A Night of Unfortune(1D, Bieber, Gomez, Swift, Rihanna)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Igang
Er berømthederne blevet spammet om et hemmeligt møde, eller er det bare en tilfældighed?
Kylie Summers arbejder hårdt på døgnvagt i natklubben, men havde aldrig kunnet forudsige mødet med de ti personer; og da slet ikke under så drastiske omstændigheder. Hvad gør hun, når hun bliver trukket ind i et overvældende drama med Liam Payne, Zayn Malik, Louis Tomlinson, Niall Horan, Harry Styles, Danielle Peazer, Justin Bieber, Selena Gomez, Taylor Swift og Rihanna. Og hvad gør de, når han begynder at give dem konsekvenser i et envejsspil; sandhed eller konsekvens? Vil de følge hans opfordringer og vinde deres frihed, eller vil de vælge deres værdighed og fangeskabet? Det bliver i hvert fald fireogtyve timer, som ingen af dem vil glemme lige foreløbig.
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR!

29Likes
45Kommentarer
3170Visninger
AA

4. A Night of Truth - Part 2

Kylie

Jeg kunne tydeligt mærke varmen stige op i mine kinder, og endnu en gang var mine hænder yderst spændende, mens alle de andre stirrede afventende på mig.  Jeg løftede forsigtigt blikket, men da jeg mødte Zayns spørgende øjne sænkede jeg hurtigt hovedet igen. Jeg prøvede at finde på en god forklaring i mit hoved, men det resulterede så i, at jeg kom med undskyldningerne, inden jeg kom med begivenhederne.

”Det… er en del af arbejdet.” Mumlede jeg forsvarende, hvilket bare fik manden til at sukke og de andre til at se endnu mere undrende ud, indtil det langsomt begyndte at dæmre for nogle af dem.

”Hvad lavede i, Kylie?” Sagde manden surt, mens pistolen pludselig blev rettet mod stedet mellem mine øjenbryn endnu en gang, og jeg krympede mig skrækslagent, mens jeg for alt i verden prøvede at holde mit blik fast på pistolen.

”Jeg… Vi…” Stammede jeg forsigtigt, indtil jeg lod hænderne falde ned i skødet, hvilket bare gav mig endnu mere dårlig samvittighed.

”Åh gud, det gjorde du..! Seriøst?!” Kom det pludselig fra en skinger stemme, og jeg kiggede et øjeblik forvirret på Selenas afskyende blik, men så fattede jeg hurtigt hendes pointe ved afskyen, og jeg kiggede ydmyget ned i mine sammenknyttede hænder.

”Hm… Jeg tror vi alle har forstået den nu.” Sagde manden med et tilfreds smil, og jeg kunne mærke varmen i ansigtet blive værre for hvert sekund. Først da jeg hørte hans skohæle mod gulvet turde jeg igen kigge op, men synet der mødte mig fik mig hurtigt til at kigge ned igen. Selvom manden var begynd at bevæge sig, så sad alle stadig og kiggede på mig; og selvom jeg ikke nåede at registrere nogle af deres blikke, så vidste jeg hvordan de så ud. Lige præcis som de blikke jeg havde skulle leve med hele mit liv fra min familie og mine ’venner’. Endda mine fjender. Skuffelse. Jeg var helt sikker på, at alles øjne ville vise skuffelse, og afsky selvfølgelig, for hvem afskyr ikke en pige der er villig til at gå hele vejen med en liderlig mand, så man kan få lønforhøjelse? Disse tanker var også den grund der var skyld i, at jeg spjættede forskrækket, da en hånd pludselig landede på mit nøgne knæ, og jeg kunne ikke holde mit blik fra at vende sig op og møde Louis’ øjne. Han var ikke skuffet. Jeg måtte kigge en ekstra gang for at være sikker, men nej; han var ikke skuffet. Han var bare bekymret. For mig? Vi kendte ikke engang hinanden.

Jeg lod forsigtigt blikket glide videre til de fuldstændig tavse mennesker omkring mig. Justins blik var også bekymret, og undrende. Hvad han undrede sig over forstod jeg ikke. For helvede, jeg arbejdede på en natklub, hvad havde han regnet med? Jeg vidste udmærket at Selena udelukkende følte afsky for mig, men det gjorde hun allerede før også, så hende så jeg ikke længe på. Rihanna var en smule sørgmodig, men det lod samtidig til, at hun vidst kun var halvt til stede, så jeg tog det som, at medlidenheden var rettet mod mig, og resten var af sorg over sig selv. Taylor kiggede bare ret neutralt på mig. Bekymringen og medlidenheden var der, men mest af alt undren. Hvad? er det bare fordi voldtægt og billig arbejdskraft er helt fremmed for berømte folk? Mit blik gled tøvende videre og da jeg ramte Harrys blik kunne jeg ikke lade være med at føle en smule skam. Der var ingen afsky i hverken hans eller Nialls blik, eller skuffelse for den sags skyld; men det var der i Zayns. Jeg kunne se hvordan han kæmpede med sit indre for at få en anden følelse frem i øjnene, men skuffelsen var der, og det gjorde mig bare endnu mere forlegen. Men selvfølgelig følte han skuffelse, hvordan kunne nogen af de andre føle andet? Skuffelse var den følelse man fik, når man kiggede på mig. Sådan havde det altid været. Jeg tog mig ikke tid til at kigge på Liam og Danielle, for det var garanteret bare mere af det samme, så i stedet koncentrerede jeg mig fuldt ud om at skubbe Louis’ hånd væk fra mit lår, og så lod jeg langsomt blikket glide op mod hans, og jeg brugte hvert sekund på at få mit blik til at være koldt og afvisende; men det virkede vidst ikke helt.

”Nå, Lad os spørge… Justin.” Manden trak nærmest lyden af hvert eneste ord ud i munden, og jeg kunne ikke lade være med at gyse en smule ved lyden. Det lød virkelig ikke særlig rart. Gad vide hvordan Justin tog det. Jeg ville virkelig gerne vide det, men jeg turde ikke kigge op, i frygt for, at der stadig var nogen, som kiggede på mig.

”Hvad vil du vide?” Justins stemme var en smule hæs, og ret dyb, og allerede på det tidspunkt virkede det som om, at han ville kunne snakke i flere timer, og jeg ville bare sidde og lytte til den smukke klang. Hey, sådan skal man ikke tænke om en fyr i et forhold Kylie! Slemme pige! Okay, det var virkelig mærkeligt. Hvor kom den lige fra?

”På en skala fra et til ti. Hvor god er Selena i sengen?” Sagde manden og jeg kunne ikke lade være med at kigge op i forfærdelse, mens der lød flere overraskede gisp rundt omkring i rummet. ”Et er hvorfor-er-jeg-overhovedet-sammen-med-hende dårligt, og ti er jeg-hader-at-efterlade-hende -i-sengen-om-morgenen godt. Og nu ikke noget med at lyve. Vi har alle brug for at høre sandheden.” Mandens stemme var virkelig kold, og en stemme inde i mig skreg forskrækket op. Der er sgu da ingen af os der har brug for at vide det! Okay, måske dig så, men ikke os andre!

Justin lod hurtigt blikket falde, og jeg forstod ret hurtigt hvad mandens strategi var; tror jeg. Han prøvede at komme op med de mest mærkelige spørgsmål, som ingen ville svare ærligt på, medmindre man havde en pistol sat til hovedet. Jeg tør vædde med, at han ikke engang har lyst til at vide svaret på noget som helst af det der blev sagt.

”Øhm…” Justin trak den så langt han kunne ved at klø sig selv i håret, inden han kiggede over på Selena med et beklagende, skævt smil og en opgivende bevægelse ud i luften, mens en lyserød farve dukkede svagt frem på hans kinder. ”Øh… Tre?” hans stemme var ikke mere end en mumlen, og det var lige ved at den druknede i gisp fra os andre, men jeg var sikker på, at jeg hørte det rigtige svar, og - hvis I ikke har noget imod et lettere sidespring - er jeg et dårligt menneske, når jeg tænker, at Selena fortjener den nedsættelse, efter hendes store diva-fremtræden i nat? Den karakter fik i hvert fald sat en stopper for en smule af hendes ego, men lad os nu se hvor længe den vil vare.

”Nå, der kan man bare se.” Sagde manden efter nogle sekunders stilhed, og nu kunne Justin ikke længere holde sit blik rettet opad, især ikke fordi Selenas vrede øjne prøvede at fange hans, selvom hun prøvede ikke at vise sin desperation. ”Det ser ikke ud til du har fortalt Selena dette, hva’?” Mandens stemme var triumferende og en smule flabet, mens han gik langsomt rundt om parret og smilede tilfreds. Jeg fik pludselig ondt af dem, og i et sekund tænkte jeg ikke på pistolen i mandens hånd, jeg tænkte bare på at få Justin ud af skærsilden; rent ud sagt, så kunne Selena rende mig.

”Jeg er sulten.” Fløj det ud af mig, og jeg måtte kæmpe hårdt mod mig selv, for ikke at sænke hovedet, og til sidst vandt min viljestyrke og jeg mødte mandens kolde blik. Jeg kunne svagt ane Justins spændte skuldre falde en smule sammen igen, men jeg koncentrerede mig mest om det forundrede blik der var på vej tættere på med pistolen rullende mellem fingrene. Jeg sank stille en klump, og selv gispene og forundringen over Justins svar var blevet til chokkeret tavshed. Fuck.

”Nå, så det er du?” Sagde manden langsomt, mens han trådte helt hen til mig, og jeg foldede hurtigt mine hænder sammen, så de ikke rystede så kraftigt. Han måtte ikke finde ud af hvor bange jeg virkelig var. ”og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” hans stemme var stadig kold og følelsesløs men hans øjne havde en snert af irritation i sig. Jeg havde ødelagt hans leg for ham.

”Joh… Kokkens lager er næsten fuldt, og hvis jeg fik et par ekstra hjælpende hænder, så kunne jeg vel godt…” Mere fik jeg ikke sagt, før manden lænede sig helt ind over mig og satte pistolløbet ned under min hage, så jeg var tvunget til at løfte ansigtet op mod hans. Hans ånde var kold som en vinterbrise, og jeg gøs under dens berøring af min hud.

”Og hvad får dig til at tro, at jeg vil lade dig forlade dette rum?” Sagde han, og pludselig gav kulden fra hans ånde mig mod, og jeg kiggede trodsigt ind i hans iskolde øjne. Han var som en snemand. En stenhård snemand. Men jeg var ikke bange for at blive tromlet ned længere.

”Ingen af os tilfangetagne har nogen nøgler, så vi vil alligevel ikke kunne slippe ud af klubben. Hvis du er i tvivl, kan du jo bare binde de andre fast til stolene og gå med mig. Som sagt, jeg kunne godt bruge et ekstra par hænder.” Sagde jeg, og jeg blev selv helt chokkeret over, hvor kold min stemme egentlig lød, og da jeg hørte gisp omkring os, vidste jeg, at jeg var faretruende tæt på grænsen mellem liv og død. Men jeg tog chancen og fastholdt øjenkontakten uden så meget som at blinke.

”Hm… Jeg laver ikke mad.” Sagde han så med et irriterende følelsesløst smil på læben, hvorefter han rettede sig op, og da han vendte sig om faldt jeg en smule mere sammen på stolen, men jeg sad stadig med spændte muskler og ventede på at modtage pistolkuglen. ”Du kan vel godt bikse noget spaghetti sammen til os, Kylie.” - jeg gøs svagt over en måde han sagde mit navn - ”I andre kan tage en pause, eller hjælpe pigen med maden.” Så var han pludselig ude af en sidedør, og jeg faldt slapt sammen på stolen, mens alles blikke endnu en gang blev rettet mod mig. Men denne gang tog jeg mig ikke af det. Ikke engang den sædvanlige varme på mine kinder dukkede op. Jeg havde brugt for mange kræfter på at stå imod manden; og nu skulle jeg bruge mad.

Jeg fik langsomt gang i mine muskler igen og rejste mig vaklende fra stolen, inden jeg så rundt på de andre piger. Danielle havde vidst for travlt med at kramme Liam, så hende ville jeg ikke forstyrre. I stedet så jeg over på Taylor og Rihanna. Taylor så virkelig ud til at irritere Harry, så ham kunne jeg vel gøre en tjeneste, og Rihanna så ud til at mangle selvskab.

”Kan I to ikke hjælpe mig? Jo flere hænder, jo hurtigere vil det gå.” Sagde jeg med et smil og Rihanna nikkede hurtigt, inden hun rejste sig, mens Taylor lige skulle bruge et ekstra sekund på at opfange mine ord, men så nikkede hun også. Jeg smilede taknemligt til dem, og så begyndte jeg at gå mod døren ud til køkkenet, men en stemme stoppede mig.

”Hvorfor gjorde du det?”

”Fordi jeg kunne.”

Jeg kiggede hurtigt over skulderen på Zayn, og så gik jeg.

Rihanna og Taylor kom hurtigt ud i det lyse køkken til mig, og jeg bemærkede pludselig at Rihanna holdt ret krampagtigt om sin kjole, hvilket fik mig til at vende mig mod et skab lidt væk fra komfuret og sådan.

”Det er ikke meget, og jeg ved ikke om det passer, men du kan låne mit tøj, hvis det er..?” Sagde jeg tøvende, men jeg syntes pludselig ikke, at Rihanna virkede som den rigtige måde at tiltale hende på, så først da hun smilende tog imod den langærmede sorte T-shirt og de hvide jeans, mens hun mumlede et lille ’Robyn’, fortsatte jeg. ”… Robyn.”

Så vendte jeg mig mod Taylor, som bare stod i noget almindeligt tøj, så jeg tog mig ikke af det, hvilket ville sige, at jeg skulle til at koncentrere mig om maden.

Okay, jeg plejede at lave spaghetti til to, og nu var vi så elleve; tolv hvis vi talte manden med, så jeg kan lige så godt lave til fjorten, ik’?

Jeg trak hurtigt to gryder frem og hev alle ingredienserne ned fra skabet, inden jeg begyndte med at give Taylor en opgave, og da Robyn kom tilbage fik hun også tildelt sin del af arbejdet. Vi arbejde i flere minutter i stilhed, men efter der var gået omkring en halvt time, blev det for meget for mig.

”Såh… Hvad sker der lige for den ring?” Sagde jeg tøvende, mens jeg kiggede halvt på Robyn og halvt på sovsen i gryden foran mig. Robyn kiggede på samme måde på mig og sukkede så, hvorefter Taylor heller ikke kunne holde sine ører fra at lytte, lod det til.

”Vi var… Venner. Mig og George.” Sagde Robyn langsomt, mens hun prøvede at se ud som om hun koncentrerede sig ret meget om sit arbejde.

”George?” Spurgte Taylor, hvilket bekræftede min idé om, at hun også lyttede.

”Ja, ham der holder os fanget. Hans navn er George Horper.” Næsten hviskede Robyn, og jeg kiggede undersøgende på hende. Det her var hvad der gjorde hende trist. Det var hvad der gav hende selvmedlidenhed.

”Og ringen?” Spurgte jeg forsigtigt, for det virkede faktisk som om, at hun manglede at snakke om det med nogen.

”George gav mig en ring engang. Perfekt diamant, helt ægte. Jeg løg for ham, og sagde at ingen nogensinde have givet mig en ring før. Sandheden var, at jeg havde fået en af en anden kun et par uger inden. Georges bror.”

Ingen af os sagde noget i noget tid efter den historie, indtil nogle skos klikken mod gulvet afslørede Selenas tilstedeværelse.

”Smuk historie Riri. Men jeg har et bedre emne. Hvorfor fanden lod du den luder af en kollega slippe væk med nøglen?” Sagde Selena vredt, mens hun stillede sig standhaftigt foran mig, og jeg måtte kæmpe for ikke at slå hende ned, for at kalde Vanessa en luder.

”Den sidder stadig døren. Bare på den anden side. Tro mig, jeg tjekkede.” Mumlede jeg surt, mens jeg kiggede koncentreret ned i sovsen, som snart havde en okay god farve og konsistens.

”Hvorfor helvede tog du den så ikke, inden du lukkede døren?” Hviskede Selena, og jeg vidste at hun frygtede at nogen overhørte hende.

”Fordi det er lidt svært at huske med en pistol rettet direkte mod én.” Sagde jeg irriteret, mens jeg slukkede komfuret og stillede sovsen klar på et rullebord.

”Det lod da ikke til at være et problem lige før.”

”Okay, hvad er dit problem?”

____________________________________

OBS! George Horper og begivenhederne omkring ham er fuldstændig opdigtet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...