Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

246Likes
244Kommentarer
154003Visninger
AA

40. The last chance Part 2

"Here I stand in the middle of the mess I've worked

Waiting for you to come on and take me home"

Mimi and the Mad noise factory - Get Me Back

 

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der. Om det var sekunder, minutter, kvarter... timer? Det eneste, der fyldte hele min verden, var at løbet var kørt. Jeg havde prøvet alt jeg kunne, men intet havde virket. Derfor var det eneste tilbage at gøre... At give op. Give slip og indse, at det var det. Det var mit "lykkelige" Eventyr. Det var hvad mit liv syntes jeg skulle opnå af lykke. For ja, det var det. Jeg ville aldrig, og jeg var helt sikker på det, men jeg ville aldrig finde sådan en lykkelig følelse igen. Jeg ville aldrig føle den store glade følelse jeg følte, når jeg vågnede om morgenen og kunne mærke hans omfavnelse om mig. Eller den følelse når jeg hørte ham grine. Så ham smile. Mærkede hans hånd i min, eller følte hans blide læber mod mine. Jeg ville aldrig føle sådan en stor lykke igen... Nu var han væk og det var det. Det hele ville for evigt bare være et minde i min erindring. Et lykkeligt minde om, hvordan jeg sammen med den her virkeligt fantastiske dreng, følte mig hjemme, glad, lykkelig... Ja, det hele. Jeg følte mig hel sammen med Niall. Som om jeg før var et puslespil, som aldrig kunne blive til et helt billede, fordi der manglede den lille gud forbandede brik, som han fyldte med det samme. Han var min sidste brik. Brikken der fuldendte det jeg manglede...

Som jeg smed væk. Bare fordi jeg var sådan en kujon.

Sadie strøg mig stadig over ryggen, mens mine hulk sendte ryk gennem hele min krop. Jeg havde så ondt af alt... Af alle. Af Sadie, fordi hun så gerne ville hjælpe mig, og så fejlede det hele. A´f Harry, fordi han så mig sådan her. Af min mor, fordi hun intet forstod og jeg bare ignorerede hende. Af Louis, Zayn og Liam, fordi de skulle se, hvordan jeg sårede deres bedste ven på den værste måde. Men aller mest, så havde jeg så forfærdeligt ondt... Så ondt, at det gjorde ondt i hver eneste del af min krop, af ham... Ondt af Niall. Jeg havde været så ond og havde såret ham så meget. Jeg var det værste, der nogensinde var sket for ham. Og jeg fortrød mere og mere det hele.

Hvert et ord, hver en omfavnelse... hvert et kys. Jeg fortrød det hele på hans vegne. Det hele ville være gået så meget bedre, hvis jeg havde fulgt med alle og ventet med at finde det skide toilet, den aften.

Jeg kunne høre, hvordan skrigene inde fra bygningen blev højere og højere og hvordan de kendte stemmer lidt efter kunne høres gennem murene. Heldigvis hørte jeg ikke hans stemme. Jeg var også sikker på, at jeg ville knække helt sammen, hvis jeg hørte ham sige bare et' ord.

Introen til Up all night startede og jeg måtte indrømme, at der røg flere tårer ned af mine kinder, da jeg hørte hans solo. Hans blide, men hæse stemme, mindede mig om alle de gange, hvor jeg næsten fik helt kriller i maven, bare fordi han snakkede til mig. Jeg blev altid helt varm i kinderne over hans stemme, hvilket jeg stadig gjorde nu. Jeg kunne mærke varmen sprede sig i kinderne på mig.

Jeg satte mig tilbage i bænken og havde fået lidt kontrol over mine hulk. Sadies hånd lå klemt i min, mens hun sad og kiggede på sin telefon. Hun sukkede lidt og viste mig så hendes Newsfeed fra hendes Twitter. Den var proppet med tweets, hvor de alle indeholdt Hashtagget #NinaAndrews. Jeg tog hurtigt telefonen og kiggede tweetsene igennem.

Aldrig har jeg set noget mere hjerteskærende, ville ønske vi kunne gøre noget #NinaAndrews

Jeg er ked af det, Nina. Dig og Niall virkede som det mest perfekte i hele verdenen :-( #NinaAndrews

Jeg må indrømme, at jeg hadede dig og Nialls forhold i starten, men efter at have hørt det der skete med dig foran koncerten. Ville ønske vi kunne gøre noget. Er du Okay? #NinaAndrews

De fortsatte alle på den måde, med præcis det samme. De ville ønske de kunne gøre noget, men de vidste ikke hvordan, og de ville ønske, de ikke havde hørt om/set mit sammenbrud. Jeg sukkede lidt, mens jeg stadig holdt Sadies telefon i hånden og lænede mig så længere tilbage i bænken og kunne mærke den lune sommeraftensluft mod mine våde kinder. Jeg tog hurtigt telefonen frem og kiggede på Sadie, der nikkede, hvorefter jeg skrev til et af tweetsene:

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ville ønske, at det hele havde været anderledes, men mange tak. Jeg må bare indse der ikke er mere at gøre for mig her. Tak for alle de søde tweets. Er glad for støtten. Knus Nina XX

Mit første Tweet nogensinde. Jeg havde altid bare været den der Facebook-Type, men så kom alt det med Twitter, Instagram, Vine, og hvad der ellers var. Jeg var dårlig til at finde ud af alle de apps, så jeg havde bare holdt mig til Facebook. Sadie tog telefonen igen og trykkede lidt på skærmen.

"Du har et retweet." Sagde hun og gav mig telefonen tilbage. Jeg så hurtigt, at der var et svar til mit Tweet.

Gid vi kunne trende et eller andet med dig, så Niall kunne se det. Måske bare #NinaAndrews? Jeg smilede skævt.  Internettet kunne meget, men kunne det sådan noget stort? Jeg tvivlede. Telefonen bibbede igen og jeg så der kom endnu et retweet. Og der var endda tags og det hele med i denne gang.

@NiallOfficial, #NinaAndrews!!

Gid det var så let!.. Lige indtil jeg så folk begyndte at retweete lige det' Tweet. Og inden længe var der over 30, der havde skrevet @NiallOfficial og #NinaAndrews. Flere havde også tagget @Onedirection, som vist var drengenes officielle Twitter, de havde sammen. Jeg tvivlede stadig. Sådan en lille hjælp kunne intet hjælpe, det her var alt for stort, og drengene havde efterhånden nu også været i gang i et godt stykke tid. Jeg rejste mig fra bænken, da Sadie gjorde store øjne, mens hun kiggede på telefonen. Jeg kiggede undrende på hende, så hun gav mig telefonen og viste mig et Tweet fra @Liam_Real_Payne:

Kom med spørgsmål/udfordringer!! Vi skal have det sjovt den sidste dag. I har en halv time!!! Selve hans Tweet var fedt, men da jeg så hvad folk tweetede til det, dukkede en underlig og besynderlig følelse op inden i mig. Få kom med spørgsmål og udfordringer, men det var ikke dem, der overraskede mig. Det var de Tweets, der ikke havde spørgsmål eller udfordringer indblandet, men noget andet...

#NinaAndrews!!! Niall Og Nina skal være sammen!!

#Nina&Niall4-Ever!!! Niall Hun er lige udenfor. Drop den koncert. Vi vil se dig glad igen!

#NinaHoran!! Drenge, hent hende!!

En kæmpe glæde gik igennem mig. Jeg troede alle ville hade mig og de ville lade mig klare det hele selv... Men nej? Folk støttede mig. Og der var mange, mange mange flere af samme slags ned gennem Feeden. Det var sindssygt. Jeg kunne næsten ikke tro det... Det var for vildt! Jeg havde gået og været så bange for at de ville dømme mig, og jeg så skulle til at modtage tons vis af hade-beskeder! Men nej, folk var støttende. De vedhæftede også billeder til deres tweets. Det var de billeder, der havde været af ham og jeg i bladet ugen før.

Jeg fik på en måde helt lyst til at græde igen. Det var så overvældende... Men hvad nu hvis det bare var tweets, og der ingen handling var i det? Eller hvis der nu var en chance for, at drengene ikke så det... Men så skulle chancen være meget stor, for der var over 1000 tweets. Jeg håbede virkelig, at det ville gå.

Jeg begyndte at gå hen mod dørene ind til bygningen. Sadie fulgte hurtigt efter mig. Jeg stillede mig hen til glasdørene og kunne se vagterne stå henne ved en bod, der solgte One Direction merchandise. To kvinder henne fra boden kiggede her hen og storsmilede til mig, da den ene viste noget på sin telefon, til den anden. Jeg havde en lille ide om, hvad det var. Sadie og jeg lænede os op af dørene.

"Tror du jeg skal vente her?" Spurgte jeg forsigtigt. Sadie løftede hurtigt sit hoved og kiggede så på mig med et meget dømmende blik, der viste, at jeg lige havde stillet det absolut dummeste spørgsmål, der nogensinde var blevet spurgt.

"Ja!" Råbte hun hurtigt, og om det var for at få mig til at høre, hvor åbenlyst det var, eller fordi musikken inde fra bygningen overdøvede vores normale stemmeleje, vidste jeg ikke. Jeg satte mig ned på jorden og kunne hele tiden høre, hvordan alle fansene indenfor skreg på livet løs, mens drengene sang Kiss you. Jeg satte mig til at pille ved nogle sten, der lå på jorden. Inden i mit hoved sad jeg og talte hvor mange sekunder der gik, og prøvede at lytte efter, hvad de sagde der inde. Jeg mærkede hvordan nervøsiteten og spændtheden voksede og voksede inden i mig.

Lige indtil der blev helt stille inde fra bygningen og jeg tydeligt kunne høre Harrys velkendte stemme sige:

"Vi bad jer om noget for cirka en lille halv time siden og vi har nu kigget lidt på det. Jeg må indrømme, at i er de mest fantastiske i hele verden, og vi takker jeg tusind milliarder gange for det i har udrettet her til aften. Vi elsker jer... Der er bare et' problem, og i er sikkert alle klar over det. Vi vil selv ønkse, at vi kunne gøre noget ved problemerne. Vi har prøvet alt ligesom jer, og jeg er ked af at sige, at vi intet kan gøre..." Der var helt stille inde fra salen, mens jeg selv sad helt stift på jorden og kunne mærke hvordan nervøsiteten bankede rundt i hver en celle af min krop. Sadie sad også helt forstenet ved siden af mig. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte bankede af sted, da jeg hørte hvordan alle fansene begyndte at skrige igen. Min vejrtrækning kom ud af kontrol, da jeg hørte lyden af en dør, der gik op, og et par skridt, der kom nærmere.

Det var som om alt gik i slowmotion. Lyden af mit åndedræt var det eneste som kørte i normalt tempo. Jeg kiggede lidt op og kunne tydeligt se, hvordan Sadie langsomt fældede et par tårer og bankede opgivende sit hoved tilbage i muren, men så kort efter fik et helt andet udtryk, da hun fik øje på noget... Eller rettere sagt... Nogen. Jeg vendte mit hoved i den retning hun kiggede, så jeg en sorthårede pige banke ud af dørene med et par vagter efter sig, hvorefter hun faldt på knæ nede ved siden af mig og kiggede stakåndet på mig. Jeg fik hurtigt øje på den hvide seddel i hendes hænder... Eller ikke en seddel, men et hvidt stykke papir.

"Victoria?" Spurgte jeg. Hun nikkede og viste mig det hvide stykke papir. Jeg kunne ikke helt se, hvad det var i starten, men det tydede mere og mere op for mig. Sadie gispede, da hun så papiret. Victoria hjalp mig hurtigt op at stå, men jeg var stadig helt stiv i kroppen af chok.

"Du har meget mere brug for den, end jeg har." Sagde hun og gav mig forsigtigt billetten i hånden. Jeg kiggede på hende i chok.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.." Sagde jeg, men hun rystede bare på hovedet.

"Nej, men det ved jeg. Gå nu der ind og vis, at vores arbejde ikke er spildt." Sagde hun smilende. Jeg omfavnede hende hurtigt og klemte hende nærmest.

"Jeg skylder dig alt!" Sagde jeg og klemte hende lidt mere og gav så slip på hende, mens hun smilede stort til mig.

"Gå nu bare der ind. Jeg klarer den!" Sagde hun og skubbede mig nærmest ind i bygningen.

"Jeg skylder dig så meget!" Råbte jeg til hende, inden jeg løb hen til døren, der førte op til koncertsalen.

"Nina!" Hørte jeg dog lige hende råbe til mig, inden jeg løb ind. Jeg vendte mig hurtigt mod hende og Sadie, som næsten stod og hoppede og hvinede.

"Jeg vidste godt at det var dig!" Råbte Victoria og blinkede til mig. En stor glæde gik igennem mig og en vagt kom hen og spurgte om det var en billet jeg havde i hånden. Jeg nikkede og viste ham den. Han kiggede lidt hen på Victoria, som gav ham en thumps up. Han sukkede, men smilede så til mig.

"Gå så ind med dig!" Sagde han og åbnede døren for mig, så jeg straks kunne høre hvordan lyden af de skrigende fans blev højere.

Jeg var inde!

 

Niall P.O.V

"Jeg er ked af, at vi intet kan gøre." Sluttede Harry efter at have kigget på sin telefon sammen med Liam. Det havde været så mærkeligt, for de havde kun læst i et par enkelte sekunder, inden Harry gav Liam telefonen og var løbet ud bag ved og havde været væk i flere minutter. Hvorefter han kom tilbage, helt sørgmodigt. Louis havde også set helt opgivende ud. Jeg havde ikke forstået noget som helst af det, da Harry snakkede om at "Klare problemerne". Hvilke problemer? Hvad snakkede de om? Jeg følte mig udenfor. Zayn fortalte ikke noget, og det gjorde Liam heller ikke. Det var underligt! I sær da alle fansene pludselig skreg, og alle så helt opgivne ud i deres ansigter.

"Hvad var problemerne, Harry?" Spurgte jeg ind i mikrofonen. Han kiggede hurtigt sorgfuldt på mig, så Louis gik hen op klappede ham på skulderen og Liam gik hen til mig. Han tog sin telefon frem og viste mig sin Twitter. Det var mærkeligt at tjekke Twitter midt under en koncert? Men det, der mødte mig var dog mere end uventet...

Hashtagget​ #NinaAndrews, var over det hele. Tweets om at få hende her ind og at alle directioners skulle hjælpe hende her ind. Til... Mig. Jeg kiggede op fra telefonen og ud over alle fansene, og tog mikrofonen op til munden... men der skete intet. Jeg var tom for ord og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få tungen på gled. Det sad fast. Kun et' ord kom ud..

"Tak." Jeg kunne høre hvordan de mange fans begyndte at skrige, indtil en lille ændring skete i skrigene. De ændrede sig til ord. Jeg kunne se hvordan Harry, Louis, Liam og Zayn kiggede chokeret ud over publikum, der skreg for deres lungers fulde kræft.

"NINA! NINA! NINA! NINA!" Skreg de. Bare det de sagde hendes navn, var uvirkeligt. De kaldte på hende, og de blev ved, indtill hendes navn blev råbt, af samtlige fans i hele salen. Det var uvirkeligt. Jeg kunne ikke tro det. Det var så overvældende. Jeg tog forsigtigt mikrofonen op til munden igen.

"I er for vilde. Det skal i vide. Det er vildt det her. Tusind tak! Jeg ville bare ønske, at jeres ord kunne blive til virkelighed... Men lad mig fortælle jer noget." Startede jeg og tog en dyb indånding. Der blev næsten helt stille i salen, så alle kiggede spændt på mig.

"For lidt over en måned siden, i den her sal, mødte jeg en pige... I kender hende: Nina." Sagde jeg, og så skreg de alle sammen. Jeg smilede lidt ved alle minderne, der straks begyndte at suse rundt i mit hoved.

"Hun lærte mig noget helt fantastisk: Hun lærte mig, at der sker de største overraskelser for os, men det er op til os selv, at tage i mod dem med åbne arme... Nina var... er den største overraskelse, der er sket for mig. Jeg ville ønske jeg kunne beskrive for jer, hvor stor en plads hun har i mit hjerte, men så ville jeg komme til at holde et foredrag for jer i flere timer... Problemet er bare, at jeg var et kæmpe skvat. Jeg ødelagde alt, i en' artikel. I har sikkert set den, men det var der, det hele begyndte at splintre, og jeg ville ønske jeg kunne tage det hele i mig igen. Eller i hvert fald, det jeg selv sagde. Sandheden er, at jeg ikke aner, hvor alle de oplysninger omkring hende kom fra. Ja, jeg var dum og fik sagt noget om hende, men det var meget få ting... Men jeg ødelagde hendes tillid og kærlighed til mig og jeg tror den største smerte lige nu, er at jeg ved, at i har gjort alt det her, men det vil ikke gå... For hun hader mig. Hun hader mig for alt, hvad jeg gjorde og sagde til hende... Og jeg forstår hende fuldt ud. Jeg hader også mig selv. Mest fordi jeg aldrig havde indstillet mig på, at skulle give slip på hende. Give slip på noget så smukt og helt igennem fantastisk... og sandheden er, at det kan jeg ikke. Jeg kan ikke give slip på hende. Jeg elsker hende. Jeg elsker alt, ved Nina Andrews..." Jeg stoppede og prøvede at tage et par dybe indåndinger. Jeg ønskede alt det bedste for Nina, og jeg savnede hende af helvedes til, så bare det at snakke om hende, forstærkede det hele endnu mere. Jeg sukkede lidt og fortsatte.

"Jeg ved du hader mig, Nina, men jeg synes du skal vide, at du er helt igennem fantastisk. Du er smuk, klog. Du er en af de sødeste mennesker jeg kender, og jeg savner dig helt i gennem af helvedes til.." Sagde jeg og fjernede hurtigt mikrofonen og førte opgivende en hånd igennem mit hår og vendte mig om mod drengene. Jeg kunne høre, hvordan alle fansene skreg eller råbte. Harry kiggede sorgfuldt på mig, mens han strakte sine arme ud og trak mig ind i et kram. Der var helt stille i hele salen... Indtil stilheden ændrede sig og en stemme rungede bagerst i salen. Jeg kiggede bag ud, men kunne ikke se andet end de mange fans og deres enormt triste ansigter.

"Niall!" Skreg stemmen. En velkendt stemme, endda. Jeg vendte mig om igen og kiggede ud i det store publikum.

"Niall!" Skreg stemmen igen. Jeg så hvordan drengene kiggede på et eller andet ude blandt fansene. Jeg kiggede der ud, hvor deres opmærksomhed lå og så hvordan folk rykkede sig væk ude i midten af gulvet.

"NIALL!" Skreg stemmen desperat. Det var ikke noget jeg forestillede mig. Det var nogen, der kaldte på mig. Og ikke bare hvem som helst. Jeg ville til hver en tid kunne genkende den stemme, som tilhørte noget af det smukkeste i hele verden. Det var hendes stemme... Det var..

"Nina?" Spurgte jeg forsigtigt, mens mit navn blev råbt et par gange mere og jeg kunne se hvordan folk flyttede sig og noget kom nærmere og nærmere mod scenen. Jeg mærkede hvordan mit hjerte hamrede af sted for fuld fart, da jeg så hvordan et par piger begyndte at græde, da de fik øje på hende.

En kæmpe store følelse af chok gik igennem mig, da jeg så nogle af de forreste rykkede sig til siden og den her smukke skikkelse så kom frem. Harry og Louis løb hen til kanten, sprang ned fra scenen og løb over til hegnet, for at løfte hende over, mens et par vagter hurtigt sprang til og hjalp dem. Hendes bryst hævede sig forpustet, mens hun så vild ud i øjnene, inden hun kiggede ind i mine. Det var nok der, at hele min krop gik i chok. Hun var lige der. Det var helt uvirkeligt, men det var rigtigt, uanset, hvor meget jeg prøvede at finde ud af, at det ikke var virkelighed, men bare en drøm, så var hun lige der... Lige foran mig.

Jeg mærkede hvordan hele min krop begyndte at skælve, da Harry og Louis løftede hende op på scenen. Tårerne trillede ned af hendes kinder, så jeg selv kunne mærke hvordan mine øjne blev våde. I sær da hun løb hen i mod mig og hendes arme smed sig om mig i en omfavnelse. Jeg pressede hendes krop ind mod min og indåndede hendes velkendte duft. Jeg gemte mit ansigt ind i hendes hals, mens hendes arme knugede sig fast om min nakke, så jeg kunne høre hendes ustyrlige vejrtrækning ind mod min skulder. Jeg slap hende og lagde mine hænder på hendes kinder, mens hun lagde sine oven på mine og hendes varme tårer landede på mine hænder. Hun stod lige her, lige foran mig. Endelig var hun her hos mig. Det var ikke en drøm.

Der var helt stille omkring os. Publikum kiggede med store øjne på os, og drengene lignede nogle, der var gået i chok. Et smil bredte sig på Ninas læber, mens hun forsigtigt nussede min hånd med sin tommelfinger. Jeg gengaldt hendes smil. Hun tog mine hænder og fjernede dem fra hendes kinder.

"Niall.."

"Nina, der er en ting du skal vide!" Afbrød jeg hurtigt, så hun kiggede mig i øjnene.

"Niall, jeg.."

"Jeg er et skvat." Sagde jeg, så hun kiggede chokeret på mig.

"Niall, du er ikke et skvat.." Sagde hun stille, men jeg rystede bare på hovedet.

"Jo, jeg er. Jeg er et skvat. Jeg kan ikke passe ordentligt på dig. Jeg var der ikke, da du havde mest brug for mig, og jeg hader mig selv for det. Du ved slet ikke, hvor meget had jeg har mod mig selv. Jeg fortryder så meget, at jeg sagde det om dig i det interview. Jeg vidste jo godt, du ikke ville have det... Men jeg var bare så forvirret! Jeg hadede følelsen af, at vide at jeg var nødt til at "gemme" dig, når jeg brændte for at vise dig til hele verden og råbe at du var min. Så jeg gjorde det, og jeg ødelagde alt... Jeg ødelagde det hele! Det er derfor, jeg er sådan et kæmpe skvat!" Sagde jeg. Hun rystede straks på hovedet med tårer i øjnene.

"Niall, du er ikke et skvat!" Sagde hun, men jeg nikkede i mod.

"Jo, jeg er. Jeg kunne ikke engang være en mand nok til at klare Josh selv, drengene var dem, der fik ham væk til sidst, mens jeg bare så til fra, hvor jeg lå halvtæsket. Der var jeg et skvat! Jeg var et skvat, fordi jeg ikke prøvede alt for at komme i kontakt med dig i de tre dage efter artiklen..."

"Niall, hold op. Du er alt for hård ved dig selv!" Sagde Liam hurtigt fra sidelinjen, men jeg rystede bare på hovedet. Nina kiggede på mig med tårer ned af sine kinder.

"Jeg var et skvat, da jeg hentede dig på din skole og ikke sagde et ord. Jeg var et skvat, da jeg lå vågen den halve nat og kunne høre hvordan du græd dig selv i søvn, men var for bange til at sige noget, så jeg holdt bare om dig, indtil du skubbede mig væk og lagde dig helt væk fra mig. Jeg var et skvat, da jeg om morgenen kunne se hvor meget du led, fordi jeg ingen ting sagde, når du higede efter en forklaring. Men jeg var bange.." Jeg stoppede, fordi jeg måtte tage en dyb indånding.

"Jeg var bange, fordi jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville du hade mig, og jeg var bange for at miste dig. Jeg var så bange... At jeg mistede dig. Og jeg var det største skvat, fordi jeg ikke kæmpede mere for dig, men bare lod dig gå, mens jeg stod udenfor. Jeg var et skvat, fordi jeg ikke tog mig sammen og kørte op til dig, for at ordne det hele. Selvom jeg vidste, jeg havde lavet lort i det hele, og at du aldrig ville kunne tilgive mig. Jeg tror den største frygt var... At jeg så ville se, hvordan du kom videre og ville få et nyt liv sammen med en, der kunne gøre dig glad... mens jeg selv aldrig ville kunne komme videre, men blive ved med at tænke på dig. Så, Nina, jeg er et skvat. Måske det største af slagsen. For jeg ved, at jeg virkelig var det, da jeg efter så lang tid... Endelig fortalte dig, hvordan jeg virkelig føler omkring dig og så ikke kæmpede mere for dig. Men jeg håber virkelig, at jeg kan gøre det godt igen!" Sluttede jeg. Hun stod med tårer trillende ned af sine kinder og jeg snøftede også selv lidt og tørrede mine egne øjne og kiggede over på drengene. Harry stod med tårer i øjnene og Louis stod ved siden af ham og strøg ham forsigtigt på ryggen. Jeg rystede på hovedet og vendte mig om og løb over og hentede en guitar og stillede mig hen foran Nina igen.

"Nina, hvis jeg kunne dedikere alle kærlighedssange, der nogensinde er blevet skrevet, til dig... Så gjorde jeg det. Men ingen af dem ville nogensinde kunne hamle op med, hvor meget du egentlig betyder for mig. Men jeg kan vel altid starte et sted?" Hele publikum begyndte at skrige højt, da jeg begyndte at spille på guitaren og Nina rystede på hovedet med tårer trillende ned af hendes kinder. Liam og Louis løb hurtigt ud bag ved og så kunne jeg se hvordan storskærmen begyndte at lyse op, for så at vise billeder. Billeder som jeg og Nina havde taget af hinanden... af os. De kom løbende tilbage og nikkede smilende til mig, inden jeg begyndte at synge...

"Am i asleep, am I awake or somewhere in between? I can't believe that you are here lying next to me. Or did I dreamed that we were perfectly intwined, like branches on a tree or twigs caught on a vine. Like all those days, and weeks and months I tried to steel a kiss, and all those sleepnights and daydreams were I pictured this. I'm just the underdog who finally got the girl, and I am not ashamed to tell it to the world!" Nina smilede stort, da drengene tog deres mikrofoner op og hjalp mig med at synge omkvædet:

"Truly, madly, deeply I am, foolishly, completely fallen. And somehow you kicked all my walls in. So baby say you always keep me truly, madly, crazy, deeply in love with you!" Vi fortsatte sangen, og jeg sang med på det hele, mens jeg kunne se hvordan Nina kiggede på mig.

"Cause here's the tragic truth if you don't feel the same. My heart would fall apart if someone said your name.Truly, madly, deeply I am, foolishly, completely fallen, and somehow you kicked all my walls in. So baby say you'll always keep me, truly, madly, crazy deeply in love with you!" Jeg kiggede Nina i øjnene, og gik tættere på hende, inden jeg sang:​ ​​

"I hope I'm not a casualty, hope you won't get up and leave, may not mean that much to you, but to me it's everything... Everything!" Vi fortsatte lige indtil de sidste vers, hvor drengene lod mig synge det alene.

"So baby say you always keep me, truly, madly, crazy deeply in love with you!" Sangen sluttede og drengene tog guitaren fra mig.

"Nina, jeg har sagt det til dig før, men det var det værste tidspunkt jeg sagde det, så jeg håber, at tidspunktetet endelig er kommet, selv om jeg ville ønske det ikke havde været oven i alt det her... men Nina..." Sagde jeg og ventede så lidt på hende.

"Du er fantastisk. Du er faktisk det mest fantastiske jeg kender og... Jeg elsker dig." Hun smilede stort og nikkede så, hvorefter hun slog armene om mig og trak mig ind i et kæmpe kram, hvorefter hun så slap mig lidt.

"Det var du alt for længe om! Jeg elsker også dig!" Sagde hun, og så endelig efter så lang tid, følte jeg hendes læber mod mine igen. Jeg pressede hende længere ind mod mig, så jeg kunne høre jublen og klapsalverne vokse sig større i hele salen. Jeg kunne mærke hvordan vi begge smilede under kysset, inden hun trak sig væk fra mig.

"Undskyld, Niall, jeg var så bange for det hele. Jeg var så bange for, at folk ville hade mig og at du ville blive træt af mig, fordi jeg ikke ville være nok... Jeg var bare så bange for det hele. Men du viste bare, at der intet var at være bange for. Du er et af de mest fantastiske mennesker i hele universet og selvfølgelig elsker jeg dig, Niall. Jeg har elsket dig siden du var den lille 16 årige dreng med det utroligt kære grin, med de store drømme. Så ja, Niall, jeg elsker dig og har altid gjort det og jeg vil altid elske dig!" Sagde hun og begyndte at hulke, så jeg pressede hende ind i min favn.

"Jeg har sådan savnet dig!" Hulkede hun. Et par tårer trillede ned af mine egne kinder, men denne gang var det ikke af sorg eller smerte... Men af glæde!

"Du må aldrig nogensinde forlade mig igen! Jeg vil ikke kunne klare at se dig gå endnu en gang." Sagde jeg snøftende. Hun trak sig lidt ud af min favn og kyssede mig på munden.

"Aldrig!" gentog hun. Jeg kiggede smilende på hende og hun kiggede smilende tilbage på mig. Harry, Louis, Liam og Zayn klappede også, lige indtil Harry råbte ind i mikrofonen.

"Lad os få gang i festen!" Og så skreg alle i hele salen.

 

* * *

 

Nina P.O.V

Koncerten var for længst slut, og alle gik og pakkede alt sammen. Jeg gik lidt rundt for mig selv inde i den kæmpe store sal. Det var helt utroligt, at jeg havde stået her på det samme tidspunkt for cirka halvanden måned siden... Det havde været en helt utrolig halvanden måned. Jeg smilede lidt for mig selv, da jeg mindede mig selv om, hvordan Niall kom frem fra det ene scenetæppe og hvordan jeg virkelig skulle beherske mig for ikke at skrige. Det var det bedste minde, jeg nogensinde havde haft. Jeg prustede lidt og gned min kolde arm, da en velkendt stemme forskrækkede mig.

"Hey." Jeg vendte mig hurtigt om og kiggede hen i den ene side af salen. Der stod han, med sit enorm bedårende smil og smukke øjne, på vej hen mod mig. Jeg lyste op i et stort smil, da han nåede hen til mig og lænede sig ned og pressede sine læber mod mine i et ømt kys.

"Hej." Sagde jeg. Han grinede lidt og kiggede så på mine gåsehudsarme, inden han tog sin hoodie af og gav den til mig. Jeg kiggede smilende på ham og tog den på. Hans hånd fandt hurtigt vejen ned til min, hvor han flettede vores fingre sammen. Vi sad på scenekanten og han rykkede sig helt tæt på mig og kyssede mig på kinden.

"Jeg er en af de heldigste personer i hele verden, ved du det?" Spurgte jeg stille. Han trak på skuldrene.

"Jeg kender nogen, der er heldigere." Sagde han.

"Hvem?" Spurgte jeg. Han vendte hurtigt mit hoved med sin hånd og lænede sig ned og kyssede mig på munden.

"Mig. Jeg er en af de heldigste personer i hele verden. Kun på grund af dig." Sagde han og kyssede mig. Jeg slap hans hånd og lagde mine hænder på hans kinder.

"Jeg elsker dig." Sagde jeg. Han smilede stort.

"Jeg elsker dig mere." Sagde han og udviklede kysset og lagde så sine hænder rundt om mit liv. Endelig kunne jeg føle hans læber mod mine igen, hans hånd i min og bare føle hans nærvær. Han hoppede hurtigt ned fra scenen mens han stadig kyssede mig, og stillede sig foran mig og trak mig hen mod ham. Jeg lukkede mine ben rundt om hans liv, mens han forsigtigt førte sine hænder ned mod mine lår, som han kærligt nussede. Jeg lagde mine arme om hans hals og nød hans kys. Han stoppede dog kysset forsigtigt og kiggede så på mig.

"Jeg tror ikke, at jeg kan leve uden dig i så lang tid igen." Sagde han. Jeg nussede ham forsigtigt i håret.

"Heller ikke jeg." Sagde jeg. Han grinede lidt, inden han fjernede sin ene hånd fra mit lår og puttede den ned i lommen på hans hættetrøje, og trak en lille indbundet pakke op og rakte til mig.

"Pak den op!" Sagde han spændt. Jeg pakkede forsigtigt den lille pakke op, mens han smilede stort, da pakkens indhold viste sig. Det var armbåndet... Men denne gang var der en ændring. Der var kommet et vedhæng på. Et N.

"Jeg købte vedhænget, fordi dit navn starter med N, og hvis jeg aldrig skulle se dig igen, så ville jeg alligevel have et minde om dig. Men nu er du her og det skal være, hvor det hører hjemme." Sagde han og hjalp mig det på. Jeg smilede stort.

"Så er det godt at dit navn nok også starter med N." Sagde jeg og kyssede ham.

"Jeg giver ikke slip på dig igen!" Sagde han og kyssede mig. Et par glædestårer røg hurtigt ned af mine kinder.

"Betyder det her så noget specielt?" Spurgte jeg og viftede armbåndet på mit håndled foran ham. Han nikkede.

"Det betyder, at jeg elsker dig, og vil gøre mit bedste forsøg på, hver dag at minde dig om det, og at jeg aldrig nogensinde vil forlade dig igen, og for evigt vil kæmpe for dig!" Sagde han. Jeg kyssede ham igen.

"Jeg elsker dig." Sagde jeg, for jeg ved ikke hvad gang. Nu hvor jeg endelig havde sagt det, kunne jeg ikke lade vær med at sige det hele tiden.

"Jeg tænkte også, at nu hvor du har ferie, og jeg et eller andet sted helst vil have dig hos mig hver dag... Om du så vil med på en lille ferie?" Spurgte han. Jeg kiggede med store øjne på ham.

"Mener du USA?" Spurgte jeg forbavset. Han nikkede hurtigt, så jeg straks måbede stort og han så grinede af mig.

"Så kan jeg også bevise for dig, at jeg kan være en ordentlig kæreste." Sagde han, så hans store smil falmede og blev lidt mere alvorligt. Jeg rystede hurtigt på hovedet.

"Du har intet at bevise. Du er den bedste kæreste, nogensinde!" Sagde jeg. Han smilede lidt og trak mig så ned fra scenen og tog min hånd i sin igen.

"Men det er jo også sammen med de andre drenge, er du så sikker på det alligevel?" Spurgte han, mens vi gik videre ud mod de andre. Jeg nikkede ivrigt.

"Men, så skal vi sove to i en' køje en gang i mellem, når vi ikke er på hoteller... Så vi bliver nok nød til at ligge ret tæt." Sagde han. Jeg grinede hurtigt.

"Vi vænner os til det." Sagde jeg og kyssede ham på kinden. Han stoppede lidt op og jeg kunne se han rødmede lidt.

"Faktisk kan vi allerede vænne os til det i aften... Alene." Sagde han, så jeg kunne mærke, hvordan jeg selv rødmede lidt.

"Jeg har allerede pakket, og drengene insisterede på at sove hjemme i lejligheden... Bussen er tom,  så jeg tænkte at vi kunne.."

"Det vil jeg meget gerne." Sagde jeg og kyssede ham. Han kyssede mig så lidt mere intimt, inden han tog min hånd og vi gik ud mod de andre drenge. De smilede stort, da vi kom ud til dem.

Jeg kunne slet ikke beskrive, hvor glad jeg var. Det hele var perfekt, og det blev bare ved med at være perfekt. For jeg kunne se frem til en hel sommer med den dreng, jeg elskede allermest i hele universet.

Og jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...