Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

246Likes
244Kommentarer
156091Visninger
AA

3. The Tour-bus

Niall P.O.V

Hun sad lige så stille i den ene sofa med hænderne i skødet. Jeg var faktisk helt overrasket over, hvor rolig hun var. De fleste fans ville være besvimet flere gange, hvis de havde været i hendes situation. Men nej, Nina var helt rolig, og sad helt stille og pillede ved sin nederdel. (Outfit findes i kommentar) Hun kiggede engang i mellem op, så  jeg kunne få små glimt af hendes ansigt. Hendes øjne var lysegrønne og hendes lange øjenvipper lignede små vifter, når hun blinkede. Når hun bed i sin underlæbe, så hun enormt kær ud og hendes lange, brune let krøllede hår, var sat til den ene side i en fletning og faldt elegant ned langs hendes skulder. Drengene sad i den ene ende af bussen mens jeg sad i den anden ende overfor Nina. Hun sad og trippede lidt nervøst med fødderne.

"Hvor bor du?" Spurgte jeg og bed mig hårdt i tungen, da det var da simpelthen det dummeste spørgsmål at stille en pige, man var i gang med at følge hjem. Hun grinede lidt, rejste sig så og gik om og satte sig ved siden af mig.

"Jeg bor i Portsmouth i et lille villakvarter. Det er let at kende, for vi er det eneste hus i hele kvarteret med et kæmpe træ i forhaven." Sagde hun, mens hun kiggede ned i sit skød.

"Hvorfor har i et kæmpe træ i forhaven?" Spurgte jeg. Hun kiggede op, så jeg så hende direkte ind i hendes lysegrønne øjne. De var flotte.

"Vi har et lille træhus oppe i træet. Det er meget gammelt, men jeg vil ikke have at mine forældre river det ned. Det er der oppe jeg sidder og hører..." Hun stoppede, kiggede rundt i bussen og rødmede så lidt.

"Vores sange?" Spurgte jeg og grinede lidt. Hun rødmede lidt mere.

"Jeg har en masse billeder, bøger og sådan i det træhus." Sagde hun og kiggede så ned i sit skød igen. Jeg grinede lidt, så hun klemte ansigtet sammen og jeg grinede lidt igen og lagde min hånd på hendes skulder.

"Det er okay, mange piger har det jo over det hele. Det er fint." Sagde jeg beroligende. Hun kiggede op på mig og så hurtigt på min hånd. Jeg fjernede den straks.

"Jeg er sikker på, at alle vil tro jeg har drømt det hele, hvis jeg fortæller det her." Sagde hun og åndede tungt ud. Jeg grinede lidt.

"Ja, det er mærkeligt sådan som ens liv kan ændre sig. Jeg kan flere gange blive overrasket over, at der nogle gange står piger ude foran huset, bare for at få et billede af mig." Sagde jeg og kiggede tænkende ud i luften.

"Ja, det er utroligt sådan som livet pludseligt kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Ting kan ændre sig så meget, at du nogle gange ikke engang selv kan følge med." Sagde hun og tog sin telefon frem. Jeg kiggede forsigtigt med på skærmen. Hun gik ind på sin Facebook, på grund af et opslag. Hendes fulde navn var Nina Andrews, og så vidt jeg hurtigt kunne se stod der ikke noget om at hun var i et forhold... Men det var vel også irrelevant?

"Min veninde Sadie skrev et opslag på min væg omkring jeres koncert. Vi fulgtes der ind, men hun skulle tage en anden bus end mig. Hun kunne rigtig godt lide jeres koncert." Sagde hun og scrollede videre. Jeg smilede lidt og kiggede så ud af vinduet og så vi kørte ind i Portsmouth. Det var heldigt, at det var mørkt udenfor, så folk ikke kunne se at vi kom kørende. Nina kiggede ud af vinduet.

"Du skal dreje til højre henne ved lyskrydset." Sagde hun hurtigt til vores chauffør. Jeg kiggede hen mod lyskrydset længere fremme.

"Er der så en skole her i byen?" Spurgte jeg. Hun nikkede.

"Skolen ligger lige inde i centrum, så det tager kun 10 minutter for mig at gå der hen. Det er en fin skole." Sagde hun og smilede. Jeg nikkede. Der var en lille akavet stemning efter det, måske fordi at vi kørte en fan hjem, hvilket vi ligesom aldrig havde gjort før. Men hun havde jo brug for hjælp, så det var der vel intet mærkeligt i?

"Jeg er meget glad for, at i gad køre mig. Jeg er virkelig glad for alt det, der er sket!" Sagde hun og grinede lavt for sig selv. Jeg grinede også.

"Ja, det sker ikke så tit, at vores fans bliver væk, så vi bliver nød til at køre dem hjem." Sagde jeg og placerede mine hænder omkring mine knæ. Hun gjorde det samme.

"Hvordan er det egentlig, du ved... at være jer? One Direction!" Sagde hun og kiggede stort rundt i bussen. Jeg grinede lidt.

"Det er fedt. Jeg troede aldrig, at vi ville nå så langt, så jeg bliver overrasket nærmest hver dag." Sagde jeg og kiggede ud af vinduet og så vi drejede til højre ved lyskrydset.

"Det er fordi hver dag byder på en ny overraskelse. Jeg tror, der sker noget hver dag, som for evigt vil påvirke os. Det er bare forskelligt, hvor meget det påvirker os, det er hvordan vi tager det." Sagde hun, så det lød så klogt og poetisk. Jeg smilte.

"Hvor poetisk." Sagde jeg. Hun grinede lidt.

"Naah, det er bare min holdning. Jeg tænker altid hver morgen, om der vil ske noget kæmpe stort, hvis jeg gør et, eller lader vær i løbet af dagen." Sagde hun og smilede. Jeg nikkede og så at vi kørte hen til starten, af et lille villakvarter. Husene så helt ens ud. Det var helt sindssygt, så meget de lignede hinanden med ens mursten, opbygning og forhaver faktisk. Det så nærmest ud som om, alle husene var hver og i sær en klon af hinanden, lige indtil i midten af den lange villavej, hvor der var et' hus, der skilte sig ud fra alle de andre. Ikke så meget, men på sin egen specielle måde. Et kæmpe træ stod og fyldte det ene hjørne af forhaven, og man kunne se hvor tydeligt dets krone rækkede ud over husets tag, så højt var det.

"Der bor jeg." Sagde Nina hurtigt og rejste sig fra sofaen og begyndte at gå hen mod udgangen af bussen. Jeg rejste mig automatisk op og fulgte med. Da vi gik forbi drengene grinede de lidt i stilhed, så jeg prøvede at sparke lidt til Zayn, som fløjtede lavt, men så grinede de bare endnu mere. Jeg løb hen ved siden af Nina og fulgte hende hen til hendes hus. Hun vendte sig om mod mig, lige inden hun åbnede døren.

"Mange tak for at i gad køre mig." Sagde hun og smilede til mig. Jeg nikkede smilende tilbage.

"Det manglede da bare. Du skulle jo helst ikke have overnattet der inde." Sagde jeg drillende.

"Så havde jeg fået det på opleveren." Sagde hun og så grinede vi begge to. Vi kiggede begge to lidt på hinanden og så trådte jeg et skridt frem i mod hende. Hun kiggede mig hurtigt ind i øjnene. Jeg kunne mærke en mærkelig følelse i min mave, og det var ikke den følelse af at være sulten... men en anden. Jeg rakte min hånd frem imod hende.

"Farvel." Sagde jeg. Hun smilede og trykkede min hånd.

"På gensyn, Niall Horan. Tak for i aften, jeg har nydt det... meget!" Sagde hun og nejede og grinede bag efter. Jeg bukkede og grinede så også selv.

"Farvel, Nina. Jeg har også selv hygget mig... meget." Sagde jeg og bed mig nervøst i kinden. Hun smilede og vendte sig om og åbnede døren, så jeg vendte mig om og begyndte at gå tilbage mod bussen.

"Hey Niall!" Råbte hun dog hurtigt bag mig, lige inden jeg gik ind i bussen. Jeg vendte mig om mod hende og så hun stod henne ved døråbningen.

"Man skal aldrig sige farvel. Du ved jo ikke, om du kommer til at se personen igen? Så aldrig sig farvel, men på gensyn." Sagde hun. Jeg grinede let og sukkede.

"På gensyn, Nina." Rettede jeg. Hun fniste og lukkede så døren forsigtigt efter sig. Jeg smilede og gik ind i bussen igen. Drengene kiggede straks mærkeligt på mig, da jeg satte mig ved siden af dem.

"Hun var da sød." Sagde Liam smilende og skubbede lidt til mig. Jeg sukkede højlydt af dem.

"Du sagde på gensyn, det betyder, at du vil se hende igen!" Sagde Harry og smilede stort til mig. Jeg rystede på hovedet, lænede mig tilbage og lukkede øjnene. Det mærkelige var bare, at det ikke var mørket jeg så, det var hende. Hvilket mindede mig om noget vigtigt, så jeg hurtigt slog øjnene op igen og kiggede ud i luften.

"Armbåndet." Sagde jeg. Louis kiggede hurtigt mærkeligt på mig.

"Hvilket armbånd?" Spurgte han. Jeg kiggede ned på mit højre håndled.

"Jeg fik det aldrig igen." Sagde jeg. Drengene kiggede forvirret på mig, da jeg grinede let for mig selv.

"Nina... hun har stadig mit armbånd." Sagde jeg og førte en hånd uforstående igennem mit hår. Harry grinede straks smoget.

"Så var der jo en god grund til, at du sagde på gensyn." Sagde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...