22 letters (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Efter Niall mister den person som betyder aller mest i hans liv, Rosie, beder en psykolog ham om at skrive ned hvad han føler.

Hvert kapitel, skal forestille at være et brev som Niall har skrevet om deres tid sammen. Man får mere og mere af vide om Rosie, og tiden fra starten til enden.

Håber i vil læse med.
Undskylder på forhånd stave/grammatik fejl, da jeg aldrig har været den bedste til at stave.
Ris og ros modtages gerne.

13Likes
11Kommentarer
799Visninger
AA

4. 3 letter

 

Alarmen var sat til 4:30.

Den irriterende lyd skar i ørene, og  jeg gned mig søvnigt i øjnene. 

"Det kan kræftedme ikke være rigtigt!" udbrød Zayn surt, og hev dynen over hovedet.

Rosie lå med dynen trukket op til næsen. 

Hun var gude smuk selv klokken halv fem om morgen.

Jeg rørte hende forsigtigt på armen. 

Hun rørte på sig, og åbnede langsomt øjnene. 

"Godmorgen" hviskede jeg, og tog mig selv i, at være lige ved at kysse hende på panden. 

"Godmorgen" svarede hun, gned sig i øjnene og smilede til mig, så man kunne se de små smilehuller. 

"Bombe!" udbrød Louis, og hoppede ned oven på Zayn. 

"Fuck af, Louis" brokkede han sig, og fortsatte med at bande over tidspunktet. 

Rosie rejste sig. 

Hun havde en grå over size t-shirt på, hvor der stog "GEEK", et par sorte shorts med en hvid sløjfe og hendes filtrede krøller hang ned af ryggen. 

Hun strakte sig op mod en af hylderne, for at nå sin kuffert, dog uden det lykkedes. 

Hun var for lav...

Det er det jeg siger: DVÆRG!

Jeg kunne ikke lade værd med at grine lidt af hende, mens hun stod der og hoppede efter kufferten. 

Der var også et eller andet sted lidt sødt. 

Jeg skulle til at rejse mig, for at hjælpe hende... Men så kom Harry....

Jeg kunne ikke helt høre hvad han sagde, men Rosie begyndte at grine. 

Han tog kufferten ned for hende, og hun satte sig på huk, for at finde hvad hun skulle have på i dag. 

Og lige da hun bukkede sig, kunne jeg se at Harry betragtede hendes røv.....

Ej.... Ej det gjorde han ikke...

Han siger et eller andet, og igen kan jeg høre hende grine. 

Kunne den dreng, ikke bare forsvinde... 

Rosie rejser sig, og han sætter hendes kuffert op igen. 

"Alt for dig" kan jeg lige høre ham sige.. 

Rosie forsvinder ud på badeværelset, og Harry ud i køkkenet. 

Louis kommer grinende over til mig, og fyrrer en eller anden joke af. 

Men jeg høre ikke helt hvad han siger, og svare ikke. 

"Niall?" han griber fadt i min arm. 

Jeg vender mig om, "mmmm..?" mumler jeg, men har tankerne et helt andet sted. 

"Er du okay?" spørger han, og kigger afventende på mig. 

Jeg sender et lille smil og nikker. 

"sikker?... Du ved jeg er her for dig?" fortsætter han. 

 

***

En times tid senere, er vi næsten fremme ved arenaen. 

Vi sidder alle rundt om det lille bord, i bussens køkken, og får os lidt morgenmad. 

Rosie sidder og kigger forundret ud af vinduet. 

Hun har sådan en speciel tilgang til alting... Det virker som om, at hun synes ALT er fantastisk, og nærmest som om at vi bor i den her "magiske verden": 

Jeg gad virkelig godt at vide, hvad den pige tænkte, 

Vi er alle trætte: Zayn havde vist fået det forkerte ben ud af sengen, og sidder og stikker irriteret til sin morgenmad. 

Liam sidder og tegner nogen kruseduller på et stykke papir. 

Louis sidder og fyrre nogen lamme jokes af... I ved, det er jo Louis? 
Harry er på badeværelset. 

Jeg sidder bare og spiser, mens jeg fraværende griner af hans jokes. 

Og Rosie sidder og kigger ud af vinduet. 

Vi når endelig frem til arenaen, og vi stiger alle ud. 

Fansne er her allerede, og går helt amok. 

"Hvor er det vildt" udbryder Rosie, mens vi går hen mod indgangen- Idag var der heldigvis spærret ordentligt af. 

Hun går forundret og kigger. 

Da vi kommer ind, kommer en fra security hen, "i har et interview med >>Goodmorning LA<<, om 5 minutter" fortæller han, og han snakker videre om nogle forskellige forholdsregler. 

Vi følger efter ham, indtil et af lokalerne, og han fortæller os, at det er her det skal foregå. 

"Hvor skal jeg være imens?" spørger Rosie, ret forvirret. 

"Du tager da bare med ind" svare Liam, og kigger opfordrende over til hende. 

Hun ryster på hovedet, "det tør jeg altså ikke" forklarede hun. 

Det var rigtig nok. 

Ligeså meget som hun elskede verden, og havde lyst til at opleve det hele, ligeså genert var hun også. 

Hun havde altid en ide om, at folk ikke kunne lide hende + hun var mega meget scene skræk. 

Jeg kan huske i første klasse da vi skulle spille "Romeo og Julie". 

På trods af at hun havde en lille bi roller, gik hun totalt kold.

Hun stod der, helt stille, sagde intet, tom i blikket. 

Det endte med at en af de andre overtog hendes replik, og da hun kom ned fra scenen, kastede hun op.

"Kom nu" drillede Louis, men hun fik dem dog overtalt til at vente ude foran. 

***

Interviewet var ikke noget særligt. 

Da vi kom ud, sad Rosie og snakkede med en af security guarderne, han hed åbenbart Ray. 

"Jeg er godt nok træt!" tilstod Zayn. 

Det var jeg virkelig også. 

"Skal vi ikke se en film?" udbrød Rosie. 

Da vi ikke havde nogle planer før 13, og klokken var nu 9, bliv vi enige om at sætte os ind og se en film. 

"Hvad skal vi se?" spurgte Liam. 

"En gyser!" udbrød Harry, næsten før Liam havde sagt sætningen færdigt. 

"Det tør jeg ikke.." mumlede Rosie lavt. 

Jeg tror kun det var meningen, at jeg skulle have hørt det, men det gjorde Harry også. 

"kylling" han puffede til hende. 

Vi lagde madrasser ud på gulvet, og blev til sidst enige om at se "Tomorrow when the war began". 

Rosie lagde sig med hovedet på min mave, og jeg ville ønske øjeblikket, blev der forevigt!- Det er sådan noget jeg specielt savner idag...

Nå tilbage til historien. 

Jeg gned mig i øjnene.. filmen var slut. 

Jeg havde åbenbart faldet i søvn. 

De andre lå også og sov, men Rosie og Harry manglede. 

Jeg rejste mig forsigtigt, og gjorde næsten alt for, ikke at vække de andre. 

Jeg lukkede forsigtigt døren, og fortsatte ned af gangene. 

Men intet hjalp- hun var ikke til at finde. 

Jeg kunne heller ikke finde Harry- men det kunne være ligemeget. 

Rosie var ikke virkelig ikke til at finde. 

"Og hvad med Niall og dig?" kunne jeg høre en mørker stemme sige- Harrys.

Jeg gik forsigtigt hen i mod dem, men ville ikke opdages. 

De snakkede om mig... Jeg ville da gerne vide hvad hun tænkte om mig?

"Han er alle tiders" sagde hun. 

"Det var ikke det jeg mente.. Har i noget sammen?" spurgte han igen. 

Mit hjerte bankede. 

"Nej, det har vi ikke" svarede hun. 

Jeg kiggede nervøst rundt om hjørnet.

Bare de ikke opdagede mig!

Han stod med armen lænet op ad væggen, og hun bag ved armen. 

"Men.. Vil du gerne have noget med ham?" fortsatte han. 

Harry lænede sig længere ind i mod hende. 

Mit hjerte føltes som om, at det stod stille. 

"Nej, vi er bare venner" forklarede hun. 

Stik... lige i hjertet. 

Bare venner...

Ikke mere...

Jeg betyder ikke mere. 

Harry lænede sig igen tættere på. 

Han stod nu, helt op ad hende. 

Jeg kunne ikke se på det mere..

Jeg kunne bare ikke...

Hun er min...

Jeg elsker hende...

Harry du må ikke tage hende væk fra mig...

"Du virker som en vildt sød pige Rosie." Sagde han, og smilede charmerende til hende..

Harry nej! 

Du må ikke!

"Vil du ikke gå ud med mig i aften? Vi kan gå ud og spise- bare os to?" fortsatte han. 

Tak Harry.. Tusind tak. 

"Jo, det vil jeg da gerne" svarede hun. 

Jeg kunne ikke mere, så jeg vendte mig om, og gik. 

Jeg havde først tænkt mig, at gå ned til drengene.

Men på en eller anden måde, havde jeg ikke lyst til at snakke med nogen lige nu.

Jeg satte mig ud i bussen, og fandt min guitar frem. 

Jeg sad en times tid, og spillede lidt. 

Rosie kom ind i bussen. 

"Hej bedste" hun smilede til mig. Jeg gengældte smilet.

Forskellen var så bare, at mit var falsk. 

Vi sad lidt og snakkede. 

Men så kom Harry.

Fucking Harry,

Den dreng ik? huerogyergkelrgn!

Drengen som er gået fra, at være en af mine bedste venner.. Til at være drengen, som ødelægger mit liv.

Dramatisk? I know.

"Hej smukke" han gik hen og kyssede hende på kinden, det går fandme stærkt med de to.

"Hej Niall" han nikkede over til mig. 

"Hej.. Jeg bliver nød til at smutte. Jeg har travlt", Mumlede jeg, mens jeg næsten var ude af bussen. 

Jeg kunne bare ikke holde ud, at kigge på dem mere.

Jeg gik ned af en lille sti, ned til en stor sø.

Hvorfor sker det her?

Jeg elskede hende, jeg havde elsket hende siden jeg var 8 år.

Og han? Han har kendt hende i 2 dage?

Hvordan kan han gøre det mod mig.

Jeg slog hånden mod træet. 

En tårer trillede ned af kinden, men jeg tørrede den hurtigt væk.

Drenge græder ikke.

Tag dig sammen- vær en mand! 

***

Dagen blev brugt på diverse interviews og signering om eftermiddagen. 

Men mine tanker- de var et andet sted.

Jeg kunne kun tænke på Rosie og Harry.

Om aftnen gik de ud sammen. 

De kom sent hjem, og jeg lod bare som om jeg sov, da hun kom ind, og lagde sig ved siden af mig.

Hun faldt hurtigt i søvn.

Jeg lå lidt og betragtede hende. 

"Jeg elsker dig" jeg hviskede det så lavt, at ingen kunne høre det. 

Men jeg blev nød til at komme ud med det. 

Jeg kunne ikke sove.

Jeg lå længe og betragtede hende. 

Hun var mit et og alt.

Og nu? var hun sikkert sammen med Harry..

Jeg ønsker hun er lykkelig- tro mig, jeg ønskede ikke noget højere. 

Men samtidig, så ønskede jeg, at hun kunne være lykkelig sammen med mig...

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Undskyld jeg ikke har skrevet længe, men jeg har virkelig ikke haft tid!

Jeg har så bedre tid nu, da jeg er blevet syg..

Så ville høre om der stadig er nogen som er interesseret i at jeg skriver mere?
Og hvad synes i generelt? 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...