A Night of Unfortune(1D, Bieber, Gomez, Swift, Rihanna)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Igang
Er berømthederne blevet spammet om et hemmeligt møde, eller er det bare en tilfældighed?
Kylie Summers arbejder hårdt på døgnvagt i natklubben, men havde aldrig kunnet forudsige mødet med de ti personer; og da slet ikke under så drastiske omstændigheder. Hvad gør hun, når hun bliver trukket ind i et overvældende drama med Liam Payne, Zayn Malik, Louis Tomlinson, Niall Horan, Harry Styles, Danielle Peazer, Justin Bieber, Selena Gomez, Taylor Swift og Rihanna. Og hvad gør de, når han begynder at give dem konsekvenser i et envejsspil; sandhed eller konsekvens? Vil de følge hans opfordringer og vinde deres frihed, eller vil de vælge deres værdighed og fangeskabet? Det bliver i hvert fald fireogtyve timer, som ingen af dem vil glemme lige foreløbig.
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR!

29Likes
45Kommentarer
3193Visninger
AA

5. A Night of Confessions

Kylie

Selena sagde ingenting i flere sekunder, og Taylor og Robyn trak vidst ikke engang vejret, mens jeg bare stod og stirrede vredt ind i de næsten rødbrune øjne. Så trådte hun et skridt frem mod mig og rettede let ryggen, så hun ikke var så meget lavere end mig.

”Mit problem er, at du har flirtet med Justin hele aftenen, og han er alt for naiv til at gøre noget ved det.” Hvæsede hun i sidste ende, og jeg kunne ikke lade være med at udstøde et lille grin i vantro. Mig? Tror hun jeg er forelsket i Justin? Jeg indrømmer, jeg synes måske han er ret sød; men for helvede, han har en kæreste!

”Har jeg flirtet med Justin?” Sagde jeg vantro, mens jeg langsomt lod mine arme folde sammen om mit bryst, og jeg hurtigt kiggede hen på Taylor og Robyn, der så lige så forvirrede og vantro ud, som jeg følte mig.

”Ja, ellers ville han nok ikke blive ved med at stirre, vel?” Sagde Selena, som om det var den selvfølgeligste ting i verden, hvilket bare fik mig til at grine højt, inden jeg slog ud med armene i en let bevægelse, og så tog jeg spaghettien fra Taylor og satte den på rullebordet, inden jeg kiggede op igen.

”Måske du skulle tjekke med din kæreste inden du konfronterer mig med falske beskyldninger. Det kunne lige så godt være ham, som flirter med mig.” Sagde jeg med et falsk smil, og så skubbede jeg langsomt bordet ud mod det andet lokale, men standsede brat da jeg så manden - George - stå i døren og kigge undersøgende på os piger. Jeg havde mistet mit mod igen, så jeg kiggede hurtigt ned og skubbede bordet videre, mens jeg kunne høre de andre pigers sko mod gulvet, da vi gik i en række forbi ham. Først da vi alle var kommet ud i det store rum turde Selena bryde linjen og læne sig hen mod mig.

”Du holder dig væk fra ham.” Sagde hun vredt, inden hun hoppe-løb videre og hen til Justin, som stadig sad på sin stol. Jeg kunne ikke lade være med at kigge en ekstra gang på ham, efter hvad jeg havde hørt fra Selena; og jo. Hans blik var ikke bare af almindelig høflighed. Det ulæselige blik i hans øjne var fascination; og taknemlighed. Jeg skyndte mig at kigge væk, da Selena igen kiggede op på mig.

”Uh! Mad!” Sagde Niall glad og sprang op fra gulvet, hvor han havde siddet med de andre drenge fra bandet. Jeg smilte lidt over hvor desperat han lød, og så gav jeg ham hurtigt en tallerken og øste op til ham, hvorefter jeg tog min egen skål og lod de andre tage til sig selv. Og så kom problemet. Jeg kiggede langsomt rundt i rummet på de andre. Robyn havde sat sig sammen med Taylor, men jeg kunne ikke få mig selv til at bryde ind hos dem eller nogen andre for den sags skyld - de var alle kendte, jeg hørte ikke til blandt dem; jeg kunne ikke engang synge. Så til sidst endte jeg med at gå hen til min stol igen, men i stedet for at sætte mig på den, så jeg ville blive skydeskive for de andres blikke, satte jeg mig om bag den, op ad væggen, så stolebenene kunne skjule mig lidt.

Jeg sad helt stille og koncentrerede mig fuldstændig om maden på tallerkenen foran mig; hvilket resulterede i, at jeg ikke opdagede personen ved siden af mig, før han havde sat sig op ad væggen ved siden af mig og lænede sig lidt frem for at fange min opmærksomhed. Jeg kiggede forskrækket op og måtte se helt skræmt ud, for Louis kunne ikke holde sit lille grin inde. Jeg kunne nu heller ikke lade være med at lade et lille skævt smil fange mine læber, men da Louis kort efter blev lidt mere alvorlig, vendte jeg igen blikket mod den rødlige sovs på min spaghetti.

”Det var dig, ik’? Hende der prøvede at tage sit eget liv.” Nærmest hviskede Louis, og jeg var ovenud lykkelig for hans diskretion. Jeg ville ikke have de andre til at høre mere om min forfærdelige fortid. Jeg ville nu heller ikke have Louis til at vide det, for den sags skyld, men der var vidst ikke meget at gøre. Bare han ikke fandt ud af hele sandheden.

”Det stod på i flere år. Hun fik aldrig nok.” Startede jeg forsigtigt ud med min forklaring, mens jeg langsomt rodede rundt i maden foran mig. Louis sad bare helt stille og ventede. ”Nu jeg tænker over det, må det være begyndt, lige efter X factor begyndte, dengang du - I - deltog.” Jeg kiggede forsigtig op for at se om jeg kunne fange Louis’ reaktion, og havde da også held med mig, da et glimt af ærgrelse hurtigt gled over hans ansigt. Jeg kiggede bare ned igen, og da han ikke sagde noget samlede jeg historien op igen.

”Hun rakkede ned på mig. Sagde jeg ikke var værdig nok til mine venner. Kaldte mig fed og grim. Bad mig gå hjem og tage livet af mig selv. Jeg ved det nok ikke virker af meget, men efter at have hørt på det samme hver dag i over et år; så begynder man altså at tro på det selv.” Jeg satte langsomt tallerkenen ned og lod mit håndled hvile på mit bøjede knæ, så min håndflade vendte op mod loftet, og Louis havde frit udsyn til de tynde hvide streger som kørte i finde lige striber over min arm. Han gispede forskrækket, og jeg kiggede op på ham, lige tids nok til at se hans ansigt skifte fra chokkeret til bekymret.

”Hvor længe?” Hviskede han lamslået, hvorefter han forsigtigt lod en hånd køre gennem luften og hen til min, hvor den svævede lidt over mit håndled, inden han tøvende tog fat i det og lod sin tommelfinger glide frem og tilbage på mærkerne, som om han forventede at mærke små ujævnheder dér hvor jeg før havde skåret, men jeg vidste at han ikke ville finde hvad han ledte efter. Jeg havde allerede prøvet - alt for mange gange.

”Jeg startede omkring et år efter, at mobningen var startet. Jeg stoppede først… efter… selvmordsforsøget. Det må have været omkring et år. Det stoppede først omkring slutningen af skolen.” Sagde jeg, mens jeg bandede indvendig over, hvor meget min stemme rystede. Jeg ville ikke virke forsvarsløs eller svag foran Louis, men det var vidst lige det jeg gjorde.

”Det er jo forfærdeligt.” Mumlede Louis med opspærrede øjne, mens hans blik stadig var fæstnet på min arm, indtil jeg forsigtigt trak den til mig. Han kiggede kort op på mig og prøvede forgæves at smile opmuntrende, inden han tog sin tallerken op igen, og lige da jeg troede han havde tænkt sig at gå, tog han en stor mundfuld i munden og kiggede smilende på mig, og hans egern kinder fik hurtigt et grin frem hos mig, hvilket vidst trak lidt for meget opmærksomhed, for da jeg kiggede ud gennem benene på stolen kunne jeg se Justin, Selena, Zayn og Niall kigge over på os. Resten lyttede vidst, men var mere diskrete med deres handlinger.

”Hm… Du er en god kok.” Sagde Louis lidt efter, og jeg kunne ikke undgå at rødme en smule over komplimenten, hvorefter jeg sendte ham et lille smil, og så vendte jeg mig mod min mad; men jeg kunne hurtigt efter mærke den betryggende varme fra Louis komme nærmere, da han lænede sig ind over mig, og hans ånde på mit øre fik mig til at holde vejret spændt.

”Og bare rolig. Du er hverken grim eller fed. Du er både utrolig smuk og helt fantastisk.” Hviskede han roligt, og et ukontrolleret smil bredte sig over mine læber, men jeg prøvede at skjule det så godt jeg kunne, ved at kigge ned i min mad og bide mig let i underlæben.

”Hey Lou!” Harrys stemme skar hårdt igennem stilheden mellem mig og Louis, selvom han snakkede på et helt normalt niveau. Jeg kiggede forsigtigt op og så hele den lille drengegruppe - og Danielle - sidde og betragte os. Jeg kiggede hurtigt over på Louis, som sukkede opgivende, inden han smilede beklagende til mig, og så rejste han sig langsomt og gik hen til drengene.

Jeg sad lidt og kiggede på, hvordan de tog imod Louis med grin og kommentarer, og hvordan Louis bare dumpede ned i gruppen, som om det var den mest normale ting på jorden - hvilket det nok også var for ham. Men det havde det aldrig været for mig. Det havde Lucie Donnan sørget godt og grundigt for. Jeg havde aldrig fået venner, fordi ingen andre ville udsættes for Lucies vrede, og jeg havde altid været den person som fik mest opmærksomhed, ud af de personer som ikke var populære. Lucie havde nedbrudt min selvtillid til en hård kerne, som hun havde smidt ned i bunden af en kløft, efterfulgt af mig selv - vi snakker selvfølgelig metaforisk hér - og jeg havde ikke fundet ud af hvordan jeg skulle rejse mig fra bunden endnu. Eller måske lidt. Indtil videre var jeg nok kravlet lidt op af siden af kløften - jeg skar jo hverken i mig selv eller havde forfærdelig mange selvskadende tanker længere. Men jeg var blevet på den afsats jeg havde ramt. Nogle gange kom solen forbi og skinnede ned på mig - som da jeg snakkede med Louis - men for det meste ligger den halvmørke skygge over mig hele tiden, selvom jeg har fået bygget en så god facade op omkring mig, at næsten ingen, af dem jeg kender, har lagt mærke til det. Kun folkene fra min fortid ved hvordan jeg har kæmpet - men selv kun få af dem, ved hvordan jeg stadig kæmper. Og, selvom jeg hader at indrømme det, så efterlod jeg en del af mig nede på bunden, som jeg nok er den eneste der savner.

Mine tanker blev pludselig kørt hen på mine forældre, og jeg udstødte et lydløst suk, mens jeg skovlede det sidste spaghetti ind. Jeg boede godt nok i en lejlighed alene, inde i centrum, men jeg ville nu alligevel ønske de vidste, at de skulle være bekymrede, når min vagt var ovre. Desværre var denne på fireogtyve timer, så medmindre gidseltagningen var i nyhederne, ville ingen blive bekymret om mig, før om tolv timer, når min vagt var ovre. Og om de overhovedet ville bekymre sig om mig dér, det vil nok forblive et mysterium. Men jeg tvivler. Mine forældre har aldrig bekymret sig om mig. Selv da hele mig var på bunden, var det Sophie der sad ved min sengekant gennem det hele - og ja, jeg mener Sophie, som i Vanessas søster - og det var hende og Vanessa der hjalp mig med at kravle de få meter op ad kløftens side. Aldrig mine forældre. De var ligeglade. For dem var jeg bare en dum lille møgunge, som ikke kunne finde ud af en skid. En uønsket forskrækkelse.

”Kylie?” En dyb og lidt hæs stemme lød ud for mit øre, og jeg spjættede forskrækket, hvilket resulterede i at jeg tabte min - tomme - tallerken på gulvet. Jeg tog den hurtigt op og kiggede så hen på Justin, som havde sat sig ned ved siden af mig. Jeg kiggede hurtigt rundt efter Selena, da jeg vidste hvor gal hun ville blive, og jeg sukkede en smule lettet, da jeg så hende gå ud på toilettet, men da jeg så George følge efter hende, sank jeg en lille klump af angst. Hvad skulle de derude? Havde han tænkt sig at se på hende skide? Klamt, egentlig. Ej, få det billede ud af mit hoved! Ewwww!

Jeg vendte mig hurtigt mod Justin igen, og ud fra hans løftede øjenbryn så jeg sikkert helt vildt forvirret ud.

”Hvad laver du?” Spurgte jeg dumt, da han ikke sagde noget, og jeg vidste det var dumt sagt, for lidt efter udstødte han et lille grin, hvorefter han lænede sig en lille smule ind mod mig.

”For det første, ville jeg gerne takke dig, for at trække ham manden væk fra mig før.” Sagde Justin og smilede sødt til mig, hvilket bare fik mig til at smelte endnu mere - hvis jeg havde stået op ville jeg sikkert være faldet sammen. Jeg mødte tøvende hans brune øjne, og da jeg genkendte den sædvanlige selvsikkerhed, som de fleste kæphøje fyre havde i sig, kunne jeg ikke lade være med at gengælde hans tilnærmelser - jeg ville kalde det flirten, men jeg er sikker på, at det var hvad han lavede; faktisk lyder ’tilnærmelser’ bare endnu værre.

”Du tror måske jeg gjorde det for dig?” Sagde jeg med et løftet øjenbryn og en smule vantro blandet ind i selvsikkerheden. Jeg studerede lidt hans ansigt og hans perfekt opsatte hår. Nej, tv’et løg på ingen måde. Han var toplækker. Hm, måske skulle Selena være bange for at jeg stjal ham alligevel?

”Var det ikke det?” Sagde Justin, med samme tone og samme løftede øjenbryn, mens han lænede sig et par centimeter nærmere, så jeg nærmest kunne mærke hans ånde kærtegne mit ansigt. Min første indskydelse var at gengælde bevægelsen, så vi sad endnu tættere, men så kom jeg i tanker om Selena og lænede mig i stedet væk fra ham, mens jeg smilende rystede på hovedet; mest af mig selv, men han tog det som et svar på hans spørgsmål, så han grinte let, hvilket hypnotiserede mig. Hans latter var nærmest svævende og virkelig hæs, og den havde helt sikkert noget flirtende over sig.

”Burde du ikke være sammen med din kæreste lige nu? Hun er sikkert ret skræmt af at være alene med George.” Sagde jeg for at skifte emne, og da Justin kiggede forvirret på mig fik jeg hurtigt mumlet: ”Manden.” og så nikkede han forstående, inden han trak på skuldrene og kiggede hen mod toilettet.

”Njah… Hun finder ud af det. Sådan er hun. Hun er en overlever.” Sagde han stille, og jeg kunne tydeligt høre følelsesløsheden i hans ord, selvom han havde ansigtet vendt væk fra mig. Det forvirrede mig.

”Hvad sker der mellem jer to? Først kritiserer du hendes evner i sengen, og så snakker du om hende, som om hun bare er en eller anden pige. Jeg mener, i skulle da forestille at være et par, ik’?” Jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg bare kunne sige disse ting til ham, og ud fra hans forbløffede blik, var det vidst heller ikke lige det han havde regnet med. Jeg smilede undskyldende og kiggede så væk, i troen, at jeg ikke ville få et svar, men da Justin sukkede modløst, kunne jeg ikke lade være med at kigge hen på ham, og så svarede han.

”Vi har haft ret mange op- og nedture på det seneste. Jeg synes bare… Vores forhold er ved at blive ret så meget for alle andres skyld, og ikke for vores egen. Det er som om vi er tvunget ind i en forlovelse.” Hans stemme var lille og modløs, og først var jeg forvirret, og senere ret så forbløffet.

”Er i forlovede?!” Udbrød jeg og lagde hurtigt en hånd for min mund, i forskrækkelse over mine ord. Justin grinte dog bare af mig og rystede på hovedet som svar, men da Selena pludselig skubbede døren på toilettet højlydt op, lavede han et hurtigt hop væk fra mig, og jeg forstod godt Selenas fjendske blik nu. Jeg var ret sikker på, at Justin havde flirtet med mig.

”Justin!” Sagde hun, halvt vredt, halvt bedende, og Justin rejste sig hurtigt med et undskyldende blik til mig, inden han gik hen til hende og lod hende slynge armene om ham, hvorefter George kom slentrende ud efter hende.

Folk var efterhånden blevet færdige med maden, så jeg samlede hurtigt tallerkner og bestik sammen, og så satte jeg det på rullebordet og gik langsomt ud med det til køkkenet. Først satte jeg roligt ting til vask og smed resterne af maden ud, men så fik jeg øje på George på den anden side af køkkenet, og jeg spjættede forskrækket, hvilket resulterede i, at jeg tabte en tallerken, som endte i tusinde stykker på gulvet. Jeg gispede bange og kiggede et par sekunder ekstra på George, inden jeg faldt sammen på gulvet og begyndte at samle skårene sammen. Jeg kunne høre hans sko mod gulvet, mens han langsomt bevægede sig hen til mig, og da jeg rejste mig op med de sidste stykker tallerken i hænderne, stod han helt henne ved mig og trykkede nærmest sin krop op ad min, hvilket gjorde det ret besværligt at smide de sidste porcelænsstykker ud.

”Jeg har en opgave til dig, Kylie.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...