Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

246Likes
244Kommentarer
153730Visninger
AA

6. Surprice

Jeg kørte i cirka et par timer, men det føltes ikke som så lang tid, for det meste af vejen til Portsmouth var motorvej. Jeg kørte direkte hen til hendes hus, jeg kunne mærkeligt nok huske vejen dertil efter weekenden. Lige til højre ved lyskrydset, til du kom til villavejene, og så skulle jeg bare finde det ene unikke hus mellem de hundredevis af ens huse, men hvor dette her havde et kæmpe træ i forhaven.

Jeg fandt huset hurtigt og kunne se, der ikke holdt nogen bil i indkørslen. Var hun ikke kommet hjem endnu? Men så mindede jeg mig selv om, at hun sagde hun gik i skole. Jeg parkerede bilen foran stakittet og trådte ud af bilen. Jeg havde sørget for, at tage hætten fra min hættetrøje over hovedet. Fans var det, jeg havde mindst lyst til lige nu. Jeg gik hen og bankede forsigtigt på døren. Der gik lidt tid, men så kunne jeg høre en velkendt stemme råbe:

"Jeg kommer!" Døren blev åbnet og så så jeg Nina lige ind i øjnene. Hendes kæbe kunne være faldet af, hvis det var sandsynligt.

"Niall!?" Udbrød hun, og kiggede så straks ud på vejen.

"Er du sindssyg? Folk kunne have set dig, og så ville hele kvarteret være bombarderet med paparazzier... og så ville folk spørge, hvad du lavede i mit hus og så ville jeg være nødt til at fortælle hele skolen om, hvad jeg rigtigt lavede i weekenden!" Flippede hun og hyperventilerede lidt. Jeg grinede lidt og gik hen og lagde mine hænder på hendes skuldre.

"Slap af, Nina. Ingen så mig, det lover jeg... Men hvorfor skulle du fortælle folk om weekenden? Jeg troede du ville have skrålet op omkring det." Sagde jeg og smilede let. Hun rystede på hovedet, inden hun sukkede tungt.

"Overhovedet ikke. Alle mine venner ville tro, at jeg var sindssyg. Det er også lige meget, men Niall, du bliver nødt til at ringe og sige, hvis du kommer... Jeg troede at.."

"Jeg kunne ikke vente, det er jeg ked af, Nina, men det kunne jeg altså ikke." Sagde jeg ærligt. Hun kiggede mig op i øjnene, og to små røde plamacher formede sig på hendes kinder, inden hun smilede forsigtigt til mig og jeg så smilede tilbage, inden vi gik ind i huset. 

Huset var et to planshus, hvor at gangen førte ind til en stue, som var indrettet i en meget hyggelig og afslappet stil, som gjorde, at det var ret svært, ikke at føle sig hjemme ret hurtigt. Vi gik over og satte os ned i sofaen, der stod i midten af rummet, og Nina nåede kun lige at kigge kort på mig, inden hun så begyndte at grine, og ikke bare en lille latter, men faktisk helt vildt. Jeg sad bare helt akavet og smilede af hende uden at vide, hvorfor hun egentlig grinede eller hvad hun grinede af.

"Seriøst, Niall... Er du sikker på, at du er helt rask? Du er kørt helt fra London til Portsmouth, bare for at se mig?" Sagde hun og kiggede helt forbavset på mig. Jeg kiggede lidt flovt ned i gulvet.

"Undskyld... Jeg ved ikke, hvad der gik af mig." Sagde jeg og kiggede ærligt på hende. Hun kiggede mig i øjnene og lagde så sit hoved på skrå.

"Du er ikke helt normalt skruet sammen, Niall Horan." Sagde hun og grinede så. Jeg trak på skuldrene.

"Du har bare en sær virkning på mig, Nina Andrews." Sagde jeg. Hun kiggede ned i gulvet og rødmede igen, så jeg ikke kunne lade vær med en føle en underlig, men glad fornemmelse i maven.

"Alle har vel en påvirkning på hinanden, på en eller anden måde?" Sagde hun på den der intelligente, kloge måde, som kun hun kunne og smilede. Jeg grinede og lagde så mine hænder ved siden af mig.

Vi sad der i et stykke tid uden rigtig at sige noget, men bare sad uden at kigge på hinanden. Vi fokuserede vel egentlig ikke på noget. Det eneste, der dog brød den tavse stilhed, var da jeg mærkede Ninas hånd oven på min.

"Lad mig vise dig mit værelse." Sagde hun og rejste sig fra sofaen. Jeg fulgte efter hende op til 1. salen, hvor vi gik igennem en lille gang, ned til den venstre del, hvor vi gik ind i et lille værelse. Værelset var ikke småt, men det var heller ikke stort. Det var tilpas. Væggene var hvide med små billeder og udklip klistret op forskellige steder. Sengen var en sød metalseng med et slør hen over, hendes klædeskab var træbrunt og det samme var hendes lille enkle skrivebord. Der var også en reol, fyldt til randen med bøger, som et eller andet sted, slet ikke undrede mig. Jeg gik hen til hendes skrivebord, hvor der stod et par billederammer. Nogle var billeder af hende sammen med en pige, eller sammen med to voksne, jeg regnede med det var hendes forældre. Men der var også et ældre billede af hende og en dreng.

"Hvem er det?" Spurgte jeg. Hun havde stået og kigget lidt ud af vinduet, men gik så smilende hen til mig. Hun kiggede på billedet og tog det i sine egen hænder.

"Han er... en gammel ven." Sagde hun og gav mig billedet tilbage igen og gik over til reolen og kiggede på alle de tykke bøger. Men jeg var mere nysgerrig efter at høre om denne "gamle ven."

"Hvad hed han?" Spurgte jeg. 

"Lucas... han hed... hedder Lucas." Rettede hun og tog så en bog ud af en kæmpe stak og lagde sig i sengen med den. Jeg gik over og kiggede på hendes reol. Der var alle mulige former for bøger, både inde for det faglige og skønlitterære.

"Læser du meget?" Spurgte jeg. Hun kiggede uforstyrret op fra bogen og smilede.

"Jeg elsker at læse, så bliver mit hoved udfordret. Og så elsker jeg at læse faglitteratur, der har med verden at gøre. Man har jo brug for at vide, noget om verden og dens opbygning. Vores opbygning som mennesker." Sagde hun og kiggede ned i bogen igen. Jeg nikkede.

"Men du har også mange andre bøger, som andre piger også læser." Sagde jeg drillende. Hun grinede.

"Jeg må jo følge lidt med, ikke? Det går ikke, at jeg ikke forstår en brik af alt det vampyr og vareulve halløj, når det er det eneste, det skal handle om, for at pigerne vil nærme sig en bog på min skole. Så jeg må jo må være med på beetet." Sagde hun og rejste sig fra sengen og gik over ved siden af mig. Hun lagde sin bog om filosofi på plads og blev stående ved siden af mig, så jeg vendte mig skråt mod hende.

"Nogle af pigerne på min skole er så overfladiske. De forstår ikke det smukke i vores dagligdag. De forstår ikke, at der findes andet smukt end falsk skønhed, iPhones og at have over 100 likes på dit profilbillede på Facebook. Jeg har prøvet mange gange at forstå dem, men det går ikke rigtig. Min hjerne kan ikke tænke sådan." Sagde hun og sukkede og vendte sig om mod mig. Jeg kiggede hende ned i øjnene, mens hun kiggede ned i jorden.

"Jeg kan godt lide, når piger er anderledes. Så er de ikke så ens, i forhold til de andre piger." Sagde jeg. Hun fniste og kiggede mig så op i øjnene.

"Gid alle drenge så var som dig på min skole, så kunne det være at pigerne ville forstå det, og at min hjerne måske ikke skole koncentrere sig så meget om de små samtaler, som et eller andet sted keder mig til døde." Sagde hun og lagde nakken tilbage og rullede lidt med øjnene. Jeg grinede lidt.

"Du har det meget hårdt, hva?" Spurgte jeg. Hun kiggede surt på mig, men med et glimt i øjet.

"Jeg dør inden i, før mig væk herfra, Niall! Før mig til Narnia.. eller Terabithia, Nangiala, Hogwartz, måske. Jeg er ligeglad, bare det ikke er her. Før mig til et sted med mennesker, der ikke tænker på make-up og sladder hele tiden." Sagde hun. Jeg kiggede på alle hendes bøger og sukkede.

"Giv mig tre dage, så skal jeg nok føre dig til Narnia." Sagde jeg og grinede. Hun grinede også og nejede.

"Mange tak, Niall. Jeg vil glæde mig stort til om tre dage så." Sagde hun med en fin stemme og nejede. Jeg grinede og bukkede.

"Vil frøkenen foretrække te på turen, og skal jeg hente hende i en smuk karet?" Spurgte jeg og grinede så stort, da hun gjorde det samme.

"Det ville behage mig meget, men sørg for at hestene er rene. Vi skulle jo nødigt have, at deres snavs skulle ødelægge mit outfit." Sagde hun som en gammel fin dame. Jeg nikkede forstående.

"Jeg sørger for, at hestene er blevet vasket inden tre dage, så deres smukke dress ikke bliver ødelagt af deres affaldsstoffer." Sagde jeg så fint og klogt, som jeg overhovedet kunne og så flækkede vi begge af grin. Indtil det slog mig, at jeg faktisk allerede havde aftalt at mødes med hende igen.

Hvad var det her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...