Når solen skinner over Vester Åby

(Ulrik Møller. Centrumpladsen i Vester Åby, 2010)

Vester Åby er stille. Når vinden rusker i træerne og hyler om kap med hundene og når regnen hamrer stædigt mod ruderne er her stille. Når studenterne buldrer syngende ned af gaderne i de gamle vogne og mest af alt når kirkeklokkens slag runger over hele byen som en nagende påmindelse om at endnu en time er gået, er her stille.

Men så var der den dag jeg så pigen. Hvert skridt hun tog brød stilheden på en måde jeg aldrig havde hørt før. Jeg tror nok solen begyndte at skinne.

0Likes
0Kommentarer
249Visninger
AA

2. Pigen i Vester Åby

Den tirsdag havde jeg lige lukket skolebøgerne og hentet et glas mælk fra køkkenet. Måske ville Platons tanker have været interessante, hvis det ikke havde været lektier. Jeg satte mig hen til vinduet for at se den grå trenchcoat gå forbi i den kedelige, dovne regn, opslugt i egne tanker jeg aldrig ville komme til at kende. Han kunne altid ses på samme tidspunkt. Ikke et specielt klokkeslet, det varierede, men altid samme tidspunkt. Med gravhunden gående i snoren i samme tempo som ham selv en halvanden meter foran. Jeg undrede mig over, hvad der optog hans sind. Var han ensom? Var han døende? Havde hans barndom været traumatisk? Hvorfor opdagede han aldrig at nogen betragtede ham? Det var der ingen fortovsgængere i Vester Åby, der gjorde. Blikket var stift rettet mod egne fødder. Måske var han mig om tredive år. Havde ladet livet trille stille forbi og ladet sig flyde med, uden at kaste sig svømmende i strømmen og uden at gå tilbage til kysten, når vandet gik op over navlen. Havde aldrig forladt Åby og havde det mærkeligt med livet, der kun var døde minder og en forudsigelig fremtid, der også engang ville ende som døde minder. Trenchcoaten havde forladt mit udsyn og bevæget sig ud af billedrammen. Hvor han ellers gik med sin hund hver dag, vidste jeg ikke. Et øjeblik sad jeg og stirrede tomt på skyerne, der så småt var holdt op med at regne. Så kunne jeg mærke noget rødt, der bevægede sig ind i mit synsfelt. Jeg flyttede blikket og så en pige komme gående op ad vejen i en rød frakke, der stod i underlig kontrast til den grå villavej. Hun var ikke overvældende smuk, men der var noget feminint, noget forsigtigt og yndefuldt ved hende. Den gnavne vind fik hendes lyse hår til at danse, men hun slog ikke blikket ned og stirrede mod fortovet, som alle ellers gjorde i Åby. Hun havde øjnene rettet mod horisonten, mod enden af vejen, som jeg ikke kunne se, når jeg sad i vinduet. Jeg fik pludselig lyst til at gå ned og hilse på hende. Uden at tænke nærmere over det, gik jeg ned af trappen og ud af hoveddøren. Da jeg kom ud til postkassen, var hun kun få meter væk.

"Hej," sagde jeg højt. Hun drejede hovedet og så på mig. Jeg følte pludselig, at mit hår sad grimt og fortrød jeg ikke havde tjekket det i spejlet, inden jeg forlod huset. 

"Hej," svarede hun smilende og sænkede farten. 

"Er du ny her?" spurgte jeg, som for at holde hende en smule længere. Hun stoppede og kom hen til mig. 

"Ja, jeg er lige flyttet hertil med min far." Hun pegede bagud og hendes blik flyttede sig til mine hænder. Jeg opdagede, at jeg stadig holdt glasset med mælk og følte mig dum. Hun måtte tænke jeg var underlig. 

"Jeg har hørt, her skulle ligge et supermarked i nærheden af centrum. Føtex, tror jeg. Ved du hvor det er?" spurgte hun. Hun havde blå øjne. 

"Netto," rettede jeg, "det ligger på hjørnet et par gader nede." Så tog jeg chancen: "Jeg kan vise dig derhen, hvis du vil?" 

"Det må du gerne." Hun smilede. Det så kønt ud. Jeg satte diskret glasset fra mig på postkassen bag mig og vi fulgtes ned af det fugtige fortov.

 

Jeg glemte hurtigt alt om grimt hår og at se dum ud med mælk i hånden, da vi gik snakkende mod supermarkedet. Jeg fulgte hende hjem og hjalp hende med at bære indkøbsposerne og følte mig som en mand.

Da vi skiltes og jeg sjoskede hjem alene, var gaden en smule lysere. Jeg kiggede op, og dér, mellem skyerne, brød solen langsomt frem. Jeg lukkede øjnene og nød varmen og de orange farver der svømmede for mine øjne. Det var meget længe siden solen rigtig havde skinnet, syntes jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...