Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

247Likes
244Kommentarer
158157Visninger
AA

38. Preparations

"Men hvad gør vi?" Spurgte jeg og kiggede på dem begge to. Sadie gik hen til mit skab og tog kjolen og rakte den til mig. Jeg tog uforstående imod.

"Hvad skal jeg med den?" Spurgte jeg forvirret. Harry smilede.

"Du bliver nød til at se lidt lækker ud. Han skal jo se hvad det er han får." Sagde Harry og blinkede til mig, så jeg kiggede skræmt på ham.

"Et af dine Moments?" Spurgte jeg. Han trak på skuldrene, så Sadie grinede, men så skubbede mig ud mod badeværelset.

"Bad!" Komanderede hun. Jeg kiggede sært på hende, men gjorde som hun sagde og tog et langt og varmt bad.

Jeg kom ud til, jeg ved ikke hvad? Sadie havde sat en stol i midten af mit værelse, og henne ved mit skrivebord lå der en stor sort make-up pung fyldt med make-up sager. Harry stod med sin telefon i hånden ovre ved min seng og så utroligt koncentreret ud. Sadie havde givet mig noget undertøj og en kåbe, til at tage rundt om mig.

"Niall kommer til at dåne." Sagde hun hvinende og viftede mig hen til stolen i midten af rummet. Hun tændte hurtigt for mit krøllejern og tog en lille tot af mit hår og snoede det om.

"Hvad jeg dog ikke gør for dig." Sagde hun, men smilede så. Jeg smilede igen og kiggede så hen på Harry, som stadig så enormt fokuseret og koncentreret ud, med sit telefon i hånden. Sadie tog endnu en tot af mit hår og snoede om krøllejernet. Jeg begyndte at få en følelse af nervøsitet i maven.

 

Mit hår var endelig færdigt efter en lille time, hvor Sadie havde krøllet det hele, og så redt det igennem, for at sprede de krøllede hårtotter lidt mere, så det så mere ægte ud. Hun redte det hurtigt lidt tilbage og satte det op og tog den sorte make-up pung ovre fra mit skrivebord og hev lidt forskelligt op. Hun kiggede fokuseret på mine øjne, tog en mascara frem og begyndte at lægge det på mine vipper.

"Hvor lang tid tror i, i behøver endnu?" Spurgte Harry og kiggede på sin telefon. Jeg kiggede hurtigt hen på klokken. Den var halv fem.

"En time, måske to. Men hvad med dig, du bliver vel snart nødt til at køre?" Spurgte Sadie og bed sig lidt i læben og kiggede på Harry. Han nikkede.

"Hvordan kommer vi så til London?" Spurgte jeg nervøst og kiggede mellem dem. Harry tjekkede sin telefon igen.

"Jeg får nogen til at hente jer... og så må vi se derfra."

"Har du billetter til os?" Spurgte jeg. Hans smil falmede lidt og han rystede på hovedet. Nervøsiteten voksede endnu mere.

"Jeg kan jo ikke komme ind uden billetter!" Sagde jeg og kiggede nervøst på ham. Han tjekkede sin telefon igen.

"Jeg har tjekket med crewet hele dagen. Der er intet at gøre, der er allerede fyldt op, endda mere end der burde være. De siger endda, at flere har gået og spurgt om folk vil sælge billetterne til over det dobbelte hele ugen... Men ingen vil sælge deres billetter." Sagde han. Jeg tog mig hurtigt til hovedet.

"Jeg er nødt til at komme der ind, Harry... I rejser i morgen og jeg er nødt til at se Niall inden!" Sagde jeg nervøst. Han nikkede og vrissede lidt.

"Liam og Louis har også prøvet at høre, om der ikke var den mindste form for chance, men folk er helt vilde! Der er ingen billetter... Men du kommer ind. Det ved jeg!" Sagde han. Jeg sukkede lidt.

"Hvad hvis jeg ikke gør? Så er alt det her jo håbløst! Vi kan lige så godt give op.." Sagde jeg sukkende. Sadie lagde hurtigt mascaraen væk fra sig og lagde så begge sine hænder på mine skuldre, og bukkede sig ned, så hun så mig lige ind i øjnene.

"Du kommer til at se Niall, koste hvad det vil. Er du med? Du skal nok komme ind til den koncert, om jeg så skal for det!" Sagde hun helt alvorligt, så hun faktisk skræmte mig lidt. Jeg kiggede hurtigt hen på Harry, der også kiggede med store øjne, men dog også med et lille smil på læben.

"Du er virkelig sær, Sadie!" Sagde jeg grinende af hende. Hun grinede også selv og krammede mig så.

"Kun fordi at jeg hader at se dig ked af det. Plus vi har brug for en kærligheds-pige!" Sagde hun. Jeg smilede, mens en lille tåre trillede ned af min kind. En glædeståre.

"Næ næ, ingen tuderi nu! Du ødelægger bare din mascara, din tumpe." Sagde hun og kiggede opgivende på mig. Jeg sukkede lidt, men nikkede så enigt, mens hun gik i gang med øjnene igen og holdt tungen ude af ren koncentration. Det så skørt ud, men hun blev bare mere og mere irriteret for hver gang jeg grinede af hende, så jeg lod hende gør hendes arbejde i fred til sidst.

 

"Jeg bliver nødt til at køre nu, jeg har lidt at se til." Sagde Harry efter at have lynet min kjole op. Sadie var gået omkuld henne på min seng og lå helt stakåndet. Så besværlig havde jeg da ikke været?

"Hvad nu, hvis jeg ikke kan komme ind?" Spurgte jeg hurtigt, men han smilede bare forsikrende til mig.

"Det gør du. Bare rolig, smukke." Sagde han og omfavnede mig.

"Du er smuk, vi ses snart." Sagde han, mens jeg fulgte ham ned mod døren.

"Ja, det må vi håbe." Sagde jeg og sukkede lidt. Han kyssede mig hurtigt på kinden og gik ud til vejen, hvor deres sorte bil holdt parkeret. Jeg vinkede indtil jeg ikke kunne se bilen mere og gik så indenfor igen. Min mor gik mig i møde og smilede stort til mig.

"Hvor er du fin." Sagde hun. Jeg drejede langsomt rundt om mig selv, så hun kunne se mig fra alle vinkler. Hendes smil falmede lidt.

"Du udvikler dig til en voksen kvinde, alt for hurtigt." Sagde hun lavt. Jeg stoppede med at dreje og kiggede på hende.

"Bare rolig, mor. Jeg er jo stadig mig." Sagde jeg. Hun nikkede lidt, men sukkede så igen.

"Jeg kan stadig huske den gang, hvor du sov inde hos os om natten, fordi du var bange for torden. Hvor lille du var når du lå der i mellem os, og sov lige så stille... Jeg kan godt savne de tider." Sagde hun og strakte sine arme ud mod mig, så jeg gik hen og omfavnede hende.

"Jeg elsker dig, mor." Sagde jeg, så hun grinede lidt og strøg mig over ryggen, mens hun vuggede mig i hendes favn.

"Jeg elsker også dig, Nina, mere end du aner... Så vil du ikke nok love mig, at når du ser Niall i aften, så bliver du glad igen?" Sagde hun og slap mig, så hun kunne se mig i øjnene. Jeg sukkede lidt, men nikkede.

"For uanset om du synes det modsatte eller ej, så savner jeg min gamle Nina. Hende som var glad hele tiden. Ja, du er glad nu, men ikke som før. Og jeg er sikker på, at Niall er en stor del af det, så derfor håber jeg virkelig, at du bliver glad igen." Sagde hun. Jeg kiggede smilende på hende og kyssede hende så på kinden.

"Det lover jeg, mor." Sagde jeg smilende, så hun nikkede storsmilende tilbage til mig og slap mig.

"Min lille Nina." Sagde hun med et kærligt blik i øjet. Jeg grinede lidt og så Sadie komme ned fra første salen. Hun smilede stort.

"Niall besvimer når han ser dig." Sagde hun. Jeg grinede lidt og gik hen til hende.

"Kun på grund af dig." Hun trak lidt på skuldrene, men smilede så stort.

"Du har jo ret, det er min skyld, du er så lækker... Jeg håber virkelig at det kommer med i bryllupstalen om et par år... Og at en af jeres piger hedder Sadie... Og hvis i får drenge, må det blive et mellemnavn." Sagde hun og lagde sin arm om min nakke. Jeg grinede og skubbede lidt til hende med min numse.

"Du er for meget nogle gange." Sagde jeg grinende til hende, hun trak bare på skuldrene.

"Jeg har bare mine moments, baby." Sagde hun og lød ligesom Harry, så jeg grinede af hende og kiggede op mod klokken, der hang over dørkammen.

"Havde Harry skaffet kørsel til os?" Spurgte jeg. Hun kiggede på sin telefon.

"Ja, og den er her nok også snart." Sagde hun og lagde telefonen ned i lommen igen. Jeg nikkede og gik hurtigt op mod mit værelse og fandt de sidste ting frem som skoene, min pung med penge, min telefon og min jakke. Jeg tjekkede mig hurtigt i spejlet på vejen ned igen. Sadie burde overveje jobbet som stylist, for jeg måtte faktisk indrømme, at jeg så pæn ud. Så jeg håbede at det var bare ville hjælpe lidt til, at Niall kunne tage mig tilbage. Hvilket jeg slet ikke tænkt på...

Hvad nu hvis jeg kom ind og fik fat i ham og han så afslog, fordi han var kommet videre og jeg ikke var? Hvad skulle jeg så gøre? Bare komme videre med mit liv og så leve i evig skam, fordi jeg endte med at gøre sådan et stort nummer ud af ingenting? Så var min eneste mulighed jo, at tage hjem og bare leve videre uden ham... Men kunne jeg det? Kunne jeg helt inderst inde, virkelig leve videre uden ham? Jeg kendte svaret, men det var alligevel sindssygt. Det hele var startet for lidt over en måned siden kun. Hvordan kunne ens liv og forhold til en' enkelt person, bare ændre sig sådan... På en måned?!

Det var jo vildt. Det var vel, hvad man kaldte for ren og skær, ægte kærlighed. I sær fra en af siderne: Min.

Jeg gik hurtigt med oprejst pande ned mod Sadie. Jeg kunne det her! Det var på tide, at jeg fortalte Niall det hele, og ikke bare noget... Men det hele! Det var på tide, at jeg indrømmede det, både over for mig selv... Og ham. Jeg kunne komme til at elske en person, på under en måned. Elske en person så højt, at det at miste dem føltes næsten som at miste sig selv. Føltes som om man ikke var hel mere... Og at man manglede en stor del af sig selv. Så stor kærlighed havde jeg aldrig følt før, men nu hvor jeg endelig følte den... Var det helt ubeskriveligt fantastisk! Og jeg ville sørge for, at jeg aldrig skulle give slip på det igen!

 

Niall P.O.V

En måned. Det hele var startet for cirka en måned siden, og det hele blev ved med at spille inde i mit hoved, og ikke bare dele af det, men alt.

Det kørte på repaet, og mindede mig om hvordan jeg aldrig nogensinde havde følt sådan omkring en pige før. Hvordan jeg til sidst helt var ved at opgive håbet, om at finde en pige, indtil jeg mødte Nina, og hun så ændrede mit syn på alt. Specielt på hende. Hun ændrede mit syn på, hvor fantastisk en pige kunne være. Hvor smuk, ærlig, sød og bare vidunderlig i sig selv hun kunne være. Men jeg ændrede dog mest synet på mig selv.

Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne komme til at tænke på en' pige, på den måde, som jeg gjorde med Nina. Hvordan hun gjorde mig mundlam. Hvordan jeg virkelig tænkte over mine ord, når jeg snakkede med hende, bare for at imponere hende. Og så når jeg sagde noget overhovedet, kunne jeg blive så flov over, hvor dumt det lød, men alligevel så kunne hun grine eller smile af mig. Og jeg elskede hver gang jeg hørte hendes latter, eller når jeg hørte hende sige mit navn. Men når hun grinte... Jeg kunne høre hendes latter døgnet rundt, hvis det var.

Jeg kunne sikkert finde mange grunde til hvorfor jeg forelskede mig i Nina, men hendes latter var specielt en' af de mange grunde, udover hendes personlighed og væremåde. Hun kunne fortælle mig om alle mulige specielle ting, og hun var anderledes end alle de andre piger, jeg kendte. Hun skilte sig ud på sin helt egen utroligt smukke måde... Og  hvert minut, fandt jeg nye ting, at elske hende for. Jeg elskede Nina så højt, måske for meget... Og endda mere end hende. Ellers havde hun nok ikke forladt mig på den måde? For hun gav mig armbåndet, efter jeg endelig fik sagt det til hende, så det hele var vel min egen skyld? Jeg var vel gået for hurtigt frem og hun elskede ikke mig. Jeg var skylden til det hele.

Det var derfor jeg hadede mig selv så meget. Hvis jeg ikke havde sagt det til hende, så ville hun sikkert stadig have mit armbånd og jeg ville ikke være bange for, om jeg aldrig nogensinde skulle se hende igen. Eller være bange for, at hun aldrig ville møde en igen, som ville holde af hende, ligeså meget som jeg gjorde.

Mit hoved var det rene helvede! Tankerne for rundt i knolden på mig, med tusind i timen. Jeg havde den her dungrende hovedpine hele tiden, kun fordi at jeg tænkte for meget. Jeg kunne tage et par panodiler, der lindrede smerten en smule, men ikke de mange bekymringer og tanker. Det var uoverskueligt.

"Hvad var det Harry skulle?" Spurgte jeg, mens vi gik og forberedte os på aftenens sidste show inden i morgen. Louis og Liam kiggede hurtigt på mig, mens de stoppede deres latter, efter en joke Louis havde lavet. Louis trak på skuldrene.

"Han sagde noget om at hente et par småting." Sagde Liam. Jeg nikkede forstående og kiggede så på min telefon, som jeg havde fået tilbage fra Harry tideligere. Der havde ikke været noget spændende overhovedet. Ikke engang et opkald eller noget.

"Står det til Harry, er det mere end bare småting." Sagde Zayn, så Louis og Liam fniste lidt. Jeg rystede på hovedet. Harry havde altid et par ting han havde brug for at have med, når vi skulle rejse. Han var lidt sær omkring sådan noget.

Vi havde egentlig bare trippet rundt det meste af dagen og fået pakket kufferter og sådan noget. Vi havde alle en ret stor kuffert med, men nu var det jo ligesom også næsten 2 måneder vi skulle være væk.

"Men burde han ikke snart være tilbage? Han har været væk i et par timer nu." Spurgte jeg undrende. Drengene kiggede op på et digitalt ur, der hang på væggen. Den var omkring seks. Vi skulle på cirka halv ni, så der var et stykke tid endnu, og vi var allerede ved koncertsalen for at få styr på det sidste show. Jeg glædede mig faktisk meget til at komme til USA. Men at vide at vide, at vi kunnet have været en' person mere i bussen, i morgen tidelig, gjorde at jeg ikke så så meget frem til det.

"Harry siger han er her om fem, cirka." Sagde Zayn ovre fra en af sofaerne. Vi sad i sådan et venterum, fyldt med sofaer, mad og drikkelse.

"Har han noget med fra sin tur?" Spurgte Louis. Zayn tastede hurtigt på skærmen.

"Er i spændte på i morgen?" Spurgte Liam storsmilende. Louis nikkede ivrigt.

"Ja, rigtig meget. Jeg tror det bliver virkelig fedt!" Sagde han. Zayn nikkede enigt.

"Hvad med dig, Nialler?" Spurgte Louis, så jeg kiggede hen på ham. Han smilede stort. Jeg nikkede.

"Det bliver fedt." Sagde jeg. Liam grinede lidt for sig selv, inden Zayns mobil bibbede og Louis tog den ud af hånden på ham og gjorde store øjne.

"Noget specielt?" Spurgte jeg. Han kiggede hurtigt på mig, men rystede på hovedet.

"Næ, ikke det helt vilde, bare lidt tøj. Harry og hans sweatre." Sagde han smilende.

"Jeg håbede det var gaver." Sagde Liam og lænede sig op af sofalænet. Louis fniste hurtigt. Døren ind til vores lille "venterum" gik op, og Harry kom ind.

"Du var da længe væk." Sagde jeg til ham, så han trak på skuldrene.

"Jeg havde mange vigtige ting, jeg skulle nå." Sagde han og satte sig ned i sofaen ved siden af mig. Jeg rykkede mig lidt, så han fik mere plads.

"Hvor jeg altså bare glæder mig til i aften!" Sagde han storsmilende. Jeg kiggede bare videre på min telefon.

"Også jeg, jeg tror det bliver vildt!" Sagde Louis og grinede sammen med Zayn. Jeg smilede enigt.

 

Nina P.O.V

Jeg kiggede på klokken, bilen kunne være her når som helst, det skulle være. Sadie og jeg stod ude ved vejen og kiggede om den ville komme kørende op nede fra bakken.

"Er du nervøs?" Spurgte Sadie og lagde en hånd på min sitrende skulder. Jeg nikkede ærligt og prøvede at se, om jeg kunne få øje på bilen, så hun grinede af mig og vendte mit hoved mod hende med hånden.

"Bare rolig, det skal nok gå. Du ser lækker ud, Niall skal nok komme til at dø af glæde." Sagde hun smilende, men jeg kiggede bare straks måbende på hende.

"Han skal jo ikke dø!" Sagde jeg alvorligt, så hun grinede af mig.

"Bare rolig, Nina. Det hele skal nok gå, der er intet, der kan gå galt." Sagde hun støttende. Jeg sukkede lidt, men nikkede og vendte mit hoved mod vejen... Og der kom den, den sorte bil. Den kom kørende op ad vejen og sagtnede farten, da chaufføren så os og jeg for næsten hen til døren og satte mig ind med Sadie følgende lige efter. chaufføren hilste hurtigt på os, og jeg klikkede mig fast. Jeg havde en mærkelig følelse i hele kroppen. Chaufføren startede bilen og lavede en vending for enden af vejen og begynde at køre mod London. Jeg fik mere og mere besvær med at bevare roen i kroppen og sind, også selv om Sadie havde sagt, at det nok skulle gå. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke hele tiden: Hvad nu hvis det ikke gjorde? Hvad nu hvis vi slet ikke kunne komme ind, eller hvad nu, hvis jeg slet ikke kunne komme i kontakt med Niall? Og hvis jeg så kom ind, og kom i kontakt med Niall, hvad så hvis han så afslog mig? Så var det hele jo ren spild?

Ville jeg så endelig indse, at Niall og jeg aldrig ville være sammen igen, og så prøve at komme videre, selv om det ville blive svært? Og det så måske ville ende med, at jeg hver dag frem over, ikke kunne lade vær med at tænke på hvor dum jeg havde været? Bare fordi jeg havde været bange. Bange for at alle ville misbruge mig for at komme tæt på Niall? Men som Sadie havde sagt så mange gange til mig, hvorfor var jeg så i det hele taget gået ind i alt det her med Niall?

Jeg kendte godt svaret, og det havde taget mig lang tid at indse, desværre. For lang tid, men jeg havde til sidst endelig indset det... Jeg elskede ham.

______________________________________________________________________________________________

Jeg håber i er helt spændte på hvad der vil ske...

Jeg er i hvert fald rigtig spændt!!

Håber historien er god og så videre...

Jeg synes bare i er søde med jeres kommentarer, de er så varmende!!

Mange tak for de 48 favoritter og 33 likes!! I er så seje!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...