Når solen skinner over Vester Åby

(Ulrik Møller. Centrumpladsen i Vester Åby, 2010)

Vester Åby er stille. Når vinden rusker i træerne og hyler om kap med hundene og når regnen hamrer stædigt mod ruderne er her stille. Når studenterne buldrer syngende ned af gaderne i de gamle vogne og mest af alt når kirkeklokkens slag runger over hele byen som en nagende påmindelse om at endnu en time er gået, er her stille.

Men så var der den dag jeg så pigen. Hvert skridt hun tog brød stilheden på en måde jeg aldrig havde hørt før. Jeg tror nok solen begyndte at skinne.

0Likes
0Kommentarer
226Visninger
AA

4. Vinduet i Vester Åby

Mit hus ligger lige ned til Vester Åby centrum. Jeg sidder ikke i længere vinduet og betragter vejen. I hvert fald går der lang tid. Men jeg ender alligevel med at finde mig selv siddende i vindueskarmen og at have gjort det i et par dage. Det er tåget udenfor. Og overskyet. Den fugtige luft lægger sig i lungerne, hvis man bevæger sig udenfor. Den grå trenchcoat og hunden går forbi ude på vejen. Det har de gjort hver eneste dag, så længe jeg kan huske. Dagen efter pigen var død, gik de også tur, husker jeg. Jeg stod ude ved min postkasse, da jeg så dem, og skulle lige til at kaste en sten efter dem. Jeg ryster på hovedet. Det er længe siden nu. Mine forældre havde spurgt mig, om jeg havde hørt, hvad der var sket med den nye pige. "Nej," havde jeg svaret. Det fortalte mig chokeret om uheldet, det åbenbart var forgået næsten lige uden for vores hus! Jeg hørte ikke rigtigt efter. "Det var da forfærdeligt," sagde jeg, da jeg kunne mærke deres historie var forbi. Så satte jeg mig hen og læste en bog. 

Jeg er begyndt at gå en tur hver dag. Det er den samme rute hver gang. En, hvor jeg ikke møder nogle mennesker. Jeg holder af at gå for mig selv med mine tanker. En gang imellem spekulerer jeg på, om der mon er nogen, der betragter mig fra deres vindue.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...