Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

247Likes
244Kommentarer
158151Visninger
AA

21. Secrets

Hun blev virkelig overrasket, da jeg fortalte hende, at jeg havde planlagt, at vi skulle være her til tirsdag. Hun fortalte også, at hun ikke havde nogle vigtige prøver i denne uge, da hun jo snart fik ferie, så hun ville ikke gå glip af det store. Men lidt skeptisk var man vel altid, for jeg ville ikke være grunden til, hvis hun dumpede i noget. Så hellere vente med at se hende, men vide, at hun ville få en god uddannelse.

Vi havde hygget med en sen morgenmad. Nina rendte bare rundt i sine små natshorts, top, de der uldsokker som mange piger gik i... og min hættetrøje. Den klædte hende faktisk rigtig godt. Selvfølgelig var den lidt stor til hende, men det gjorde dog bare, at hun så endnu mere nuttet ud. Jeg gik også bare rundt i en tanktop og mine joggingbukser.

Nina satte sig over i sofaen med en bog, mens jeg gik og ryttede lidt op. Hun nynnede lidt for sig selv igen, så jeg smilede og nød lyden af hendes søde nynnen. Hun sad der i et lille stykke tid, og til sidst satte jeg mig ned overfor hende med min telefon. Der var ret mange, der havde reageret på mit Tweet dagen før, og blev ved med at spørge, om jeg ikke sendte et billede af hende, men det svarede jeg ikke på. Jeg hørte Nina lukkede sin bog sammen og kravlede hen til mig, så jeg kiggede op og så hun rodede i mit hår.

"Hvorfor skal det være så svært?" Spurgte hun og sukkede, mens hun førte sin hånd ned til min kind og kærtegnede den. Jeg kiggede spørgende på hende.

"Alt det der med de sociale medier... Jeg ville ønske, at vi bare kunne fortælle det til alle." Sagde hun. Jeg grinede lidt.

"Det ved jeg, men hvis du ikke vil..."

"Jeg hader bare at have hemmeligheder, jeg har ikke lyst til at gemme dig mere. Jeg vil vise os til hele verden!" Sagde hun opgivende og lagde sine ben rundt om mit liv. Jeg smilede skævt til hende.

"Er du sikker?" Spurgte jeg og aede hende på næsen, hvilket fik hende til at fnise og kigge på mig.

"Næ... Men alligevel." Sagde hun og nussede mig på kinden. Jeg førte lidt hår om bag hendes øre, så hun smilede til mig og hurtigt kyssede mig. Dog holdt jeg fast i hende, så kysset varede længere og hun så lagde sine hænder om i min nakke. Vi sad sådan i et stykke tid, indtil hun slap mig og kyssede mig en enkelt kort gang.

"Hvorfor så dejlig?" Spurgte hun og fniste lidt. Jeg trak på skuldrene.

"Hvorfor selv?" Spurgte jeg. Hun fniste lidt igen og pillede så ved stropperne på min trøje, inden hun kiggede mig i øjnene og så lagde sig ind i min favn.

"Jeg holder utroligt meget af dig, Niall." Sagde hun. Jeg smilede og tænkte lidt: Tidspunktet var der jo, jeg var nødt til at sige det til hende, sige hvad jeg egentlig rigtig følte.

"Jeg.." Startede jeg og kiggede så på hende, så hun kiggede op på mig. Hvad nu, hvis hun ikke følte det samme? Så ville jeg jo fremstå som en kæmpe idiot?

"Jeg holder mere af dig." Sagde jeg hurtigt. Hun fniste, kyssede mig og lagde sig ind i min favn igen. Jeg var virkelig en fiasko, hvor svært var det at sige de 3 små ord? Jeg sukkede lavt af mig selv.

 

Dagene gik hurtigt. Vi hyggede os meget med at være i poolen, lave mad, sove længe, putte i sengen, gå ture i skoven og bare nyde hinandens selskab. Vi snakkede også utroligt meget. Jeg måtte indrømme, at jeg snart ikke anede, om der fandtes mere jeg kunne vide om hende. Jeg vidste hvad hun kunne lide og ikke kunne lide. Hun havde fortalt mig alle mulige historier fra sit liv og havde åbnet sig for mig. Og jo mere hun åbnede sig, jo mere elskede jeg hende. Hvilket gjorde mig utroligt trist til mode tirsdag morgen, da vi gik og pakkede. Hun havde et par shorts og en sød lille skjorte med en cardigan ud over, på. (Outfit findes i kommentar) Jeg var desværre ellers blevet vant til, at se hende have min grønne hættetrøje på.

Hun tog vores tasker og gik ud, mens jeg hev nøglen frem og låste døren. Vi gik ud, satte os ind i bilen og jeg startede den. Vejen var ret lang ind til London. Jeg så ud af øjenkrogen, at hun sad med sin telefon.

"Hvad så?" Spurgte jeg og hentydede til hendes Facebook. Hun smilede lidt.

"Sadie spørger bare hvorfor jeg ikke var i skole, men jeg skriver bare, at vi blev et par dage ekstra i London." Sagde hun. Jeg nikkede. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke rigtig kunne lide, at hun blev nød til at lyve over for sin veninde om os. Det var en af de små ulemper ved det her, for som jeg havde mindet mig selv om 100 millioner gange, så var Nina unik, og ville slet ikke have noget med de sociale medier at gøre. Jeg kunne faktisk også følge hende lidt, det kunne virkelig være sindssygt nogle gange, det syntes både drengene og jeg også. Jeg kunne høre hun sukkede lidt og slukkede sin telefon, vendte sit hoved mod vinduet og lænede sin arm op ad, så hun kunne støtte sit hoved.

"Bliver du aldrig træt?" Spurgte hun stille. Jeg kiggede på hende.

"Hvad mener du?"

"Du ved... Træt af at skulle til alle koncerterne hele tiden, interviews, fotoshoots og alt det der. Ville du ikke ønske, at du bare en gang i mellem, kunne slippe helt væk fra det og ikke vende tilbage?" Spurgte hun. Jeg sukkede lidt og tænkte mig om. Gjorde jeg?

"Det ved jeg ikke... Nej, tror jeg. Det er jo min hverdag, så jeg er vant til det. Jeg kan godt lide det og jeg er jo sammen med drengene om det..." Sagde jeg. Hun smilede til mig.

"Men er det ikke også helt vildt at tænke på, hvor langt i er nået?... Jeg mener, top et boyband i over 30 lande? Det er da ret sindssygt!" Sagde hun, så jeg grinede lidt.

"Jeg glemmer faktisk, at tænke over det. Jeg er bare utrolig taknemmelig for det hele, og hvad det har budt os." Sagde jeg og smilede til hende. Hun grinede lidt, lagde sin ene hånd i min nakke og nussede mig.

"Hvor fantastisk." Sagde hun.

 

Jeg parkerede bilen foran indgangen til hendes hus, og hjalp hende med sin taske. Hun tog min hånd i sin, mens vi gik op mod huset. Hun stoppede op lige inden og satte sin taske ned.

"Jeg vil vise dig noget." Sagde hun, trak i min hånd og gik videre hen ad huset, så vi kom over til det store træ med det lille træhus lige midt i forhaven.

"Kom." Sagde hun og tog mig med hen til træhuset og begyndte at klatre op af en lille rebstige. Jeg fulgte efter hende og vi nåede toppen, hvor der var en lille veranda og så selve huset.

"Min far og jeg byggede det, da jeg var lille. Jeg kan huske, hvordan jeg gav ham skruerne og grinede højt, fordi han fik banket hammeren ned i sin tommelfinger og så bar han mig op og svang mig rundt, mens vi begge grinede højt. Så kom min mor op med lemonade og far fik banket ind i hende, så hun tabte det og det røg ud over os alle, så vi var helt klistret ind." Fortalte hun og lagde sine hænder på gelænderet ved stakittet, der omringede verandaen og huset. Jeg stillede mig ved siden af hende og lagde min hånd oven på hendes. Hun kiggede smilende på mig og lagde sit hoved mod min skulder, så jeg kyssede hende blidt i håret. Hun trak mig ind i det lille træhus, hvor jeg måtte bukke mit hoved for ikke at banke ind i dørkarmen. Vi trådte ind i et fint lille rum, hvor der var et blødt tæppe, som var bredt ud over hele gulvet i en fin grøn farve, en lille reol med blade og bøger. (Det overraskede mig ikke) En hel masse puder... og ganske rigtigt, som Nina havde fortalt den aften vi mødtes i bussen, One Direction-plakater på væggene og endda også et par blade og nogle cd´er med os, der lå på gulvet. Jeg grinede lidt for mig selv og så hvordan hun rødmede og tog et par puder, smed dem ind på midten af gulvet og satte os ned på dem.

"Jeg købte faktisk den der plakat i 1D-butikken i London, sidste år." Sagde hun og pegede på en stor plakat af os på den ene væg. Jeg kunne faktisk godt huske den dag billedet blev taget, det var sjovt. Hun rødmede lidt igen, da jeg kiggede på hende.

"Fangirl!" Sagde jeg og grinede af hende, så hun gemte sit ansigt i sine hænder, men jeg fjernede dem hurtigt igen.

"Du må ikke grine ad mig." Sagde hun. Jeg rystede på hovedet.

"Du er perfekt som du er." Sagde jeg. Hun smilede og kyssede mig på munden. Jeg holdt hende tæt ind til mig og vi lagde os ned.

Vi lå sådan i et godt stykke tid, inden vi slap hinanden og hun lagde sig på min brystkasse, mens jeg nussede hende i håret.

"Jeg kunne godt vænne mig til det her." Sagde jeg lavt. Hun fniste lidt.

"Det har jeg allerede." Sagde hun og pillede ved lommen på min T-shirt, så jeg smilede.

"Niall?" Spurgte hun stille. Jeg kiggede ventende på hende.

"Hvad er det værste du nogensinde har oplevet?" Spurgte hun stille. Jeg kiggede op i loftet og tænkte lidt.

"Jeg blev virkelig ked af det, da vi tabte X-factor. Jeg frygtede nemlig, at jeg ikke skulle se drengene mere." Sagde jeg og tænkte tilbage på følelsen på scenen, da dommeren fortalte, at vi kun kom på 3. pladsen. Værste følelse nogensinde...

"Jeg tror min var med Lucas." Sagde hun og sukkede. Jeg hævede mig langsomt op på albuerne og så hendes ansigt. Det var helt alvorligt og trist, og jeg kunne ikke lide det.

"Hvad skete der?" Spurgte jeg stille. Hun tog en dyb indånding og kiggede på mig.

"Ikke engang Sadie ved det." Sagde hun. Jeg nikkede, satte mig op og havde kun fokus på hende.

"Lucas og jeg var bedste venner. Det havde vi været længe før jeg mødte Sadie i grundskolen. Vi mødte hinanden gennem vores forældre, som også var en slags bedste venner. Var jeg trist, gik jeg altid til ham, som det aller første, endda før mine forældre. Han var virkelig noget helt specielt. Så mødte jeg Sadie, og jeg havde egentlig ikke haft en rigtig veninde før, for jeg havde jo bare Lucas? Så da jeg begyndte at hænge ud med hende, blev vi uvenner. Men vi blev hurtigt venner igen... For han fortalte bare, at han var sur over, at hans bedste veninde ikke ville lege med ham, så meget som hun plejede. Og jeg var også virkelig ked af, at han var blevet så ked af det. Så jeg sørgede for at hænge lige meget ud med dem begge to. Vi blev ældrere og begyndte at finde flere og flere venner, da vi kom op i mellemskolen. Jeg blev faktisk virkelig glad på hans veje, da han fik en kæreste. De var virkelig søde sammen, men så alligevel... Hadede jeg hende. Jeg syntes ikke, at han burde have fundet en som hende, for i mit hoved havde hun mange fejl. Han kunne have fundet bedre..."

"Dig?" Afbrød jeg hende, for jeg kunne klart se, hvad hun mente. Hun nikkede.

"Jeg kæmpede meget med det, men uanset, hvor meget jeg prøvede at skubbe det væk, så kunne jeg til sidst ikke skjule det for mig selv længere. Jeg var forelsket i min bedste ven, og jeg hadede det virkelig. Jeg kunne ikke være vild med Lucas. Han var min bedste ven, men samtidig forstod han mig bare 100 procent, og jeg forstod ham. Der gik et lille år og vi blev begge 14, og ham og hans kæreste havde slået op for længst. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor, men nu havde jeg ham endelig for mig selv igen, og var ved hans side hele tiden. Jeg fik kuldegysninger, hver gang han tog min hånd i sin. Jeg kyssede ham faktisk også... men det var kun når vi var alene. For han ville ikke have, at folk skulle vide at vi kyssede, hvilket faktisk sårede mig meget. Og så lige pludselig en dag ud af det blå, besluttede han sig for at ignorere mig. Jeg prøvede ihærdigt at komme i kontakt med ham, lagde beskeder, ringede til ham, bankede på hjemme hos ham, prøvede at snakke til ham i skolen, men der kom aldrig noget svar. Og selv når hans forældre kom hjem til os, så var han aldrig med mere. Jeg hadede ham! Han kunne ikke være det bekendt! Så jeg gav til sidst helt op og flere måneder senere, tog han endelig kontakt til mig. Jeg var rasende, men han fortalte bare, at det var fordi nogle af hans venner havde set os sammen hjemme hos mig, og så havde de drillet ham og så ville han ikke have, at de også begyndte at drille mig. Jeg var dog så rasende, at jeg ikke ville lytte til ham. Jeg kan huske hvordan jeg råbte, at han bare kunne rende mig... Hvor stor en idiot han havde været og hvor meget han havde såret mig. For inderst inde, så havde han jo et eller andet sted knust mit hjerte super groft. Så jeg gjorde ligesom ham, ignorerede ham fuldstændig og svarede ikke en´ af hans beskeder eller opkald. Jeg tænkte at han bare kunne få tilbage af samme skuffe. Og så en dag holdt han op, og jeg holdt mig kun til Sadie. I øjenkrogen kunne jeg se, at han en gang i mellem i skolen lige sendte mig et par blikke og sådan. Og han prøvede endda også, at tage kontakt til mig igen efterfølgende, for det var jo os? Nina og Lucas... Men selv om jeg hader mig selv for det i dag, så ignorerede jeg ham alligevel, og valgte at komme videre, og til sidst glemte vi bare helt hinanden, og efter et par år, hørte jeg at de flyttede til Sverige med hans fars arbejde, og mere har jeg ikke hørt til ham... Jeg har ikke rigtig haft "noget" med nogen dreng siden." Sluttede hun, og de sidste tårer trillede ned af hendes kinder, inden hun tørrede dem væk.

"Det er jeg utrolig ked af, Nina." Sagde jeg og kiggede på hende. Hun grinede lidt, mens hun snøftede forsigtigt.

"Det er ikke din skyld, Niall. Jeg kunne jo bare have ladet vær med at fortælle dig det." Jeg rystede på hovedet og rykkede mig tættere på hende, så jeg kunne se hende i øjnene.

"Jeg lover, at jeg aldrig nogensinde vil gøre sådan mod dig... Ikke engang i nærheden af det. Og er der det mindste, så skal du fortælle mig det. Jeg vil gerne vide, hvordan du går og har det." Sagde jeg. Hun smilede lidt og krammede mig så.

"Tak, Niall, du ved lige, hvad jeg har brug for en gang i mellem." Sagde hun og snøftede en gang til, mens jeg aede hende forsigtigt på ryggen og kyssede hende på kinden.

"Det er fordi jeg allerede kender dig for meget." Sagde jeg. Hun grinede lidt og knugede mig så ind til sig, så jeg ikke havde lyst til at give slip på hende.

 

Nina P.O.V

Han var der kun i en lille time, inden vi gik ned fra træhuset, og over mod hans bil, hvor han hurtigt knugede mig ind til sig.

"Tusind tak for den her weekend. Jeg har virkelig nydt det med dig." Sagde han. Jeg nikkede ivrigt og kyssede ham så. Jeg havde egentlig ikke specielt lyst til, at give slip på ham. Jeg havde det bedst, hvis han var her hos mig... Hvilket var derfor det var et sandt helvede for mig, hver gang vi skulle skilles ad. Jeg kyssede ham hurtigt igen.

"Jeg savner dig allerede." Sagde han, da han satte sig ind i bilen. Jeg lænede mig lidt ind af vinduet, mens jeg pillede ved hans armbånd, som havde fået en fast plads på mit håndled efterhånden.

"Vi ses, dejlige." Sagde jeg og vinkede til ham, så han grinede.

"Vi ses, babe." Sagde han, startede bilen og begyndte at køre. Jeg vinkede længe efter bilen var kørt ned ad hjørnet, bare for at være sikker, indtil jeg sukkede lidt for mig selv og kunne mærke min telefon vibrere i lommen. Det var Sadie.

"Hey, smukke!" Sagde jeg, men blev straks overdøvet af en utroligt højtråbende Sadie.

"Nu fortæller du mig, hvad der sker! Jeg ved, at du holder noget skjult, og du har bare at fortælle det til mig lige på stedet! Jeg har ikke set dig hele weekenden. Og du sagde du var i fucking London med dine forældre indtil tirsdag... Og så så jeg din far nede i supermarkedet her i går aftes, som sagde i ikke havde været i London! Så tal, pige!" Råbte hun. Jeg sukkede hurtigt for mig selv, jeg havde virkelig frygtet det her, men så igen, Sadie var min bedste veninde... Jeg kunne ikke lyve for hende mere.

 

Ligesom jeg havde frygtet... Så flippede hun totalt ud.

"Og du havde slet ikke på noget fucking tidspunit, havde tænkt dig, at fortælle mig, at du er selveste den pige, som Niall fucking Horan, fucking dater?!" Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke fik sprunget hver en del af begge mine trommehinder fra hende. Hun blev ved med at stampe rundt og fægte med armene, mens hun skiftede humør mellem at storhvine/fangirle og være skruphamrende rasende.

"Sadie, jeg er virkelig ked af det. Jeg ved, at jeg skulle have fortalt dig det for længe siden.."

"JA!" Afbrød hun og satte sig surt ned ved siden af mig. Jeg kiggede undskyldende på hende, men hun rystede opgivende på hovedet.

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det her, Nina... Et eller andet sted, så er jeg altså såret! Helt ærligt, du er min bedste veninde! Du burde fortælle mig alt, hvad der sker i dit liv. Du ved jeg hader, når jeg ikke ved, hvordan du går og har det!" Sagde hun alvorligt. Jeg kiggede undskyldende på hende.

"Jeg ved det, og jeg er også virkelig ked af det. Men jeg tror bare, at jeg var nødt til selv at indse det først." Sagde jeg. Hun nikkede.

"Og for det andet, Nina... Det er for fucking vildt!" Udbrød hun og krammede mig, så jeg kunne ikke lade vær med at grine af hendes storsvingende humør.

"Nina, du er kærester med... fra... Og du er kærligheds-pigen! Du bliver nødt til, at fortælle det, for det er alt for vildt!" Hvinede hun, men jeg fægtede straks med armene og rystede på hovedet.

"Sadie, nu har du lytte godt efter... Ingen, absolut ingen, må vide, at jeg... ja... med Niall. Absolut ingen. Jeg vil ikke blive overfaldet på skolen, så du må ikke fortælle det til nogen!" Sagde jeg, så hun kiggede alvorligt på mig.

"Kan du huske, da vi talte om kærligheds-pigen?... Som jeg stadig ikke helt kan fatte er dig.. og at du ikke har fortalt mig det. Men, ja... så skulle du nok ikke have begyndt, at kæreste rundt med Niall fucking Horan!" Råbte hun anklagende. Jeg sukkede.

"Jeg er et rod." Sagde jeg. Hun trak på skuldrene, men nikkede så.

"Ja, nu du siger det!" Sagde hun og begyndte så at grine. Jeg rystede på hovedet og lagde mig tilbage i min seng, så hun lagde sig ned ved siden af mig og kiggede smilende på mig.

"Så det var måske ham du var hos her i weekenden?" Spurgte hun. Jeg kiggede smilende på hende og nikkede. Hun begyndte at hvine igen.

"Nina, du har gjort mig til det heldigste menneske, i hele verden!" Sagde hun og hoppede uroligt i min seng, så jeg kiggede forvirret på hende.

"På grund af ham?" Spurgte jeg, men så fik jeg bare et af de der opgivende blikke af hende.

"Hallo? Nu kender du jo 1D.. Og til mit store held, kan du kontakte dem, så jeg kan møde dem!" Sagde hun og jublede lidt. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg tror, de ville synes du er skruphamrende sindssyg!" Sagde jeg og kiggede smilende på hende, men hun trak på skuldrene.

"Du har da lært at leve med det, så kan de vel også." Sagde hun og lagde sig så tilbage i sengen igen.

"Og... Så er Harry jo single!" Sagde hun, så jeg kiggede grinende på hende. Hun var for meget!

______________________________________________________________________________________________

Jeg synes i er blevet lidt stille der ude :-/

Ej, jeg ved godt at historien måske har været lidt sukkersød i lidt for lang tid.

men jeg lover jer at der snart skal ske noget spændende.

Der kom noget lidt spændende lige her til sidst, og der skal nok kommer mere

bare rolig.

I må stadig gerne lige skrive en kommentar om hvad i synes/håber/tror/forventer ja og sådan

Det ville jeg sætte stor pris på

KNUZ :D ( Så sært når man skriver knus med z,...men det gør det vel lidt anderledes :-P )

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...