A Night of Unfortune(1D, Bieber, Gomez, Swift, Rihanna)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Igang
Er berømthederne blevet spammet om et hemmeligt møde, eller er det bare en tilfældighed?
Kylie Summers arbejder hårdt på døgnvagt i natklubben, men havde aldrig kunnet forudsige mødet med de ti personer; og da slet ikke under så drastiske omstændigheder. Hvad gør hun, når hun bliver trukket ind i et overvældende drama med Liam Payne, Zayn Malik, Louis Tomlinson, Niall Horan, Harry Styles, Danielle Peazer, Justin Bieber, Selena Gomez, Taylor Swift og Rihanna. Og hvad gør de, når han begynder at give dem konsekvenser i et envejsspil; sandhed eller konsekvens? Vil de følge hans opfordringer og vinde deres frihed, eller vil de vælge deres værdighed og fangeskabet? Det bliver i hvert fald fireogtyve timer, som ingen af dem vil glemme lige foreløbig.
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR!

29Likes
45Kommentarer
3176Visninger
AA

9. A Night of the Past

Kylie

Jeg kunne se forvirringen drage hen over de andres ansigter, samtidig med at stilheden indfandt sig i lokalet. George stod som en statue foran mig med pistolen rettet mod min pande, men jeg havde ikke brug for motivation længere. Rebekahs hemmelighed var på vej ud; og ingenting kunne stoppe den nu. Et stille suk slap ud gennem mine læber, inden jeg langsomt fortsatte.

”Det er lidt over et år siden. Lucie Donnan var ekstatisk over endelig at skulle væk fra skolen, så hun skulle selvfølgelig sørge for, at hendes sidste ladning af mobberier mod mig blev gigantisk. De sidste fire måneder var det ikke bare ord længere. Lucie har aldrig været en der slår fra sig med andet end ord, så hun lod andre gøre det; men samtidig var hun omhyggelig med at få mig til at vide, hvem der virkelig stod bag.

Den første måned tog jeg imod det hele, i håb om at hun ville køre tør hurtigst muligt; men da næste måned kom, begyndte jeg at kæmpe imod. Jeg prøvede at tale til dem der blev sendt efter mig; få dem til at forstå hvad det var de gjorde. Men Lucie havde fyldt alle skolens elever med løgne om mig. Jeg kunne ikke gøre noget. Den tredje måned var forfærdelig. Jeg var gået så langt som at fortælle mine forældre hvad der skete. Alle de blå mærker var svære at skjule. Men de gjorde intet. De sagde det samme som jeg havde troet på den første måned: ’det går snart over igen’.

Derefter begyndte Lucies ord at køre i selvsving i mit hoved: ’Ingen gider se på dig. Gå dog hjem og gør en ende på alle vores lidelser.’ Og jeg begyndte at tro på hende. Alle hadede mig. Selv jeg kunne ikke holde mig ud. Så jeg begyndte at blive væk fra skole. Og tro mig, jeg hørte rygterne. De troede alle sammen jeg havde taget Lucies ord til mig. De troede jeg havde begået selvmord.” Forfærdelsen, medlidenheden og vreden var nærmest til at læses i alles blikke, men jeg var langt fra færdig med historien.

”Så det kom som et chok for dem alle sammen, da jeg dukkede op til dimission; selvfølgelig. Og endnu en bølge kommentarer væltede ind over mig. Lucie fik endda det hele vendt til et selvmordsforsøg fra min side. Og så sagde hun det til mig: ’Du skal ikke tro dig sikker endnu Rebekah. Jeg vil hjemsøge dig resten af livet. Gøre det til et helvede for dig, indtil du indser hvor meget jeg har ret.’ Og det gav mig en idé.

Jeg forstod hende nemlig. Hun havde ret. Ingen interesserede sig for Rebekah Steele. Hun var ingenting. Mindre end ingenting. Så får at slippe af med Lucie hjalp Vanessa - min kollega - og hendes søster mig med at foregive mit selvmord. De var de eneste der rigtig holdt nok af mig til at få sådan noget at vide; jeg var flyttet hjemmefra nogle uger inden. Så Vanessa gik på skolen de sidste dage og tudbrølede hver gang jeg blev nævnt, Sophie kom endda derned og råbte af alle eleverne, der havde slået mig og adlydt Lucie. Til sidst troede alle på, at Rebekah Steele var død. Og det er hun på sin vis også. Jeg skiftede navn til Kylie Summers og har aldrig kontaktet min familie igen. De eneste der kender til det her er Vanessa og Sophie, og jer selvfølgelig.” Undervejs i historien havde jeg vendt blikket mod guitaren igen, og da jeg kiggede op, var George forsvundet, og alle de andre sad i stilhed og stirrede på mig, alle med blandede følelser i deres ansigter.

”Undskyld.” Mumlede Louis pludselig ved siden af mig, og jeg flyttede forvirret mit blik hen til ham. Han sad med bukket hoved og pillede ved hans fingre, mens han prøvede at lade være med at se op på mig.

”Hvad har du at undskylde for? Det var ikke dig der gjorde alle disse ting mod mig.” Sagde jeg forsigtigt, mens jeg desperat prøvede at få billedet af Lucie ud af mit hoved.

”Men jeg kunne have været der. Jeg kunne have fået Lucie til at lade være.”

”Ingen kunne have stoppet hende.”

Louis blev tavs igen, og jeg lod langsomt mit blik glide væk fra ham og hen på nogen af de andre, som langsomt prøvede at genvinde deres taleevner.

”men, jeg forstår ikke.” Taylor tog tøvende fat på sin stemme, og fik hurtigt min opmærksomhed. ”Hvad har den sang - More than This - at gøre med det du lige fortalte?” Jeg smilte let, inden jeg kort spillede lidt af melodien igen, og så sukkede jeg, inden jeg kiggede op igen.

”Den har intet med den historie at gøre.” Mumlede jeg med et skævt smil, inden jeg kiggede ned igen, og jeg vidste at de alle forventede en forklaring, men den del af min fortid, vidste jeg ikke, om jeg var klar til at dele endnu.

”Hvad med dine forældre?” Justins stemme skar igennem til mine tanker, og pludselig følte jeg det, som om jeg sad midt i et krydsforhør. Fanget af alle de andres spørgsmål og undren over, hvorfor jeg ikke fortalte dem alting.

”De tror jeg ligger død på bunden af en sø i Doncaster.” Sagde jeg monotont, mens jeg lod min hånd køre op og ned ad guitaren, som om det var en hund der skulle klappes.

”De har aldrig haft en mistanke om, at du muligvis stadig var i live?” Denne gang var det Niall der spurgte.

”Hvis de har, så har de aldrig gjort noget ved det. De elsker mig ikke nok.” Mumlede jeg en smule irritabel, mens jeg spillede hårdt og hurtigt hen over strengene på guitaren.

”Det er ikke sandt Kylie.” Zayn med sin kvalmende optimisme.

”Du har aldrig mødt dem, så hvordan kan du vide det?” Svarede jeg spydigt tilbage, og så var jeg endelig klar til at fortælle mere om min fortid. ”Hele min barndom har jeg levet med en far, der ikke kunne få sig til at sige andet til mig end én enkelt sætning; den samme hver gang: ’Det var jo ikke fordi vi ønskede os et barn.’ Og min mor var ikke meget bedre; altid oppe og køre over den ekstra time jeg kunne brugte hver dag, udover de fire timer lige efter skole, på at øve mig på guitaren. Der skulle jo være et eller andet, de kunne være stolt af, ’når de ikke ønskede sig et barn’.” Jeg forvrængede let min stemme, så den lød lys og mørk på de rigtigt steder, og at dømme fra Zayns nedslåede øjne, ramte min lille tale plet. Der var stille i lokalet i flere sekunder efter det, hvor jeg bare stirrede på Zayns nedslåede blik, mens jeg prøvede at berolige mig selv igen.

Sekunderne i stilhed blev til et minut, og da vi krøb ind i det næste, faldt mit blik på mappen ved mine fødder. Hvor meget vidste han egentlig? Jeg stillede hurtigt guitaren op ad stolen, jeg sad på og bukkede mig så tøvende ned og samlede den op. Det lignede én af de der gule mapper, som de fylder med journaler på hospitalerne.

Jeg vippede langsomt forsiden op, så den endte med at ligge åben på mit skød med papirer og billeder på begge sider. Jeg tog forsigtigt et tilfældigt billede ud og studerede den nøje. Billedet var af mig. Mit hår hang løst ned over mine skuldre og jeg var iført sorte jeans og en hvid T-shirt. Sophie og Vanessa gik lidt bagved og snakkede til mig, mens jeg smilende gik hen ad den næsten tomme gade. Jeg kunne huske den dag. Jeg kunne huske, hvordan vi havde kigget paranoidt rundt på de få mennesker omkring os, i frygt for, at nogen ville genkende mig, selvom mit hår var gået fra blond til mørkt. Vi havde været å vej hen til klubben, hvor Sophie havde skaffet mig et job den samme uge. To uger efter Rebekahs død. Jeg beholdt billedet i hånden og trak endnu et ud: Et pasfoto af Rebekah Steele. Endnu et: Et billede af Rebekah, der træder ind i lejlighedskomplekset jeg bor i, efterfulgt af et næsten identisk billede af den samme person, som havde skiftet hårfarve til sort. Alle disse billeder var taget inden for de sidste to år, der var endda billeder af Rebekah på skolen og Lucie og personerne der bankede mig. Han havde skygget mig. I to år havde han vandret rundt og skygget mig.

”Hvorfor er jeg her?” Mumlede jeg forvirret, inden jeg lagde billederne tilbage i den lomme, jeg tog dem fra. Så kiggede jeg på den lap papir som lå øverst i den bunke. Det var et udfyldningsskema, hvor alle informationer om mig stod. Informationer du normalt ville finde i et pas, men også informationer om min adfærd. Som om han var en psykolog af en slags. En psykotisk psykolog.

”Tilfældighed.” Georges stemme rungede som et ekko igennem mine ører, og pludselig havde jeg en overvældende trang til at slå på et eller andet. Jeg kiggede hurtigt op og bemærkede George ude i kanten af cirklen, hvorefter jeg vredt smed mappen for mine fødder igen; men åben denne gang, så alle kunne se indholdet. Så kiggede jeg vredt op på George igen.

”Så alt det her er en tilfældighed? Du fangede mig ikke her på grund af det dér? Hvad er det overhovedet?” Vrissede jeg frustreret, mens jeg fægtede med armene mod mappen. George tog kun t kort blik på den, inden han trådte hen foran mig med et lidt for lusket smil.

”Du ved jeg arbejdede som privat detektiv en overgang. Ikke for særlig længe siden.” Sagde han koldt, inden han skubbede let til mappen med foden. ”For lidt under et år siden blev jeg kontaktet af et halvgammelt par, som var på udkig efter deres datter. Moren, Sylvia, var overbevist om, at hun var stukket af hjemmefra; ingen af dem havde snakket med nogen af datterens kammerater. Faren, Jimmy, var helt sikker på, at deres datter gjorde det for at pine dem. Det eneste han sagde til mig var: ’Vi ønskede os aldrig et barn, og hun vidste det’.” George holdt inde, og jeg kunne ikke lade være med at tørre mig arrigt hen over kinderne, så tårerne blev tværet ud.

”Lyder de bekendte?” Sagde han til sidst, og jeg nikkede automatisk, inden jeg vendte blikket mod mappen igen.

”V-ved det at du fandt mig?” Spurgte jeg efter noget tid, hvorefter jeg pludselig bemærkede et par stirrende blikke, som desperat prøvede at få mig til at kigge op.

”Jeg valgte at beholde mappen selv. Du er ret fascinerende. Men tro mig, at du er her; det er bare en tilfældighed, at det er dig.” Sagde han til sidst, og jeg kunne ikke lade være med at føle en smule lettelse, da jeg kiggede op, og både George og mappen var væk. Vi sad alle stille som statur i flere sekunder, inden Selena lænede sig frem i stolen.

”Såh… More Than This?” Spurte hun flabet, og endnu engang flød en vrede ind over mig. Hvorfor kunne hun ikke bare lade mig være i fred?

”Hvad er der med den?” Valgte jeg at spørge, inden jeg langsomt tog guitaren op og spillede et kort stykke af melodien. Så kiggede jeg op på Selena igen, som pludselig var gået i gang med en intens stirre konkurrence med Justin. De sad i flere sekunder og nedstirrede hinanden, inden Justin til sidst sukkede tungt og opgivende, og Selena vendte sig igen mod mig.

”Hvad har den med din fortid at gøre?” Spurgte hun med et klamt smil, og jeg kunne ikke lade være med at tage en smule strammere fat om guitaren, inden jeg vendte mit blik mod den. Jeg vidste at de alle sad og stirrede afventende på mig, og jeg burde egentlig have vidst, at Selena ville bringe det på banen, for hun var den eneste der hadede mig nok.

Men så var spørgsmålet bare, om jeg var klar til at fortælle dem om den side af min fortid? Jeg vidste, at hvis jeg fortalt dem det, så ville de vide mere om mig end nogen anden, og det var vel egentlig det George ville have til at ske; men hvorfor? Jeg endte med at sukke dybt og spille lidt mere på guitaren, indtil jeg var rolig nok til at tale normalt. Det måtte vel bare ud.

Jeg prøvede flere gange i træk at starte på en sætning, men hver gang jeg åbnede munden lukkede mine taleevner ned, så jeg måtte lukke den igen. Det var heller ikke fordi jeg vidste, hvor jeg skulle starte.

”Jeg…” Fik jeg endelig fremtvunget, men så snart det ene ord var ude, knækkede min stemme over, og en klump satte sig fast i min hals, så jeg valgte at kigge op. Dårlig idé. Jeg kiggede hurtigt ned igen, så jeg undgik deres blikke, og sank så klumpen.

”Jeg…” Prøvede jeg igen, og denne gang var det ikke gråden der forhindrede mig i at fortsætte. Det var det faktum, at jeg ikke anede hvor jeg ville hen med det ’jeg’. Jeg brugte flere sekunder på at udarbejde start og slut å min historie, og til sidst fik jeg sat en begyndelse på det og startede tøvende, med et lille suk.

”Da… Da jeg var ti, fik mine forældre en søn. Min lillebror… Tim. Han var sød og kærlig, gjorde aldrig nogen noget. Men da han startede i skole, syntes hans klassekammerater ikke, at han skulle være så sød; så de ville nedbryde ham, helt ned til hans mindste godhed.” Sagde jeg lavt, mens jeg langsomt lod blikket glide op på de andres trøstende og afventende blikke. For hvert ord blev det en smule lettere. ”Det startede med ord, onde ord, men da han stadig beholdt sin sødhed, tyede de til vold i stedet. De bankede ham hver dag efter skole, og mine forældre sagde det samme som de senere gjorde ved mig: ’det går over med tiden’. Da han var syv år, fik han konstateret lungekræft, men det var kun mig og mine forældre der vidste det; så bankene fortsatte, og uanset hvor meget jeg bad Tim om at fortælle hans klasse hvad han fejlede, så nægtede han hver gang. Alle de blå mærker gjorde det ikke bedre, og til sidst måtte han indlægges på hospitalet; både for at holde bøllerne væk, men også for at prøve at behandle ham. Og han kæmpede bravt gennem det hele. På det tidspunkt var jeg vidst på mit højeste med guitaren, og Tim havde før siddet i flere timer og hørt på mig øve, så jeg gav ham hans ønske, når han hver dag bad mig spille More Than This, når jeg besøgte ham på hospitalet. Seks måneder efter måtte han opgive kampen. Mine forældre blev værre efter det, og Lucies mobberier hjalp ikke ligefrem ed at få mig op. Jeg har aldrig spillet den sang siden. Undtagen nu selvfølgelig.” Jeg spillede let hen over strengene igen og undgik bevidst alles forsøg på at møde mit blik, mens jeg ventede på deres reaktioner.

”Gud, hvor trist.” Startede Taylor ud med et sørgmodigt suk, og jeg kunne ikke andet end at nikke mig enig.

”Hvorfor har jeg aldrig hørt om det?” Sagde Louis ved siden af mig, og jeg tvang endelig mig selv til at kigge op på hans fortvivlede blik.

”For det første, så var du der ikke da det skete, og for det andet, så har du aldrig været en del af min omgangskreds, så jeg tror ikke rigtig der er nogen måde, hvorpå du kunne have vidst det. Ikke for at nævne, at mine forældre og jeg er de eneste der kendte til Tims død.” Sagde jeg med et enkelt skuldertræk, og så lod jeg tøvende mit blik glide hen over de andre. Nogle sad med blikket mod gulvet, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvad de tænkte. Faktisk havde jeg alt for mange tanker i mit hoved til overhovedet at registrere nogen af de andres følelser, selv dem, hvor det lyste ud af øjnene på dem.

”Jeg hader dine forældre.” Mumlede Niall pludselig, og jeg kunne ikke lade være med at lukke et lille grin ud over den måde han sagde det på. Tjah, jeg tror ikke der er nogen der ikke hader mine forældre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...