Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

246Likes
244Kommentarer
153734Visninger
AA

36. Memories

"Han tager den ikke." Sagde jeg med tårer i mine øjenkroge. Jeg smed min telefon hen på sengen. Sadie gik forsigtigt hen og lagde sine arme om mig. Hun kiggede trist på mig. Jeg havde ringet cirka fire gange, inde for de sidste par timer, men Niall tog den ikke nogen af gangene.

"Så er det altså ovre?" Sagde jeg lavt. Sadie sukkede ved siden af mig.

"Måske er den bare slukket?" Prøvede hun, mens hun strøg mig hen over ryggen. Jeg rystede bare på hovedet og rejste mig fra sengen.

"Glem det, Sadie. Jeg har prøvet og jeg kan ikke få kontakt til ham. Det er slut." Sagde jeg, så hun smed sig tilbage i min seng.

"Så nå vi tager hjem på mandag, så kunne det ikke tænkes, at du tog hjem til Niall?" Spurgte hun. Jeg kiggede hurtigt på hende.

"Han ville jo ikke lukke mig ind, hvis jeg dukkede op? Og de rejser alligevel væk på mandag, så jeg ser ham ikke igen. Og når han så endelig kommer hjem igen, så er han for længst kommet videre. Indse det nu bare, Sadie. Jeg fungerer ikke til det med kærester." Sagde jeg og gik ud på altanen og kiggede ud over havet.

Jeg følte mig tom, mere end nogensinde før. Tanken om, at det var det. At jeg altid ville vide, hver gang jeg forover ville se noget om ham, og tænke hvordan det var at kysse eller kramme ham, og så for evigt huske hvordan det føltes med hans arme omkring mig. Føle hans blide læber presset mod mine, eller om natten føle ham tæt på mig og holde mig ind til sig, og fik mig til at føle mig tryg. Men det var væk. Det hele var væk, og var for evigt en del af alle de mange minder som jeg ville få. Et lille minde, som ville køre i mit hoved, når jeg hørte deres sange, og hans soloer kom på. Når jeg ville se nye overskrifter med dem, billeder, interviews. Det ville alt sammen minde mig om ham, om det her... Om os. Om alle de ting jeg sagde til ham og hvor mange problemer det gav mig. Hvor inderligt jeg hadede ham, da jeg hørte det første gang. Hvordan jeg følte mig så ensom, da jeg intet hørte fra ham i tre dage, og næsten troede, at jeg var blevet sindssyg og bare havde forestillet mig det hele. Eller rent faktisk troede, at jeg bare havde fundet på det hele oppe i mit hoved... Men så kom alle de vidunderlige minder frem igen, minderne som fik mig til at indse, at det faktisk var sket. At jeg ikke var sindssyg... Eller jo, men ikke på den måde. Jeg var bare sindssygt væk.. I ham.

Jeg var så sindssygt forelsket i ham, og elskede ham med hver en del af mig. Derfor kom minderne frem. Minderne om den gang jeg for lidt over kun en' måned siden, farede vild og så endte med at se mit store idol, lige for næsen af mig. Som så endte med at køre mig hjem endda.

Minderne om hvordan vi sad i tourbussen og hvordan at hver gang han grinede, så var jeg ved at sprænge inden i, fordi jeg var bange for, hvis jeg skreg.

Minderne om hvordan han talte til mig, som var vi to normale mennesker. Hvordan jeg så en helt anden side af ham, end den man hørte om. Jeg så igennem ham. Igennem den verdenskendte popstjerne, så jeg mødte drengen, Niall Horan. Han viste mig, at han godt kunne tænke på andet end sange og Tours, men at han kunne tænke på en, og vise en kærlighed på alle mulige måder. Det var det han viste mig: At han holdt af mig. Viste mig hvordan han elskede mig. Og da han så endelig sagde det... Så hadede jeg ham.

Jeg sukkede tungt for mig selv, da et par tårer trillede ned af mine kinder og landede på mit håndled, så jeg kiggede ned på det. Jeg havde flere gange sammen med Niall, overvejet om det bare var en meget detaljeret, lang... Men utrolig vidunderlig drøm. Fordi alt det med Niall, det kunne ikke ske for mig. Sådanne store ting skete ikke for mig. Det skete for de smukke, populære, rige piger. Dem som havde større muligheder for at møde drengene, end jeg havde.

Og så alligevel, så så jeg mig selv snakke med ham, som om vi var de næreste venner. Så mig selv grine over hans jokes. Så mig selv få større følelser for ham. Så mig selv holde hans hånd i min. Så mig selv omfavne ham kærligt... Kysse ham. Og det var der jeg hver gang når jeg tvivlede på om det var virkelighed, havde mit bevis. Lige der på mit håndled. De blåsorte perler, som var snoet sammen med den sorte lædersnor, som jeg havde fra Niall...

Men nu var beviset væk. Mit håndled var tomt, og armbåndet var der ikke til at stoppe mig fra at tvivle på, om det hele bare var en stor fantastisk drøm, som mere og mere udformede sig til et mareridt. Et utroligt smertefuldt, sorgfuldt og hadefuldt mareridt, som bare fortsatte og fortsatte.

Så det var vel her det hele endte, historien om Niall og jeg. Hvis man overhovedet kunne kalde det "historie". For hvad var en' sølle lille måned, i forhold til et helt liv? Intet. Så det var det. Det eneste man bare skulle fokusere på nu, var vel at kommer videre og glemme det hele. Glemme minderne, oplevelserne, krammene, kyssene, ordene... Ja, bare glemme det hele, og så komme videre i livet og leve videre uden hinanden. Enden på historien, enden på det hele... Den kom endelig. Også selv om man sådan ønskede at den aldrig skulle være kommet, men at det hele blev godt igen. Men det her var det virkelige liv, det var ikke et eller andet "og de levede lykkeligt til deres dages ende"-eventyr, som jo blev beskrevet i alle bøgerne. Det her var det virkelige liv, The real deal. Og der levede man ikke lykkeligt til sine dages ende, i hvert fald ikke Niall og jeg. Det sluttede her, og vi kom aldrig tilbage igen. Vi ville glemme det og komme videre, møde nye mennesker, finde vores livs kærlighed, vores soulmate, gifte os, få børn og leve vores evige lykkelige slutning med andre, bare ikke hinanden. Det havde jeg indset nu, men alligevel så slog det mig alligevel hele tiden.

Hvad nu hvis det ikke gik sådan? Hvad hvis vi begge aldrig kom videre, fordi vi begge to elskede hinanden alt for højt til at give slip, og aldrig kunne glemme hinanden? Tanken fløj dog hurtigt videre igen. Jeg troede ikke på det, mest fordi jeg prøvede at skåne mig selv. Om det var fra sandheden, vidste jeg ikke. Men jeg indså alligevel, at jeg ikke kunne glemme ham. Om jeg nogensinde gjorde det, vidste jeg ikke. Jeg vidste kun, at jeg aldrig havde følt så meget for en dreng før, som jeg havde følt for Niall. Vidste at jeg for evigt vil gemme ham i mit hjerte, helt inderst inde... Om så selve min hjerne valgte at glemme ham, vidste jeg ikke. Men han ville altid være i mit hjerte.

"Er du okay?" Afbrød Sadies velkendte stemme mig, så jeg vågnede op fra... Ja, mig selv vel. Jeg tørrede hurtigt mine øjne og vendte mig smilende om mod hende og nikkede.

"Jeg har det fint, ingen bekymringer der." Sagde jeg og vendte mig mod havet igen. Sadie sukkede lidt og lagde så hurtigt sin hånd på min skulder.

"Du må ikke give op, Nina. Han er for speciel, til at du giver ham op." Sagde hun og nussede mig blidt på skulderen. Jeg sukkede lidt og kiggede så smilende om på hende.

"Det er okay, Sadie. Jeg har det fint." Sagde jeg. Hun sukkede og rystede så på hovedet. Jeg smilede til hende og gik så forbi hende, så hun sukkede af mig.

 

Sadie P.O.V

Alt var ændret´. Det kunne jeg tydeligt mærke, og se, for den sags skyld. Hun lukkede sig inde, mere end før. Og selv om hun smilede og talte til mig, så kunne jeg sagtens se igennem facaden. Se hvordan hendes øjne var blanke grundet sorgen. Hvordan hun hele tiden søgte ud til altanen, for at kigge på bølgerne. For at tømme hovedet for ham, havde jeg gættet på. Eller bare for alt andet, så hun kun kunne tænke på ham? Jeg kunne også se, hvordan hendes telefon lå til strøm hver gang hun ikke brugte den. Måske fordi, at når hun brugte den, så sad hun knuget med den i hånden og sine hørertelefoner plottet i, mens hun tændte og slukkede for den hele tiden? "Bare for at tjekke klokken" sagde hun. Jeg vidste godt, at det var for at tjekke om der var den mindste lyd fra Niall, men der var intet held nogle af gangen, bare en tom indbakke.

Det sårede mig, det sårede mig virkelig. Det gjorde ondt, af at se hende på den måde. Hvordan hun led, uden at vise det, men så alligevel viste det. Jeg ville ikke se på det mere, der måtte være en måde at få hende til at smile igen? Selvfølgelig smilede hun, men det var ikke hendes rigtige, smukke, venlige og glade smil. Det var falskt. Det var et sorgfuldt et. Fyldt med smerte, tomhed og sorg. Jeg hadede det mere end noget andet, hvilket bare fik mig til at blive så sur på mig selv. Sur over, at jeg ikke vidste, hvad jeg kunne gøre, for at gøre hende rigtigt glad igen.

Jeg havde tænkt på alt muligt. De fleste af dem om, at få Niall her til, eller få hende til Niall. Men hun ville helst bare ligge i sin seng, sidde nede ved stranden, eller sidde ude på altanen, og bare... sidde. Sidde med sine høretelefoner i ørerne og bare sidde. Jeg døde næsten, af at se hende sidde så meget. Det var forfærdeligt, men jeg kunne slet ikke komme i kontakt med Niall... Ikke at jeg havde prøvet. Men jeg vidste jo godt, at han nok ikke ville tage den. Og hvor skulle jeg få hans nummer fra? Nina var den eneste af os, som havde det, og hun sad med sin telefon i hånden hele tiden, så jeg kunne på ingen måde få nummeret til ham nogen steder. Jeg havde endda kigget på nettet, men intet held... Eller jo, et' sted. Men det var til en helt anden gut, kaldet Max fra Portugal...

Jeg havde dog en' lille ide. Det krævede dog timing, og hvis jeg ikke tog fejl, ville den timing snart være der. Jeg kiggede lidt ud på Nina, der sad henne ved sit lille faste sted på stranden oppe fra terrassen. Hun havde snart siddet der ude i to timer... Og klokken var snart et, så hun måtte snart være sulten?

"Nina!" Kunne jeg hurtigt høre en stemme bag mig. Jeg kiggede bag ud og så Ninas mor, Julia. Hun så opgivende ned mod sin datter.

"Hvor længe har hun siddet der nu?" Spurgte hun surt. Jeg sukkede lidt.

"Snart to timer, men det er intet samlignet med i går." Sagde jeg og huskede hvordan hun var gået ud fra altanen for at gå ned og sætte sig og kigge ud over havet i næsten fire timer aftenen før. Det var der hendes forandring var sket. Julia sukkede vredt og bevægede sig så ned mod stranden. Jeg kiggede forbavset på hende, da hun gik hen og tog Nina i armen.

"Slip mig!" Sagde hun og prøvede at vride sig ud af Julias greb.

"Nej, nu går du indenfor og snakker for en gangs skyld med os andre. Vi savner dig, Nina." Sagde Julia lavt. Nina stoppede op, så Julia slap hende.

"Kom nu med indenfor, Ninaskat. Du har brug for skygge." Sagde hun helt bedrøvet. Jeg rejste mig op og gik hen til dem. Nina kiggede hurtigt på mig.

"Synes du også det?" Spurgte hun lavt, som om hun var en lille pige. Jeg nikkede.

"Få noget mad. Stranden kan vente." Sagde jeg og tog hurtigt muligheden for at tage hendes telefon ud af hånden på hende, så hun straks kiggede på mig.

"Nej! Jeg vil Ikke!" Sagde hun og vendte sig om mod stranden igen. Julia tog fat i hende igen.

"Du skal! Du ved vi bekymrer os om dig, Nina. Vi kan se, at du har det skidt." Sagde hun, så Nina kiggede uforstående på os begge to.

"Jeg har det fint." Sagde hun opgivende. Jeg rystede på hovedet og tog hendes hånd, for at føre hende indenfor. Julia gik lige bag os for en sikkerheds skyld, inden vi satte Nina ned i den sorte sofa, så hun kiggede lidt rundt.

"Jeg henter noget vand til dig." Sagde Julia og gik ud i køkkenet. Nina krummede sig sammen i sofaen og jeg satte mig over for hende i en af lænestolene. Hun kiggede hurtigt på mig og smilede, men jeg kunne stadig se, at det ikke var hendes rigtige smil. Sorgen i hendes blanke øjne var der stadig.

"Jeg har det fint nok. I behøver ikke at være bange." Sagde hun falsktsmilende. Jeg smilede bare hurtigt tilbage til hende, inden Julia kom ind med en bakke med sandwiches og en kande lemonade. Nina kiggede tomt på bakken, der blev sat foran hende.

"Hvis du spiser og drikker det der, så lader vi dig være indtil aftensmaden." Sagde Julia, så Nina sukkede lidt og kiggede på bakken.

"Okay." Sagde hun og tog hurtigt den ene Peanutbutter/syltetøj sandwich op i hånden og tog en lille bid, som hun forsigtigt tyggede på, hvorefter hun tog en lidt større bid og fortsatte. Det var helt varmende at se, at hun hurtigt spiste den første sandwich. Både Julia og jeg sad og betragtede hende, indtil jeg huskede at jeg havde Ninas telefon i hånden. Jeg rejste mig brat op.

"Jeg går lige på toilettet." Sagde jeg. Julia nikkede bare, mens Nina spiste videre. Jeg løb nærmest ud mod toilettet. Jeg havde aldrig fået fat i Ninas telefon så let, hvis ikke hendes mor havde taget morhatten på. Hun var min helt.

Jeg sneg mig ud på toilettet og låste døren efter mig. Min plan gik i gang. Jeg låste hurtigt Ninas telefon op og gik ind under kontakter. Som jeg desværre havde forudset, var Nialls nummer ikke længere kodet ind... Kun ens. Harry Styles'. Hvorfor gjorde hun det mod mig? Mig af alle mennesker, som havde haft det største crush på Harry Styles, siden X-factor, blev nu nødt til at ringe til ham. Jeg rystede på hovedet. Det var Nina det drejede sig om, jeg var nødt til at gøre det. Jeg ville ikke se hende lide mere. Jeg tog hurtigt min egen telefon frem og kodede nummeret ind og kiggede en ekstra gang, inden jeg trykkede på den grønne knap på min egen telefon og tog den op til øret. Det første bib nåede ikke engang at høres, inden den blev taget:

"Det er Harry." Sagde hans velkendte stemme. Jeg var tæt på at skrige.

"Øhh... Det er Sadie." Sagde jeg hurtigt. Jeg kunne høre han sukkede lidt.

"Hvor har du mit nummer fra?" Spurgte han opgivende, så jeg sukkede dybt. Han lød så sød! Men jeg måtte tage mig sammen, for Nina!

"Hør Harry, det er Sadie... Ninas bedste veninde." Sagde jeg hurtigt.

"Nina?!" Sagde han overrasket.

"Hør, Harry. Jeg er nødt til at fortælle dig noget.." Sagde jeg hurtigt og kunne høre han mumlede noget, der mindede om et ja.

"Okay, jeg går bare til sagen. Jeg kan ikke klare det mere. Nina er... Hun er ikke sig selv. Jeg ved, at det er på grund af det med Niall... Harry, hun er forandret!" Sagde jeg, inden jeg kunne høre en anden stemme i baggrunden.

"Det er Nina.. hun..." Og så skramlede det og en anden stemme kom til.

"Hvem taler jeg med?" Jeg kunne høre den enormt velkendte stemme, så jeg måtte tage endnu en dyb indånding... Louis Tomlinson. Come on, jeg var da snart på dødens rand!

"Sadie. Jeg har været hos Nina siden i tirsdags, og hun har ikke lavet andet end at lukke sig selv mere og mere inde. Jeg ved, at hun lider, og jeg tror desværre ikke, at jeg kan hjælpe hende alene.."

"Åh nej." Sagde Louis hurtigt. Jeg sukkede.

"Det lyder meget velkendt." Sagde han trist. Et lille stik gik igennem mig, hvad mente han med "velkendt?" Var Niall ligesom Nina? Hvad hvis han var? Så var han måske slet ikke kommet videre, ligesom Nina frygtede? Hvad nu hvis han stadig også tænkte enormt meget på hende... og stadig elskede hende, ligesom hun gjorde? En ide fløj hurtigt igennem mig.

"Vi bliver nødt til at stoppe det her, vi ved alle, at der her slet ikke er godt!" Sagde jeg.

"Hvordan?" Kunne jeg hurtigt høre en tredje stemme spørge. Den var anderledes, men stadig genkendelig. Zayn Malik. Jeg regnede med at jeg nok var på højtaler... Åh, min gud, jeg snakkede med tre drenge fra One Direction. Jeg kunne skrige!

"Jeg ved det ikke. Det er nød til at være inden i rejser. Nina kan ikke klare to måneder sådan her." Sagde jeg, så jeg kunne høre drengene mumlede lidt.

"Jeg har slet ingen ideer." Sagde Harry. Louis og Zayn sukkede lidt. Jeg prøvede for alt i hele verden, at finde en løsning på det her såkaldte lort.

"Er der slet ingen muligheder for, at Nina kan møde Niall på nogen måde, inden mandag?" Spurgte jeg. Drengene snakkede hurtigt sammen.

"Vi har en sidste koncert i London på søndag, inden vi flyver mandag morgen." Sagde Zayn. Jeg kiggede hurtigt ud i luften.

"Søndag?! En koncert?" Spurgte jeg hurtigt. Louis mumlede et lille ja.

"Nina skal med til den koncert! Koste hvad det vil!" Sagde jeg hurtigt. Drengene snakkede sammen.

"Der er udsolgt! Hvordan skal vi få hende ind?" Spurgte Harry opgivende.

"Er der ikke altid nogen, som er der nede og sælger deres billetter?" Spurgte jeg hurtigt.

"Tjo, det vil jeg mene, men.." Hakkede Louis.

"Okay! Så får vi billetterne der." Sagde jeg. Harry sukkede lidt.

"Men hvordan får vi Niall til at se hende igen, på den måde?" Spurgte Zayn. Jeg gned mig i tindingerne... Men så slog det mig.

"Okay, jeg har det. Her er hvad vi gør..."

_______________________________________________________________________________________________

30 likes!! Det er da vildt..

men 44 favoritter... Ja, det er endnu vildere!!

Tusind tak, selvfølgelig er det ikke lige så vildt som dem med over 100...

Men det er vildt for mig! :D

Og jeg synes bare at det er helt fantastisk...

Kun fordi i simpelthen er fantastiske!!

I er så søde og støttende, det er virkelig dejligt.

Jeg kan kun sige at movellaen er ved at nå vejens ende.

Husk at kommenter!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...