A Night of Unfortune(1D, Bieber, Gomez, Swift, Rihanna)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Igang
Er berømthederne blevet spammet om et hemmeligt møde, eller er det bare en tilfældighed?
Kylie Summers arbejder hårdt på døgnvagt i natklubben, men havde aldrig kunnet forudsige mødet med de ti personer; og da slet ikke under så drastiske omstændigheder. Hvad gør hun, når hun bliver trukket ind i et overvældende drama med Liam Payne, Zayn Malik, Louis Tomlinson, Niall Horan, Harry Styles, Danielle Peazer, Justin Bieber, Selena Gomez, Taylor Swift og Rihanna. Og hvad gør de, når han begynder at give dem konsekvenser i et envejsspil; sandhed eller konsekvens? Vil de følge hans opfordringer og vinde deres frihed, eller vil de vælge deres værdighed og fangeskabet? Det bliver i hvert fald fireogtyve timer, som ingen af dem vil glemme lige foreløbig.
LÆSNING PÅ EGET ANSVAR!

29Likes
45Kommentarer
3277Visninger
AA

12. A Night of Being Broken

Kylie

Mine hænder rystede voldsomt, og det at en stille flok drenge var trådt ind i lokalet, gjorde det ikke bedre. Mit blik var rettet mod jorden, men det flakkede stadig panisk rundt, mens jeg desperat prøvede at finde hoved og hale i det opkald.

”Rebekah, Gud, han havde ret. Jimmy!” At høre min fars navn komme fra min mors læber endnu engang fik en stadigt voksende klump til at sætte sig fast i min hals, og da der hørtes fjerne skridt i den anden ende, kunne jeg ikke længere få vejret.

”M-mor,” fik jeg dog alligevel hvisket, og selvom jeg faktisk ikke rigtig vidste, hvad jeg ville sige, og nok mere sagde ordet, for at være sikker på, at det faktisk var hende, overløb stilheden den anden ende af røret, og et øjeblik troede jeg, der var blevet lagt på, indtil hendes hivende vejrtrækning igen kunne høres.

”Rebekah, hvad har du dog gjort?” Hendes pinefulde stemme skiltede tydeligt med den skuffelse, hun altid havde haft over sig, når jeg var i nærheden, og min ubrydelige stål facade blev for første gang i flere år sat op igen og mit stone-face blev rettet ud i ingenting.

”Spørgsmålet er, hvad I gjorde,” min stemme var helt monoton, og hvis ikke min mor lige havde hørt mig på anden til at bryde sammen, ville hun sikkert have opgivet mig, som hun altid havde gjordt.

”Rebekah, lad nu være-”

”Rebekah er ikke mit navn længere,”

”Nej, det er Kylie, ik’?” at høre min mor kalde mig ved det navn, var en ting, jeg aldrig havde troet skulle ske. At høre hendes stemme i det hele taget, var stadig lidt af et chok for mig.

”Hvad vil du, mor?” mumlede jeg stadig med min følelsesløse facade oppe, så jeg kunne være klar til hvad som helst. Drengene var stoppet op lige udenfor ringen af stole og stirrede alle på mig, og jeg ville gætte på, at de to fyre bag mig gjorde præcis det samme - men på forskellige måder, vel.

”Jeg… vi… vil have dig hjem,” en svag mumlen kunne nu høres ved siden af min mor, og jeg vidste, min far også var til stede. Hans dybe klang havde aldrig været til at tage fejl af. Hvis man ikke vidste bedre, ville man sikkert tage den som beroligende og faderlig - det stik modsatte af, hvad han egentlig var. ”Vi har snakket med Mr. Horper. Han er villig til at sende dig ud fra den natklub, hvis du tager direkte herhjem. Andre detaljer er også involveret, men dem skal du ikke tage dig af,” min mors stemme lød pludselig lidt for overivrig, og jeg kunne ikke undgå at stramme min kæbe for udholdelse.

”Mit hjem er ikke længere hos Jer. Det er her.” svarede jeg ligeglad igen, hvorefter jeg vendte mig om og kiggede op på George, som lyttede med, med et let løftet øjenbryn. En svag rumsteren lød i mit øre, og jeg kunne efter kort tid konstatere, at det var lyden af telefonen der skiftede ejer.

”Rebekah? Rebekah hør på mig,” sagde min far med en nogenlunde ligeså monoton stemme som min, og jeg kunne ikke lade være med et trække lidt mere luft ind, da han begyndte at tale. ”kom hjem igen. Din mor kan ikke klare at have mistet begge sine børn; det tager for hårdt på hende,” han gjorde det bare værre. Gjorde mig vredere.

”hun mistede alt, da Tim døde. Hvad ville min hjemkomst ændre på det?” hviskede jeg koldt ind i telefonen, selvom jeg ikke turde øge lydstyrken i frygt for, at min stemme ville knække over.

”Rebekah, kom nu hjem. det er den eneste chance, du får, for at komme ud derfra.” Jimmys stemme var gået fra venligt, over afmålt og vred til direkte truende, og jeg kunne ikke lade være med at skyde skuldrene mod ørerne per automatik. Dog hverken sårede eller skræmte den truende stemme mig; faktisk gav den mig bare mere vilje til at stå imod, og da jeg kiggede op på George forstod jeg endelig hans lille psykologiske hjernevridnings spil.

”Så vil jeg hellere sidde fanget herinde for evigt,” den sidste kommentar gled ud over mine læber som en hvislen, inden jeg lagde på og gik over mod den høje mand foran mig, som hurtigt fik smækket telefonen i brystet på sig.

”Jeg ved, hvad du prøver på. Tro ikke, at jeg vil gå frivilligt med til dine små spil,” hvisker jeg så lavt, at kn han og jeg an lytte med, selvom resten af lokalet næsten var henlagt i fuldstændig stilhed. Et smil krøb over Georges ansigt, da jeg skulle til at gå videre, og hans bestemte hånd på min skulder fik mig til at stoppe op og lytte til ham.

”Åh, jamen jeg ved, du vil lege med, Ms. Steele. Det er - trodsalt - den eneste måde, hvorpå du kan overleve. Og du ville ikke have gået igennem alle de ting i din fortid, hvis det ikke var fordi dit overlevelsesinstinkt var så… fantastisk,” overlevelsesinstinkt. En helt utroligt sindssyg ting at holde en person indespærret for. Det, vidste jeg nu, var grunden; han havde holdt mig for mit overlevelsesinstinkt. Et ufatteligt psykisk eksperiment, som skulle teste længden på mit overlevelsesinstinkt. Men hvad holdt han de andre for? Justin havde et overlevelsesinstinkt, men det var ikke det, han blev testet for. Nej, hvis jeg skulle gætte, så blev Justin testet for sin loyalitet. Han skulle holdes her, for at få en følelse af, at han svigtede sine fans; han blev sat sammen med mig, fordi hans loyalitet overfor sin kæreste - som han vidst egentlig ikke elskede så højt alligevel - skulle sættes ud på kanten, for at se, om den vil holde.

(Kylie/3. person)

Blev Selena også testet for sin loyalitet? Nej, hendes test lå ikke herinde. Den lå udenfor murene. Løgn. Hvor langt ville hu gå for at holde begivenhederne hemmeligt for verden? - de rigtige begivenheder, altså.

Taylor blev testet for sin sorg. Hvor langt ud over kanten skulle hun, for at hun ville bryde helt sammen? Hvor mange forskellige drenge skulle der til, hvor mange svigt fra hendes veninder? Han ville have hende til at nå bunden.

Danielle havde allerede fuldført sin test. Hun havde vist, hvor langt hendes kærlighed egentlig var i stand til at række, og uheldigvis viste nogle få dødstrusler sig at være nok. Men alligevel. Hun havde gjort det for både hendes og Liams skyld; så kærligheden var der stadig - hendes behov for at overleve var bare større.

Hvad blev Zayn testet på? Sit svigt. Hvor meget ville han egentlig være i stand til at svigte sine venner, før han knækkede?

(Kylie)

De andre kunne jeg ikke placere endnu. Mit blik gled flere gange over personerne omkring mig, som nu bestod af alle levende mennesker tilbage i bygningen - Danielle var væk. Var hun kommet ud? Hun havde klaret sin test.

Mit blik blev igen kastet mod George, som tydeligvis havde fulgt med i hver eneste tanke, der var kørt over mit blik de sidste mange sekunder, og jeg kunne se, hvordan det morede ham, at jeg var så tæt på at gennemskue det hele, hvilket frembragte en utrolig vrede inde i mig, og i et kort sekund af tankeløshed løftede jeg hånden, og før de andres forfærdede og bedende råb kunne nå ind til mig, havde jeg svunget armen, og en svag rødlig farve dukkede frem på Georges venstre kind. Først da, kunne jeg se min fejltagelse, og jeg førte hurtigt og forskrækket hånden til min mund, mens jeg ængsteligt studerede hans spændte kæbe og alt for tomme øjne.

”Se selv. Du spiller allerede med,” mumler han til sidst, og jeg kan ikke lade være med at føle en trang til at slå ham igen, da hans klamme, følelsesløse grin høres, men på tidspunkt var han trådt væk fra mig igen.

Der var helt stille i flere sekunder, mens alle indtog situationen fra hver deres vinkel. Jeg kunne mærke de flestes blikke på min stivnede krop, som stadig stod med hånden løftet til ansigtet, men nogle havde også flyttet blikket mod George og det sted, han forsvandt hen.

”Kylie for helvede,” egentlig overraskede det mig lidt, at Louis var den første til at tage ordet, men alligevel ikke, for hvad ville de andre ellers have sagt? ”er du klar over, hvor utrolig dumdristigt det dér var?” Louis har nu flyttet sig hen foran mig og kigger undersøgende ind i mine let opspærrede øjne - jeg var stadig ved at forholde mig til det, jeg gjorde.

”Jeg… undskyld,” mumlede jeg forsigtigt, og jeg kunne tydeligt se, at det ikke var det svar, hverken han eller nogen af de andre havde ventet. Dog skete det mest uventede nok, da en tåre begyndte at bane sig vej ud af min øjenkrog, som eftervirkning af chokket over at høre min mors og fars stemme igen, og Louis’ arme rakte ud og trak mig ind i et tæt kram, som føltes så trykt og hjemmeligt, at jeg straks lod mine tårer flyde og hulkende faldt sammen i hans favn.

 

Justin

At se hende falde sammen i hans arme gav mig et underligt stik i hjertet. Både af jalousi over, at det ikke var mig, der holdt om hende, og også en stikkende følelse af sorg over at se hendes ansigt prydet af så mange tårer. Hun fortjente det ikke - en så smuk og sød pige som hende burde ikke have været udsat for så grusom en fortid.

”Louis, få hende hellere ned og sidde.” Det kom tydeligvis bag på drengene, da Liam åbnede munden - hvorfor, vidste jeg ikke - men Louis tøvede ikke mange sekunder med at få Kylie over til væggen, hvor han langsomt fik kantet sig selv og hende ned og sidde, og vi andre begyndte automatisk at flokkes omkring dem, som om vores lille cirkel ville være i stand til at beskytte hende mod mere sorg; selv Selena, som, jeg var ret sikker på, hadede Kylie, stillede sig op ved siden af Taylor og Robyn og gjorde ingen mine til at stikke en spydig kommentar afsted - eller sige noget overhovedet, for den sags skyld.

”Zayn, Niall, tror I, I kan finde de tæpper fra før ude i køkkenet? Kylie har brug for at hvile sig.” Siger Louis stille, og hans to venner er hurtige til at forlade gruppen og gå mod køkkenet. Lidt efter fik Liam også gennet de tre resterende piger mod toilettet og deres tasker, så de kunne finde noget, der kunne få de sorte striber af make-up af Kylies ansigt, og de sidste af os dumpede stille ned foran Kylie og gjorde alt for at være den lydløse stødte, hun havde brug for.

Vi ville alle hjælpe Kylie så godt vi kunne. På en eller anden måde, var hun på omkring ti timer endt med at blive den vigtigste person af os alle. Hun var stærk, solid og viljefast, men samtidig også blød, venlig og sårbar. Jeg tror hun var en slags personificering af os alle sammen i én. Og samtidig var hun ligesom ingen anden; hun var den, der kunne få os ud derfra - det havde vi alle fuld tillid til. Det var derfor det påvirkede os alle, at hun brød sammen så pludseligt. Hendes håb syntes at forsvinde, og med det alle vores andres. Kom vi nogensinde ud derfra?

”Justin, kan du hjælpe mig?” Louis’ sagte stemme vækkede mig fra mine foruroligende tanker, og mit blik flakkede hurtigt fra ham til den døsende Kylie og så hen på fleece tæpperne, som lå i en bunke ved siden af dem. I en hurtig bevægelse var jeg på benene og bredte to af tæpperne ud ovenpå hinanden, hvorefter Zayn hjalp Louis med at få Kylie ned og ligge på dem, og da de to drenge gik væk igen, bukkede jeg mig forsigtigt nedover hende og lod det sidste tæppet dække hendes næsten helt sammenrullede krop. Jeg sad dér i nogle sekunder og betragtede hendes lukkede øjne, som så helt malplacerede ud med de anspændte trækninger i hendes mundvige og de svagt rynkede øjenbryn, hun var ikke fredfuld endnu. Jeg lænede mig stille tilbage igen og skulle lige til at vende mig for at sige til Louis, at han skulle komme tilbage, men da jeg var lige ved at få ordentligt fodfæste fik en hånd om mit håndled mig pludselig til at spjætte lidt, og Kylies let åbnede øjne mødte mine.

”Lad være med at gå, please Justin,” mumlede hun med næsten ubevægelige læber, og jeg kiggede hurtigt op på Zayn og Louis, som var de sidste tilbage i lokalet.

”Vi er i køkkenet, hvis…” sagde Louis med en lettere usikker tone, og jeg valgte bare at nikke og så på dem forsvinde ud af døren til køkkenet, inden jeg let løftede tæppet, som omsluttede Kylie og lod mig selv glide nedunder det med hende. Min arm svang sig automatisk om hendes skuldre, så den blev til hendes hovedpude, og hun puttede sig varmt ind til sig, hvilket hurtigt fik en blandet følelse af tryghed, glæde og begær til at løbe gennem min krop og udgive en let sitren i min hud, hvilket Kylie vidst bemærker.

”Du… du behøver ikke, hvis… jeg mener, du har Selena, og-” jeg afbrød hende til sidst ved blidt at tage fat om hendes hage, så mine øjne kunne møde hendes, og jeg kunne tydeligt se på hende, at hun ikke rigtig mente, hvad hun sagde.

”Jeg vil gerne blive her med dig. Selena vil forstå det,” mumlede jeg med et forsikrende smil, selvom jeg dog ikke kunne undgå at tilføje et lille, usikkert ’håber jeg’ inde i mig selv.

”Hvorfor gør du det her?” spørger Kylies skrøbelige stemme efter nogle minutter, hvor jeg var næsten sikker på, hun var faldet i søvn, og jeg lod stille mit blik møde hendes forvirrede og nysgerrige øjne.

”Hvorfor gør jeg hvad?” mumlede jeg stille tilbage, mens jeg ikke kunne lade være med at kigge rundt i rummet efter tegn på de andres tilstedeværelse.

”Er… sød mod mig. Tager dig af mig. Hvorfor?” svarede hun stille, mens hendes hånd pludselig fandt vej fra sin plads på mit bryst til ind under min T-shirt, hvor den endte med at hvile på mine mavemuskler, som jeg ikke kunne lade være med at spænde, da hendes berøring sendte en sitren gennem mig, som jeg helst ikke ville vise hende. Jeg var trods alt stadig optaget. Dog fik det mig alligevel til at indse noget, som jeg vel egentlig hele tiden havde vidst; jeg ville gerne udføre Georges opgave.

”Du fortjener det, Kylie. Du fortjener alle de gode ting, der sker for dig; de dårlige… ik’ så meget,” sagde jeg stille, mens jeg studerede Kylies øjne ned til mindste detalje.

”Sådan er livet,”

”Sådan burde det ikke være.”

”Hvad kan vi gøre for at ændre det?” jeg tror ikke rigtig, hun forstod hvad hun sagde, før ordene hang imellem os og ventede på vores reaktion. En række af spørgsmål fór gennem mit hoved, og Selena var helt klart et af dem. Jeg vidste, jeg havde lyst, men kunne jeg gøre det? At svigte Selena - at svigte en hvilket som helst person - stod drastisk imod mine principper, men det virkede som en minoritet i den situation.

”Det her,” hviskede jeg stille so svar, da Kylie endelig lod til at opfatte sine ord, men jeg lod hende ikke opfatte mere, før jeg langsomt lod mit hoved læne sig ned mod hendes. Hendes ånde strejfede min kind en enkelt gang, inden den stoppede, og da vores næser strejfede, stoppede min også.

___________________________________

Hurra for mig! Så fik jeg endnu et kapitel udgivet af denne dramatiske historie!

Tror I Justin og Kylie(Julie? Jylie? Kystin? I bestemmer!) får deres kys, eller bliver de afbrudt? Og hvad siger I til hendes lille sammenbrud før?

Dette bliver nok det sidste kapitel publiceret i 2013, så I må altså vente til efter ferien med at få at vide, hvad der sker! :)

Glædelig jul! :D

xxx

~Bells~

PS. Ikke rettet igennem, sorry!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...