A Night of Unfortune(1D, Bieber, Gomez, Swift, Rihanna)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Igang
Er berømthederne blevet spammet om et hemmeligt møde, eller er det bare en tilfældighed?
Kylie Summers arbejder hårdt på døgnvagt i natklubben, men havde aldrig kunnet forudsige mødet med de ti personer; og da slet ikke under så drastiske omstændigheder. Hvad gør hun, når hun bliver trukket ind i et overvældende drama med Liam Payne, Zayn Malik, Louis Tomlinson, Niall Horan, Harry Styles, Danielle Peazer, Justin Bieber, Selena Gomez, Taylor Swift og Rihanna. Og hvad gør de, når han begynder at give dem konsekvenser i et envejsspil; sandhed eller konsekvens? Vil de følge hans opfordringer og vinde deres frihed, eller vil de vælge deres værdighed og fangeskabet? Det bliver i hvert fald fireogtyve timer, som ingen af dem vil glemme lige foreløbig.
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR!

29Likes
45Kommentarer
3174Visninger
AA

6. A Night of Consequences

Kylie

”Hvad for en slags… Opgave?” Spurgte jeg langsomt, men jeg havde på ingen måde i sinde at kigge op på ham, så mit blik var fast placeret på skraldespanden foran mig. Georges ansigt kom tættere på mit, og jeg kunne mærke hans iskolde ånde mod mit øre, hvilket gav mig gysen ned ad rygraden.

”En opgave der kræver erfarenhed; og viljen til at overleve.” Hviskede han, og jeg kunne tydeligt høre den triumf, han følte i hans stemme. Jeg kunne ikke styre mig, og på grund af forvirringen blev min frygt for at se på ham undermineret, så i næste øjeblik stod jeg og så undrende ind i hans stålgrå øjne.

”Hvad slags opgave?” Spurgte jeg igen, denne gang mere insisterende, hvilket fik ham til at løfte det ene øjenbryn og en koldt og hoverende latter flød fra hans kolde læber, men der var på ingen måde noget glædeligt over hans grin.

”Justin ser ud til at være ret glad for dig, Kylie.” Sagde han langsomt, mens han vendte om og gik langsomt væk, men jeg vidste godt, at han ikke var færdig med at tale, så jeg sod stille og holdt min mund lukket.

”Han og Selena er vidst ikke så gode venner.”

”Hvad har det her med sagen at gøre?”

”Det har alt med sagen at gøre, Kylie.”

Han vendte sig igen om mod mig, og hans øjne havde endnu en gang et mærkeligt glimt i sig, men jeg løftede bare afventende det ene øjenbryn og lagde utålmodig armende over kors.

”Jeg vil have dig til at splitte dem ad, Kylie. Og der er kun én måde jeg vil lade dig gøre det på.” Hans stemme var lav og kølig, og jeg rykkede uroligt på mig, hvorefter jeg endelig fjernede blikket fra ham. Jeg havde på fornemmelsen, at min idé om, hvad han ville have mig til, var fuldstændig rigtig.

”Du vil have jeg…” Sagde jeg langsomt, hvorefter jeg sank en klump, men jeg kunne ikke færdiggøre sætningen.

”Jeg vil have dig til at have sex med ham, Kylie.” Sagde George med et triumferende smil på læben, og jeg kiggede endnu en gang ind i hans øjne, som stadig havde det samme glimt i sig. Jeg blev helt kold ved tanken om, hvad han ville have mig til. Jeg kunne ikke gøre det. Okay, jeg var ved at gøre det med Robert, men det var anderledes. Denne gang ville ingen af parterne være med på den. Eller jo, måske. Men jeg ville have de forkerte bevæggrunde, og han ville få falske forhåbninger.

”Hvis du gør det, kan du vinde din frihed.” Fortsatte han, da jeg ikke sagde noget. Jeg blev bare ved med at tie stille, mens jeg fandt alle mulige undskyldninger inde i hovedet. ”Det er måske din eneste chance for at overleve dette.” Jeg kiggede forskrækket op på ham og lod mine hænder falde. Det kunne han ikke mene. Jeg kunne ikke tage sådan et valg.

”Det er din konsekvens for i nat. Vælg med omhu.” Sagde han så, og jeg stirrede målløs på ham, da han vendte sig om og gik ud af rummet igen.

Det tog mig nogle minutter at samle sammen på mig selv, hvorefter jeg pakkede de sidste ting væk, og så gik jeg ud i rummet til de andre. Jeg kiggede hurtigt rundt og talte hovederne, men nej; George var ingen steder at se. Jeg gik langsomt hen til de andre, hvor nogle få kiggede op og smilte til mig - inklusive Justin. Jeg kiggede en ekstra gang rundt og opdagede hurtigt, at også Zayn manglede.

 

Zayn

Ansigtet i spejlet lignede mit. Samme øjenbryn, samme hår, samme kæbeparti; men øjnene var fremmede for mig. De viste frygt. En fremmed følelse. Eller måske ikke helt fremmed, men det var i hvert fald længe siden den havde sat sig i mine øjne. Jeg havde ikke følt mig så magtesløs siden jeg flyttede til London med drengene. Og så kom den irriterende mand med en pistol og satte frygten for mit liv i gang.

”Jeg tror ikke det er særlig godt for egoet at kigge så længe på éns spejlbillede.” Jeg sprang næsten en meter i luften ved lyden af hans kolde, døde stemme. Jeg vendte mig hurtigt om og placerede mit blik stift på det lille stykke livsfarlige metal i hans hånd. Jeg sagde intet, men det tog han vidst som et tegn på at snakke videre.

”Jeg har en opgave til dig, Zayn.” Sagde han, og hans stemme lød næsten glad, i forhold til hvor følelsesforladt den ellers var.

”En opgave?” Sagde jeg langsomt, mens jeg trykkede mig en smule længere op af vasken, som om der ville gå længere tid, før pistolkuglen ramte mig, hvis jeg kom længere væk. De få millimeter gjorde nu nok ikke meget for det.

”Ja. En simpel opgave, som kan vinde dig din frihed.”

”Hvad skal jeg gøre?” Jeg tøvede ikke et sekund med at svare. Jeg ville bare ud derfra. Væk fra frygten.

”Hm… Du er ret kvik med handlingerne, hva’?” Sagde manden med et lettere hoverende stemme, og jeg kunne ikke lade være med at tænke en smule mere over det. Jeg kunne jo heller ikke bare forlade de andre drenge; og Danielle. Det var ikke frygten for sit eget liv der var stærkest hos Liam, det var frygten for Danielles. Det vidste jeg.

”hvis jeg gør det. Kan jeg få de andre drenge fra bandet med ud? Og Danielle.” Sagde jeg tøvende. Selvom jeg ville have dem alle ud, så virkede ham her ikke som en man kunne forhandle med. Han virkede mere som én der gav ordrer, som man fulgte uden at stille spørgsmål.

”Hm… Så skal du gøre lidt mere, hvis I alle vil ud sammen.” Sagde manden eftertænksomt, mens han langsomt begyndte at gå frem og tilbage foran mig. ”Ellers får alle de andre samme chance som dig, for at komme ud herfra.” hans stemme lød ret bedrevidende, da han sagde det, men jeg tog mig ikke af det.

”Jeg vil gøre alt, bare vi alle kan gå sammen. Alle seks.” Sagde jeg hurtigt, og pludselig var pistolen ikke så skræmmende mere. Jeg var desperat, så jeg lod endelig blikket løfte fra metallet og mødte i stedet hans grå øjne.

”Du lader til at have lidt af en afsky for Taylor Swift.” Sagde han langsomt, og jeg trak bare på skuldrene og vippede utålmodigt med foden.

”Hun er en bitch, som klæber sig utroligt meget op af sine kærester.” Sagde jeg hurtigt, mens jeg rykkede uroligt på mig. Giv mig nu bare den pokkers opgave.

”Hm… Hvad ville du så sige til at komme tæt på hende?” Sagde manden med et koldt smil, og jeg kiggede forvirret på ham.

”Øhm… Nej tak.” Sagde jeg forsigtigt, mens jeg skubbede mig en smule ud fra vasken.

”Hvad, hvis det kunne få både dig, alle de andre One Direction drenge og Danielle ud herfra?” Sagde han med et par løftede øjenbryn, og jeg sank ubeslutsomt en klump, inden jeg nikkede opgivende.

”Godt. Det kan du gøre ved at nå til mindst anden base med hende, og så kan i alle gå hjem” han elskede at gøre det her mod os. For helvede, jeg ville sgu da ikke ha’ en sang skrevet om mig! Og slet ikke af min bedste vens ex! Han måtte være sindssyg.

”Dit valg Zayn. Hvis du ender med et kys, så kan du gå hjem. Men så bliver det uden de andre.” Og så forsvandt han ud af døren, og jeg stod alene tilbage foran vasken og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg mener; hvem fanden lægger an på sin bedste vens ex? Og så på grund af en dum konsekvensagtig ting fra et latterligt spil. Han er helt sikkert sindssyg.

Jeg endte med langsomt at bevæge mig ud mod det store lokale, og opdagede hurtigt, at alle sad adskilt over det hele. De eneste der brugte cirklen af stole var Justin og Selena, som sad på deres pladser og snakkede. Resten sad spredt ud på gulvet; og manden var ingen steder at se.

Jeg bevægede mig langsomt hen over gulvet og fik hurtigt tiltrukket mig Harry og Nialls blikke, men mine øjne blev fanget af Taylor, som sad og studerede hver en tomme af Harrys ansigt med den største fortabthed - er det et ord?

Jeg kunne ikke gøre det. Seriøst, hvad havde han regnet med? Det lå langt under min værdighed. Og det ville resultere i at jeg brød ’the bro-code’. Man skal aldrig date sin vens ex. Men på den anden side, så ville det jo ikke være at date, hvis det bare var overlevelse, vel? Og jeg mener, så svært ville det vel heller ikke være at stikke et par fingre op i hende. Måske ville Harry ikke engang finde ud af det? Jeg skulle bare sørge for at sige de rigtige ting, så hun ville forstå at det var en one-time-thing, og at hun ikke skulle tale ud om det på noget som helst tidspunkt.

Okay, jeg kunne godt gøre det. Jeg måtte bare sørge for, at kun ham manden, mig og Taylor fik det at vide.

 

Selena

Hans stemme kørte rundt i mit hoved og gjorde mig sindssyg. Jeg var fuldstændig splittet i mit valg. Jeg ville gerne ud herfra; men jeg ville ikke miste Justin. Især ikke nu, hvor den ynkelige luder havde bekræftet sin interesse for ham. På den anden side, hvad han ikke ville få at vide, ville han ikke have ondt af. Og Harry var lækker. Jeg mener, hvis ikke jeg var så tæt med Taylor og havde Justin, ville jeg sikkert være hoppet på ham allerede to timer efter Taylor og hans brud. Det var jo ikke for ingenting, at jeg bad Taylor beskrive hans fantastiske evner i sengen. Måske ville det ikke være så slemt at prøve dem af? Bare ingen af de andre fandt ud af det.

Jeg kiggede langsomt rundt i lokalet og bemærkede pludselig Justins alt for store interesse for den lille pige henne ved væggen. Åh, han kunne godt tro om igen.

”Hey Justin.” Sagde jeg lavt, hvorefter jeg langsomt lod min hånd glide op ad hans lår. Det fik hans opmærksomhed ret hurtigt, men ikke den gode af slagsen.

”Hva’ fanden, Selena?” Sagde han irriteret, og måske en smule for højt, for Riri kiggede herover, men da hun så hvad jeg lavede kiggede hun hurtigt væk igen. Dog tog Justin hurtigt fat i min hånd og stoppede den.

”Slap af søde, der er ingen der kigger.” Mumlede jeg flirtende, mens jeg kiggede på ham med mit mest forførende blik. Det hjalp ikke en skid. Crap.

”Vi er taget som gidsler på en natklub og tvunget til at sige en masse ting om os selv, som vi ellers aldrig ville sige; og du tænker i de baner?” Hvislede han vredt, mens han skubbede min hånd hårdt til siden og jeg sukkede opgivende.

”Slap af Justin, han er her jo ikke.” Hvæsede jeg træt tilbage, men Justin havde allerede vendt sig vredt væk, og jeg vidste, at jeg ville høre for det her senere; men lige nu gav hans opførsel mig bare en endnu større lyst til at trodse ham og tage imod Georges konsekvens, så jeg kunne komme ud; og så kunne Justin rende mig noget så groft, mens han sad spærret inde her med en psykopatisk mand med en pistol ved hånden. Min beslutning var taget. Og Harry ville garanteret ikke have noget imod det. Han skulle bare rykkes ind på det rette spor.

 

Rihanna

Det kolde porcelæn mod min pande beroligede mig en smule, men jeg kunne stadig ikke få den åndsvage tanke ud af hovedet. Det her var alt sammen min skyld. Hvis ikke jeg havde været så hård ved ham dengang, så ville alt det her være helt anderledes. Han ville have været stoffri i alle de år, og han ville have kunnet finde en ny, i stedet for at drøfte ved fortiden.

Selvfølgelig var jeg fuldstændig klar over, at dette ikke var sandt. Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes, for så ville han ikke have forstået min hentydning. Jeg kunne ikke have undgået at han røg på stoffer, og selv hvis jeg ikke havde været så hård ved ham, så ville han sikkert være endt der alligevel. Jeg var bare glad for at han var stoffri nu; så var nogle af mine bønner til Gud da blevet hørt.

Jeg lukkede stille mine øjne i og lod den klamme gule væg forsvinde for mine øjne, hvorefter jeg begyndte at forestille mig andre ting i stedet. Som at jeg sad på en eng; jeg prøvede at lade gulvet blive blødt under mig og hallucinere den svage kilden fra de svajende græsstrå. Jeg forestillede mig at det kolde porcelæn mod min pande var en smuk, håndlavet og håndmalet vase, som stod på en lille piedestal og tronede sig op over den lille bakke jeg sad på. Jeg forestillede mig, hvordan lyset fra lysstofrørene over mig var solens stråler, som ramte mit ansigt og mine øjne og varmede mig op igen efter porcelænets kolde overflade. Jeg forestillede mig lyden af en svag brise gennem træerne der omringede mig, og hvordan bladene og de svageste kviste og grene bøjede sig efter pustenes styrke.

”Elskede du mig?” Hans lave urolige stemme rev mig væk fra mine forestillinger - som faktisk heller ikke var så gode endda - og jeg skubbede mig op og stå med et sæt, mens jeg spærrede øjnene op og kiggede skrækslagent på ham. Jeg havde da godt nok været langt nok inde i mine drømmerier, til ikke at opdage ham.

”Elskede du mig overhovedet, Robyn?” Sagde han igen, mens han trådte et lille skridt frem, og jeg trådte hurtigt et tilbage, hvorefter jeg kiggede ind i de stålgrå, næsten bedrøvede øjne.

”Hvad?” Hviskede jeg, selvom jeg sagtens havde hørt ham begge gange. Jeg havde ramt vasken bag mig, så jeg tog hurtigt fat om den hvide porcelænskant, mens jeg stirrede vagtsomt ind i ansigtet på George.

”Du hørte mig godt, Robyn.” sagde han nærmest træt, mens han gik endnu et skridt frem, så han var tæt nok på til at gribe fat om min kæbe og tvinge mig til at kigge på ham, hvilket han gjorde. ”Jeg kan give dig en chance for at komme ud herfra, men du er nødt til at svare mig ærligt. Elskede du mig?” Hans stemme lød pludselig sårbar i forhold til inde i rummet med de andre, og jeg kunne mærke medlidenheden og skyldfølelsen binde sig sammen til en nagende knude i min mave.

”Øh…” Mumlede jeg og prøvede desperat at finde på en måde at tale udenom. ”Altså, hvad mener du helt præcis med ’at elske’? For altså, i visse henseender så er jeg ret sikker på at det betyder… Sex, hvilket jeg mener vi havde… Ret meget af; men samtidig kan man også sige, at man elsker sin ven eller sin hund eller kat, og…” Hans greb om min kæbe blev endnu strammer og jeg skar hurtigt en grimasse i smerte, mens jeg prøvede at hive mig fri, men det hjalp ikke.

”Du ved hvad jeg mener, Robyn. Elskede du mig?” Hvislede han, og sårbarheden og uroligheden blev hurtigt erstattet af ren og indestængt vrede, hvilket fik mig til at synke en klump af angst. Han skræmte mig virkelig nu.

”Elskede du mig?” Sagde han igen, denne gang højere og vredere, og jeg lukkede hurtigt øjnene, da jeg mærkede det kolde metal fra hans pistolløb ramme min tinding. Jeg trak hurtigt vejret ind i en dyb indånding, og så åbnede jeg forsigtigt øjnene og mødte den stålgrå farve med en fast beslutning om at sige sandheden.

”Nej. Jeg elskede dig aldrig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...