Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

246Likes
244Kommentarer
155911Visninger
AA

35. Summer love

Nina P.O.V

Sadie havde den påvirkning på mig,  at hun kunne få mig til at sige alt. Det var faktisk irriterende, men samtidig, så var det godt, at hun kunne snakke med mig om det. Når jeg først havde fortalt hende mine problemer, så var jeg glad for at hun var kommet. Det var så også den eneste ting jeg var glad over. Selv om Sadie havde overbevist mig om, at Niall nok skulle tilgive mig, og det hele ville blive godt igen, så tvivlede jeg...

Alle de ting jeg havde sagt til ham den dag. De mindede mig mere om, hvor forfærdeligt et menneske jeg havde været. Selv i min sorgperiode, hvor mine tanker havde kørt rundt i et stort virvar, og jeg havde afvist ham, fordi jeg hadede ham så meget... Så fortrød jeg også det. Men jeg kunne ikke engang kontakte ham nu. Han var holdt op med at ringe og skrive til mig... og jeg havde slettet alle vores beskeder, opkald... Ja, alt. Som om det aldrig var sket...

Det var det, der gjorde mig så sur over mig selv. Jeg havde ønsket at glemme ham. Glemme hvor sød han var over for mig. Glemme hvordan det føltes første gang jeg holdt hans hånd i min, følte ham omfavne mig... Eller følte den fantastiske følelse, når jeg mærkede hans læber mod mine. Jeg ville glemme det hele, og en kæmpe del af mig ville stadig glemme ham... Men så igen, så var der en lille del af mig, som så inderligt stadig ønskede ham tilbage. Jeg var splittet... Alle ville nu hive fat i mig i skolen og være venner med mig, bare for at bruge mig. Og så ville jeg blive såret... Men det var jeg jo allerede i forvejen, så der var næsten ikke noget at miste. Problemet var bare, at det var ham, der havde fortalt det... Også selv om han udmærket godt vidste, hvor meget jeg var i mod det. Og det var det jeg hadede ham for... Så var der alligevel en lille del af mig, der var så skide ligeglad, og blev ved med at sige til mig selv inden i mit hoved, at jeg bare skulle glemme hvad folk tænkte og få ham tilbage igen. Jeg vidste godt hvilken del af mig, som fortalte det: Mit hjerte.

"Hvad så, smukke. Er du kommet ud i solen?" Spurgte en grinende stemme bag mig. Jeg vendte mig om og kiggede på Sadie, der kom gående ned mod vores private del af stranden med bikini på og en kæmpe strandtaske. Jeg smilede bare hurtigt til hende og vendte så min opmærksomhed ud mod vandet igen. Det virkede så beroligende. Jeg havde altid lyttet til det oppe fra mit værelse gennem min åbne altandør... Men det var meget bedre at sidde her nede på stranden og lytte til det. Jeg var dog helt ligeglad med solen, så jeg sad med mine ben trukket ind til min krop. Sadie lagde sit håndklæde ved siden af mig og lagde sig ned på det.

"Er det ikke skønt?" Spurgte hun veltilfredst. Jeg smilede lidt og fjernede så min ene hånd, så jeg kunne grave lidt i sandet. 

"Hvordan har du det?" Spurgte hun. Jeg sukkede lidt. Når som helst når vi lige var alene (Hvilket var ret tit, da jeg mest bare lå oppe på værelset, eller her nede og hun så joinede mig senere) Så spurgte hun mig om hvordan jeg havde det. Jeg vidste godt, at hun jo bare bekymrede sig om mig, men jeg var jo ikke decideret deprimeret eller i krise... Jeg sukkede lidt for mig selv. Jeg sukkede næsten hele tiden. Måske fordi det var lettere, end at snakke om problemet, så jeg ikke blev ked af det...

"Nogen form for ændring med...?" Spurgte hun. Jeg rystede på hovedet.

"Heller ikke fra din side? Du har slet ikke overvejet noget?" Spurgte hun, så jeg kiggede på hende og rystede på hovedet. Hun sukkede tungt, mit sukkeri smittede af på hende.

"Jeg synes stadig, at når du kommer hjem, så skulle du..."

"Det har du sagt! Og jeg ved det ikke endnu!" Sagde jeg irriteret og kastede lidt sand væk. Hun prustede.

"Nina, du ved, jeg bare vil hjælpe dig, men du... I kommer ingen vegne på den her måde. Inden du ser dig om, så er han væk." Sagde hun. Jeg rystede hurtigt på hovedet og kiggede ud mod de brusende bølger igen.

"Jeg tænker." Sagde jeg. Hun satte sig op og prikkede til mig.

"Og det vil du stadig gøre, hvis du ikke snart sætter fut i det." Sagde hun. Jeg lukkede øjnene opgivende i.

"Hvad er du vil have at jeg skal gøre?!" Spurgte jeg opgivende. Hun satte sig lidt tættere på mig.

"Jeg vil have, at du vælger." Sagde hun. Jeg vidste godt hvad hun mente: Ville jeg glemme eller huske?

"Jeg tænker stadig." Sagde jeg og vendte hovedet væk. Hun sukkede igen.

"Hvornår er det de rejser?" Spurgte hun, så jeg prustede. Hendes lille "krisehjælp" mindede mig mere og mere om et "Prøv at husk så meget du kan om dem-hjælp".

"De sagde, at det nok blev i midten af Juli." Sagde jeg. Hun nikkede hurtigt.

"Jeg glæder mig til at se de billeder du sender mig, af alle de steder i skal hen!" Sagde hun smilende. Jeg kiggede hurtigt surt på hende.

"Jeg tror, jeg kan fornemme, hvad du vil have at jeg skal vælge! Og Nej, Sadie!" Sagde jeg vredt og kiggede ud mod vandet igen.

"Så du vil ikke se ham igen?" Spurgte hun. Jeg kiggede alvorligt på hende.

"Nej!" Sagde jeg vredt. Hun satte hovedet lidt på skrå og fik sit "Jeg ved du lyver-blik" på.

"Det tror jeg ikke på." Sagde hun. Hun begyndte at blive ret provokerende, men jeg kiggede alligevel på hendes gennemtrængende blik og sukkede så.

"Jeg ved det ikke... Okay?! Hvor mange gange skal jeg sige det? Jeg gider ikke snakke om det her." Sagde jeg og lagde mig tilbage i sandet. Hun rystede opgivende på hovedet.

"Jeg hjælper dig bare. Lad vær med at blive sur." Sagde hun og rykkede sig over på sit ejet håndklæde igen og vendte ryggen mod mig. Jeg var virkelig god til at såre folk. Jeg kunne få et arbejde inden for det. Jeg satte mig hurtigt op igen, og nu var det min tur, til at rykke mig hen til hende.

"Sadie, undskyld... Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig så splittet. Jeg hader ham... Men samtidig så savner jeg ham... Og jeg kan ikke klarer tanken om, ikke at se ham igen.." Jeg stoppede lidt, da jeg kunne mærke hvordan min stemme knækkede over og blev helt grådet.

"Sadie, jeg er så bange for, at han hader mig. Men det forfærdelige er at jeg ved, at han hader mig, og det er derfor at jeg er bange. Uanset hvor meget jeg ønsker ham tilbage... Så sagde jeg alle de forfærdelige ting til ham, og jeg er så bange for, at han nu hader mig for evigt." Sagde jeg og lod tårerne trille ned af mine kinder.

"Jeg hader tanken om at dukke op hos ham, og han så siger, at han aldrig vil løse det her, og har glemt mig, så jeg bliver nød til at torturere mig selv ved, at minde mig om at det var mig, der startede det hele... Og torturere mig selv ved at vide, at jeg i alt den tid ønskede ham tilbage... Men ikke kunne, fordi han var kommet videre, når jeg ikke var... Jeg elsker ham, og det gør så ondt inden i... Og jeg vil have det til at fungere, men jeg er så bange!" Græd jeg, så Sadie vendte sig om og omfavnede mig og jeg hulkede ind i hendes skulder.

"Jeg var ikke sur på dig. Jeg ville bare have dig til at indrømme det. Jeg ved godt, hvor meget du lider inden i, fordi du savner ham og vil have ham tilbage." Sagde hun trøstende. Jeg slap hende lidt.

"Så du snød mig, bare for at få mig til at sige det?" Spurgte jeg. Hun nikkede og tørrede et par tårer væk fra mine øjne.

"I skal nok være sammen igen. Jeg hader at se dig lide... Og hvis han virkelig elsker dig, så tager han dig tilbage." Sagde hun. Jeg krammede hende igen.

"Du er forfærdelig irriterende nogle gange." Sagde jeg.

"Og du elsker mig for det." Sagde hun bare. Jeg knugede hende ind til mig igen. Vi slap hinanden og hun tog min hånd i sin.

"Det hele skal nok blive godt igen."

 

Niall P.O.V

Kender i den følelse, hvor man bare føler som om man mangler et eller andet, men ikke ved hvad det er. Sådan havde jeg haft det i snart en uge...

Det var den værste følelse nogensinde. Jeg elskede Nina alt for meget til at være sur på hende. Hvilket nok var det største problem, for jeg blev ved med at minde mig selv om, at hun ikke var min mere... Og at hun hadede mig. Men jeg elskede hende bare for meget, til at give slip på hende. Det var det, der var værst ved det hele. Det var det, der gjorde, at jeg følte mig så tom inden i...

Problemet var dog, at jeg syntes at se hende alle steder. Lige pludselig mindede alt mig om hende. Hvordan en piges øjne lignede hendes. En anden piges hår sad, som hendes. En pige grinede, som mindede meget om hendes. Og hvordan jeg syntes alle piger bare mindede mig den mindste smule om hende, ved at gøre som hende, eller ligne hende. Hvordan alt muligt mindede mig om ting vi havde gjort sammen. Som da drengene og jeg var taget til stranden den ene dag og Louis skubbede Harry i vandet, og hvordan det så også bare mindede mig om hende, eller hvordan vi fik bacon og æg den ene morgen, og det mindede mig om den morgen, hvor jeg fortalte hende om, at hun bare skulle spise og hun så bare hældte hele tallerkenens indhold ind i munden, mens en masse af baconet ramte ned i hendes hår, og hvor kær hun havde set ud.

Hjerteskærende.

Drengene havde taget min telefon, fordi de prøvede at fortælle mig, at hun nok havde ment det med at glemme mig. Eftersom jeg havde ringet hver dag til hende, indtil tirsdag op til flere gange. Men jeg kunne ikke lade vær, jeg havde brug for at høre hendes stemme, der sagde til mig, at det nok skulle blive okay igen. Høre hende sige til mig, at hun elskede mig... Det var det eneste, som kørte inden i min hjerne, dag og nat. Hende, der sagde hun elskede mig, hvorefter hun så forsvandt fra mig, mens jeg stod tilbage ude foran hendes hus helt rastløst, og hele vejen hjem i bilen prøvede at kontrollere mine svidende øjne, der prøvede at holde tårerne tilbage, men mislykkedes. Det havde været sådan et sårende øjeblik: Hende der gengældte mine følelser for hende, og endda sagde det til mig, men så bare gav slip på det hele bag efter.

Jeg havde ikke lavet andet siden den dag, end bare at gå i min egen lille verden. Drengene havde prøvet at få mig på andre tanker, så jeg tænkte mindre på hende... Nen når jeg så var alene igen, så var det kun hende jeg kunne tænke på.

Jeg kiggede ned på mit håndled, hvor armbåndet havde siddet siden den dag. Jeg lagde det aldrig fra mig, selv om drengene var enige om, at det bare pinte mig endnu mere og bare mindede mig om hende... Men det var også meningen. Jeg ville ikke glemme hende. Jeg ville huske hvert et øjeblik af hende. Huske hvordan hun så ud. Hvordan hun var... Og hvordan hun var den første, der fik mig til at føle så stærke følelser for en person. Derfor havde jeg armbåndet om mit håndled, så jeg ikke glemte hende.

"Hvad så, Nialler?" Spurgte Louise, da jeg sad i stolen foran hende, inden en koncert. Jeg kiggede på hende igennem spejlet.

"Du ved, det sædvanlige." Sagde jeg. Hun nussede mig hurtigt på kinden og smilede til mig, inden hun gik over til et af de andre borde og fandt voks og sådan. Jeg vidste godt, at Harry og Louis havde snakket med hende om mig, men jeg lod som ingenting.

"Hvordan har miniferien ellers været?" Spurgte hun til de andre drenge, der sad og ventede i en sofa, der stod i den anden side af rummet. De kiggede lidt på hinanden, mens jeg kunne se, at Harry kiggede på mig.

"Du ved, fået slappet af og sådan, sådan lidt forskelligt. Det er jo snart ved at være tid til, at vi flyver." Sagde Liam. Lou nikkede smilende til ham. Vi skulle snart flyve til USA og jeg glædede mig... Men så alligevel var jeg godt klar over, at der blev en plads mindre, end hvad jeg havde håbet på.

"Glæder i jer?" Spurgte hun smilende. Vi nikkede alle sammen... Selvfølgelig glædede jeg mig, jeg ville bare gerne have haft hende med... Virkelig meget. Lou satte mit hår færdigt og nussede mig så på kinden igen. Jeg kunne ikke lide at folk skulle være så venlige og kærlige over for mig... Det var jo kun medlidenhed og jeg havde ikke brug for omsorg. Selv min mor havde spurgt om hende og min familie ikke skulle tage med til USA, men så ville jeg bare føle, at jeg skulle tage mig af dem. Jeg havde ikke brug for medlidenhed!

"Drenge, i har en halv time!" Sagde Paul, der hurtigt bankede på døren. Vi nikkede alle sammen og rettede på vores tøj. Jeg havde et par almindelige sorte bukser på og en hvid tanktop, så det var fint. Vi fik stukket vores mikrofoner i hånden, da vi kom ud fra Lou, og kunne allerede høre skrigene fra fansene. Liam gik hurtigt hen ved siden af mig og klappede mig på skulderen.

"Er du klar?" Spurgte han. Jeg nikkede hurtigt og smilede til ham. Han smilede glædeligt tilbage, mens vi bevægede os tættere mod scenen. Jeg trak vejret, mens vi lige samlede os i en cirkel alle fem.

"Okay, drenge. Nu gør vi det igen!" Sagde Louis. Jeg grinede lidt af ham, inden vi lagde armene om hinanden.

"Okay, One Direction på fem!" Sagde Zayn. Vi huede hurtigt, og så var det tid. Vi kunne høre den lille introvideo begynde, og vi gik op af et par trapper til scenen, hvor vi så spurtede ind på scenen, da vi kunne høre introen slutte og speakeren kaldte på os. Alle fansene og skreg.

"Hvad så!" Råbte Harry hurtigt. Jeg grinede lidt og rettede lidt på min øresnegl. Armbåndet sad stadig på min hånd. Jeg sukkede lidt, jeg kunne ikke være trist nu... Det kunne jeg bare ikke.

 

Vi havde sunget en del sange og jeg havde spurtet rundt på scenen, som om intet var sket. Det hele ændrede sig bare ved en sang... Vi stillede os klar til den lidt stille melodi, som begyndte. Zayn tog mikrofonen op til munden og startede: Summer love.

"Can't believe you're packing your bags. Trying so hard not to cry. Had the best time, but now it's the worst time, but we have to say goodbye." Sang han stille, og så gik der et eller andet igennem mig, som om at mit hjerte besluttede sig for at slå et ekstra slag for meget. Harry sang også, og lige den sidste linje havde den samme virkning, som med alle Zayns linjer.

"Just promise you won't forget we had it all." Sangen passede på mine tanker de sidste par dage. Jeg kunne mærke hvordan sangen fik mig til at føle mig helt forfærdelig til mode. Omkvædet begyndte, og den underlige, triste følelse voksede inden i mig, da vi sang færdigt og Louis begyndte at synge:

"Make the last time just like the first time. Push the button and rewind!" Sluttede han og blev efterfulgt af Liam.

"Don't say the words that's on your lips, don't look at me that way. Just promise you'll remember when the tide is grey!" Sang han, og så kunne jeg ikke holde det inde mere. Sangen mindede mig for meget om Nina, til at jeg kunne holde det ud. Harry lagde desværre mærke til det, da jeg ikke sang med sammen med Zayn på omkvædet, men i stedet stod og kiggede ned i jorden og prøvede at få kontrol over mine svidende øjne. Han lavede et tegn til at Zayn, Louis og Liam bare skulle synge videre, mens Harry selv gik hen til mig. Jeg fik hurtigt øje på ham og sukkede, da et par tårer faldt ned af mine kinder. Han lagde forsigtigt en arm om mig, mens jeg gned mine øjne.

"Jeg er virkelig ked af det, Niall." Sagde han og klappede mig på ryggen. Jeg strakte mig lidt op, da sangen sluttede.

"Undskyld." Sagde jeg stille, men han rystede bare på hovedet.

"Det her kan ikke blive ved..." Sagde han og gik så hurtigt over og hviskede et eller andet til Louis, der kiggede hen mod mig. Jeg rystede hurtigt kroppen, da melodien til en ny sang gik i gang. Det mærkelige var bare, at jeg så at flere nu tog deres mobiler ned efter at have filmet mig. Så ville Nina sikkert komme til at se det her, hvis de havde filmet mig... Jeg rystede på hovedet og løb over og sang sammen med de andre drenge.

 

Nina P.O.V

Jeg var ret træt den næste morgen. Tænk at det allerede var fredag? Jeg sukkede lidt over mig selv og vendte mig om mod Sadie, der lå i den anden side af dobbeltsengen. Hun sov stadig, men jeg følte mig for første gang i seks dage, rimelig træt. Vent? Seks dage... Var der gået så lang tid? Jeg kunne ikke tro det. Smerte fik tiden til at gå hurtigere. Jeg hoppede forsigtigt ud af sengen og tog min iPhone, som havde ligget til opladning om natten. Jeg havde underligt nok en masse notifikationer og beskeder på min Facebook. Jeg åbnede den hurtigt, mens jeg gik forbi sengen og ud mod min lille altan med telefonen i hånden. Jeg åbnede for en af beskederne, men kunne med det samme se, at de alle indeholdt det samme link. Jeg åbnede en af dem.

Er der sket noget mellem dig og Niall Horan?? Stod der i en af dem. Jeg forstod ikke helt, men så at der var sendt to links med i beskeden. Det ene var et Youtube-link. Jeg gik ind på det og lukkede hurtigt altandøren bag mig, for ikke at forstyrre Sadie. Videoen loadede.

Jeg kunne med det samme høre melodien til en af mine yndlingssange starte op: Summer love. Zayn begyndte at synge og jeg kunne se Niall stå på scenen ved siden af Liam og Louis. Jeg kunne tydeligt se hvordan han hurtigt ændrede sig lidt. Jeg fik det rigtig dårligt, da jeg så hvordan Niall pludselig stod helt stille og kiggede ned i jorden, indtil Harry løb over til ham og omfavnede ham, så man tydeligt kunne se at han græd. Det skar i mig. Nogle af kommentarerne til videoen handlede også om Niall.

Der er ingen der aner, hvorfor han tog det så hårdt, Jeg håber ikke det er Nina :-( Kys herfra, Nialler!

Jeg syntes at have hørt, at hans kæreste ikke tog det særlig pænt det med artiklen i "Hallo!"

Åhhh nej, hvorfor græder han? Håber det ikke er noget med Nina! :-((((

Alle vidste jo, at jeg var hans, eller var.. Det var mærkeligt at tænke på, at han faktisk stod og græd... Og jeg var grunden til det. Jeg gik ud af videoen og kiggede på den sendte Gif, men det var bare af Harry, der krammede den grædende Niall. Jeg slukkede hurtigt telefonen og lagde den ned i lommen. Jeg stod lidt og kiggede tænkende ud over havet. Det hele var så uoverskueligt lige nu! Jeg tog mig stresset til hovedet og gik ind og så Sadie, der sad oppe i sengen. Hun kiggede mærkeligt på mig med et blik, der viste at hun godt kunne se, der var noget galt. Hun viste mig hurtigt sin telefon.

"Jeg har set videoen." Sagde hun og kiggede på mig.

"Også jeg." Sagde jeg og gik hen og satte mig ned ved siden af hende, så hun kiggede trist på mig. Jeg sukkede lidt, men kiggede så alvorligt på hende.

"Det her kan ikke blive ved. Jeg bliver nød til at ringe til ham."

______________________________________________________________________________________________

OMG...Tror i hun ringer til ham og det hele bliver godt igen? :D

Vi må se, jeg vil gerne sige 10000000 tak for de 40 favoritter...Det betyder rigtig meget!

Jeres kommentarer er også bare så søde altid! I er søde!!

Men igen mange tak.

Hvis der bliver noget så skriv det lige til mig!! For jeg vil utroligt gerne høre jeres mening!

Og i må sige hvis der er det mindste overhovedet...så skal jeg nok svare jer!!!

Men igen mange tak,

Husk at Like/kommenter/favorit...og så ses vi snart igen

Hvis i har et Ship-navn til Nina og Niall...så kom lige med det...

Jeg kunne jo også bare have valgt et lidt bedre navn som Niall kunne shippes med...

Men Nina var min første tanke...jeg er ikke så kreativ angående navne..

Så hvis i vil skrive et Ship-navn til dem, så er i dejlige!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...