Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

246Likes
244Kommentarer
153925Visninger
AA

31. Papermessages

Nina P.O.V

Jeg var enormt træt den følgende morgen. Jeg fik sovet lidt for længe, så jeg måtte skynde mig med morgenmad, tøj og skoletaske, og alligevel kom jeg for sent. Jeg hadede når jeg kom for sent, for når jeg så gik ind i klassen holdt alle op med at snakke og stirrede i stedet på mig, det var så fandens pinligt! Jeg gik lige så forsigtigt ned mod min plads. Jeg var kommet for sent før, men der var alligevel noget anderledes denne gang, for da jeg havde sat mig, så blev de alle ved med at stirre på mig. Underligt.

Jeg kiggede hurtigt op på tavlen, hvor selv min lærer stod med et mærkeligt blik, mens han kiggede på mig. Jeg kunne hurtigt høre to lavt fnisende stemmer og kiggede over på to piger, der sad og kiggede storsmilende på mig. Jeg tog hurtigt min telefon frem... Åh gud! Det var derfor folk stirrede. Jeg havde sat mit hår virkelig grimt, var min dag ikke pinlig nok i forvejen?

Jeg tog hurtigt elastikken ud af min skæve hestehale, mens jeg prøvede at rette fokus mod tavlen og min fysiklærer, der begyndte at skrive på tavlen.

"Okay, elever... Som sagt, så havde i prøve i sidste uge, og jeg er meget imponeret. Det må jeg sige." Sagde han og vendte sig om og smilede. En lille glæde gik igennem mig, måske betød det at min prøve var god? Niall ville blive så stolt! Jeg smilede lidt for mig selv og tænkte på vores samtale i går. En sommerferie med Niall. Den tanke kunne jeg godt lide. Min lærer hev en kæmpe bunke papirer op fra en lille stofpose og smilede glædeligt.

"Når jeg siger jeres navn kommer i op og henter den." Sagde han. Jeg nikkede lidt for mig selv og fik øje på de to hviskende piger fra før, sidde helt opslugt over deres telefoner, og den ene af dem kiggede hurtigt på mig med store øjne.

Tog de billeder af mig? Ej hvor strengt! Godt nok var min hestehale skæv, men den var da ikke så grim, at man behøvede tage billeder af mig? Men så havde de dog også været hurtige om det, for jeg mente ikke at have set dem med deres telefoner fremme, før nu? Jeg rystede lidt på mit hoved, mens jeg så mine klassekammerater gå op en' efter en' og få deres prøve. Det var nu, at jeg blev nervøs. Hvad nu hvis det kun var de andre, som havde fået gode karakterer? Og jeg så bare var dumpet så meget som man overhovedet kunne? Jeg sukkede lidt af mig selv og ventede til han fandt min frem. Jeg tog hurtigt min telefon op i mellemtiden, men den var død! Jeg havde glemt at lade den op i løbet af natten. Seriøst, hvor var det her bare en ret så irriterende morgen.

"Nina." Sagde han. Jeg kiggede op, rejste mig fra mit bord og gik op mod katederet, hvor han holdt prøven smilende hen mod mig.

"Flot klaret, du virkede også enormt koncentreret, under prøven." Sagde han. Jeg smilede lidt og kiggede så på det store fede 7-tal på forsiden af det 4 sidet-ark.

Jeg havde fået 7. Thank god! Jeg kunne været faldet min lærer om halsen. Jeg var virkelig stolt, selvfølgelig var et 7-tal ikke det helt store at prale med, men når det var i fysik, så var det for mig. Jeg smilede hurtigt til ham, mens jeg glædeligt gik ned mod min plads igen. Jeg nåede lige min plads, da en seddel landede på mit bord. Jeg så den kom ovre fra de to fnisende piger fra før. Hvad var der med dem i dag? Sådan plejede de da aldrig at opføre sig. Jeg åbnede hurtigt sedlen og læste den igennem.

Hvordan gjorde du? Jeg kiggede forvirret om på dem og så de begge sad med deres papirer. Spurgte de om prøven? Jeg vendte papiret om og skrev:

Jeg havde læst op på det i lang tid... og så har jeg på en måde en klæbehjerne. :) Jeg foldede hurtigt papiret sammen og kastede det over til dem. Jeg så hvordan de åbnede papiret og læste, hvorefter de kiggede opgivende på hinanden. Var de dumpet? Jeg blev lidt trist på deres vegne, mens jeg kiggede op mod tavlen, hvor læreren begyndte lidt at repeterer prøvens spørgsmål. Jeg fulgte lidt med der og i min egen prøve, så jeg kunne se hvad jeg havde svaret forkert på, da endnu en papirbesked blev kastet over mod mig. Jeg sukkede lidt og kiggede over på pigerne. De kiggede begge ventende på mig, så jeg åbnede papiret og læste:

Har du ikke fået det nye "Hallo" der kom ud her til morgen? Tænkte de på det der store sladderblad? Jeg læste lidt igen, "Hallo" Var det ikke det bladet hed som Sadie og jeg besøgte om mandagen? Jeg rystede lidt på hovedet og skrev:

Nej, jeg nåede ikke der ned her til morgen, og min telefon er død. Jeg foldede endnu en gang papiret sammen og sendte det tilbage mod pigerne. Deres reaktion over mit svar fovirrede mig endnu mere, da de kiggede måbende på mig og begyndte at hviske helt. Jeg kiggede forvirret på dem. Vidste de noget som jeg ikke gjorde? Jeg måtte tjekke på vejen hjem.

Jeg koncentrerede mig lidt mere om selve timen, og gennemgangen af prøven. Hvilket gik ret hurtigt, for klokken ringede overraskende ud ret hurtigt. Jeg pakkede mine ting sammen og gik op og afleverede mine bøger, da det var sidste gang med fysik i dette skolesemester. Jeg kom ud på gangen og fandt vejen over til mit skab. Jeg låste det op, da endnu et foldet papir faldt ud fra skabet. Seriøst, hvorfor? Jeg bukkede mig ned og samlede det op, så jeg kunne se hvad det var.

OMG. DU ER SÅ HELDIG!!! SERIØST, JEG HAVDE ALDRIG GÆTTET DET! Læste jeg. Et lille panikanfald gik igennem mig. Hvad mente personen med det? Jeg kiggede hurtigt rundt, men alle var stort opslugt af at stå og snakke og hviske sammen. Jeg foldede papiret sammen igen, lagde det ind i mit skab og snubbede mine matematik bøger, også for en sidste gang.

Det var mærkeligt at tænke på, at der kun var 3 dage tilbage. Jeg smilede lidt for mig selv og hørte klokken ringe, så jeg smuttede hurtigt ind til matematik. Denne gang sad alle også og stirrede på mig. Seriøst, havde nogen sat et "Stir på mig" skilt på min ryg, eller sådan noget? For det her skræmte mig. Sådan, rimelig meget! Jeg tog mit penalhus frem og så vores lærer give os et par opgaver for, som vi skulle lave. De var ikke så svære, så jeg kunne lige klare det. Jeg hviskede kun et par få gange.

Den time gik også hurtigt, men jeg kunne godt mærke, at min hurtige skål cornflakes om morgenen var langt væk, så min mave knurrede ret meget allerede. Jeg håbede bare at dagens frokost var spændende, men Sadie og jeg havde snakket om at køkkenet ikke bestilte mad de sidste uger, så de tog bare af det, der var i forvejen. Hvilket for det meste var de gode ting, så jeg håbede lidt. Jeg gik ud fra Matematik og hen mod mit skab. Der faldt nu hele to sedler ud. Jeg blev snart provokeret over alle de sedler. Hvad var der lige med folk og mig og sedler i dag? Det var da aldrig sket før, hvorfor skulle det så nu? En lille panik gik igennem mig.

Fordi de sikkert vidste noget... Eller måske ikke bare noget... Det. Hvad nu hvis de alle vidste.. Det? Jeg kiggede lidt rundt, mens folk gik småsnakkende forbi mig. Jeg samlede hurtigt de to sedler op, som var faldet ned på gulvet og åbnede dem en' efter en'.

Du bliver seriøst nød til at fortælle hvad du gjorde!!!

Det er lavt sunket. Altså ikke for dig...

Jeg rynkede brynene lidt. Hvad mente de alle sammen med det? For jeg begyndte snart at få anelser om, hvad de mente... Men hvordan havde de fået det af vide? Jeg krøllede sedlerne sammen og smed dem i den nærmeste skraldespand. Jeg småløb, da jeg så Sadie sidde og se helt alvorlig ud, henne ved et bord nede i hjørnet i den store kantine. Jeg løb hurtigt ned mod hende, da et par piger hurtigt stillede sig ind foran mig. Typisk førsteårselever!

"Seriøst, du er virkelig pæn! Jeg kan virkelig godt forstå det!" Sagde den ene lyshårede af dem smilende, den anden brunhårede smilede også helt stort, så det viste hendes skæve tænder med bøjle.

"Ja, er du gal! Jeg har ventet i flere uger. Det er så vildt!" Sagde hun og hvinede helt. Jeg rystede bare på hovedet og gik forbi dem, mens jeg flere gange blev piftet af af drenge, på vej ned mod Sadie. Hun fik hurtigt øje på mig og gik mig i møde.

"Hvorfor har du ikke taget din telefon!?" Spurgte hun helt oppe at køre. Jeg gik lidt forbi hende og over mod bordet.

"Den er død, jeg fik ikke ladet den op." Sagde jeg og satte mig ned. Jeg kunne mærke jeg ikke følte mig helt tilpas med alle de mange blikke, hvordan folk snakkede og hviskede, samt de små tilråb og alle de anonyme sedler. Jeg følte mig alt for meget i centrum. Sadie kiggede alvorligt på mig.

"Nina, vi bliver nød til at snakke." Sagde hun og hev sin taske hen mod sig. Jeg kunne hurtigt høre et par piger sige noget i retningen af: Han fortjener så meget bedere!

Jeg kiggede nervøst rundt. Folk hviskede og kiggede på mig.

"Sadie, hvorfor stirrer de på mig?" Spurgte jeg nervøst. Hun kiggede rundt.

"Jeg så et par piger med det nye nummer af "Hallo" Her tideligere... og.."

"Hvad er der med "Hallo"? Jeg blev også spurgt tideligere af nogle piger, om jeg havde set det, og folk bliver ved med at skrive sære ting til mig, som de putter i mit skab... Et par piger stoppede mig og sagde at "Det var helt vildt!" Jeg ved ikke hvad der sker, Sad." Sagde jeg hyperventilerende. En dreng og en pige kom over og stillede sig foran hende og jeg.

"Jeg vidste det var dig og ham jeg så for et par uger siden nede ved vandet! Det er så vildt... er han ikke bare vildt dejlig?" Spurgte pigen halvt hoppende.

"Ja, det må jeg sige, dig. Jeg havde altid troet du ville få en her fra... Og ikke en som ham?" Sagde drengen grinende. Et par andre sluttede sig til dem, så jeg kiggede panikslagen på dem alle, mens mit hjerte hamrede af sted for fuld drøn og jeg prøvede at kontrollere min vejrtrækning.

"Fortæl os om ham!"

"Hvordan kysser han?"

"Har i lavet mere end kys?"

"Seriøst hvornår mødte du ham? Fortæl, Nina!" Sagde de alle i kor. Jeg rejste mig brat op.

"Undskyld, men jeg ved altså ikke hvad i snakker om. Hvorfor bliver i ved med at stirre på mig?" Sagde jeg og kiggede rundt på dem alle.

"Har du ikke set det nye nummer af "Hallo"?" Spurgte en dreng, så jeg var ved at sprænge.

"Kan i ikke bare fortælle mig hvad det er i ved? Jeg forstår ikke..." Jeg blev afbrudt, da jeg hurtigt fik stukket et blad i hånden. Jeg kiggede lidt op og så Sadies nervøse triste blik. Hun sukkede lidt.

"Det er på en af de første sider... Og så er det ret mange sider frem." Sagde hun og sænkede sit blik. Et kæmpe panikanfald gik igennem mig, da jeg slog frem på side tre og en kæmpe overskrift med billeder af Niall og noget tekst fangede mig. Jeg læste det langsomt i gennem.

Niall Horan har for nyligt afsløret rygterne om hans såkaldte "Kærligheds-pige" Og nu er beviserne her endelig. Den unge verdenskendte popstjerne taler åbent ud, om den såkaldte 17 årige Nina Andrews fra Portsmouth, England.

Han gjorde fucking hvad?!

"Nina er en virkelig sød pige." Sagde den unge stjerne i et nyligt interview. Og det kan også tydeligt ses på de følgende billeder:

Jeg hyperventilerede endnu mere, da de mange billeder mødte mig. Billeder som jeg aldrig troede var blevet taget. Billeder som jeg troede ikke ville blive sendt ind. Billeder som fra nu af ville ødelægge det hele. Billeder af Niall og jeg i London, nede ved stranden, foran mit hus og fra fotoshootet. Jeg kiggede lidt rundt på alle som stod og storsmilede til mig, og det eneste jeg kunne tænke på, var hvor meget jeg ønskede, at de ikke gjorde.

Jeg smed hurtigt bladet, da jeg maste mig igennem den lille menneskemængde og begyndte at løbe ud af kantinen... Min knurrende mave betød intet lige nu, jeg havde kun fokus på en' ting: Ud. Desværre fik flere folk mig til at stoppe undervejs.

"Det er alt for vildt... Vil han komme her?"

"Hvorfor har du intet sagt?"

"Seriøst kan du ikke få drengene til at komme her ud!"

"Kan du ikke fortælle noget!?" Jeg rystede på hovedet, mens jeg satte i sprint ud af kantinen og ud i den hedende sommervarme. Et par få havde søgt ud i den dejlige sommervarme, men ikke mange, så jeg løb over mod det store træ og faldt ind i det. Min hjerne kørte rundt på et utroligt højtryk, hvilket fik det til at dunke forfærdeligt. Jeg lænede mig op af træet og kunne mærke min vejrtrækning blive meget mere ukontrolleret. Jeg forstod intet... Hun havde lovet ikke at sætte billederne ind.. Hvilket hun heller ikke havde... Men jeg troede virkelig at hun... At de... At han.

Han lovede... Han lovede mig højt og helligt. Jeg troede højt og helligt.

Jeg tog mig til brystet, da en enormt smerte skød igennem. Jeg krummede mig sammen, mens jeg kunne mærke hvordan min mave snørrede sig sammen. Hvordan en stor klump formede sig i min hals. Hvordan mine øjne blev våde, og hvordan jeg prøvede at skrige... men der intet kom ud. Jeg kunne mærke, hvordan jeg brød sammen,så tårerne flød ud af mine øjenkroge og ned af mine kinder, mens min stemme knækkede over i hulk, og mit hjerte gjorde forfærdeligt ondt. Jeg prøvede at tørre mine øjne og kiggede rundt og alle, sad med deres telefoner, hvor de kunne læse bladet online, eller med selve bladet i hånden... Alle kunne eller havde læst det nu. Der var ingen vej tilbage.

Jeg tog mig til hovedet og trak min telefon op fra lommen og trykkede på start-knappen... Men den var død. Jeg rejste mig op og kiggede tilbage på skolen. Folk begyndte at gå ud i det gode vejr, så jeg begyndte også at gå, men ikke hen i mod dem... Men hjem. Jeg ville ikke se på dem, jeg ville ikke snakke med nogen, i hvert fald ikke fra skolen. Jeg ville kun snakke med en'... Selv om en del af mig på en måde slet ikke ville have noget med ham at gøre. Fordi en ret stor del af mig, som sad inde i mit hjerte, kunne mærke hvordan jeg var skuffet og såret... Allermest såret... Niall vidste, at jeg ikke ville det her, men så havde han fortalt det alligevel. Jeg begyndte snart at føle noget som jeg allerhelst ville have skubbet væk, men det spredte sig hurtigt ind i mit hjerte og jeg kunne ikke lide det... Men det var der.

Hadet.

_____________________________________________________________________________________________

efter næsten 4 dage kom det nye kapitel.

Ville gerne have skrevet det i går, men jeg var bare så træt...så det må i undskylde..

Tror i virkelig at hun mener det?

Begynder en smule had at vokse sig frem?

Hmm....det må vi se på ;D

Husk i stadig er dejlige og mega søde :)

i sær når i skriver alle de kommentarer, de er altså bare for dejlige og giver større skrivelyst.

Mange tak!!!

 

KNUS XxXxX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...