Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

246Likes
244Kommentarer
157993Visninger
AA

34. Sorrow

"Cause they fly away, one minute they arrive

Next you know they're gone"

Coldplay - O (fly on)

 

Harry P.O.V

Vi sad alle i stuen og grinede over et afsnit af Simpsons, som kørte. Vi havde alle været trætte efter i går, hvor vi kom hjem fra Irland, så vi havde bare slappet af i dag. Hvilket var enormt rart, da den USA-delen af touren var snart, så det gjaldt om at få opsamlet så megen energi, som muligt. Jeg sad i sofaen sammen med Louis, som sad i den ene ende, mens jeg lå i den anden ende med fødderne ved siden af ham. Liam og Zayn sad over i den anden, også i hvert deres hjørne. Vi havde lavet lidt for mange popcorn, så det var nu, at man godt kunne bruge Niall...

"Hvornår tror i charmetrolden kommer hjem?" Spurgte jeg.

"Det er Nina? Jeg tror ikke, at du skal regne med, at se noget som skyggen af den knægt, de næste dage." Sagde Louis grinende, så vi andre grinede med ham.

"Det er da dejligt for ham." Sagde Liam kærligt. Jeg nikkede enigt.

"Niall er så glad sammen med Nina. Jeg håber dog ikke, at der er sket hende noget." Indrømmede jeg. Zayn prustede lidt.

"Det havde jeg helt glemt... Jeg håber også, at hun er okay. Niall ville være knust, hvis noget var galt." Sagde han. Vi andre nikkede og sagde ellers ikke så meget mere.

"Prøv også at tænk over det: Ikke at kunne komme i kontakt med sin kæreste overhovedet... Det må da være ret pinefuldt?" Sagde jeg. Liam grinede.

"Drengen havde i hvert fald travlt. Han stod allerede henne ved døren, da vi var to byer væk og trippede helt utålmodigt."

"Det er fordi han elsker hende." Sagde Louis, så Liam nikkede.

"Young Love!" Sagde han. Jeg grinede lidt og fløjtede så, hvilket fik de andre til at grine.

"Nina love!" Sagde Louis, så vi grinede lidt mere.

 

Programmet sluttede lidt efter, så vi besluttede os for, at det var tid til frokost. Vi fandt nogle sandwichbrød, pålæg, grøntsager og hvad vi lige havde lyst til frem, og satte det på bordet, så vi kunne smøre dem.

"Tror i vi skal lade noget være til Niall? Han sagde jo ikke noget om, hvornår han kom hjem." Spurgte Liam. Louis trak på skuldrene.

"Ellers så ring til ham." Sagde Zayn, der kom over med et par dåsesodavand i hånden. Jeg snuppede hurtigt en Pepsi. Louis tog sin telefon frem fra sin lomme, tastede nummeret ind og tog den op til øret. Man kunne tydeligt høre de to første bib, inden det skramlede lidt.

"Nialler?" Spurgte Louis og kiggede hurtigt på telefonen, for så at tage den op til øret igen.

"Ja?" Kunne vi svagt hører Niall sige i den anden ende. Louis grinede lidt.

"Hvad så Casanova, kommer du hjem, eller har Nina lænket dig til sengen?" Spurgte han, hvorefter Zayn og jeg brød ud i latter. Der var en lille pause, inden der kom svar.

"Hvorfor?" Spurgte han bare, mens vi stadig grinede. Louis rynkede brynene.

"Fordi vi skal til at spise frokost, og så er det bare om vi skal gemme noget til dig, eller om du er limet fast til Nina?" Spurgte han, så vi grinede igen.

"Nej, jeg er på vej hjem, men i behøver ikke at gemme noget." Sagde han. Louis kiggede på telefonen med et forvirret udtryk.

"Har i da spist?" Spurgte han, men Niall svarede ikke, så vi kiggede undrende på hinanden.

"Sen morgenmad, måske?" Sagde Liam og tog en sodavand fra bordet. Louis rystede på hovedet.

"Vi lader noget stå fremme til dig, hvis du nu vil." Sagde han og så blev der lagt på. Vi kiggede lidt på Louis, som havde et forvirret udtryk i øjnene.

"Han lød mærkelig." Sagde han. Jeg kiggede undrende på ham.

"Hvad mener du med mærkelig?"

"Han plejer altid at lyde så glad... Og det gjorde han på en måde ikke." Sagde Louis. Vi andre trak på skuldrene.

"Måske har de skændtes?" Sagde Liam med et bekymret blik i øjnene. Jeg kiggede hurtigt på ham.

"Tror du det? Niall og Nina plejer da ikke at skændes?" Sagde jeg. Zayn nikkede enigt på hovedet.

"Vi kan jo spørge, når han kommer." Sagde han. Vi andre nikkede enigt og satte os så ned ved bordet. Vi begyndte at smøre vores sandwichs, da døren gik op og vi alle vendte os opmærksomt, da den velkendte Niall gik ind. Han havde det samme tøj på fra i går, og sine Ray-bans på.

"Nialler!" Sagde Liam smilende. Niall kiggede hurtigt hen på os, og vinkede hurtigt, men gik så videre forbi os og hen mod værelserne. Vi kiggede hurtigt undrende på ham.

"Hallo, mester, vi har mad, og vi vil have detaljer!" Råbte jeg efter ham. Han sagde ikke noget, men lukkede bare døren efter sig.

"Måske er han træt?" Sagde Liam. Louis grinede hurtigt.

"Måske han har slet ikke sovet i nat." Sagde han, så vi andre grinede lidt. Jeg kiggede lidt over mod Nialls værelse og rejste mig, for at gå der hen. Jeg bankede på døren og åbnede den lidt.

"Niall?" Spurgte jeg. Han stod ovre ved sin seng med sin telefon i hånden og Ray-bans i den anden, da han sukkede og lagde på. 

"Niall?" Gentog jeg.

"Ja?" Spurgte han og tog hurtigt brillerne på igen, så jeg fnyste af ham.

"Vi er altså indenfor, makker. Vil du slet ikke ud og have noget mad? Du plejer altid at være enormt sulten på den her tid af dagen." Sagde jeg. Han rystede på hovedet.

"Jeg skal nok komme ud, hvis jeg er sulten." Sagde han hurtigt. Jeg nikkede, gik ud og lukkede døren efter mig og gik over til de andre drenge igen.

"Der er noget galt." Sagde jeg og satte mig ned ved bordet, så de alle kiggede uforstående på mig.

"Han har sine briller på... Indenfor!" Sagde jeg. De kiggede alle hen mod værelsesgangen.

"Vi spørger ham, når han kommer ud. Han har forhåbentlig ikke tænkt sig, at blive der inde hele dagen?" Sagde Louis, så jeg nikkede enigt. Hvad var der sket siden Niall lige pludselig opførte sig så mærkeligt?

 

Timerne gik, og Niall kom stadig ikke ud. Uanset hvor mange gange vi bankede på døren eller åbnede den og spurgte om han kom ud, så fik vi alle bare det samme svar:

"Jeg sidder lige her." Sagde han, mens han sad med sin telefon i hånden. Det var på en måde frustrerende og vi blev alle ret hurtigt enige om, at der var noget galt. I sær da vi nåede hen til aftenen, hvor vi skulle spise og han stadig ikke var kommet ud fra værelset.

"Hvad laver knægten?" Spurgte Zayn irriteret. Jeg rystede opgivende på hovedet.

"Gid jeg kunne svare." Sagde jeg, mens Louis og Liam kom over med aftensmaden: Nando's. Mest fordi vi ikke orkede lave mad, men også fordi vi ville have Niall ud.

"Niall, der er mad!" Råbte Louis, men der kom ingen respons. Vi kiggede på hinanden.

"Niall... Mad Råbte Zayn, men der kom stadig ingen respons, på nogen som helst måde. Vi kiggede igen på hinanden.

"Niall, NANDO'S!" Skreg Louis. Vi ventede lige i to minutter og så kiggede Zayn og Louis nikkende på hinanden, inden de gik hen mod Nialls værelse og flåede døren op.

"Lad vær!" Kunne vi høre Niall råbe af dem, da de kom gående ud, løftende på ham begge to. Og selv om han sprællede vildt og de var ved at tabe ham flere gange undervejs, så fik de ham sat ned ved bordet. Han sukkede højlydt og rettede så lidt på sine briller. De briller begyndte at irritere mig, og jeg var sikker på, at de andre heller ikke helt forstod, hvorfor han ikke bare tog dem af? Seriøst, vi var jo indenfor?! Men nu var han i det mindste endelig kommet ud fra sin hule.

"Vi har købt lidt forskelligt, men vi regnede med, at du ville have kylling." Sagde Liam smilende til Niall, som bare kiggede ned i bordet. Han nikkede hurtigt, så Liam smilede lidt ekstra. Vi gav Niall mad som den allerførste og så kunne vi andre tage bagefter. Jeg kiggede ventende på at han ville spise, indtil han tog sin gaffel i sin venstre hånd, stak lidt i kyllingen og så tog det ind i munden.

"Wuhuu!" Sagde jeg og klappede ham på skulderen. Han tog hurtigt endnu en bid, og så en til, og en til. Zayn og Liam klappede gav hurtigt hinanden en high-five. Jeg smilede af Niall, der spiste sin kylling.

"Så fik du lidt mad, makker. Nu er det bare af med brillerne." Sagde Liam og tog fat i stellet på de sorte Ray-Bans, så Niall straks skubbede hans hånd og sig selv væk fra bordet.

"Hey, slap af." Sagde Zayn hurtigt. Niall kiggede bare på os alle sammen og rystede på hovedet.

"Kan i ikke være ligeglade med, hvorfor jeg har dem på?!" Spurgte han hårdt og satte sig tøvende tilbage til bordet igen. Jeg kiggede undrende på ham.

"Er der en grund? Jeg troede bare, du troede du så sej ud." Spurgte jeg grinende, men Niall grinede mærkeligt nok ikke, men stak bare til kyllingen på hans tallerken.

"Er der sket noget i dag?" Spurgte Louis, så man tydeligt kunne se der kom en ændring på Niall... Som om han huskede på et eller andet. Vi kiggede på hinanden, og alle havde et bekymret blik. Niall svarede ikke.

"Niall... Hvad er der sket?" Spurgte jeg og lagde en hånd på hans skulder. Han sank og prustede tungt ud, men der kom intet svar. Liam satte sig ned ved siden af ham og lagde forsigtigt en hånd på hans ryg, og i det samme begyndte Niall at ryste lidt over hele kroppen.

"Niall?" Spurgte jeg bekymret og tog så langsomt brillerne af ham og kunne mærke hvordan det gav et stik inden i mig. Man kunne også se, at de andre heller ikke blev helt glade for synet af Nialls røde grædefærdige øjne. Det var det han havde skjult for os hele dagen.

"Niall, hvad er der sket?" Spurgte Louis og satte sig ned over for ham. Han kiggede bare ned, mens han begyndte at snøfte et par gange.

"Vi gik en tur... og så kom vi op at skændes." Sagde han lavt, men hans stemme var allerede grådet.

"Hun vidste det med artiklen... Og så fortalte hun hvor forfærdeligt hun havde haft det... og hvor meget jeg ikke havde været der for hende." Sagde han, så et par tårer flød ned af hans kinder. Liam sukkede, mens han strøg ham over ryggen.

"Hvad så?" Spurgte Louis. Niall fældede flere tårer.

"Jeg følte mig som sådan en kæmpe idiot. Alt det hun sagde.. Og jeg sagde. Jeg prøvede virkelig, at få hende til at forstå, hvor meget hun betyder.."

"Hvad sagde du til hende?" Spurgte Zayn. Niall rystede skælvende på hovedet, så Liam strøg ham lidt mere over ryggen. Tårerne røg nu ned af hans kinder.

"Jeg fortalte hende jeg elsker hende." Sagde han. Et stik gik straks igennem mig, mest fordi jeg vidste hvor længe Niall havde ville fortælle Nina, hvad han rigtig følte for hende... Men jeg havde det rigtig skidt, fordi jeg vidste, at der sikkert var noget mere galt, for ellers ville han ikke sidde sådan her.

"Hvad sagde hun så?" Spurgte Louis, mens han kiggede trist på ham. Niall sagde ikke noget, men fumlede med lommen på sin hoodie, han kiggede hurtigt på det han havde taget op, og skubbede så sin stol ud og rejste sig. Vi kiggede lidt på ham, inden han smed tingen ind på midten af bordet. Armbåndet... Hans armbånd. Det armbånd Nina havde haft lige siden de mødte hinanden.

"Niall... Hvad betyder.." Spurgte Liam, mens han tog armbåndet i hånden.

"Hun sagde farvel." Sagde Niall lavt, mens han trak sin T-shirt op foran sit hoved for at tørre sine øjne. Zayn kiggede uforstående på ham.

"Hvad vil det sige?" Spurgte han forsigtigt. Niall tog sig frustreret til hovedet og vendte rundt om sig selv. Han var helt ude af den.

"Niall?!" Prøvede jeg, men han rystede bare på hovedet, mens hans blanke røde øjne kiggede på os.

"Hun vil ikke se mig mere." Sagde han stakåndet. Jeg fik hurtigt øjenkontakt med de andre drenge. Det her var ikke godt. Niall trak vejret tungt.

"Hun slog op med mig... Hun vil ikke se mig mere, men jeg sagde jeg elsker hende... Og så gav hun mig armbåndet og..." Sagde han, inden han røg ned på knæ og brød sammen. Vi løb alle sammen hen til ham.

"Bare rolig, Niall. Hun bliver sikkert god igen!" Sagde Liam.

"Hun har jo bare savnet dig så meget, og oven i det har hun måske været lidt sur... Bare giv hende lidt tid, eller prøv at ring til hende." Sagde jeg, men Niall rystede bare på hovedet.

"Jeg har ringet og skrevet til hende hele dagen... Og hun svarer slet ikke.. Og nu ved jeg præcis, hvordan hun har haft det. Drenge, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre." Sagde han og prøvede at tørre sine øjne. Vi rystede alle på hovedet.

"Niall, hør her. Hun skal nok blive god igen, vi kan jo alle sammen se, hvor meget du betyder for hende, det har vi kunnet lige fra starten. Det er ikke slut!"

"Det er det, Harry. Hun vil aldrig se mig igen. Hun slog op med mig... Hun vil ikke have noget med mig at gøre... Jeg kan ikke gøre noget." Sagde han, mens vi alle fem rejste os op.

"Hør nu, Niall. Du elsker hende, hun elsker dig... I skal nok finde ud af det." Sagde Liam trøstende. Niall sukkede lidt.

"Jeg troede bare, at man aldrig nogensinde sagde farvel... Men jeg tog vist fejl." Sagde han, mens han gik over og satte sig ved sofaerne. Vi andre fire kiggede lidt på hinanden. Det her var ikke noget, vi havde regnet med skulle komme.

 

Sadie P.O.V

"Du er nødt til at komme. Vi kan slet ikke få hende til at blive glad igen, og vi har prøvet alt." Havde de sagt, og ordene blev bare ved med at gentage sig i min hjerne. Jeg havde ikke forstået noget af det, hvorfor var hun ked af det? Det sidste jeg havde hørt fra hende, var at jeg fredag, for fire dage siden, havde spurgt hvor hun blev af, da hun lige pludseligt forsvandt, og at hun så et par timer senere sagde hun var sammen med Niall. Så kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg så blev ringet op af hendes frustrerede mor, der bad mig komme ud til dem i sommerhuset. Det var egentlig ikke et stort problem, da jeg kendte vejen uden ad, fordi jeg havde været med der ude så mange gange. Problemet var, at jeg mødte op der ude og de så fortale mig hele situationen omkring Nina.

Hvordan hun lørdag formiddag glædeligt havde gået en tur med Niall... Men så to timer efter kom storgrædende ind og var stormet op på værelset, for så at blive der til mandag morgen, og kun var kommet ud en' gang om dagen... Som var sent på aftenen, for at få lidt mad. Hvordan hun bare havde sat sine tasker i sommerhuset, ikke havde sagt noget og bare var gået sin vej, og først var kommet tilbage omkring ved aftensmadstid og så havde låst sig inde på sit værelse lige siden. Uden et´ eneste ord.

Så der var hendes forældre blevet bekymret og havde ringet efter mig. Jeg nåede hen til det lille ferieboligkvarter og kunne tydeligt huske den dejlige duft og lyd af havets bølger nede fra stranden, kun få meter fra boligerne. Jeg løb resten af vejen fra busstopstedet hen til det hvide sommerhus. Jeg havde så mange minder med Nina fra det hus, men lige nu kunne jeg kun tænke på, hvad der var galt med min bedste veninde... og hvorfor jeg ikke havde vidst noget om det, før nu. Jeg trådte ind i huset og hendes mor kom hurtigt hen og omfavnede mig.

"Jeg er så glad for, at du er kommet. Jeg har prøvet at komme i kontakt med hende, men enten så viger hun væk, afviser mig, eller siger intet." Sagde hun bekymret. Jeg nikkede og kiggede hen mod den lille gang hen til hendes værelse og gik der hen. Jeg bankede let på døren, åbnede den og lukkede den efter mig.

"Hvad så, smukke?" Spurgte jeg ovre fra døren, mens jeg så hende ligge i sengen helt krummet sammen. Hun sagde intet, ikke engang en' bevægelse.

"Hey, Nina, fortæl det nu!" Sagde jeg og bevægede mig over mod hende og satte mig i sengen ved siden af hende, men hun rykkede bare længere væk fra mig, så jeg skubbede til hende.

"Skattemus, vågn nu op, og fortæl mig hvad der sker!" Sagde jeg og ruskede i hende, så et enkelt suk kom fra hende. Jeg rejste mig fra sengen og gik om på den anden side, så jeg kunne se hende, men hun havde gemt sit ansigt ned i puden. Jeg lagde forsigtigt min hånd på hendes kind, men så rejste hun sig bare brat op. Hendes hår hang ulet ned omkring hendes hoved. Mascaraen var tværet ud omkring hendes øjne og lå i striber ned af hendes kinder, mens hendes øjne var spræng røde.

"Åh gud! Hvad sker der?" Spurgte jeg forsigtigt, men hun greb bare hurtigt fat rundt om mine skuldre og trak sig ind til mig, mens hun borede sine negle ind i mig.

"Av av, det der gør ondt!" Sagde jeg, mens smerten gennem hendes negle fik mine øjne til at løbe i vand. Hun slappede lidt mere af i hænderne og holdt sig bare hårdt ind til mig med armene i stedet. Jeg strøg hende forsigtigt over håret, indtil hun slap mig og smilede skævt til mig. Jeg smilede glædeligt tilbage.

"Du ligner lort!" Sagde jeg smågrinende. Hun grinede selv lidt, men så begyndte hendes underlæbe at sitre og tårer trillede ned af hendes kinder. Jeg kiggede uforstående på hende.

"Hey.. hey, Nina, jeg er lige her... Bare rolig." Sagde jeg og trak hende ind i mine arme igen, mens hun langsomt hulkede ind i min skulder.

"Jeg har ødelagt alt.." Sagde hun stille, så jeg slap hende. Hendes stemme havde været helt hæs og stille, men hun havde i det mindste sagt noget. Hun kiggede sorgfuldt på mig.

"Jeg ville ikke have, at det skulle ende sådan her... slet ikke på den her måde." Sagde hun, så jeg kiggede endnu mere uforstående på hende.

"Jeg ville bare beskytte ham... Men jeg ville ikke have det til at ende... jeg ville bare have at det hele ordnede sig, og så skulle vi klarer det hele sammen... Jeg har ødelagt det hele!" Hulkede hun endnu voldsommere. Jeg skubbede noget af hendes hår om bag hendes øre og kiggede hende i øjnene.

"Nina, jeg forstår intet. Fortæl mig det nu, det sidste du sagde, var at du var sammen med..." Og så slog det mig og jeg kunne mærke, hvordan et stik gik igennem mig. Hun sukkede tungt.

"Jeg har været så bange, Sad. Jeg var så bange for, at hvis folk fik det hele af vide, ville de behandle mig anderledes... Og hade mig... og Niall ville..." Hun stoppede lige, da hun sagde navnet, så jeg tydeligt kunne se, hvor meget det pinte hende, bare at sige det.

"Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne få ham til at elske mig, hvis folk blev ved med at minde ham om, hvor uelskelig jeg er. Sadie, han kan få alle... Hvis folk vidste det om ham og jeg, så ville han dukke op ved skolen og så ville han sikkert få øjnene op for de mere smukke piger... og jeg ville bare vær en glemt tanke."

"Det ved du, han aldrig ville gøre. Af alt det du har fortalt, så er han ikke sådan... Nina, han kan jo virkelig godt lide dig!" Sagde jeg, men hun rystede bare på hovedet.

"Han elsker mig. Han sagde det selv... Sadie, han elsker mig! Og jeg sagde til ham at jeg aldrig ville se ham igen." Sagde hun. Det her  var mere end jeg havde forberedt mig på.

"Jeg ved ikke, hvad vi kan gøre.." Sagde jeg. Hun rystede på hovedet.

"Han ignorerede mig i tre dage... Jeg vidste intet.. Og han var der ikke til at forklarer alt det med artiklen... Jeg følte mig så alene, og jeg var bare så sur på ham, så jeg fik næsten ikke givet ham en chance for at forklarer sig. Jeg var på så vred og jeg følte mig svigtet... Men samtidig så..."

"Elsker du også ham. Nina, du kan ikke lyve om det." sagde jeg, mens jeg strøg hende over håret. Tårerne trillede ned af hendes kinder.

"Jeg er sådan en kæmpe idiot... Jeg ved, at han hader mig nu."

"Det kan du da ikke vide!" Afbrød jeg hende, så hun sukkede lidt.

"Jeg elsker ham for meget til at give slip... Men jeg sagde, at jeg bare ville glemme ham... ligesom med Lucas... Men jeg vil Ikke glemme... Jeg vil have ham her hos mig." Sagde hun snøftende. Jeg nikkede.

"Og alligevel, så hader jeg ham fordi han ingenting sagde til mig. Han kunne ikke engang forklarer det... Jeg vil så gerne undskylde, men på en måde, så kan jeg ikke... Sadie, jeg er så forvirret!" Græd hun snøftende.

"Du elsker ham, men du blev enormt såret og skuffet, og så blev du vred og lod vreden løbe over med dig... Men du elsker ham stadig..." Konstaterede jeg, så hun kiggede sorgfuldt på mig.

"Men jeg har ignoreret hans opkald og sms'er siden i lørdags. Hans hjerte må være knust, og han må hade mig sindssygt meget." Sagde hun opgivende. Jeg sukkede bare og omfavnede hende igen.

"Jeg tror det var godt, at jeg kom her hen?" Sagde jeg. Hun nikkede.

"Vi finder ud af noget, det lover jeg dig. Det er ikke det samme, hvis i ikke er sammen." Sagde jeg og strøg hende over håret.

"Jeg vil bare have ham tilbage." Sagde hun og fældede et par tårer mere, som jeg fjernede blidt med min tommelfinger.

"Bare rolig, alt skal nok ordne sig!" Sagde jeg og omfavnede hende.

"Det lover jeg!" Sagde jeg hurtigt.

______________________________________________________________________________________________

Uhhh...Gad vide hvad de vil gøre..

Og ja, så kunne i også lige få en lille forandring og høre om hvordan det var med dem,

uden for deres egen synsvinkel...

Bare til en lille forandring. :D

Men, i skal vide jeg blev virkelig rørt over de mange kommentarer der kom til det sidste kapitel.

Jeg har aldrig prøvet før at nogen skrev at de havde reageret sådan på et kapitel..

Så det overraskede mig enormt...

Og jeg er stadig meget ked af det sidste kapitel...

Men i hvert fald mange tak for likes/favoritter...

Det betyder så meget, i er så dejlige!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...