Når solen skinner over Vester Åby

(Ulrik Møller. Centrumpladsen i Vester Åby, 2010)

Vester Åby er stille. Når vinden rusker i træerne og hyler om kap med hundene og når regnen hamrer stædigt mod ruderne er her stille. Når studenterne buldrer syngende ned af gaderne i de gamle vogne og mest af alt når kirkeklokkens slag runger over hele byen som en nagende påmindelse om at endnu en time er gået, er her stille.

Men så var der den dag jeg så pigen. Hvert skridt hun tog brød stilheden på en måde jeg aldrig havde hørt før. Jeg tror nok solen begyndte at skinne.

0Likes
0Kommentarer
227Visninger
AA

3. Centrumpladsen i Vester Åby

Mit hus ligger lige ned til Vetser Åby centrum. Jeg ved ikke, hvorfor det bliver kaldt centrum, for her er ikke meget liv. Ikke mange biler. En gang i mellem kommer en brugt bil langsomt kørende op ad vejen, og folk må slingre deres cykler ud mod kanten af vejen. Her er dog heller ikke så mange cykler. Eller fodgængere, for den sags skyld, men dem er der flest af. 

Igen holder jeg min lille pause i vindueskammen. Min kind rammer ruden og en kulde spreder sig i den ene halvdel af mit ansigt. Jeg er fordybet i tanker med blikket rettet ned ad vejen. Den vej, hvor den grå trenchcoat går op ad hver dag. Men han er gået forbi for længst. Det er aften nu og tusmørket snor sig langsomt om husene og luften udenfor føles en smule klarere end i dagtimerne. Jeg håber at se pigen i den røde frakke gå op ad gaden med blikket roligt rettet fremad. Som om hun stadig tror på livet og håbet og kærligheden. Det er et par måneder siden hun flyttede hertil. Vi har hilst på hinanden på skolen og ved fodboldbanen og i Netto, men aldrig rigtig snakket sammen på samme måde igen. Ikke som dengang jeg mødte hende første gang. Men jeg håber stadig på at se hende, når jeg sidder i vinduet som i dag. Jeg handler mere ind i Netto og mine forældre roser mig for at være blevet moden og ville hjælpe til derhjemme. Oftere og oftere sidder jeg bare i vinduet og betragter hende, når hun går på vejen uden at gå ned til hækken og hilse. De fleste drenge i Vester Åby hilser også på hende og køber ind i Netto og vender sig og kigger når hun går forbi. Hun fniser ikke og flirter som de andre piger, men går roligt forbi og smiler til alle og kigger frem. Jeg snakkede med hende et par gange. Til havefester og grillaftener og en enkelt fest. Men de andre drenge vil snakke med hende, og de andre piger vil snakke med hende, og jeg drukner og skubbes bagud og sætter mig i stedet sammen med et par klassekammerater. 

Mens jeg sidder og tænker på hende, dukker den røde plet op på vejen. Den kommer tættere på og pigens skikkelse med det lyse hår tegner sig. "Når man taler om solen...", tænker jeg til mig selv. Hun går midt på vejen, skridt for skridt. Jeg ville gerne vide, hvad hun tænker på. Længere bag hende dukker to dunkle, gule lys op og en bil viser sig på vejen. Den kører hurtigt, som om den kan flygte fra virkeligheden. Jeg ved allerede, hvad der vil ske, før det sker. Ikke en eneste lyd undslipper mig, da hvinene fra bremser og derefter den dybe lyd af to ting der støder sammen, når mig. De lyder fjerne, som om nogen forsøger at kvæle dem. Jeg rejser mig ikke fra vinduet, bevæger ikke en eneste muskel, da jeg ser den røde frakke hamre baglæns mod bilruden og efterlade et mønster af halvknust glas, inden den rammer jorden foran den standsede bil. Jeg tænker, det er en smuk mosaik i bilruden. Som edderkoppespind. Der går et sekund eller to, før føreren rystende vover sig ud af bilen og hen til pigen. Asfalten må føles ru og knasende mod hendes hvide kind. Han vender hende om, og vejen under hende har samme farve som hendes frakke. Det regner en smule, ser jeg. Regndråberne danner meget langsomt et ujævnt mønster på vinduets rude. Jeg undrer mig over, hvorfor dråberne løber lidt til højre og lidt til venstre og skråt nedad. Det ville være meget nemmere for dem bare at glide ned i en lige linje. Måske kæmper de imod. De vil ikke ned, tænker jeg. Men man kan ikke kæmpe imod tyngdekraften. De trækker bare tiden ud. Et øjeblik undres jeg over, at de blinkende bliver stærkt lyseblå. Så opdager jeg, at det er fordi der holder en ambulance nede på vejen. Jeg har ikke hørt den komme. Der er stimlet mange mennesker sammen nede på vejen nu. Er der gået lang tid? Det føles som om det er meget længe siden pigen blev ramt. Men alting er gået meget hurtigere end det er muligt og jeg blinker en gang med øjnene, og så er ambulancen og menneskene væk. Tilbage er en svagt rødlig plet, der langsomt vaskes ud af regnen. Jeg er gået ned til min postkasse. Jeg kan ikke huske jeg gik herned og ser mig selv oppe fra vinduet. Jeg bliver stående inde i min egen have, uden at vove mig ud på vejen. Jeg ser mod horisonten, på samme måde som hun gjorde, når hun passerede mig. For enden af vejen, hvor den bliver ét med himmelen, er himmelen malet rød og solen er vemodigt ved at gå ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...