Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

246Likes
244Kommentarer
155921Visninger
AA

39. The last chance. Part 1

"I don't wanna break all alone

I wanna break in your arms"

Christina Perri - I don't wanna break

 

Jeg var ved at dø! Der var sådan en lang kø på motorvejen, og jeg var flere gange ved at bide min tunge over og overvejede at prøve at nå frem til koncerten, på løbemetoden. Bilen fik dog heldigvis sneglet sig af sted, og vi nåede efter næsten dobbelt så lang tid, som det burde have taget, endelig frem. Jeg kunne mærke hvor meget nervøsiteten sad inden i mig. Det fyldte helt ned i tæerne og ud i fingerspidserne. Det var mærkeligt og samtidig fyldte den her kæmpe følelse af glæde, lige så meget som nervøsiteten. Hvor glad jeg vidste jeg ville blive, når jeg efter syv lange dage. Fyldt med gråd, smerte over mig selv på grund af det jeg gjorde mod ham, ensomhed fordi jeg vidste jeg sikkert aldrig ville se ham igen... Men så vide nu, at jeg var på vej til at se ham, enten for første... Eller sidste gang, nogensinde igen.

Det var enten eller. Det havde jeg vidst lige siden Harry fortalte mig hans plan om, at få mig til at møde Niall igen. Det var der det gik op for mig, at det var enten eller. Enten ville jeg komme igennem og ind til Niall, og han ville tilgive mig, og jeg ville igen kunne føle den store kærlighed til ham, som brændte stærkt inden i mig. Eller han ville afvise mig, og den kærligheden inden i mig, ville brænde mig op i en saldeles smerte, fordi jeg så ikke ville komme til at se ham igen. Enten eller.

Jeg kunne mærke, at frygten sad lidt inden i mig og kunne vokse sig større, når som helst. Så jeg sad nervøst og pillede lidt ved kanten af min jakke.

Jeg kunne næsten ikke tro det: Sadie og Harry havde "shinet" mig op med både min fine kjole, som han havde købt til mig. Jeg havde de samme hvide høje hæle på, og så min jakke ud over. (Outfit findes i kommentar) Jeg pillede lidt ved kanten af kjolen, da vi kørte ind i London. Turen havde været så forfærdelig lang og jeg havde været tæt på et hjerteanfald op til flere gange, men nu hvor vi endelig var her, så kunne jeg se, at køreturen havde været den lette del. Der stod fans ned langs gaderne op til koncertsalen, i meterlange rækker. Det var sindssygt, så mange der var, for der var virkelig mange. Vores chauffør kørte os op, så langt han kunne, men der var stadig enormt langt hen til selve bygning, men alle menneskerne fyldte for meget.

"Så langt, så godt." Sagde Sadie og kiggede rundt. Jeg kunne se der var rimeligt langt fra os og hen til indgangen, hvor alle pigerne stod presset op af dørene, for at vente på at vagterne ville åbne dem. Jeg tog mig til hovedet.

"Hvordan kommer vi ind, Sadie? Vi har jo ingen billetter?" Sagde jeg nervøst. Hun prustede.

"Vi køber nogen. Vi har penge nok." Sagde hun. Jeg sukkede lidt.

"Men Harry sagde der ikke var flere, hvordan vil du have fat i nogle, hvis der ikke er flere?" Spurgte jeg. Hun sukkede.

"Det gør vi bare, slap nu af! Du kommer ind, det lover jeg." Sagde hun og tog min hånd i sin, da vi gik ind i den store menneskeklump og stillede os. Jeg kunne høre hvordan alle rundt omkring os snakkede om, hvor vildt og fedt det blev, at høre om drengene undervejs, når de var i USA. Jeg sukkede lidt. Jeg ville ikke kunne klare, hvis jeg i to måneder, ikke kunne komme til at se Niall overhovedet. Så på en måde var det her den sidste chance, for at rette op på tingene. Rette op på den største fejl, jeg nogensinde havde gjort og få Niall tilbage. Det her var min sidste chance, og jeg ville ikke spilde den.

"Hey, undskyld?" Spurgte en stemme bag mig, inden der blev prikket på min skulder. Jeg vendte mig om og så, jeg havde gættet på to 13-årige piger. En lyshåret, og en sorthåret, der storsmilede.

"Skal i også ind og se One Direction?" Spurgte den lyshårede pige. Sadie og jeg nikkede.

"Vi regner med det, men vi har ingen billetter." Sagde jeg. Den sorthårede pige kiggede skævtsmilende på mig.

"Det er jeg ked af, men i skal nok vente alligevel. Der er sikkert nogen, der vil sælge." Sagde hun. Sadie og jeg nikkede hurtigt.

"Hvem af dem kan i bedst lide?" Spurgte Sadie for at starte en samtale. De to piger grinede lidt.

"Jeg synes Zayn er lækker!" Sagde den lyshårede, så den sorthårede skubbede til hende.

"Men Niall er tusind gange bedre... Sammen med Liam!" Tilføjede hun. Jeg smilede lidt over hendes svar.

"Jeg ville dø for et kys med Harry... Men ak ja, hvem der kunne møde den dreng." Sagde Sadie og blinkede hurtigt i smug til mig, så jeg rystede på hovedet af hende. De to yngre piger grinede lidt.

"Hvad med dig?" Spurgte den sorthårede. Jeg kiggede hurtigt på hende, og kunne se hvordan hun storsmilede. Jeg grinede lidt, fordi jeg kunne mærke jeg rødmede.

"Jeg kan også bedst lide Niall." Sagde jeg. Den sorthårede pige hvinede hurtigt og skubbede så til den lyshårede.

"Se selv, Horan er bare bedre!" Sagde hun grinende. Den lyshårede pige sukkede og rakte så tunge af sin veninde. Sadie skubbede smilende til mig, men jeg rystede bare på hovedet af hende, mens vi langsomt bevægede os lidt fremad.

"Okay, bedste minde med One Direction?!" Spurgte den lyshårede pige os. Jeg grinede lidt... Hun skulle bare vide.

"Jeg tror det var, da jeg hørte Little Things første gang. Jeg tudede ret meget den dag." Sagde Sadie grinende.

"Også jeg! Men Irrisistable er bare min favorit!" Sagde den lyshårede smilende.

"Jeg forelskede mig i Niall på grund af videodagbøgerne." Sagde den sorthårede, så jeg smilede lidt for mig selv. Jeg kunne godt huske den gang jeg første gang så Niall i X-Factor. Faktisk sagde han mig ikke rigtig noget, og jeg troede han kun gjorde det, fordi han var Boy-belieber, og så var jeg også vildest med Harry. Men så blev de sat sammen i en gruppe, og de lavede de der videodagbøger. Jeg kunne tydeligt huske, hvor meget jeg grinte over den der blonde fyr med det utroligt søde grin, og været helt forarget over, hvor godt han egentlig sang. Men hvor sur jeg så blev, da de ikke vandt konkurrencen. Hvornår jeg virkelig fik øjnene op for Niall var først da jeg lærte ham at kende, og så hvilken sød person han var mere, end det man vidste i forvejen. Da han viste mig hvor stort et hjerte han havde.

"Jeg elsker ham bare som person." Sagde jeg hurtigt og kunne høre den sorthårede grinede lidt, så jeg hurtigt kiggede flovt på dem.

"Jeg mener, jeg elsker hans grin... Og da jeg hørte ham synge Viva la vida." Rettede jeg hurtigt. Den sorthårede grinede stadig, mens den lyshårede kiggede underligt på mig.

"Ja, Victoria her vil også helt vildt gerne blive kærester med ham.."

"Vel vil jeg ej!" Sagde den sorthårede og kiggede surt på sin veninde, men hun nikkede hurtigt.

"Inderst inde vil du jo godt, tumpe!" Sagde hun til Victoria, som sukkede.

"Ja ja, men intet slår Nina!" Sagde hun hurtigt. Jeg kiggede lidt ned i jorden, så jeg stivnede i hele kroppen. "Intet slår Nina!"?

"Hvad mener du?" Spurgte Sadie for mig, så jeg kiggede på Victoria, der smilede stort.

"I har sikkert hørt det, men Nialls kæreste, Nina? Hun er så cool!" Sagde hun hoppende, så den lyshårede pige sukkede stort af hende.

"Det har vi hørt! Jeg synes stadigvæk det er sært at artiklen kom ud, og så hørte man intet om dem efter det. Kun at Niall brød sammen under en af sangene her for et par dage siden!" Sagde den lyshårede. Victoria prustede opgivende.

"Du dømmer alt for hurtigt, Astrid. Vi ved jo ikke om der er sket noget med dem? Eller om Niall bare savner hende? Jeg synes stadigvæk, det er det bedste. der nogensinde er sket!" Sagde hun og kiggede smilende på mig. Jeg nikkede, bare for at gøre et eller andet.

"Har i set billeder af hende?" Spurgte Sadie hurtigt. Astrid trak hurtigt på skuldrene.

"Jeg har skimmet dem igennem på nettet, men Victoria har." Sagde hun, så Victoria hurtigt nikkede.

"Hun er så pæn, det er helt vildt! Og hun passer så perfekt sammen med Niall, de er som skabt for hinanden. Jeg har prøvet at sige det til dem, som er imod dem." Sagde hun helt overgearet og jeg kunne ikke lade vær, med at storsmile af hende. Det var ifaktisk kke alle, der var imod mig? Der var faktisk også gode mennesker.

"Det var virkelig nogle søde ord." Sagde jeg hurtigt. Hun trak på skuldrene og gengjaldt mit smil med et stort et.

"Jeg håber han dedikerer en sang til hende, det ville være mega sødt." Sagde hun hurtigt. Sadie nikkede igen.

"Ja! Og så for evigt til deres dages ende!" Sagde hun. Jeg rystede opgivende på hovedet af hende, mens vi bevægede os længere frem. Men vi var stadigvæk langt fra selve bygningen.

"Hvornår åbner de dørene?" Spurgte jeg og stillede mig på tæer, for at se hen mod dørene, hvor alle næsten var helt mast op af.

"Vi har ventet her i snart tre timer." Sagde Astrid. Jeg sukkede og tjekkede min telefon.

"Du har Niall som baggrund!" Sagde Victoria hurtigt, som havde stilt sig ved siden af mig. Jeg kiggede forskrækket på hende.

"Ja, selvfølgelig. Niall-girl for-ever!" Sagde jeg hurtigt grinende. Hun smilede stort.

"Jeg har ikke set det billede af ham før, hvor fandt du det?" Spurgte hun nysgerrigt. Jeg kløede mig hurtigt i nakken. Det tydede heldigvis på, at hun ikke helt havde fundet ud af, hvem jeg var endnu... Jeg behøvede vel heller ikke at sige det til hende? Det var vel også bedre, hvis jeg lod som ingenting.

"På Tumblr, men jeg kan ikke huske hvor." Sagde jeg. Hun nikkede bare og tog så sin egen frem og viste mig det søde billede af drengene i den røde telefonboks, fra Take me home-coveret.

"Jeg blev ret trist fordi man ikke kan se Niall så meget, men jeg synes det er fedt alligevel." Sagde hun smilende og lod mig holde hendes telefon. Jeg smilede lidt af billedet og gav hende telefonen tilbage. Og så hørtes en masse skrig og jeg kunne mærke hvordan vi alle blev skubbet frem. Det betød kun en' ting. Dørene var åbnet.

Jeg kiggede mig hurtigt tilbage, Victoria og Astrid var ikke at se nogen steder. Heldigvis havde jeg dog nået at tage fat i Sadie, så jeg ikke blev væk ligesom den gang med drengene ved voksmuseet. Jeg tog en dyb indånding, da vi kom tættere på dørene.

"Bare rolig, vi kommer ind." Sagde Sadie beroligende og trykkede min hånd i sin. Hun kunne sikkert mærke, at jeg rystede. Måske fordi at det var snart. Vi kom hurtigt hen til dørene og Sadie og jeg tog begge vores punge frem.

"Billetter?" Spurgte den ene vagt. Jeg kiggede hurtigt på Sadie.

"Vi vil gerne betale for nogen." Sagde hun. Vagten rystede på hovedet.

"Der er ikke flere. Det må jeg undskylde, men uden billetter kan i ikke komme ind." Sagde han og vendte sit hoved væk fra os. Panikken voksede op i mig.

"Du forstår ikke. Vi vil betale over 1000, hvis ikke mere." Sagde hun og hev lidt i vagtens skjorte, så han vendte sig om mod os igen.

"Hør, jeg har ingen billetter." Sagde han. Sadie så vred ud nu.

"Hør, vi har brug for at komme ind til den koncert!" Sagde hun og tog alle sine sedler op fra sin pung og viste ham dem.

"Jeg har ingen billetter." Sagde han igen. Hun prustede hårdt og stak pengene i hånden på ham.

"Vi skal ind til den koncert! Please, har i ikke et bare par pladser mere?" Spurgte hun bedende. Han rystede opgivende på hovedet.

"Jeg kan intet gøre, unge dame. I bliver nød til at træde til siden til dem, der har billetter." Sagde han og skubbede os væk fra køen. Jeg kunne mærke hvordan panikken fyldte hele kroppen nu.

"Men det er vigtigt. Vi skal ind til den koncert!" Råbte Sadie til ham, men han ignorerede os bare.

"Vi er færdige." Sagde jeg og kunne mærke sorgen vokse. Sadie greb hurtigt fat i mig.

"Nej fandme nej! Nina, jeg holder hvad jeg lover. Du skal ind til den koncert, koste hvad det vil!" Sagde hun og gik så direkte hen til vagten igen.

"Du får 2000, hvis du lukker os ind!" Sagde hun og hev i hans arm, så han kiggede surt på hende.

"Unge dame, hvor mange gange skal jeg sige det? Der er udsolgt! Og for dets uden, så er det ulovligt at bestikke... Jeg må bede jer om at gå, inden jeg tilkalder forstærkning." Sagde han irriteret og scannede nogle andre pigers billetter og lukkede dem ind i bygningen. Sadie bed sig vredt i kinden.

"Men det her gælder noget enormt vigtigt! Du risikerer at ødelægge noget virkelig smukt, hvis du ikke lukker os ind!" Råbte hun til ham, så han kiggede endnu mere irriteret på hende end før.

"Unge dame, nu må de slappe lidt af." Sagde han og lukkede et par andre piger ind.

"Du kan sgu da ikke mene, at jeg skal gå! Jeg går ikke før mindst, at hun kommer ind!" Sagde hun og pegede så på mig. Vagten og jeg hurtigt fik øjenkontakt, men han rystede på hovedet.

"Sadie, det er fint nok. Vi må bare tage hjem igen. Der er intet at gøre." Sagde jeg og kunne mærke sorgen. Det hele var slut. Vagten havde ret, der var intet at gøre... Vi kunne ikke komme ind. Håbet var slut.

"Nej! Nina, du skal der ind. Jeg lovede det!" Sagde hun og kiggede på mig med sorg i øjnene. Jeg tog en hurtig indånding og tog hendes hånd.

"Jeg har en ide'!" Sagde jeg og begyndte at gå væk fra fanmængden og videre rundt om bygningen. Menneskemængden blev heldigvis mindre, men der var stadig mennesker. Vi kom helt om til bagsiden af bygningen, hvor piger stod med deres telefoner, og blitzede helt vildt, så jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning steg. Hvad nu hvis det var drengene? Sadie og jeg satte i løb over mod menneskemængden, der var samlet ved et stort hegn. Jeg kunne intet se, så Sadie og jeg skubbede os helt frem til hegnet. Der var intet ud over et par crew folk. Jeg måtte i kontakt med dem på en eller anden måde!

"Hey!" Råbte jeg. En af vagterne kiggede over mod Sadie og jeg og bevægede sig hen mod os.

"God aften, unge damer." Sagde han smilende.

"God aften. Jeg tænkte på, om du ikke kunne få Harry her ud. Du ved, Styles. Jeg skal tale med ham." Sagde jeg hurtigt. Vagten grinede straks af mig.

"Ja ja, selvfølgelig skal du det... Ej, unge dame, det kan jeg ikke." Sagde han og grinede stadig af mig.

"Nej nej, du forstår ikke. Jeg kender ham. Jeg har ingen billet, men hvis jeg nu.."

"Hør nu her, unge dame... Harry Styles kommer ikke ud til dig. Og selvfølgelig kender du ham, ligesom alle de andre piger rundt omkring dig!" Sagde han grinende og vendte sig væk. Jeg ruskede i hegnet, så det larmede, så han gik tilbage til mig.

"Hør her, unge dame, Harry kommer på ingen måde ud til dig!" Sagde han og fjernede mine hænder fra hegnet. Jeg opgav snart.

"Forstår du intet? Jeg kender Harry, han er en af mine bedste venner. Lad mig nu komme ind!" Prøvede jeg og satte mine hænder på hegnet igen.

"For helvede, tøs, det skal du ikke!" Sagde han og vendte så ryggen til mig igen. Jeg havde lyst til at skrige, men Sadie tog bare min hånd og begyndte at hive mig væk fra menneskemængden ved hegnet.

"Jeg må ind, Sadie!" Sagde jeg. Hun sukkede, men trak på skuldrene.

"Jeg ved ikke hvordan, Nina. Vi har jo prøvet alt næsten?" Sagde hun opgivende og lænede sig op ad bygningen. Jeg stillede mig ved siden af hende og tog mig til hovedet. Hun havde ret, vi havde prøvet alt. Men intet virkede. Kun en' ting dog. Det var bare virkelig risikabelt og gik imod alt det jeg havde været så bange for, men det var den eneste mulighed jeg havde tilbage.

"Kom med." Sagde jeg hurtigt og tog hendes hånd i min og gik tilbage rundt om bygningen i et spurtende tempo. Vi kom tilbage til den lange kø og vagterne var blevet lidt flere. Jeg tog hurtigt en dyb indånding og løb så direkte hen til indgangen og prøvede at komme ind, men vagterne fik hurtigt fat i mig.

"Hey, unge dame, det må du ikke!" Sagde han vredt og skubbede mig tilbage. Jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning steg, da jeg gik over til dem igen.

"I skal lukke mig ind!" Sagde jeg hårdt. De grinede bare af mig.

"Hvad giver dig speciel tilladelse til det?" Spurgte de. Jeg tog en dyb indånding.

"Jeg har brug for at komme ind til Niall... Fordi han elsker mig!" Jeg kunne se hvordan mange af pigerne fra køen hurtigt kiggede på mig.

"Fordi jeg er Nina Andrews! Den pige, som alle har talt om den sidste uge. Jeg er Nialls kæreste!" Sagde jeg igen og kunne derefter høre nogle få piger begyndte at hvine og derefter snakke højlydt. Vagterne kiggede tænkende på mig.

"Jeg har beviser." Sagde jeg hurtigt og fiskede min telefon op og fandt alle billederne frem. Den ene vagt fra før tog hurtigt telefonen og scrollede billederne igennem og gav mig den hurtigt tilbage og hviskede lidt til to andre vagter. Jeg kunne se hvordan mange havde taget deres telefoner frem og enten tog billeder eller filmede mig. Jeg kiggede hurtigt hen på Sadie, som lignede en der havde tabt mæglet.

"Hør her... Nina.." Startede vagten, så jeg kiggede ventende på ham og kunne mærke hvordan nervøsiteten boblede frem i mig.

"Vi kan ikke lukke dig ind." Sagde han, så hele min verden ramlede sammen.

"Har i intet hørt af, hvad hun fucking lige har sagt? Hun og skal ind!" Råbte Sadie rasende. Vagterne nikkede, men kiggede så alvorligt på mig.

"I har ingen billet. Vi kan ikke lukke dig ind uden billet, vi ville gerne, men der er fyldt. Og regler er regler.." Sagde han og klappede mig så på skulderen. Jeg kunne være faldet død sammen, hundrede procent. Jeg tog mig til hovedet og kiggede både på vagterne og alle fansene, der stod i kø og som alle havde et trist blik rettet mod mig.

Alt var tabt.

Jeg følte hurtigt en hånd snige sig ind i min, så jeg kiggede bagud på Sadie, som kiggede på mig med det mest sårede blik i hendes øjne, jeg nogensinde havde set. Hun tog mig hurtigt væk fra det hele og over mod en bænk, der stod på den anden side af gaden. Jeg satte mig ned og hun lagde en arm om mig. Jeg kiggede hurtigt hen på alle de piger, som viste deres billetter til vagterne og så blev det hele bare alt for meget. Jeg krummede mig sammen på bænken og lod tårerne fylde mine øjne. Sadie strøg mig hen over ryggen, mens mine hulk fyldte mine ører. Lige der i de minutter, så var alt lige meget.

Jeg havde givet op.

* * *

 

________________________________________________________________________________________________

Tjaa...Jeg vil i hvert fald sige enormt mange tak til alle jer der har læst med..

I har været en fantastisk støtte for mig

Jeres kommentarer har været så søde... og det har været den bedste opbakning...

Tusind tak...

Nu er der bare kun en' enkelt ting tilbage...

Den længe ventede slutning... Er i klar?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...