Your Song[A Zayn Malik Love Story]

Hannah's bedste ven siden børnehaven, hedder Zayn Malik. Han har altid været der for hende, og det vil aldrig ændre sig. Aldrig. For Zayn er forelsket i Hannah og har været det i flere år. Bare uden at fortælle det til hende, for han har aldrig kunnet tage sig sammen, for hvad nu hvis hun ikke var forelsket i Zayn? Hvad nu hvis deres lange venskab vil gå i stykker bare på grund af nogle følelser? Men i det første år i High School begynder andre drenge, at se på Hannah som Zayn ser på hende. Men så alligevel ikke. De går kun efter en ting, og da Hannah ikke er interesseret i det, kommer hun altid tilbage til Zayn, og Zayn er mere end villig, til at hjælpe Hannah med at komme sig over drenge. Han beskytter hende, som en bedste ven ville gøre. 12+((1D er ikke kendte))

5Likes
7Kommentarer
456Visninger
AA

2. Kapitel 1

Kapitel 1

Zayn's P.O.V.

Jeg lå på min seng på maven med min computer foran mig, da min telefon ringede og afbrød min skrivning. Jeg havde glemt, at jeg havde en aflevering for til dagen efter, og her lå jeg så.

Jeg stønnede irriteret, imens jeg rakte ud efter min mobil, for hvis det stod til mig, så lå jeg lige nu og sov. Jeg hørte et stille snøft, før min drømme pige sagde noget. Som sagt; min drømme pige. Min bedste ven igennem alting. Min bedste ven siden børnehaven. Min bedste ven selv før jeg vidste det.

"Hvorfor er det at du altid har ret, Z? Det sker altid for mig...", hun hviskede det sidste, og jeg kunne ikke lade være med at have ondt af Hannah.

Endnu en gang var hun blevet dumpet. Dumpet af en af de mange idioter, som kun var sammen med hende for at få sex. Alligevel blev hun ved med at være så naiv at tro, at alle de idioter ikke var sådan. Og jeg advarede hende gang på gang, men det endte altid med, at hun blev sur på mig, og fortalte mig altid at hun ikke gad mig mere, men alligevel kom hun tilbage igen. Hver gang det gik op for hende, at ingen var ligesom hun forventede.

"Hannah, hvor bor han henne? Så kommer jeg og smadrer hans ansigt, for det..." Jeg blev afbrudt af et lille grin.

"Z, vi ved begge to godt, at du ikke engang ville kunne finde på at dræbe en flue. Men... Jeg ringede, for at høre om jeg kan komme over? Jeg ved godt, at det er sent og..", sagde Hannah ind i røret, og jeg kunne allerede mærke, at hun var i et bedre humør. Kun på grund af mig.

"Du kommer bare. Jeg har lige en opgave, jeg skal have gjort færdig, men du kommer bare. Husk noget tøj til imorgen for vi ved begge, at vi ender med at falde i søvn.", jeg grinede kort ved tanken om de mange nætter, hvor vi var faldet i søvn sammen, og hun så havde været nødt til at gå hjem i mit tøj.

Hun grinede sammen med mig. "Tager du så isen op? Jeg er der om 10."

"Jep. Vi ses, love.", sagde jeg og lagde på.

10 minutter efter ringede det på døren, og jeg løb ned af trappen.

"Mor, det er bare Hannah! Hun sover her nok i nat!", råbte jeg ind til min mor, og jeg fik et svar tilbage der lød som et træt "Jaja".

Vores forældre stolede på os, eftersom vi aldrig havde datet.

Eller kysset.

Bare fordi jeg ikke kunne tage mig sammen, og fortælle hende hvordan jeg følte. Men en dag ville jeg gøre det. En dag ville jeg kunne kalde hende min.

Jeg åbnede døren og blev med det samme omfavnet af Hannah. Jeg indsnusede diskret hendes duft, som jeg elskede.

"Jeg tager din taske.", hviskede jeg i hendes øre, og hun nikkkede svagt. Hun gik ud i køkkenet for at tage isen op-for jeg glemte det altid, og imens tog jeg hendes taske og bar den op ovenpå. Bagefter fandt jeg hendes sædvanelige dyne og pude frem og smed dem på min seng.

"Trisha? Har I mere chokolade souce?", råbte hun til min mor, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun så næsten min mor som en ekstra mor.

Få minutter senere kom Hannah gående ind i mit værelse med to skåle is. "Der var ikke mere chokolade souce.", sagde hun og stak underlæben ud. Jeg grinte og gik over for at vælge en film. Imens smed Hannah sig på min seng og gik igang med sin skål.

En time senere var jeg endelig færdig med min opgave, og lagde mig ned i sengen ved siden af Hannah som lå og så Dear John. Jeg kendte hende efterhånden så godt, at jeg vidste, at når hun var ked af det, så stod det på is og Dear John.

"Bliver du aldrig træt af den?", hviskede jeg og hentydede til filmen, imens jeg lagde en arm omkring hendes skuldre. Hun kravlede tættere ind til mig og rystede på hovedet. Mit hjerte slog et hop, da hun lagde sin arm rundt om min brystkasse, og hun bogstavligtalt lå halvt oven på mig.

"Aldrig.", hviskede hun tilbage.

***

"... og så tager I kvadratroden og dividerer den med 3 før I...", min matematik lærer, Mr. Walter, snakkede løs om et eller andet ubrugeligt. Hvad skal man overhovedet bruge matematik til senere i livet?!

Jeg sukkede, før jeg kastede et hurtigt blik over imod Hannah. Hun skrev notater ned, mens hun engang imellem kiggede op imod Mr. Walter og tavlen. Hun opdagede, at jeg kiggede på hende og smilede til mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage, og hun stak tungen ud af munden som svar. Jeg sendte Hannah et fjollet ansigt, og hun kom til at grine svagt.

"Frøken Fitz, er der noget du gerne vil dele med resten af klassen?", spurgte Mr. Walter strengt, og Hannah kiggede med det samme over imod ham. Ingenting undslap hans blik eller ører.

"Ehm nej det er der ikke, Mr. Walter.", mumlede hun, og Mr. Walter nikkede før han fortsatte med undervisningen.

Hannah sendte mig et ondt blik, og jeg fniste lavt. "Undskyld!", hviskede jeg, og hun nikkede som svar.

Jeg tog et hurtigt kig rundt over klassen, og jeg kunne ikke lade være med at rynke mine øjenbryn, da jeg så Scott a.k.a. Hannah's ekskæreste. Han sad og skrev på sin mobil, og jeg kunne ikke lade være med, at undre mig over hvem han skrev med. Få sekunder efter modtog Hannah en sms. Jeg kunne se det på hende, for hendes øjne blev kæmpestore, og kort efter kiggede hun ned på sin mobil. Og bagefter løb hun ud af klassen.

"Frøken Fitz, kom så tilbage!", råbte Mr. Walter efter hende, men hun kom ikke tilbage. Jeg rejste mig og løb ud efter hende, men jeg kunne ikke se hende på gangen, så jeg regnede ud, at hun måske var på toilettet. Jeg gik hen af de lange gange, og endelig fandt jeg pigetoilettet.

"Hannah? Hannah, er du derinde?", spurgte jeg lavt imod døren og bankede stille på den.

"Nej...", jeg hørte knap nok svaret, men det var nok, til at få mig til at prøve og åbne døren. Jeg tog i håndtaget, og døren gled op.

"Love, hvad skete der?", spurgte jeg bekymret, da jeg så at Hannah sad på gulvet med sit ansigt i sine hænder. Jeg satte mig ned ved siden af hende, og lagde min arm beskyttende rundt om hende, og hun kravlede ind til mig.

"Intet...", hviskede hun. Jeg sukkede lavt. "Hannah... Drop det. Jeg kender dig godt. Jeg er din bedste ven. Hvad skete der?", spurgte jeg igen.

"Intet. Du skal ikke blande dig i mit liv. Det er mit liv! Ikke dit. Så bland dig udenom.", hun trak sig væk fra mig. Jeg sukkede lavt igen og rejste mig.

"Kom. Så kører jeg dig hjem.

Yay, kapitel 1!

Hvad siger i til karakteren Hannah?

Det kommer til at foregå fra Zayn's synsvinkel det meste af tiden og måske engang imellem Hannah's.

Ja, og så må I overleve med, at jeg ikke kommer til at opdatere særlig meget før sommerferien! Men hvad syntes I? Virker det som en god ide, eller skal jeg bare stoppe? :) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...