 

Hun sad sikkert og tænkte over hvad hun skulle sige til Harry- Men jeg, jeg følte mig som verdens heldigste mand. For min prinsesse sad lige ved siden af mig. 

Efter vi havde været stille længe, rejste vi os op, og gik tilbage mod bussen. 

***

Omkring klokken 5, var vi ankommet til et hotel. 

I morgen skulle vi ind til nogle interviews, og spille en koncert, men i dag var det fridag. 

Da vi ankom var der kun dobbelt værelser, og selvfølgelig var Harry hurtig til at sige, at ham og Rosie ville dele. 

Hun kiggede over til mig, med et blik som uden tvivl betød, at jeg skulle gøre noget. 

"Harry?" rømmede jeg mig, "er det ikke okay, hvis mig og Rosie deler? Vi har ikke nået at få snakket så frygtelig meget indtilvidere?" 

Rosie sendte mig et taknemligt blik. 

"Det er det vel" mumlede Harry. 

Jeg hjalp Rosie op med sin kuffert, og i skulle have set hendes ansigt, da vi kom ind på værelset. 

"Hvor er her stort" udbrød hun, mens hun rendte rundt på værelset. 

"Og her er spa!" råbte hun ude fra badeværelset. 

Hun fortsatte over til vinduet, og så blev hun helt stille. 

Jeg stillede mig bag hende, og prøvede at få øje på, hvad hun dog kiggede på.

"Hva så?" spurgte jeg, da jeg efter lidt havde givet op, med selv at finde ud af det. 

"Det er bare det hele.. Prøv at se byen, og hvor højt vi er oppe! Det jo helt fantastisk" hun smilede til mig, og fortsatte med at betragte byen. 

Rosie og hendes familie boede i et lille to etagers hus, i en meget lille landsby. 

Hendes familie har ikke så mange penge, så hun var ikke vandt til, at komme ud, og opleve ting. 

Jeg smed mig på sengen, og efter lidt gik Rosie ud, og begyndte at tage sko på.

"Hvad skal du?" råbte jeg efter hende, vi var jo lige ankommet?

"Få snakket med Harry" svarede hun, og så var hun ude af døren igen. 

 

***

Jeg vågnede ved at Rosie, hoppede ned oven i min seng. 

Jeg stragte mig, og kiggede på hende. 

"Fik du snakket med ham?" spurgte jeg, og hun nikkede. 

Vi sad længe og snakkede på sengen. 

"Hvad vil du lave i aften?" spurgte jeg. 

Hun sad lidt og tænkte, men kom så frem til, at hun mest bare havde lyst til at bestille pizza og se film, hvilket jeg selvfølgelig var helt med på. 

De andre drenge, tog ind og så en fodboldkamp, og spiste inde ved byen, men vi blev ved vores plan. 

Rosie sad som sædvanligt og kommenterede alt hvad der skete i filmen- hvilket var typisk hende. 

"Rosie?" spurgte jeg. 

Hun vendte sig om, og kiggede forventningsfuldt på mig. 

Mit hjerte bankede ekstremt hurtigt. 

Jeg bed mig i læben, men fik til sidst taget mig sammen, "må jeg ikke invitere dig ud efter koncerten imorgen?" 

Igen holdt jeg vejret, og hjertet sprang et slag over. 

"Jo selvfølgelig!" hun smilede til mig, og lagde sig op ad mig. 

Vi gik begge tidligt i seng, for vi var så ekstremt trætte. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...