Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

246Likes
244Kommentarer
157145Visninger
AA

37. Returning to reality

Nina P.O.V

"Har du alle dine ting?" Spurgte Sadie og kiggede sin taske igennem, for fjerde gang. Mest fordi hun er typen, der glemmer alt, alle steder. Jeg nikkede hurtigt. Jeg havde ikke pakket meget, så jeg havde heller ikke så meget at pakke ned. Det eneste jeg manglede var de ting, som jeg skulle huske til om morgenen. Vi pakkede ellers det meste nu. Sadie havde stresset rundt med, at vi tog hjem i morgen tidelig, hele aftenen. Det var næsten til at grine over.

"Jeg er sikker på, at jeg glemmer et eller andet." Sagde hun og tog sig frustreret til hovedet. Jeg trak på skuldrene.

"Sad, en eller anden dag glemmer du dig selv." Sagde jeg og prøvede faktisk at smile til hende. Det var bare sådan, at hver gang jeg smilede til hende, så kiggede hun bare trist på mig. Dog var det ikke helt så meget som før. Hun havde faktisk været utroligt glad og fjollet sammen med mig, her de sidste par timer, hvilket var rart. Jeg var faktisk også blevet indenfor, efter hende og mor havde tvunget mig. Stranden tiltalte mig heller ikke på en måde mere... Måske fordi jeg havde siddet der nede for meget?

"Nina, det er allerede sket. Kan du huske den dag i 6. klasse, hvor jeg var kommet for sent op? Et: Jeg faldt på vejen, fordi jeg havde glemt at binde mine sko, 2: Min T-shirt var på vrangen, 3: Jeg havde kun lavet en' fletning i den ene side af mit hår, 4: Jeg havde to forskellige sokker på... Behøver jeg fortsætte?" Spurgte hun smilende. Jeg grinede faktisk og kunne sagtens huske, da hun nærmest væltede ind af døren, fordi hun faldt i sine egne snørebånd. Heldigvis var jeg gået med hende ud og havde ordnet hendes hår og tøj. Jeg smilede lidt over det gamle minde, og så at hun faktisk smilede tilbage til mig.

"Du har sådan et dejligt smil." Spurgte hun glædeligt, så jeg kiggede på hende.

"Hvorfor siger du det?" Spurgte jeg og smilede igen til hende, men denne gang smilede hun ikke tilbage.

"Jeg savner at se dig smile." Sagde hun stille. Jeg sukkede og vendte mig væk fra hende.

"Jeg tror, jeg så en af dine toppe ude på badeværelset." Sagde jeg hurtigt. Hun nikkede bare og lynede sin taske.

"Jeg har tjekket alt fire gange, og jeg kan ikke finde noget, ellers får jeg det bare når vi kommer tilbage her til en anden gang." Sagde hun. Jeg nikkede hurtigt, satte min taske ned fra sengen og kiggede på klokken.

"Vi burde nok gå i seng, min far vækker hele huset omkring klokken otte i morgen." Sagde jeg. Sadie nikkede og bed sig lidt i læben.

"Hvor lang tid tager det at køre herfra og hjem?" Spurgte hun hurtigt. Jeg tænkte lidt.

"To timer, cirka, men så skal vi også være heldige. Det er derfor vi kører omkring klokken ti. Far mener, at vi så nok er hjemme omkring klokken et." Sagde jeg. Hun bed sig lidt mere i læben og nikkede.

"Hmm... Klokken et, det er tid nok." Sagde hun lavt, men jeg hørte det alligevel.

"Tid nok til hvad?" Spurgte jeg. Hun kiggede op på mig.

"Ikke noget. Jeg snakkede bare med mig selv." Sagde hun og smilede. Jeg smilede bare forvirret tilbag igen og gik hurtigt ud på badeværelset og børstede mine tænder. Selvom jeg havde siddet i skyggen, når jeg sad nede ved stranden, havde jeg faktisk fået lidt farve. I sær i kinderne. Ellers var det fordi jeg faktisk havde spist i dag, og så fået lidt vitaminer. Jeg vidste det ikke rigtig, men jeg kunne i hvert fald godt lide den lidt rødere farve i mine kinder. Jeg redte mit hår igennem og gik ind på værelset igen, hvor Sadie stod med sin telefon og tastede på skærmen.

"Noget spændende?" Spurgte jeg og gik over mod dobbeltsengen. Hun rystede på hovedet.

"Det var min mor, der vil sige godnat." Sagde hun og slukkede telefonen. Jeg nikkede og tog min egen telefon frem. Jeg havde tjekket min Facebook et par gange i dag, og der var ikke særligt meget spændende, siden sidste gang jeg tjekkede. Jeg slukkede den hurtigt og lagde den på natbordet ved siden af min side af sengen. Jeg lagde mig ned under dynen og slukkede mit lys. Sadie kom lidt efter ind på værelset ude fra badeværelset, mens hun igen tastede løs på skærmen.

"Din mor igen?" Spurgte jeg. Hun kiggede hurtigt på mig og nikkede.

"Ja, hun skulle lige fortælle lidt om der hjemme." Sagde hun. Jeg sukkede lidt. Jeg savnede faktisk Portsmouth, men jeg vidste bare, at lige så snart jeg kom hjem, så ville jeg møde virkeligheden igen og jeg ville blive bombarderet med spørgsmål omkring... Ja. Så jeg ønskede bare, at jeg kunne blive her til evig tid, og bare... Være alene, og væk fra virkeligheden. Men jeg måtte vel vende tilbage på et eller andet tidspunkt? Dog bare ikke allerede nu.

"Godnat." Sagde Sadie og lagde sig ned ved siden af mig, mens jeg lagde mig med ryggen til hende.

"Godnat, Sad." Sagde jeg og lukkede mine øjne i, så jeg kunne mærke døsigheden overtage mig.

 

Vi havde pakket bilen, tjekket huset tre gange, og givet resterne af den resterende mad til naboerne, så vi var klar til at køre hjem. Hjem mod Portsmouth, mod alle minderne. Det skar lidt i mig, at tænke på at komme hjem. Hvor end jeg var, så ville alt minde mig om tiden med... ham. Jeg sukkede lidt for mig selv og rettede så på min T-shirt og shorts (Outfit findes i kommentar) Tasken lå i bagagerummet, så jeg manglede ikke noget. Sadie sad allerede i bilen, så det eneste vi ventede på, var mig selv. Jeg kiggede tilbage på vores elskede sommerhus. Hvor jeg dog ønskede at vi kunne bo her. Bare en' uge, eller to... Eller resten af ferien. Jeg elskede alt den afslapning. Det fik tankerne på gled, men jeg sagde farvel og satte mig ind i bilen.

Sadie smilede hurtigt til mig, og jeg smilede hurtigt tilbage til hende, mens jeg satte mig tilbage i sædet og forberedte mig på en to eller tre timers lang køretur. En stor taske stod mellem Sadie og jeg, som vi begge lagde vores albuer på, så vi kunne læne os op ad den. Sadie skubbede hurtigt til mig, så jeg kiggede på hende. Hun rakte mig den ene af sin øretelefoner på hendes headset. Jeg tog smilende i mod den og proppede den ind i øret. Hun havde sat Demi Lovato på. Hendes stemme kørte igennem mit øre og jeg lænede mig lidt tilbage og lukkede øjnene til musikken.

 

Vi stoppede efter tre kvarter, da min far havde den mindste blære af alle mennesker jeg kendte. Men så kunne vi andre i det mindste også strække benene lidt. Vi holdt inde ved en lille resteplads, hvor Sadie og jeg gik over i kiosken der lå der. Mest for at købe slik og snacks til turen. Vi gik ind og Sadie gik direkte over og tog en pose vingummibamser. Hendes favoritter. Jeg kiggede lidt rundt og gik så frem mod disken, hvor der var et par få blade. Jeg fik hurtigt øje på et af dem.

Ingen kærligheds-pige!

Jeg skimtede hurtigt artiklen igennem. Den handlede om at Niall havde været ret nede i følge fansene, og at han intet havde sagt i et nyligt interview omkring "mig". Mange tog det som om, at det måske bare havde været en joke det hele...

Det havde de ret i, for en gangs skyld havde et sladderblad ret. Jeg sukkede og lagde bladet tilbage, mens Sadie kom op til disken med et par poser slik og to Arizona Ice-tea. Mine yndlings. I sær dem med fersken-smag! Hun betalte og fik varerne tilbage i en plasticpose. Vi gik over mod bilen, hvor min mor og far ventede.

"Fandt i noget?" Spurgte min far. Sadie viste ham vores fund og han smilede bare af det. Bilturen fortsatte. Vi fik faktisk en lille samtale i gang, men det var mest min far og Sadie, der diskuterede vingummibamser. Det var også min fars yndlings. Så var det bare om det var de grønne, eller røde, som var de bedste? Far var på de røde, Sadie på de grønne. Mor og jeg kom med små kommentarer en gang i mellem, men det stoppede dem ikke. Sadie var så sjov nogle gange. Hun kunne være fuldstændig tosset hjemme hos os og diskutere med mine forældre, som var det hendes egne. Mest fordi de nok havde kendt Sadie lige så længe som jeg havde, og nok også så hende som et lille bonusbarn en gang i mellem. Hun var på en måde en del af familien.

"Jeg synes bare, at de røde er for syntetiske!" Sagde Sadie med munden fuld af vingummibamser. Min far rystede hurtigt på hovedet.

"Prøv at se på de grønne, du kan aldrig finde ud af om det er pære eller æble de smager af. Ikke i forhold til de røde dem kan du bestemme med det samme!" Sagde han. Sadie smed sig opgivende tilbage i sædet.

"Mor, Far driller!" Sagde hun grinede og kiggede hen på min mor. Nu hvor vi var ved det med at Sadie næsten var en del af familien, så kaldte hun også min mor og far, for mor og far, en gang i mellem. Hun var skruptosset, men mine forældre kunne stadig lide hende.

"Surt." Sagde min mor bare, så jeg fniste lavt for mig selv. Sadie kiggede smilende på mig, åbnede en pose slik og rakte mig den.

"Lynquiz!" Sagde hun smilende. Jeg rullede øjne af hende, men tog så et stykke slik i munden og nikkede.

"Hvad er min yndlingsvingummi?" Spurgte hun. Jeg kiggede dømmende på hende, men grinede så.

"Grønne vingummibamser. Kom med en ny en." Sagde jeg og tog så en tår af min iste.

"Hvad er min yndlingslakrids?" Spurgte hun grinende. Jeg kiggede hurtigt på hende, men blev afbrudt, da min far råbte:

"Det ved jeg!" Sadie kiggede storgrinende på min far, så jeg rystede på hovedet.

"Det er et trickspørgsmål, for du kan ikke lide lakrids." Sagde han. Min mor klappede hurtigt i hænderne og grinede af os. De her stunder elskede jeg. Stunder hvor vi bare snakkede om de særeste ting, som de sære mennesker vi var. Det var en af livets små finøjligheder. Sadie lagde hurtigt armen om mig.

"Jeg holder meget af dig, ved du det?" Spurgte hun helt alvorligt. Jeg kiggede uforstående på hende, men grinede og nikkede.

"Det ved jeg, du siger det til mig tusind gange i minuttet, nogle gange." Sagde jeg og smilede til hende, men hun rystede bare hurtigt på hovedet.

"Man ved jo aldrig om det smutter igennem, så jeg må sikre mig, at du forstår hvor højt jeg egentlig elsker dig." Sagde hun. Jeg grinede af hende.

"Jeg elsker også dig, Sadie." Sagde jeg. Hun nikkede hurtigt, hvilket fik mig til at grine.

"Ja, du gør, og du ved også, at jeg vil gøre alt for dig, ikke?" Spurgte hun alvorligt. Hvorfor blev hun pludselig så seriøs?

"Hvad sker der for dig?" Spurgte jeg. Hun kiggede sukkende ned i sit skød og kiggede så op på mig.

"Det er fordi, jeg så gerne vil have, at du er glad. Jeg hader at se dig ked af det. Det sårer mig når du er sådan. Det er derfor jeg vil gøre alt for at hjælpe dig til at blive glad igen." Sagde hun. Jeg kiggede hurtigt på hende og så hen på mine forældre som begge, underligt nok, sad og smilede.

"Er du blevet skæv af alle de bamser?" Spurgte jeg grinende af hende. Hun rystede på hovedet og kiggede lige ud.

"Jeg tænker bare på livets store glæder." Sagde hun helt poetisk. Jeg smilede over hende og tog den sidste tår af min iste.

"Du er sær nogle gange, ved du det?" Spurgte jeg grinende. Hun nikkede bare og smilede så til mig.

 

Efter cirka 2 timer og tre kvarter var vi hjemme. Der havde været så forfærdeligt lang kø på motorvejen, da en lastbil var kørt galt, så det havde været sådan en pinefuld, lang og kedelig tur. Heldigvis var Sadie og jeg faldet i søvn op ad hinanden, mens vi ventede, så da jeg vågnede og begyndte at genkende vejen, blev jeg helt glad. Lige indtil vi nåede byskiltet, hvor der stod Portsmouth og det mindede mig om, at lige så snart jeg steg ud, så kom jeg tilbage til virkeligheden. Jeg var dog nødt til at tage det med oprejst pande, jeg kunne ikke flygte fra det i al evighed. Jeg måtte se det i øjnene.

Vi nåede hen mod det kendte lille boligkvarter og svingede ind mod det lille hus med det store træ i forhaven. Vores dejlige hus. Vi parkerede inde i garagen, og så spurtede min far ud af bilen. Ham og hans blære! Mor, Sadie og jeg tog hver vores taske og gik med dem indenfor, hvorefter Sadie og jeg gik ovenpå, så vi kunne smide taskerne og bagefter smide os i min seng.

"Hjemme!" Sagde jeg lettet, så Sadie grinede og så kiggede på sin telefon og tastede lidt på skærmen. Hun lagde telefonen ned efter et lille minuts tid og kiggede så på mig.

"Hvis du havde en ting, som kunne gå i opfyldelse i dag... og det må kun være en' ting! Hvad skulle det så være?" Spurgte hun smilende. Jeg kiggede forvirret på hende. Hun var normalt ret mærkelig, men lige i dag var hun virkelig mærkelig... Som i meget mere end hun plejede. Det undrede mig faktisk, men jeg tænkte så alligevel over hendes spørgsmål og kiggede på hende.

"Mange ting." Sagde jeg og satte mig så op i sengen. Hun sukkede lidt.

"Men hvis der nu kun var en' ting?" Spurgte hun. Jeg sukkede lidt og kiggede på hende.

"Det ved du godt." Sagde jeg og rejste mig fra sengen, for at pakke mine ting ud fra tasken. Hun sukkede bag mig.

"Det ved jeg." Svarede hun. Jeg kiggede mig over skulderen på hende og så hun gik over mod mit skab og kiggede mine bøjler igennem. Hun tog en gang i mellem en kjole ud og kiggede lidt på dem, men hang dem så på plads, lige indtil hun nåede en' bestemt kjole. Jeg tog en hurtig indånding, da jeg så den hvide og snoede kjole på bøjlen foran hende. Hun kiggede smilende på den og så på mig. Jeg kiggede væk fra hende og kjolen.

"Var det ikke den her kjole som du.."

"Jo." Afbrød jeg hurtigt og kunne høre hun hang den på skabet, mens hun gik over mod min seng, smed sig i den igen og tastede på sin telefon. Jeg kiggede over mod hende.

"Skriver du stadig med din mor?" Spurgte jeg. Hun kiggede hurtigt forvirret på mig, men nikkede så kort efter.

"Ja, hun ville lige høre om vi var hjemme." Sagde hun. Jeg smilede og blev færdig med at pakke ud.

"Husk at hils." Sagde jeg og rejste mig og gik over og lagde nogle af tingene på plads. Hun nikkede og lænede sig frem i sengen.

"Hvor lang tid tager det at krølle dit hår?" Spurgte hun hurtigt, så jeg straks kiggede undrende på hende.

"Hvis det skal blive ligesom til nytår, så en time eller halvanden. Hvorfor?" Spurgte jeg. Hun trak på skuldrene.

"Jeg tænkte bare." Sagde hun. Jeg grinede lidt over hende.

"Lad vær med det." Sagde jeg, men hun rystede bare smilende på hovedet og lænede sig om på siden, så hun havde siden mod mig.

"Kan du huske det jeg sagde til dig i bilen? Det om at jeg holder af dig, og vil gøre alt for dig, uanset hvad det er?" Spurgte hun. Jeg rullede med øjnene og kiggede på hende.

"Skjuler du noget? Du har opført dig sært hele dagen." Sagde jeg og kiggede på tænkende hende. Hun kiggede hurtigt på mig.

"Hvad hvis jeg gjorde?" Spurgte hun med et skævt smil. Jeg kiggede forvirret på hende.  

"Du ved, jeg hader overraskelser." Sagde jeg hurtigt. Hun nikkede bare, da en hendes telefon begyndte at brumme. Hun tog den og storsmilede, da hun tog den op til øret.

"Ja, vi er her nu. Du kan bare komme ind." Sagde hun smilende. Jeg kiggede mere forvirret på hende end før.

"Ja, vi gør. Vi ses." Sagde hun og kiggede storsmilende på mig.

"Hvad laver du?" Spurgte jeg, men hun smilede bare endnu mere, da jeg hurtigt kunne høre dørklokken ringe nedenunder og så døren, der blev åbnet. Min mor snakkede lidt med en, men det var for lavt til at jeg kunne høre hvem.

"Sadie?" Spurgte jeg usikkert, da hun hvinede. Jeg kunne høre en person gå op af trapperne her op til første salen og mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Lige indtil døren gik op og personen trådte ind og alt inden i mig stoppede for et splitsekund.

"Hey, smukke." Sagde han med sit charmerende smil. Jeg kunne straks mærke hvordan mine øjne blev fyldt med tårer, som begyndte at trille ned af mine kinder. Han slog sine arme ud og jeg hoppede nærmest ind i hans favn, så han slog armene om mig og svang mig rundt. 

"Harry, for helvede!" Sagde jeg og knugede ham ind til mig. Han slap mig lidt og satte mig så ned på jorden igen. Han havde stadig et stort smil på læberne.

"Hvorfor er du her?" Spurgte jeg og kiggede frem og tilbage mellem ham og Sadie, som sad med et smil klistret på i hele ansigtet.

"Sadie ringede og forklarede mig det hele. Jeg er virkelig ked af det, Nina..." Sagde han, men han nåede ikke at sige meret, inden jeg var vendt rundt og spurtede over og omfavnede Sadie. Tårerne trillede for alvor ned af mine kinder.

"Jeg sagde jo, at jeg ville gøre alt for dig." Sagde hun og knugede mig ind til sig. Jeg snø slap hende og gik over og krammede Harry igen. Han smilede bare glædeligt til mig, men det blev hurtigt skiftet til et mere seriøst udtryk.

"Men jeg er her ikke kun af en' grund, smukke." Sagde han, så jeg kiggede forvirret på ham.

"Det er på tide, at vi gør dig glad igen. Og jeg ved, der kun er en' person i hele verden, som kan gøre det." Sagde han og smilede forsigtigt. Jeg fik utroligt meget lyst til at tude, men kiggede så spørgende på Sadie, som nikkede storsmilende.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige." Sagde jeg helt overvældet, så de grinede lidt.

"Nej, men det ved vi... Og bare rolig. Vi har styr på det." Sagde Harry og blinkede til mig. En kæmpe glæde skød igennem mig.

Tænk hvis alt håb ikke var tabt alligevel?

______________________________________________________________________________________________

To kapitler på en dag!

Det fortjente i også, så søde som i har været!!

Ej, jeg håber at den ender godt for jer...

Jeg har i hvert fald haft en kæmpe fornøjelse ud af at skrive den her under hele forløbet.

Kun på grund af jer!!

For i er bare de bedste!!

Så mange knus og kram til jer..

Husk at kommentere hvis der er det mindste!! Jeg forlanger det :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...