Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

247Likes
244Kommentarer
158149Visninger
AA

33. Hold me tight

Jeg undskylder på forhånd :/

"Hate is spitting out each others mouths
 But we're still sleeping like we're lovers"

Daughter - Still

 

"You have been the one.
 You have been the one for me."

James Blunt - Goodbye my lover

 

 

Nina P.O.V

Jeg vågnede tideligt den morgen. Solen skinnede, fuglene sang, vejret var varmt, folk var glade og det var sidste skoledag. Dagen vi alle havde glædet os til, lige siden første skoledag. Sadie og jeg havde glædet os i flere måneder, som så småt var blevet til uger... Som så blev til dage. Og lige pludselig, så var den her.

Og jeg kunne ikke engang tænke på det, fordi mine tanker var opslugt af alt andet, end sidste skoledag. Eller ikke flere ting... Mere en' ting, som fyldte enormt meget. Så meget, at det gjorde ondt. Og ikke bare lidt ondt, det gjorde forfærdeligt ondt. Jeg var sikker på, at jeg ikke havde haft den følelse før, ellers ville jeg have kunnet huske det... Eller det havde jeg, men det var også kun en' gang jeg havde følt det før, og den gang havde jeg lovet mig selv, aldrig at komme til at føle den igen. For alt det med Lucas havde gjort så ondt inden i. Jeg kunne tydeligt huske, hvor ondt det hele havde gjort inden i. Hvor ondt det gjorde i mens... Og hvor meget mere ondt det gjorde, da han var væk. Den følelse havde jeg nu. Savn og had blandet sammen, i et kæmpe stort virvar.

Jeg følte mig så alene... Helt bitte lille og alene. Som når jeg tog telefonen, og vidste, at der ikke var nogen til at tage den, og sige til mig det hele nok skulle gå. Hvordan jeg så lagde telefonen fra mig og håbefuldt ventede på den mindste respons. Hvordan jeg smilede nede i skolen, mens alle spurgte om uoverskuelige spørgsmål. Hvordan jeg opgivende svarede dem alle sammen, for så at blive spurgt om tusindvis af nye igen og bare smilede, mens jeg indeni kunne sprænge hvert øjeblik. Bare fordi jeg vidste, at der intet var af nyt på min telefon, når jeg kiggede... Lige indtil jeg til sidst bare gav op.

Fordi jeg vidste, at jeg nu havde tjekket den så mange gange og han svarede mig alligevel ikke. Ikke en' lyd. Jeg var så forvirret. Han havde lovet at være der for mig, men når jeg så havde mest brug for ham, så var han der ikke. Jeg hadede det.

I sær fordi jeg blev mindet om ham hele tiden. Mindet om, at han faktisk var der et eller andet sted i verden, mens jeg vidste ingenting! Jeg vidste intet. Jeg vidste ikke, hvorfor han ikke svarede mig, hvorfor han ikke ringede, skrev... Eller bare gav den mindste lyd fra sig? Jeg forstod intet. Hvis han nu var blevet træt af det hele, så kunne han vel godt have formuleret det anderledes? Meget mere anderledes! Jeg hadede den her tomhed, som jeg følte. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle føle det. Men nu var den der, og jeg kunne ikke slippe af med den.

Jeg tog mig til panden, mit hoved dunkede og dunkede. Jeg gik hurtigt ud på toilettet og fandt et par piller til at dulme smerten. Mit spejlbillede var ikke det smukkeste: De røde øjne var dem, der skræmte mig mest. Men jeg var vel vant til det nu? I tre hele dage, havde de set sådan ud.

Jeg sukkede og vaskede så mit ansigt. Heldigvis kunne mine småhævede øjne med rander under, godt gemmes væk under lidt pudder og noget mascara. Jeg kiggede ud af vinduet igen, solen skinnede så fantastisk. Jeg prøvede at smile lidt over fuglenes sang, men jeg kunne ikke. Jeg lagde en lille gloss på læberne, gik ind på værelset igen og åbnede mit skab.

Hvad ville jeg have på? Det var jo en glædesdag for alle skolens elever, så lidt fint kunne det vel godt være? Alle piger plejede for det meste at tage en fin kjole på, så jeg hev en fin, lille blå sag frem, satte et flettet brunt bælte om livet, og lod mit hår hænge løst ned om mine skuldre. (Outfit findes i kommentar)

Jeg gik hurtigt ned og snuppede noget morgenmad. Jeg følte mig ikke specielt sulten... Overhovedet. Så jeg kæmpede endda med den minimale portion. Jeg satte mig som min lille morgenvane, foran fjernsynet og stenede lidt. Det var ikke fordi der var det mest overdrevet spændende, så jeg fulgte ikke rigtig med, men stenede bare indtil jeg skulle gå. Jeg slukkede og gik ud med den halvtfyldte miniskål og gik op og børstede mine tænder, inden jeg løb ned og sagde farvel til min mor, som først kørte senere, og så gik jeg mod min sidste skoledag.

 

"Løb, Jake!" Råbte vi alle, da vi senere stod henne på stadion og lavede en fælles skoleaktivitet: Rundboldt. Alle huede og klappede, da drengene skulle spille mod hinanden og de løb rundt på banen i et kæmpe humør. Mange af drengene fra min årgang var totalt barnlige og løb rundt og bar på hinanden og opførte sig totalt tosset... Nogle af dem smed endda også trøjerne, men alle vidste jo godt, hvorfor det så kun var dem med six-pack, som gjorde det. Eller nogle af de smeltende piger fra junioråret vidste måske ikke, men os lidt ældrere elever vidste det godt. Ren blær! Jeg grinede så godt jeg kunne, da to drenge bankede ind i hinanden, da en bold fløj hen i mod dem. Sadie sad ved siden af mig, og var også helt oppe at køre, så jeg prøvede mest at være glad for hendes skyld. Hun vidste intet om, hvordan jeg havde det inden i. Det behøvede jeg heller ikke at fortælle hende, så ville hun bare begynde at stille spørgsmål, ligesom de andre.

Vores hold scorede et point, og vi alle lavede en tribunebølge. Det fik mig til at grine. Vi satte os ned igen, og jeg kiggede lidt rundt og fik så øje på Josh, så jeg stivnede i hele kroppen. Allermest havde jeg lyst til at hoppe over og smadre ham en lige i fjæset. Det var ham, der havde startet det her. Han havde sendt de billeder ind, og hvis han ikke havde gjort det, så havde der ikke været noget som helst. Det var hans skyld det hele. Hans skyld... Men alligevel, jeg kunne ikke bare gå ned og slå ham, for jeg ville også helst bare gemme mig væk, så han ikke kunne få øje på mig og håne mig med at have fået sin vilje. Jeg rystede på hovedet, da jeg opdagede han heldigvis ikke havde fået øje på mig endnu.

Jeg tog min telefon op endnu en gang, men der var noget anderledes denne gang, den gav genskind... Men ikke på mig, noget helt andet. Den lille sorte snor, der var flettet sammen med de blåsorte perler. Armbåndet.

Et lille stik gik igennem mig. Hans armbånd. Nialls armbånd, som sad på min hånd, der hvor det havde siddet den sidste måned. Minderne fløj straks igennem mig. Minderne om den første aften, tourbussen, picnic-turen, stranden, sommerhuset. Det hele skød igennem min hjerne, og før jeg vidste af det, rejste jeg mig.

"Hvad skal du?" Spurgte Sadie, så jeg hurtigt kiggede på hende.

"Min mor. Hun vil høre om hvad jeg gør efter skole." Sagde jeg og smilede til hende. Hun nikkede og smilede stort tilbage. Jeg småløb ud af stadionet, indtil jeg nåede ud på skolens parkeringsplads. Jeg kiggede mig lidt omkring for at se om der nu skulle være nogen, men alle var ved stadionet, så jeg var alene. Jeg sukkede lidt for mig selv og kiggede så ned på min telefon. En' enkelt gang... Men hvad nu hvis det bare gik ligesom alle de andre 117 gange, ville det så være nok denne gang? Ville jeg så indse, at han bare ikke svarede mig... Og jeg rent faktisk var alene nu? Jeg lagde hurtigt telefonen ned i min lille brune skuldertaske og førte en hånd gennem mit hår, da jeg fik øje på det igen.

Armbåndet.

Jeg drejede det lidt. Minderne fløj igennem mig og jeg kunne mærke mine øjne blev våde. Jeg var træt af at græde. Det var så udmattende... Alt det her var udmattende. Savnet var så stort inden i mig. Savnet efter ham...

Men samtidig så kom den dumme følelse også frem, som fik mig til at ønske, at det hele aldrig var sket... At jeg aldrig var faret vild og bare var fulgt med strømmen ud fra den koncert for lidt over en måned siden. Så ville alt det her aldrig være sket og så havde jeg det ikke sådan her. Så ville jeg sidde henne ved det stadion og ikke bekymre mig og nyde min sidste skoledag sammen med alle mine venner og veninder. Jeg satte mig ned på fortovskanten og kunne mærke tvivlen ramme mig.

Jeg var et rod! Hvorfor var det så svært for mig at indse, at jeg var nødt til at ringe til ham? For det var jeg. Jeg måtte bare se, om jeg en' sidste gang, ville høre hans stemme. Se om jeg kunne få ham hen til mig og bare mærke hans arme omkring mig igen. Jeg kunne mærke tårerne strømme frem i mine øjenkroge og hvordan en kæmpe klump samlede sig i min hals. Jeg lagde forsigtigt mine arme rundt om mine ben og trak dem ind til mig. Mit hoved kørte rundt, mens mine øjne blev mere og mere våde og min underlæbe begyndte at skælve. Jeg klemte hurtigt øjnene sammen og kunne mærke de våde tårer trille ned af mine kinder. Jeg tørrede dem hurtigt væk og tog telefonen frem igen. En' sidste chance.

Jeg tastede nummeret ind og tog telefonen op til øret, mens jeg rejste mig. Det første bib lød gennem telefonen, så mit hjerte begyndte at banke hårdt mod mit bryst, og så lød det andet bib og tårerne trillede ned af mine kinder igen. Jeg begyndte at sænke telefonen fra mit øre, da jeg hørte det tredje bib og kiggede lidt på telefonen og på billedet af ham. Jeg huskede tydeligt billedet: Jeg tog det af ham i sommerhuset. Han så så sød ud den dag, mest fordi han gik rundt i den sødeste sweater og sine sweatpants og hans hår sad helt ulet. Jeg havde bare lyst til at røre det hele tiden, så da vi sad og spiste, tog jeg et billede af ham, hvor han smilte, og det havde været mit yndlingsbillede af ham, lige siden. Jeg skulle til at trykke på afslut knappen, da noget ændrede sig...

Der lød en skramlen, så jeg tog den straks op til øret igen. Det skramlede og skramlede, lige indtil lyden ændrede sig og blev til en stemme.

"Nina, bliv hvor du er! Jeg kommer!" Sagde den velkendte og irske accent. Min vejrtrækning steg og tårerne blev ved med at trille ned af kinderne. Det skramlede stadig og da jeg kunne høre lyden af nogle hvinende hjul mod asfalt, komme tæt på, vendte jeg mig chokeret om. Den velkendte sorte bil kørte i høj fart nede ved rundkørslen og i fuld fart op mod skolen. Jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at skælve over det hele og hvordan tårerne blev til flere. I sær da bilen standsede og den velkendte blonde dreng skubbede bildøren hårdt op og spurtede hen i mod mig. Jeg nåede kun lige at udslippe et enkelt hulk, inden jeg tabte min telefon og han slog armene omkring mig.

Jeg lod tårerne strømme ud i den største mængde siden de sidste tre dage, mens jeg mærkede hvordan hans hjerte slog hurtigt mod hans brystkasse. Hans arme holdt stramt om mig, mens ha knugede mig ind til sig, og jeg selv nærmest ikke kunne holde mere fast i ham. Jeg borede mine negle ind i hans ryg og holdt ham fast ind til mig, mens jeg hulkede. Jeg ved slet ikke hvor meget jeg hulkede.

"Niall.." Hulkede jeg, så han gav slip på mig og bukkede sig ned, så han så lige ind i mine øjne og lagde sin hænder på mine kinder.

"Det hele er min skyld. Jeg er så ked af det. Jeg har været det største svin... Jeg er så ked af det, Nina!" Undskyldte han, mens han kiggede mig dybt i øjnene og jeg nikkede hulkende. Han gav lidt slip på mine kinder og hev mig så ind i hans favn igen. Og sådan stod vi bare, og holdt om hinanden, ligeglad med tiden og omverdenen. For alt var ligemeget... Alt var fucking ligemeget. Det eneste, der betød noget. var Niall. Kun Niall. Han var her... Hos mig, lige hvor han burde være og jeg ønskede intet andet.

Vi slap hinanden efter ret lang tid, så jeg kunne tørre mine våde øjne, som også havde lavet en ret stor plet på Nialls trøje. Jeg kiggede lidt på ham og så lige hvordan han snøftede og hurtigt vendte sit hoved og tørrede det ene øje. Det var mærkeligt at se ham sådan.

"Niall?" Spurgte jeg lavt, så han vendte sit ansigt mod mig.

"Jeg vil gerne hjem." Sagde jeg. Han hostede lidt og nikkede. Jeg begyndte at gå forsigtigt over mod den sorte bil, og satte mig ind og tørrede mine stadigt våde øjne, mens han satte sig over i den anden side og tændte for bilen, så vi kunne køre.

 

Jeg gik ud og lavede lidt mad til os. Ikke noget specielt, bare lidt pasta. Min hjerne kørte rundt. Han sad lige inde i stuen, ikke i en hvilken som helst stue... Men i min stue, ligesom jeg havde ønsket i flere dage. Glæden sad godt i mit hjerte, han var her endelig... Men alligevel, så smilede jeg ikke?

"Her." Sagde jeg lavt og rakte ham tallerkenen med pasta. Han tog i mod tallerkenen og begyndte at spise lidt. Jeg satte mig ned over for ham ved spisebordet og kiggede på pastaen. Jeg følte mig ikke sulten, så jeg stak bare lidt til den og puttede lidt ketchup på, men det fik det ikke til at se bedre ud. Jeg sukkede og kiggede hurtigt op. Niall og jeg fik øjenkontakt, men da han skulle til at åbne munden, kiggede jeg hurtigt ned på min pasta igen.

Hvorfor gjorde jeg det? Jeg brændte inde for at vide det. Sandheden om hvorfor? Hvorfor jeg i tre dage, havde grædt mig selv i søvn, ringet til ham uden at vide noget som helst, og havde haft brug for ham, men at han så ikke var der?

Vi blev færdige med at spise. Der var ikke meget forskel på tallerkenerne, kun at der var spist en lille smule fra Nialls, og intet fra min. Jeg smed det bare i skraldespanden og gik ind i stuen igen, hvor Niall stod lænet op af sofaen. Han rettede sig hurtigt op, da jeg gik hen mod ham. Hans hænder strejfede blidt mine og et stød gik igennem mig, ligesom det altid havde gjort. Han bukkede let sit hoved ned mod mit, så jeg kunne mærke hans åndedræt mod min hud. Hans læber skulle til at ramme mine, da jeg vendte mit hoved og han så kyssede min kind i stedet. En varme gik igennem min kind og jeg bed mig lidt i læben. Jeg ville så gerne det der, jeg ville det så meget at jeg kunne dø, men så alligevel...

"Skal vi se en film?" Spurgte jeg og gik væk fra ham og over mod et lille skab, der stod under fjernsynet. Jeg kunne høre han sukkede lidt, men sagde Okay. Jeg fandt hurtigt en film frem, som jeg vidste vi begge nok godt kunne lide, satte den på og satte mig tilbage i sofaen. Niall sad i den ene side og jeg sad i den anden side. Den lidt akavede stilhed havde en mærkelig effekt på mig. Han var jo min... Kæreste? Vi burde da være i gang med en lang og sjov samtale... Men...

 

Filmen varede lidt over 2 timer, og ingen af os sagde noget. Vi sad bare der i hvert vores hjørne af sofaen og jeg måtte indrømme, at jeg slet ikke havde koncentreret mig om filmen, overhovedet. Jeg havde mest bare holdt øje med Niall i øjenkrogen. Set hvordan hans hånd lå på midten af sofaen, mens jeg havde krummet mig mere og mere op i hjørnet. For fanden!

Filmen var for længst slut, men jeg havde bare slået over på en tilfældig kanal bagefter. Der var "How I met your mother" Jeg havde altid elsket den serie, men lige i dag, fangede den mig ikke. Jeg havde snakket om den med Niall før, men han så ikke ud til at rette opmærksomheden mod den heller. Jeg havde det rigtig dårligt.

Klokken blev omkring ti. Vi havde haft en lige så stille aftensmad som under filmen. Niall havde kun spurgt om hvornår mine forældre kom hjem og om han skulle sove her. Jeg havde bare svaret og nikket.

Jeg havde det virkelig dårligt, ikke fysisk, som hvis du var ved at blive syg. Jeg havde det psykisk dårligt. Mit hjerte gjorde ondt, og jeg kunne mærke, at jo længere tid der gik uden at nogen af os sagde noget, jo mere ondt gjorde det, og jo mere havde jeg lyst til at tage fat i ham. Niall havde kigget på sin telefon i et stykke tid nu og jeg kunne mærke at jeg var lidt træt, så jeg gabte. Han slukkede den og kiggede på mig.

"Skal vi gå i seng?" Spurgte han. Jeg kiggede hurtigt på ham, mit hjerte bankede hårdt. Jeg nikkede og rejste mig fra sofaen. Vi gik forsigtigt op på første sal mod mit værelse. Niall trak sin T-shirt og bukser af, men jeg gik ud på toilettet og børstede mine tænder. Jeg var sort under øjnene, men jeg ignorerede det. Jeg havde en kæmpe kvalme, så jeg bukkede mig lidt ind over vasken, tog tre dybe indåndinger og tog så lidt vand i hovedet. Jeg gik ud fra badeværelset og lod Niall komme til, han lukkede døren efter sig. Jeg smed hurtigt min kjole, jeg var ligeglad med om jeg bare sov i undertøj. Jeg gik hen og lagde mig ned under min dyne og tændte min natlampe. Niall kom forsigtigt gående ud fra toilettet og kiggede på mig. Jeg trak bare dynen op under min arm og rykkede længere ind. Han lagde sig ned ved siden af mig, så jeg kunne mærke hans varme krop ved siden af mig og så et kæmpe stød, da han forsigtigt lagde sig helt ind til mig og lagde sine arme om mig. Jeg førte min hånd op mod hans arm og lagde min hånd oven på den.

"Nina, jeg.." Sagde han og hævede sig lidt.

"Det er okay." Sagde jeg hurtigt, så han sukkede og lagde sig ned igen.

"Godnat.."

"Godnat." Sagde jeg. Han lagde sig lidt tættere ind til mig. Jeg var så glad for, at jeg lå med ryggen til ham, for så kunne han ikke se de tårer, som trillede ned af mine kinder.

 

Jeg vågnede ved at solen skinnede mig i hovedet, så jeg kunne mærke dens varme. Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt, indtil jeg vendte mig og så Niall ligge med ryggen mod mig. Jeg var virkelig en fiasko.

Hvorfor kunne jeg ikke bare lade vær med, at skubbe ham væk fra mig? Det var slet ikke det jeg ville... Jeg havde brug for ham hos mig. Brug for at han holdt mig ind til sig og mærkede hans læber mod mine... Men alligevel så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke lade ham gøre det... for jeg havde ikke brug for det nu. Jeg havde haft brug for det for fire dage siden, da jeg fandt ud af, han havde svigtet mig ved at fortælle om mig til pressen. Jeg havde haft brug for ham, da jeg intet forstod og bare græd og græd. Der havde jeg haft brug for ham... Ikke nu.

Han vågnede lidt og vendte sig forsigtigt om mod mig, så jeg hurtigt rejste mig fra sengen og gik over og tog den samme kjole på fra i går og redte mit hår.

"Jeg går ned og laver morgenmad." Sagde jeg. Han satte sig op og kiggede på mig, åbnede munden... Men nikkede så. Jeg nikkede igen og gik så ned i køkkenet.

 

"Det var da hyggeligt, at du gad komme forbi, Niall. Det' længe siden vi sidst har set dig." Sagde min mor, da vi sad og spiste morgenmad.

"Ja, jeg havde også glædet mig til at se Nina igen... Jeg havde savnet hende." Sagde han og lagde forsigtigt sin hånd ved siden af min. Jeg smilede lidt.

"Ja, men vi vil da også glædeligt have dig på besøg. Regner i med at finde ud af et eller andet her i ferien?" Spurgte hun alt for nysgerrigt. Jeg rullede hurtigt øjne af hende og sukkede lidt.

"Det ved vi ikke endnu." Svarede Niall hurtigt. Jeg kunne mærke der var et eller andet over det svar.

"Vi skal jo i sommerhus med min familie i næste uge, du kunne jo tage med." Sagde min mor smilende. Jeg sukkede igen.

"Niall har travlt, de skal jo afslutte touren, så jeg tror ikke han får tid." Sagde jeg og tog en hurtig bid af min bolle. Niall nikkede.

"Nå, men husk du er mere end velkommen." Sagde min mor og smilede til Niall. Han smilede skævt tilbage.

"Hvad skal i ellers lave i dag?" Spurgte hun igen. Når hun mindst skulle være det, så var hun virkelig nysgerrig.

"Det ved vi ikke endnu." Sagde jeg. Hun grinede lidt.

"Hvad med en gå tur? Vejret er jo så dejligt." Sagde hun. Niall og jeg kiggede hurtigt på hinanden og nikkede. Jeg vil mere end gerne ud herfra, så vi spiste hurtigt op og gjorde os klar, så vi kunne komme af sted.

 

Vi gik ned af nogle små gader side om side. Vi gik ret længe... Men uden at sige et´ ord, og det nagede inden i mig. Mit hjerte gjorde ondt bare af at vide, at han gik lige ved siden af mig. Det var så... Ja, hvad ville jeg kalde det... ? Hårdt? Hårdt ikke at tale til ham... Men så nervepirrende at få ordene på gled. Efter cirka 2 timer nåede vi op mod min vej igen.

"Du skal vel også til at hjem. I har vel travlt?" Spurgte jeg stille, mens jeg pillede lidt ved en plukket blomst.

"Nej." Sagde han lige så stille, så mit hjerte bankede hårdt.

"Det troede jeg ellers." Sagde jeg og plukkede bladene af blomsten. Han rystede på hovedet.

"Hvad har du lavet de sidste par dage, så?!" Spurgte jeg og så op. Han stoppede og kiggede forbavset på mig.

"Nina, jeg prøvede... Men.."

"Tre dage!" Råbte jeg hurtigt, så alt sprang inden i mig. Han kiggede forskrækket på mig, så jeg kunne mærke hvordan den psykiske følelse voksede sig større.

"Nina, hør nu... Jeg gjorde alt, jeg gjorde virkelig alt... Men.."

"Men hvad? Du gjorde alt, men hvad?!" Sagde jeg koldt og gik lige forbi ham, men han hev hurtigt fat i min arm.

"Nina, jeg har haft det så dårligt. Jeg prøvede at komme i kontakt med dig, men min mobil var Fucked, så jeg prøvede fra Harrys, men.."

"Hvordan tror du ikke jeg har haft det?!" Råbte jeg og begyndte at få våde øjne igen. Han kiggede chokeret på mig.

"Nina, du forstår det ikke. Jeg prøvede alt!" Prøvede han, så tårerne begyndte at hobe sig op i mine øjne.

"Så prøvede du ikke nok! Niall, jeg ringede til dig... Og du svarede ingen... Ingen! Jeg havde brug for dig, Niall!" Sagde jeg snøftende, så han tog sig frustreret til hovedet.

"Jeg ved det og jeg er så ked af det... Men jeg er her nu." Sagde han og gik lidt tættere på mig, men jeg gik bare et skridt bag ud.

"Jeg har ikke brug for dig nu! Jeg havde brug for dig, da 100 elever begyndte at spørge ind til dig. Jeg havde brug for dig, da jeg blev bombet med beskeder, gode som onde. Jeg havde brug for dig, da jeg panikslagent ringede til dig... Og du ikke tog nogen af dem!" Råbte jeg. Han kiggede tungåndet på mig.

"Jeg havde brug for en forklaring!" Råbte jeg og kunne mærke, hvordan det sprang inden i mig. Han kiggede frustreret på mig.

"Jeg havde brug for, at du forklarede mig, hvorfor du... Som min kæreste. Fortæller om mig til pressen... Når jeg tydeligvis sagde, jeg aldrig ville have det..."

"Hvordan tror du ikke jeg havde det?!" Råbte han. 

"Jeg var ved at sprænge, Nina... Ved at sprænge, fordi at jeg ikke kunne fortælle nogen om dig. Fortælle om hvor stor en betydning du har i mit liv... Hvor meget du betyder for mig!" Sagde han tilbage. Jeg rystede bare på hovedet, mens tårerne trillede ned af mine kinder.

"Jeg stolede på dig." Sagde jeg snøftende. Han vendte sig lidt rundt, mens han holdt sig stakåndet til hovedet.

"Men du sked bare på det... Du sked på alt, hvad jeg nogensinde havde sagt til dig!" Råbte jeg.

"Det gjorde jeg ikke!. Nina, jeg respekterer dig mere end nogen anden! Det ved du... Du ved, hvor meget.."

"Hvor meget jeg betyder for dig? Niall, hvis du virkelig holder af mig, så havde du ikke fortalt dem om mig!" Råbte jeg, så hans øjne langsomt blev blanke.

"Nina, jeg tænker på dig hver dag... Hvert minut! Jeg var ved at opgive alt det her med piger, da du så kom og ændrede det hele. Du har vist mig så mange ting.. og jeg holder fucking meget af dig... Jeg.."

"Jeg er ligeglad! Niall, du ødelagde noget som jeg troede var specielt, som vi to havde... Men du ødelagde det bare, som om det var ingenting!" Råbte jeg hulkende. Hans øjne var helt blanke og røde ude i siderne.

"Nina, for satan! Jeg blev selv kimet ned med beskeder fra folk, der ville vide alt om dig... Og det var ikke engang mig, der startede det hele, det var de andre... Jeg har haft et kæmpe pres!"

"Har du haft et kæmpe pres?! Du gik direkte til drengene og fortalte det. Jeg ventede med at fortælle min bedste veninde det. Min bedste veninde!" Råbte jeg. Hans underlæbe skælvede lidt.

"Nina... Jeg undskylder for alt! Det gør jeg virkelig... Jeg skulle have været mere forsigtig, det ved jeg nu.."

"Ved du nu?! Niall, du skulle have været forsigtig fra starten... Lige fra dag et´af, skulle du have tænkt over det hele!" Råbte jeg, mens tårerne gjorde mine kinder plaskvåde.

"Hvad med dig!? Det var dig, der farede vild og lærte mig om at man aldrig siger farvel. Det var dig, der lærte mig om at der sker overraskelser for en hver dag... Hvis du vidste at det her ville gå galt, hvorfor lod du mig så ikke bare være?!" Råbte han selv, så jeg hulkede endnu mere.

"Fordi, jeg..." Stammede jeg, så han tog en dyb indånding.

"Fordi jeg er Niall Horan? Fordi jeg er kendt? Fordi du ville prøve at udøve din lille drøm om et lykkeligt liv med en kendt... Du brugte mig bare!" Råbte han. Jeg skubbede ham straks hårdt i brystet.

"NEJ! Jeg var interesseret i dig lige fra starten, ikke som den kendte Niall... Men mennesket Niall. Jeg ville lære dig at kende... Hvornår lærer du det?!"  Råbte jeg.

"Hvornår lærer du det selv?!" Råbte han tilbage, så jeg så hvordan hans vrede blik forvandlede sig til et sorgfuldt et.

"Hvornår lærer du, at jeg lige fra starten af, så noget i dig... Så at det her kunne fungere. Så at jeg endelig havde fundet en som jeg ville have i mit liv... En som jeg kunne el..."

"Elske?" Afsluttede jeg hans sætning og kunne mærke hvordan hele mit hjerte følte sig tusinde gange tungere. Et par tårer trillede forsigtigt ned af hans kinder, da han kiggede mig i øjnene. Det skar i mit hjerte.

"Du elsker mig?" Spurgte jeg stille og gik straks et skridt baglæns. Han sukkede hurtigt.

"Nina, jeg har elsket dig utroligt længe. Lige siden den første dag' har jeg elsket dig. Elsket din stemme. Elsket dit grin. Elsket dine øjne. Elsket dine berøringer... Elsket alt ved dig... Nina, jeg" Et kæmpe stød gik igennem mig og tårerne blev flere og flere. Jeg kiggede lidt ned på armbåndet, der sad rundt om min hånd, inden jeg trak hånden lidt op og begyndte at dreje det, så jeg kunne finde låsen.

"Nej, Nina... Stop!" Sagde han straks panisk og trådte tættere på mig, men jeg gik bare tilbage igen, mens jeg fandt låsen og begyndte at klikke den op og hele min krop rystede af mine hulk.

"Nina, du må ikke gøre det der... Vi kommer igennem det, vi kan klarer det... Jeg elsker dig!" Sagde han nu, grædende. Jeg rystede på hovedet og tog det lille armbånd af.

"Du har virkelig været helt fantastisk, Niall.." Snøftede jeg og holdt armbåndet i min hånd.

"Hold op! Jeg vil ikke have du gør det her!" Råbte han panisk og tog armbåndet ud af min hånd og fumlede med at klikke det rundt om mit håndled igen, men jeg trak bare min hånd til mig.

"Niall, du er virkelig fantastisk, og jeg er sikker på, at du en dag nok skal finde en pige, som du kan elske.."

"Jeg vil elske dig!" Græd han og tog så hurtigt fat i mit hoved og kyssede mig. Jeg kunne mærke hvordan han rystede over hele kroppen, men jeg trak mig bare hurtigt væk. Det gjorde for ondt.

"Du skal nok finde en at elske..." Sagde jeg og kiggede sorgfuldt på ham. Han rystede på hovedet.

"Nina, jeg elsker dig.. Jeg vil ikke have nogen anden!" Sagde han snøftende. Jeg rystede på hovedet og prøvede at tørre mine øjne.

"Vi har sagt på gensyn så mange gange, Niall... Jeg kan ikke sige på gensyn mere." Sagde jeg og snøftede. Han kiggede chokeret på mig og begyndte at ryste voldsomt på hovedet og tog fat i mine hænder.

"Jeg elsker dig! Jeg elsker dig!. JEG ELSKER DIG!" Råbte han desperat med røde øjne og tårer trillende ned af kinderne. Jeg rystede hulkende på hovedet.

"Jeg er så ked af det, Niall." Sagde jeg, da jeg lagde armbåndet i hans hånd og lukkede den forsigtigt sammen.

"Farvel." Sagde jeg og gik op mod mit hus.

"Nina, du må ikke gå. Jeg vil ikke det her uden dig! Du må ikke gå fra mig nu..." Bad han hyperventilerende. Jeg rystede bare på hovedet, da jeg nåede op til min dør.

"Jeg elsker dig, Niall." Sagde jeg og lagde hånden på håndtaget.

"Så lad vær at give slip!" Sagde han henne fra indkørslen, men jeg rystede bare på hovedet.

"Jeg tror det er bedst, hvis du bare glemmer mig." Sagde jeg og åbnede døren.

"Nina?" Sagde han. Jeg sukkede og kiggede så hen på ham. Hvis du aldrig har set en person du elsker utroligt højt, få sit hjerte knus, så kan jeg fortælle, det er det værste syn nogensinde... Og værste følelse. Det føltes som om ti tusinde knive stak igennem mit hjerte, da jeg sagde:

"Farvel, Niall." Og så gav slip på ham.

_____________________________________________________________________________________________

Jeg undskylder mange gange...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...