22 letters (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Efter Niall mister den person som betyder aller mest i hans liv, Rosie, beder en psykolog ham om at skrive ned hvad han føler.

Hvert kapitel, skal forestille at være et brev som Niall har skrevet om deres tid sammen. Man får mere og mere af vide om Rosie, og tiden fra starten til enden.

Håber i vil læse med.
Undskylder på forhånd stave/grammatik fejl, da jeg aldrig har været den bedste til at stave.
Ris og ros modtages gerne.

13Likes
11Kommentarer
798Visninger
AA

3. 2 letter

 

De andre havde været lidt fordomsfulde, over at Rosie skulle med, men jeg fik dem dog overtalt.

På trods af, at jeg havde kendte Rosie næsten altid, havde drengene aldrig mødt hende.

I dag var dagen, vi skal på tour! 

Ej hvor jeg glædet mig.

Jeg sad i bilen på vej til lufthavnen.

Klokken var lort om morgenen, men jeg glædet mig som et lille barn!

***

Vi var efterhånden allesammen samlet.

"Kommer hende der Rosen, eller har hun brændt dig af?" jokede Louis.

Jeg skubbede til ham "hun skal nok komme, og bare liiiiige så du ved det, så er det Rosie, og ikke Rosen" fortsatte jeg drillende. 

Og ind kom Rosie.

Jeg kunne kende hende på lang afstand, så jeg løb over mod hende.

Hendes lysekrøller faldt perfekt ned af ryggen.

Hun havde den sædvanlige oversize cowboy jakke på.

En brun frynse trøje, et par shorts, og nogle solbriller.

Hun så meget forvirret ud, og kiggede fra siden til siden.

"Rosie", jeg smilede venligt til hende.

"Hej" hun lød meget glad, og så fik jeg et kram.

Dværg.

Hun kunne stadig ikke nå.

Og nej hun er ikke dværg, bare meeeegeeeet lav, specielt når hun ikke har stilletter på.

"Hvor er her bare stort" fortsatte hun forundret.

Der skulle ingen ting til at imponere Rosie.

Jeg smilede, og rystede på hovedet af hende.

Jeg tog fat i hendes ærme, og trak hende over mod de andre.

"Hvad hvis de ikke kan li mig" hviskede hun.

Hun stoppede op, og kiggede nervøst op til mig.

"Selvfølgelig kan de det" svarede jeg.

Hvordan kunne hun overhovedet spørge om sådan noget?

Rosie var den mest venlige menneske, som jeg nogensinde har mødt.

Faktisk havde jeg aldrig mødt en, som ikke kunne lide hende.

Hun trak på skulderene, og fulgte efter.

Alle drengene stod samlet, og kiggede nysgerigt, da vi kom gående.

"Det her er Rosie, øhm Rosie det her er Liam, Zayn, Louis og Harry" 

Rosie virkede lidt genert.

Typisk hende!

Hun hilste på alle.

En ting jeg særligt holdt øje med var Harry. 

Han holdt øjenkontakten med hende. -Længe!

Back off, she is mine!

Vi gik over mod gaten.

Jeg gik lidt og snakkede med Liam.

Bagerst gik Harry og Rosie.

Og jeg kunne høre Rosie fnise, over et eller andet Harry havde sagt.

Da vi kom igennem security, trak Rosie mig i armen.

"Jeg har aldrig fløjet før" mumlede hun.

Rosie havde aldrig været ude for Storbritannien.

Faktisk var det eneste land hun havde været i, det var England, og så selvfølgelig Irland, men der bor hun ligesom.

"Er du nervøs?" spurgte jeg.

Hun nikkede.

"Bare rolig jeg har dig" fortsatte jeg.

Hun smilede til mig, men det skinnede tydeligt igennem at hun var nervøs.

Vi fandt flysæderne, og Rosie og jeg havde fået sædder sammen, men væk fra de andre.

Rosie havde store øjne, jeg tror det var en blanding af frygt og forundring.

Da motorene startede, greb Rosie min hånd.

Hun kiggede undskyldene op på mig. "Det helt fint" sagde jeg, og smilede beroligende til hende.

Det helt fint?

Nej det var fantastisk!

Altså ikke at hun var bange, men at hun sad og holdt min hånd.

"Vi flyver!".. "Ej hvor vildt, tænk at vi er oppe i luften" forsatte hun.

Hun kiggede ud af vinduet.

Jeg grinede over hende.

Vi sad i en flyvemaskine?

Helt ærligt Rosie.

Men det var de små ting, som gjorde hende glad.

Og nu hvor jeg tænker over det, så er det faktisk også det jeg elskede mest ved hende.

Harry kom gående ned af gangen.

"Nå hvordan går det?" selvom han sagde det ud i luften, så var det tydeligt at han snakkede til Rosie.

"Vi flyver" hun smilede over hele andsigtet, og øjnene funklede af glæde.

"Og det er specielt fordi..?" det var tydeligt at Harry var forvirret.

Rosie rystede på hovedet, og fortsatte med at kigge ud af vinduet.

"Hun har aldrig fløjet før" hviskede jeg ind i Harrys øre.

Han nikkede forstående, og vendte blikket endnu en gang over til hende.

Jeg kunne bare efwjibfjhewvf!

Back of man! Shes my lady!

Jeg sagde intet, men hvis tanker kunne dræbe.

Så fandtes der nu, ingen Harry.

Jeg havde været vild med hende alt for længe.

Jeg har første ret- Okay?

Efter lidt tid, gik Harry tilbage til sin plads.

Flyveturen var forholdsvis lang, men tiden gik hurtigt.

Rosie var utrolig fascineret over det at flyve.

Og glæden i hendes øjne, var ikke til at tage fejl af.

På en eller måde, så varmede det at se hende så glad.

Da flyet skulle til at lande i San Diego blev Rosie endnu en gang nervøs.

Hun knugede endnu en gang min hånd, og denne gang var hun mere nervøs.

"Det føles som om man styrder" mumlede hun, mens hun kiggede ud af vinduet.

Jeg kiggede på hende.

"Det lover jeg dig at vi ikke gør" beroligede jeg hende.

Hun så dog ikke så rolig ud.

***

Vi kom gående ned i forhallen.

Nogen vagter havde insisteret på, at de skulle følge os ud til vores tourbus.

Først havde jeg tænkt, at det var fuldstændig åndsvagt.

Men det trak jeg hurtigt tilbage, da jeg kom ned.

Hallen var fuld med skrigende piger.

Folk kom løbende over mod os, og vagterne stillede sig rundt om os.

Der var trængt, og menneskemassen skubbede sig op mod os. 

Ud af øjenkrogen kunne jeg se Rosie.

Hun så lidt skræmt ud.

Jeg greb hendes hånd, og trak hende med mig.

Sikkerhedsvagterne fik os ud af rummet, og vi løb over i bussen.

"Hold da op... Er det altid sådan?" mumlede hun.

"Stort set. Men velkommen til Amerika" svarede jeg.

Et smil bredte sig på hendes læber, "Jeg er i U.S.A" udbrød hun "Hvor er det fantastisk!"

Jeg smilede.

Der var sgu ikke nogen som hende.

Jeg viste hende rundt i bussen, og hun var molløs.

"Vi må heller gå tidligt i seng.. Der er jo koncert i morgen" Liam kiggede afventene på os andre.

Vi andre nikkede.

Der var kun dobbelt senge, og fordelingen blev, Harry og Louis, Mig og Rosie, og til sidst Liam og Zayn.

Rosie faldt hurtigt i søvn.

Jeg kiggede over på hende, hvor var hun fredfyldt når hun sov.

Jeg havde lyst til at holde om hende, kysse hende på panden, og hviske at jeg elskede hende...

Men nej, jeg blev nød til at stoppe mig selv.  

 

 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...