A Night of Unfortune(1D, Bieber, Gomez, Swift, Rihanna)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Igang
Er berømthederne blevet spammet om et hemmeligt møde, eller er det bare en tilfældighed?
Kylie Summers arbejder hårdt på døgnvagt i natklubben, men havde aldrig kunnet forudsige mødet med de ti personer; og da slet ikke under så drastiske omstændigheder. Hvad gør hun, når hun bliver trukket ind i et overvældende drama med Liam Payne, Zayn Malik, Louis Tomlinson, Niall Horan, Harry Styles, Danielle Peazer, Justin Bieber, Selena Gomez, Taylor Swift og Rihanna. Og hvad gør de, når han begynder at give dem konsekvenser i et envejsspil; sandhed eller konsekvens? Vil de følge hans opfordringer og vinde deres frihed, eller vil de vælge deres værdighed og fangeskabet? Det bliver i hvert fald fireogtyve timer, som ingen af dem vil glemme lige foreløbig.
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR!

29Likes
45Kommentarer
3190Visninger
AA

11. A Night of the Unexpected

Kylie

De seneste ti minutter var blevet tilbragt i stilhed. Drengene fra One Direction havde trukket sig til køkkenet, mens Danielle var forsvundet et eller andet, andet sted hen. Selena havde tvunget Taylor og Robyn til at følge med hende ud på toilettet til et pigemøde, som jeg ikke havde følt vedkom mig. Så nu sad jeg tilbage i det store lokale med Justin et par stole fra mig, og ingen af os lod til at ville starte en samtale med den anden. Hans grund kendte jeg ikke, men jeg vidste udmærket godt, at min grund blev placeret i det faktum, at jeg havde fået en konsekvens fra George, som jeg stadig ikke vidste, om jeg ville tage imod. Havde Justin også fået en konsekvens? Og i så flad; hvilken?

”Jeg er virkelig ked af… alt det med din familie.” Justins hæse mumlen lød pludselig gennem lokalet, og jeg flyttede hurtigt blikket hen på ham for tiende gang de sidste ti minutter.

”Hvorfor?” Var det eneste jeg kunne få frem, mens jeg ivrigt pillede ved hver eneste af mine negle, så jeg havde en undskyldning for ikke at kigge ham i øjnene. At se på ham mindede mig bare om den chance George havde givet mig for at komme ud fra natklubben. En chance som satte stor tvivl på min morale.

”Ingen burde leve sådan,” svarede Justin tøvende, og da jeg løftede blikket kiggede han intenst på mig. Jeg ville fjerne blikket igen, men jeg kunne ikke.

”Det er jo ikke din skyld; så hvorfor undskylder du?” sagde jeg forsigtigt, mens jeg kunne mærke sveden forme sig i mine håndflader - han gjorde mig nervøs. Nej, det var ikke ham. Det var Georges ord, der gjorde mig nervøs. Jeg vil have dig til at have sex med ham, Kylie. Det kunne jeg da ikke gøre. Godt nok var Selena ikke den sødeste i verden, men hun var stadig en pige; og piger tog det meget tungt, når andre stjal deres kærester. Og så ville jeg ikke risikere at gøre hende endnu vredere.

”Jeg… Jeg ved vel bare ikke, hvad jeg ellers kan sige.”

”Du behøver ikke sige noget.” Det var først, da ordene var ude, at jeg bemærkede smilet om mine læber, og jeg stivnede markant. Jeg sad og flirtede med ham; gjorde jeg ikke? Åh gud.

”Hvad siger du, Kylie?” Justins stemme var langsom, og han udtalte hver en stavelse, som om jeg var hørebesværet. Hans blik var undersøgende, og jeg kunne ikke undgå at rødme en smule, mens jeg endelig lod blikket falde. Jeg havde flirtet med ham. Hvorfor havde jeg flirtet med ham? Havde min underbevidsthed taget en beslutning om min konsekvens uden at konsultere resten af mig? Bitch.

”Undskyld; jeg er vidst træt.” Endte jeg med at sige med et skævt, undskyldende smil, og så kiggede jeg ellers alt for fascineret på døren ud til toiletterne. Gad vide, hvad hans kæreste lavede lige nu?

 

Justin

Hun forvirrede mig. Hendes opførsel var forvirrende. Det ene øjeblik var hun glad og flirtede endda; det næste kunne hun ikke engang se på mig. Hun var en rodet person. Men hvem ville ikke være rodet med en fortid som hendes?

”Jeg har intet imod det,” ordene ryger ud af mig, inden jeg når at tænke mig ordentligt om. Hvorfor sagde jeg det? Jeg havde en kæreste, og så opfordrede jeg Kylie til at flirte med mig? Havde jeg skiftet mening? Ville jeg gerne såre Selena? Nu var jeg da helt klart den, der var rodet. Kylies øjne møder endelig mine igen, og jeg bliver næsten øjeblikkeligt fanget af den smukke blå farve, som havde en uendelig gnist glimtende i øjenkrogen; en gnist hun sikkert ikke engang kendte til selv; en gnist, der fortalte en hemmelighed, en hemmelighed kun hun vidste, og den fyr der var så heldig at komme tæt nok på til at læse den. Kunne det blive mig? De første skeunder, lod det til, at Kylie ikke kunne finde ud af, hvilken følelse hun skulle vise mig, så jeg brugte tiden på at rykke et par stole længere mod højre, så vi sad ved siden af hinanden. Det lod til, beslutningen var taget.

”Justin… du har en kæreste. Jeg burde ikke sidde og flirte med dig,” mumlede hun stille, men jeg kunne alligevel se, hvordan hun gjorde afstanden mellem os mindre, da hun lænede sig lidt til siden; om det var bevidst eller ubevidst, var vidst et mysterium for os begge.

”Hvad, hvis jeg gerne vil have dig til at flirte med mig?” mumlede jeg let og gjorde afstanden endnu mindre ved også at læne mig frem. Hendes øjne borede sig ind i mine, som om hun panisk ledte efter en grund til at lade være, men jeg vidste, hun ikke ville finde nogen.

”Jeg tror,” Startede Kylie stille ud, da vores ansigter var mindre end ti centimeter fra hinanden, og jeg kiggede afventende ind i hendes øjne, indtil hun fortsatte: ”Vi nok er nødt til at tage denne et andet sted. Det er ikke ligefrem fordi, vi er totalt afskåret fra de andre hér.” Det tog mig et par sekunder at opfatte, hvad hun sagde, og da jeg endelig gjorde det, nikkede jeg blot og lænede mig så tilbage. Jeg brugte flere sekunder efterfølende på at kigge ind i hendes øjne, så jeg kunne være sikker på, at det faktisk var det hun ville.

Jeg kunne mærke på hende, at der var noget hun ville sige, men inden hun nåede mere end at åbne munden, var en dør blevet svunget op et sted, og vi brød øjenkontakten.

 

Selena

”Kom nu piger, jeg fortalte jer det ikke, så I kunne stå dér og glo på mig, som om jeg er en eller anden alien!” Siger jeg irriteret, da jeg vender mig fra vasken endnu en gang og kigger på mine to veninder, som har de største øjne set til dato, mens e kæmper med at holde deres munde lukkede.

”Men… Jeg mener bare… Harry? Selena, du har en kæreste, og bare det at du overvejer at gøre det.” Siger Riri forsigtigt, mens vi begge betragter Taylor, der måske er lidt for tæt på grådens rand. Shit, selvfølgelig er hun stadig interesseret! Hvordan kunne jeg glemme det? Jeg kunne ikke have sex med Harry, hvis det sårede min veninde. Men jeg var nødt til det. Vi vidste alle sammen, at jeg kæmpede for mig selv og ingen andre; jeg ville ud herfra. Væk fra truslen.

”Jeg ved godt, at det virker uhøfligt og meget koldt af mig; men jeg vil ud. Det er det eneste Harry betyder for mig: min billet ud herfra.” Sagde jeg overbevisende, og jeg kunne se en vis lettelse flyde over Taylor og lette trykket på hendes spændte muskler. Så, jeg kunne snakke mig fra skylden; Godt at vide.

”Gør hvad du vil, men hvorfor fortalte du os det?” Mumlede Riri usikkert, mens hendes blik er rettet målbevidst på gulvets marmorfliser.

”Jeg vil have jer til at hjælpe mig. Jeg har prøvet at forføre ham men han virker alt for bevidst om min… forholds-situation. Jeg er nødt til at tvinge ham i enerum med mig, og det kan jeg ikke alene.” Sagde jeg bestemt, og Taylor og Riri nikkede begge til deltagelse, så vi begyndte at planlægge, en helt fantastik plan, hvis jeg selv skulle sige det. Så var spørgsmålet bare: Ville Harry hoppe på den, eller ville han se igennem os?

 

Danielle

”Du...? det kan jeg ikke.” mumlede jeg grædefærdigt, da manden endnu en gang skubbede mig ind mod væggen, denne gang for at jeg skulle blive.

”Du skal, Dani. Det kan give både dig og Liam jeres frihed.” Hviskede han monotont, og jeg kunne ikke lade være med at ryste i rædsel, over den utilregnelighed, han udviste ved det.

”Men vi vil ikke træde ud sammen. Han vil hade mig.” Mumlede jeg med tårerne rendende ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke; jeg kunne ikke gøre det mod ham, ikke ham.

”Men I vil træde ud i live; begge to.” sagde han med et følelsesløst smil, og jeg måtte kigge væk, så jeg ikke ville bryde mere sammen. Jeg kunne se hans ansigt for mit indre øje. Hans smukke brune hår, hans ligeså smukke øjne; hans ubekymrede smil, jeg vidste kun sad der, så jeg kunne blive roligere. Jeg kunne ikke udsætte ham for den sorg. Jeg elskede ham for højt; for meget.

”Jeg… Hvad, hvis jeg nægter.” Fik jeg til sidst fremstammet mellem sammenbidte tænder. Jeg vidste, han ikke ville tage det spørgsmål pænt, så jeg ventede det værste.

”Så… Har jeg en kniv i baglommen med dit… og Liams navn på.” Sagde han med korte pauser imellem, der fik mig til at klemme øjnene i og slippe et lille hulk ud gennem mine læber. Han stod helt henne ved mig, og jeg kunne mærke hans kolde ånde som nåle mod min kind. ”Har vi en aftale?”

”J… j-ja.” jeg var nødt til det; det var vores eneste chance; om det var bedre end døden, kunne jeg ikke sige, men så var der måske en chance for os bagefter? Jeg kunne mærke hans smil, jeg ved ikke hvordan, men jeg kunne. Hans ækle smil, som pludselig forsvandt med resten af ham, og jeg var alene igen. Alene med et mission.

 

Liam

Det eneste der kunne høres var Nialls uregelmæssige strøg over guitarens strenge. Ingen sagde noget, ingen udvekslede blikke; alle tænkte på noget forskelligt. De flestes tanker kunne ses i øjnene.

Niall følte det hele som håbløst; han så ingen chance for, at vi alle ville komme ud af denne klub, helt sikkert ikke som de samme personer, i hvert fald.

Louis var fjern, han tænkte på fortiden; muligvis den han kunne have brugt på at give Kylie en anden fremtid; eller Rebekah. Jeg kunne se fortrydelsen hos ham; hans evindelige straf på sig selv, fordi han følte sig blind, hvordan overså han det? Jeg kunne se, at han havde én eller anden kontakt til hende, havde følelser for hende; muligvis uopdagede.

Harry virkede urolig; rastløs. Han var ikke træt, han var ikke opgivende. Han kæmpede en kamp i sit hoved, med at komme med idéer og skyde dem ned igen; han ville ud, og han var ligeglad med, hvad der skulle til. Måske lige med undtagelse af de muligheder, som krævede, at han sårede nogen af os andre; det ville han aldrig gør; det ville ingen af os gøre.

Og så var der Zayn. Den eneste person, som havde besluttet sig for at lukke sig inde i sig selv og skubbe os andre ud. Han viste ingen følelser. Jeg vidste, at han havde følt noget overfor Kylie, da de først mødtes, og jeg kunne se, at hendes fortid tog på ham, men jeg vidste også, at der var andet, han ikke ville sige højt til os; eller til nogen. Noget der var ved at bryde ham ned indefra, selvom det lod til, at det valg han skulle tage, allerede var blevet truffet.

”L-Liam?” Danis stemme var ikke særlig høj, men den var høj nok i køkkenets stilhed, så vi vendte os alle om, og jeg satte hurtigt mit bedste smil op; noget der ikke var så svært, når Dani var i nærheden.

”Hey Smukke, hvad så?” Mumlede jeg og rakte stille en hånd ud, så hun kunne komme og tage den; og hun kom også, hun tog bare aldrig min hånd. Forvirringen opslugte mig, men jeg valgte at holde min facade, så godt jeg nu kunne.

”Jeg… er nødt til at snakke med dig.” Sagde Dani usikkert, mens hun kiggede rundt på de andre drenge, som langsomt lod blikkene køre væk fra os. Endnu mere forvirring faldt over mig, og denne gang kunne jeg ikke holde facaden.

”Hvad er der galt, Dani?” Spurgte jeg usikkert, og jeg lod endelig hånden falde igen, sammen med Danis blik.

”Os.” hviskede hun så, og jeg var næsten sikker på, jeg hørte galt, indtil hendes tårevædede blik ramte mit.

”Hvad… hvad mener du, der er da ikke noget galt, vi…” begyndte jeg panisk, de jeg fløj op fra stolen, men Dani lod hurtigt hendes hænder ramme min brystkasse, så jeg stoppede igen.

”Liam, det… Det fungerer ikke,” mumlede hun stille, stadig med blikket rettet mod sine hænder, og jeg bukkede desperat hovedet for at finde hendes blik. Jeg kunne mærke hende tage en dyb indånding, og så kiggede hun op på mig og begyndte at tale som om det hele var indøvet, hvor længe havde hun tænkt på at slå op? For jeg havde aldrig.

”Det fungerer ikke, og det ved vi begge to. Du er berømt sanger, og du elsker opmærksomheden; jeg vil ikke tage det fra dig, go du ved udmærket godt, at lige nu er det mig, der holder dig tilbage. Hvis du ved hvad der er bedst for os begge, så lade være med at træd længere ind i det end det her.” Sagde hun bestemt, og jeg kunne igen mærke forvirringen sive gennem mine vener og blodårer, da hun vendte sig om og gik beslutsomt mod døren igen. Det var slut; det var virkelig slut.

 

Kylie

Mit blik lå solidt plantet mod gulvet, mens jeg kunne mærke Justin kigge rundt ved siden af mig. Dog stoppede de bevægelser snart, og han sad ligeså stivnet, som jeg orde, hvilket i sidste ende tvang mit blik op mod døren, der åbnede.

”Hygger I jer?” Hans smil var stort og sejrende, men jeg kunne stadig se følelsesløsheden. Han var helt kold overfor vores følelser; vi var bare brikker i hans spil, problemet med det var bare, at jeg ikke vidste, hvilket spil han egentlig spillede.

”Hvad vil du?” Min stemme havde en mærkelig styrke i sig, som, jeg kunne se, overraskede Justin, men George grinte det bare hen, inden han løftede sin hånd op, og i stedet for en pistol, så jeg en mobil, hvis skærm lyste op i en samtale.

”En sød pige fik fat i mit telefon nummer og bad om at snakke med dig.” Sagde han med et ulæseligt ansigt, og jeg kunne ikke lade være med at tøve, da han trådte ind foran mig og rakte mobilen frem. Jeg kunne svagt høre en skinger mumlen fra telefonen, som om personen prøvede at nå ud til mig, men jeg kunne ikke sortere ordene fra hinanden. Derfor prøvede jeg i stedet at identificere stemmen; var det Sophie? Eller måske Vanessa? Men hvordan fik de fat i nummeret? Ringede de til politiet? Selvfølgelig gjorde det det, men hvorfor havde vi så ikke hørt noget fra nogen. Var det det George lavede, når han forsvandt? Forhandlede med politiet. Måske stod Sophie og Vanessa derude og ventede på, at jeg kom ud. De hjalp politiet, og nu skabte de kontakt til mig, endelig, efter hvad? Seks timer? Måske kun fire.

Mit blik røg ned på mobilen igen, og jeg blev pludselig desperat efter at høre én af dem snakke, så jeg tog langsomt telefonen fra ham og førte den op til øret, mens jeg holdt blikket låst fast på Georges udtryksløse ansigt. Stemmen i røret var stoppet, så jeg rømmede mig let, for at se, om det kunne få hende til at tale. En skrøbelig vejrtrækning begyndte i den anden ende; hun havde grædt.

”R-Rebekah?” Det første jeg bemærkede var ordet; Hverken Sophie eller Vanessa kaldte mig Rebekah mere. Jeg kunne mærke hver eneste scene i min krop stivne, og sekundet efter genkendte jeg stemmen, Den lidt hæse klang efter den uendelige mængde af cigaretter, den lidt skingre tone, som hun helt sikkert havde arvet fra sin mor og den lille rysten i hvert eneste ord, som hun hurtigt havde påtaget sig efter tabet af hendes søn.

”Mor.”

________________________________

Så er der endelig blevet skrevet endnu et kapitel! Tusind tak til jer der stadig hænger ved, og UNDSKYLD til jer, som har ventet i uendeligheder på en videreførelse af handlingen!

Men hey! Så kom der da lidt gang i konsekvenserne! Hvad synes I om dem indtil videre? :)

xxx

~Bells~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...