Summer love ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
Et enkelt lille armbånd, men ikke et hvilket som helst armbånd. Hans armbånd! Det er det der starter mødet mellem pigen Nina Andrews og en af hendes største idoler.....Selveste Niall Horan. Vil mødet med Niall bringe Nina lykke eller vil han trække hende med ud i et kæmpe rod med fans, sociale medier, drama og kærlighed?

246Likes
244Kommentarer
155964Visninger
AA

32. Call me!

"Just tell me

say anything!"

Troye Sivan - The Quiet

 

"Niall, svar nu, for helevede!" Sagde jeg og lagde på for 117. gang. Jeg havde prøvet at ringe til ham jeg ved ikke hvor mange gange, og han svarede ikke en' eneste gang. Han måtte vel vide det selv nu, eller gjorde han? For ellers havde han nok ringet... Men hvis han nu ikke turde at ringe? Jeg smed mig arrigt tilbage i min seng og kiggede op i loftet. Mine øjne føltes hævede og min krop føltes tom, men samtidig ufattelig tung. Jeg vendte mig om på siden og kiggede på min computer, notificationsikonet på min Facebook steg og steg med opslag fra alle mulige, der skrev omkring artiklen, og jeg ville ikke se på nogen af dem. Mine venneanmodninger steg, ligeså med beskeder. Jeg lukkede computeren sammen og krummede mig sammen, mens jeg holdt stramt om min telefon.

Jeg lå bare og stirrede på den. Det føltes så underligt at ligge og desperat håbe på, at han ville ringe til mig hvert minut, og så se, at den overhovedet ikke lyste op. Et par tårer fyldte mine øjne igen.

Jeg hadede den her følelse, for jeg havde bare brug for at være i hans arme, mens han sagde til mig at det hele nok skulle gå...

Men samtidig, så kunne han skride af helvede til! Han kunne skride og aldrig komme tilbage...

Men den tanke skræmte mig, for han skulle jo ikke gå eller skride. Han skulle komme og være her hos mig, og aldrig forlade mig. Jeg fokuserede på telefonen og tastede hans nummer. Jeg tog forsigtigt min telefon op til øret...

Han svarede ikke.

"Niall, please! Du bliver nødt til at svare mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..." Sagde jeg og stoppede, da min stemme knækkede over og et hulk kom frem. Jeg tog telefonen lidt væk og krummede mig lidt mere sammen, men tog så telefonen op til øret igen.

"Jeg har brug for dig, Niall... Jeg har virkelig brug for dig. Jeg kan ikke klare det her uden dig. Du bliver nødt til at komme her hen... Niall, please!" Hulkede jeg og slukkede hurtigt for opkaldet og smed telefonen ned på gulvet. Jeg krummede mig så meget sammen, så det til sidst slet ikke kunne lade sig gøre mere. Tårerne flød ukontrolleret ud af mine øjne. Hvorfor svarede han mig ikke? Hvorfor var han der ikke, når jeg havde mest brug for ham?

Jeg satte mig hurtigt op i min seng og kiggede ned på min telefon, inden jeg tog den op og kiggede på den, men så skød en kæmpe vrede igennem mig og jeg fyrede den ned i gulvet. Dog ikke hårdt nok, da der ingenting skete med den. Jeg trak vejret hurtigt og rejste mig fra sengen og begyndte at gå rundt i cirkler. Mit hoved bankede forfærdeligt, og mit hjerte gjorde ondt. Jeg kunne ikke lide den her følelse... Mest fordi jeg vidste hvordan det hele var hans skyld.

Og jeg hadede ham for det.

 

Niall P.O.V

Klokken var nok cirka 4, da vi kom tilbage til tourbussen. Vi var kørt til Irland for at holde et par koncerter i Dublin. Det var virkelig rart at være "hjemme". Den specielle duft mindede mig om, hvor højt jeg elskede landet, og om hvor meget jeg ønskede Nina kunne se det sammen med mig. Vi var taget på natklub efter koncerten, hvilket var derfor vi først var hjemme nu.

Vi gik storgrinende ind i tourbussen og jeg var ved at banke ind i sofaerne, så Harry hurtigt tog fat i mig.

"Jeg tror du skal i seng, Nialler!" Sagde han og hev mig op, men jeg prustede bare af ham.

"Jeg kan sove, når jeg bliver gammel!" Sagde jeg og kunne mærke hvor sløret verden omkring mig føltes. Han rystede grinende på hovedet.

"Jeg tror fansene helst vil have, at du hviler dig lidt inden i morgen!" Sagde Zayn, der gik foran os. Jeg prustede igen.

"Men jeg er ikke træt!" Protesterede jeg og faldt til siden. Liam løb hurtigt hen for at hjælpe og sukkede af mig, mens han satte mig ned i en af sofaerne. Jeg prøvede at rejse mig, men han skubbede mig tilbage igen. Jeg grinede af ham.

"Din dranker!" Sagde han grinende. Jeg kiggede på ham.

"Som om... Du burde prøve det!" Sagde jeg grinende og kunne hurtigt mærke en tung døsighed ramme mig.

"Nina burde se dig lige nu." Sagde Harry grinende. Jeg smilede lidt ved lyden af hendes navn, men det mindede mig også om et eller andet... Som jeg ikke kunne sætte en finger på, men der var et eller andet. Jeg lagde mig ned på sofaen, mens mine øjne lukkede sig i. Liam klappede mig hurtigt på skulderen, så jeg smilede lidt og blev fanget af døsigheden.

 

"Hvor er du, Niall!?" Råbte hun, mens jeg løb frem og tilbage... Hvor kunne jeg dog ikke helt finde ud af, men jeg vidste en' ting, og det var, at jeg kunne høre hende kalde på mig. Jeg vendte mig panikslagent rundt og prøvede at få øje på hende.

"Nina!?" Råbte jeg nervøst, men hun dukkede ikke op.

"NIALL!" Skreg hun. Panikken sprudlede rundt i min krop. Jeg ville hen til hende, men jeg kunne ikke se hende... Hun var væk. Helt væk. Det eneste bevis på at hun var der, var at jeg kunne høre hendes skingre stemme. Jeg prøvede at løbe, men noget tungt føltes omkring mine ben, så jeg kunne næsten ikke bevæge mig. Jeg kiggede mig rundt.

"NIALL!" Skreg hun igen.

"Nina!" Råbte jeg tilbage, men denne gang kom der ingen respons.

"NINA!" Skreg jeg, og hun var væk.

Jeg for op i et sæt og var nær faldet ned fra sofaen. Jeg kunne intet huske, det eneste der fyldte mit hoved var den massive smerte, som dunkede i min knold. Nogle gange kunne man virkelig godt fortryde en bytur... specielt dagene efter. Jeg tog mig til panden, så jeg opdage at hele mit ansigt var fugtigt af sved. På grund af drømmen? Jeg var ikke helt sikker. Jeg kunne kun tænke på, hvor meget jeg ikke kunne lide den drøm.

Hvordan jeg ikke havde vidst hvor hun var, det varnærmest den værste følelse. Den følelse overgik dog måske ikke helt det kæmpe kaos, der havde været inde i mit hoved i går. Hvordan jeg havde smidt bladet inde i butikken og så var stormet ud med Louis lige i hælene. Hvordan han havde prøvet at berolige mig, mens jeg blev ved med at tænke på hvilken fucked up situation jeg havde sat Nina i og hvordan jeg vidste hun ville hade mig for det. Jeg var endda flippet ud der hjemme, fordi jeg helt havde svedt ud at vi skulle et par dage til Irland for at spille i Dublin. Hvilket jo var rart, men vi skulle allerede køre hen af formiddagen, så jeg havde stresset med at pakke mine ting og havde ikke fået over halvdelen af alt det med, som jeg ville.

Jeg tog hurtigt min telefon hen mod mig... Men nej, den var død. Typisk alligevel! Lige i den tid, hvor jeg allermest havde brug for at høre fra Nina. Jeg smed den tilbage og gik over mod min taske, som stod i det ene hjørne, hvor jeg rodede den igennem. Igen var det virkelig typisk at det var min oplader, som jeg havde glemt. Jeg sukkede lidt for mig selv. De andre drenge brugte deres, så der var ingen jeg kunne låne.

Jeg gik ud mod toilettet og kiggede lidt på mig selv. Denne lille flænge i min læbe fra sidste weekend var næsten væk og jeg kunne heller ikke mærke det mere. Det eneste som jeg stadig kunne mærke var det store blålillae mærke, der var plantet på min overkrop. Jeg havde ikke vist det til drengene, eller fortalt det til Nina, da det ikke betød så meget. Jeg var okay...

"Niall?" Hørte jeg hurtigt en stemme sige, så jeg trak ned i trøjen og trådte ud fra toilettet, desværre i en alt for hurtig bevægelse, så mit hoved dunkede helt vildt. Jeg tog mig hurtigt til det og sukkede, så Harry grinede af mig, mens han strakte sig.

"Har du sovet godt?" Spurgte han stille. Jeg rystede på hovedet.

"Forfærdeligt." Indrømmede jeg og gik med ham ud til sofaerne igen, og smed mig der, hvor jeg havde sovet. Han satte sig ned ved mine fødder.

"Hørt fra Nina siden..."

"Intet. Min mobil er død, og jeg har glemt min oplader, så jeg ved intet." Sagde jeg, mens jeg kiggede op i loftet. Han nikkede lidt.

"Min oplader, men du kan bare oplade din, når min er færdig." Sagde han smilende. Jeg grinede.

"Overvejede jeg også!" Sagde jeg. Han grinede også lidt og gabte så en smule.

"Men hey, Niall... Jeg er virkelig ked af det med..."

"Også jeg." Afbrød jeg ham, da jeg godt vidste, hvad han ville sige til sidst. Han nikkede lidt.

"Mon Nina ved det?" Spurgte han. Jeg sukkede tungt.

"Det er derfor jeg er så arrig, for jeg ved ingenting. Jeg ved ikke, om hun er okay, eller ej, og jeg vil så gerne vide om hun har set det!" Sagde jeg. Han rejste sig hurtigt, for at gå over og tage sin telefon ud af opladeren og tænde den.

"Hvor er din?" Spurgte han. Jeg satte mig op og fandt min telefon, der lå nede på gulvet og samlede den op og gav ham den. Han satte den i opladeren.

"Du kan ringe til hende fra min." Sagde han og gav mig hans telefon. Jeg smilede taknemmeligt og kiggede på klokken. Den var halv 1,så hun var i skole.

"Hun er i skole." Sagde jeg opgivende.

"Og? Ring til hende alligevel, det havde jeg gjort!" Sagde han. Jeg sukkede lidt og tastede hendes nummer ind. Jeg kunne det i hovedet, som et af de få numre jeg rent faktisk kunne. Jeg ringede op og tog telefonen op til øret. Den bibbede et par gange... og så kom den til telefonsvarer. Jeg sukkede og slukkede for opkaldet.

"Svareren." Sagde jeg op rakte den mod ham igen. Han tog imod telefonen og sukkede lidt.

"Prøv senere, så kan du også tjekke din egen, om hun måske har skrevet der." Sagde han. Jeg nikkede og sukkede opgivende og lagde mig tilbage igen og tog mig til hovedet.

"Hvor jeg dog hader tømmermænd!" Sagde jeg. Han grinede hurtigt lidt af mig. Jeg lagde mig om på siden, og kunne høre, at der blev skramlet henne ved en af køjerne, hvor Louis og Liam kom tumlende ud derfra. Louis hår stod ude til alle sider og han lignede heller ikke en, der havde det alt for smart. Så han smed sig direkte ned... Oven på mig. Jeg klagede og prøvede at flytte ham, men han lagde bare al sin vægt i.

"Jeg hader morgener som disse!" Sagde han og strakte sig, mens han langsomt faldt fra mig og ned på gulvet og ramte med et kæmpe bump, hvilket bare fik os andre til at grine. Han var seriøst for mærkelig en gang i mellem, men det morede os andre gevaldigt. Han rystede tumult på hovedet og gabte.

"Hvor længe har i andre været oppe?" Spurgte Liam. Jeg kiggede over på Harry, som kiggede på sit ur.

"En lille halv time." Sagde han. Liam nikkede, hvorefter han kiggede over på køjerne, hvor Zayn stavrede ud.

"Andre end mig, hvis hoved gør ondt?" Spurgte han gabende. Louis og jeg var de eneste, der rakte hånden i vejret, hvilket bare fik Harry og Liam til at grine af os.

"Drankere!" Sagde Harry grinende og gik over mod køkkenet. Jeg rystede på hovedet af ham. Vi kunne da ikke gøre for, at mens vi havde købt, så blev vi også tilbudt. Harry var en lyseslukker!

 

Vi havde slappet af det meste af dagen, da vi skulle spille i Dublin to dage i træk, så der var chance for, at man kunne komme til en koncert. De havde ikke pakket scenen ned, da den også skulle bruges igen denne aften, så der var ikke mange forberedelser, der skulle gøres. De eneste forberedelser der var, var os. Vi skulle øve lidt igen, for så at vente på at komme ind til Lou og gøres klar. Så vi kunne bare slappe af. Jeg prøvede at ringe til Nina, men signalet var på underligt vis, noget af det værste, så hvis jeg ringede eller skrev til hende fra Harrys telefon, så sagde den bare "Fejl" Så det var det, der havde irriteret mig meget i dag. Når jeg allermest havde brug for at høre hende, så kunne jeg ikke. Det irriterede mig grænseløst.

Vi skulle ind og klædes om om cirka 5 minutter, så jeg smurte mig en sandwich som jeg kunne spise. Evigt sulten!

Vi gik hen mod bygningen vi skulle spille i igen. Harry havde været frisk sammen med Liam hele dagen, så de havde trænet. Det ville jeg også gerne have gjort, men mit hoved bad mig lade vær, så jeg havde bare sovet.

Jeg vidste heller ikke helt hvorfor min telefon drillede, for den sad i opladeren, men den ville underligt nok ikke starte op. Så min irritation var ret høj!

Vi fik udleveret vores tøj af Lou. En tank-top og et par sorte bukser til mig. Dejligt afslappet. Jeg tog hurtigt den lille voksdåse fra et af bordene, og Lou kom hen og åbnede den og smurte lidt ud i fingrene, så hun kunne sætte mit hår.

"Hey Lou, det må du ikke!" Sagde Louis hurtigt, så hun kiggede underligt på ham, som grinede sammen med Harry.

"Det er kun Nina, der må det." Sagde han. Lou grinede lidt og klappede mine skuldre.

"Bare lad som om jeg er Nina." Sagde hun og skubbede mig hen til en stol, så hun kunne sætte det ordentligt.

"Ad!" Sagde jeg hurtigt. Drengene grinede lidt og Lou rystede bare på hovedet af mig. Hun var cool nok.

"Du er godt nok sjov, hva?" Spurgte hun grinende og nev mig i øret, men ikke så det gjorde ondt. Det kunne hun aldrig finde på. Jeg smilede bare til hende, mens hun blev færdig, og så gik i gang med Louis. Jeg fik øje på Harry, der stod med sin telefon i hånden og så irriteret ud.

"Virker din heller ikke?" Spurgte Zayn før mig, så Harry rystede på hovedet.

"Dækningen er forfærdelig i dag. Vores andres driller også." Indskød Lou, mens hun prøvede at få Louis' hår til at stritte ved panden. Harry nikkede.

"Det er skod." Sagde han og lagde telefonen tilbage i lommen. Ingen mobildækning var ikke lige det jeg helst ønskede. Jeg ville så gerne høre fra Nina, eller bare se om hun var okay, men at jeg så ingen mulighed havde for det, det var skod, som Harry sagde det.

Lou blev færdig med os alle sammen og vi lavede et hurtigt håndtryk, inden vi gik op mod scenen. Vi havde hørt de skrigende fans i lidt over en time, så vi var spændte. Jeg kunne dog stadig ikke lade vær med at tænke, at jeg på ingen måde kunne komme i kontakt med Nina. Det nagede mig virkelig, i sær efter i går. Jeg vidste på ingen måde hvordan hun havde det, og jeg kunne intet gøre.

Vi startede koncerten og alle fansene skreg og dansede med sammen med os. Det var fantastisk. De skreg endda ekstra meget, da jeg nævnte hvor højt jeg elskede Irland og hvor glad jeg var, for at være hjemme igen. Det var sindssygt! Men igen så var mit fokus der ikke 100 procent. Nina fyldte ret meget. Jeg kunne ikke lide det, for jeg havde den her virkeligt underlige følelse af, at noget var galt. Måske fordi jeg ikke kunne komme i kontakt med hende og jeg vidste, hvor meget hun sikkert ville hade mig, når hun så artiklen. Jeg var på en måde sur på mig selv, jeg burde være kørt hjem til hende. Men jeg kunne ikke, drengene havde brug for mig.

Koncerten gik fantastisk. Det var en kæmpe glæde at se alle de irske fans. Vi var også ret trætte bagefter koncerten og gik derfor direkte ud i tourbussen, som satte i gang, og kørte hjem. Jeg var enormt træt i kroppen, men jeg havde andre planer. Jeg gik direkte over til min fuldt opladet telefon og prøvede at tænde den. En kæmpe glæde fløj igennem mig, da skærmen lyste op. Jeg hoppede lidt, hvilket fik Harry til at grine af mig, da han gik over og tog en vand fra det lille køleskab. Jeg ventede utålmodigt på at den tændte helt, så jeg kunne bruge den, men det tog jo nærmest en hel generation! Jeg var lige ved at opgive, da den vibrerede. Jeg kiggede hurtigt og så at det bare var min Instagram, der mindede mig om nye følgere. Jeg sukkede lidt og lagde den så fra mig.

"Har hun givet nogen lyd?" Spurgte Zayn. Jeg rystede på hovedet.

"Intet." Sagde jeg og gik træt over mod køjerne. Zayn og Liam sukkede lidt.

"Den har jo været slukket siden i går, den skal nok bare lige starte op. Vent til i morgen." Sagde Liam smilende. Jeg sukkede bare og lagde mig op i køjen, for at blive fanget af døsigheden.

 

Jeg for op med et sæt. Jeg var badet ind i sved igen. Den samme drøm. Jeg sukkede og gned mig i øjnene. Hvorfor drømte jeg den drøm... to gange i træk?

Jeg kiggede lidt ud i bussen, der var helt lyst og jeg følte slet ikke, at jeg havde sovet i mere end 5 minutter. Louis gik allerede med en kop te i hånden og sin telefon i den anden hånd, hvor han talte i den. Efter hans tonefald at dømme, kunne man sagtens høre hvem han snakkede med. Eleanor. Jeg smilede lidt over at se, hvordan han smilede under hele samtalen med hende. Ville man finde stor kærlighed, så skulle man kigge på de to.

Jeg kom hurtigt i tanke om min egen telefon, og så hoppede jeg ud af køjen og løb hen til stikket, men et skræmmende syn mødte mig. Der var ikke kun 1, eller 2 mistede opkald. Hele 11. En kæmpe panik skød igennem mig. Hun havde ringet 11 gange. Der var noget galt, jeg vidste det. Jeg førte en hånd gennem mit hår og så at der også lå nogle få beskeder på min telefonsvarer, så jeg tog den hurtigt op til øret og gik dem igennem.

Jeg kunne lige så stille høre hvordan hendes stemme blev mere skinger og bange, efter hver besked, men da jeg var ved at nå enden og jeg gik til den sidste besked, skippede mit hjerte et slag.

Niall, please! Du bliver virkelig nød til at svare mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.." Og så kom der en lille pause, hvor jeg tydeligt kunne høre hendes gråd.

"Jeg har brug for dig, Niall... Jeg har virkelig brug for dig. Jeg kan ikke klare det her uden dig. Du bliver nød til at komme her hen... Niall, please!" Sagde hendes halvkvalte stemme. Og så stoppede den. Jeg tog forsigtigt telefonen ned, der var ikke flere beskeder tilbage.

FUCK!

Beskeden var fra onsdag aften. Hun havde sendt den til mig onsdag... og det var fucking fredag i dag. Jeg lagde telefonen fra mig og tog mig panikslagen til hovedet, mens jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning var helt ude af kontrol. Louis lagde hurtigt mærke til mig og kom hen til mig. Jeg kiggede bange på ham og kunne se hvordan hans blik blev fyldt med chok.

"Jeg vidste det. Hun har brug for mig... Jeg har ikke... Hun... Louis, jeg.." Stammede jeg, inden han lagde begge hænder på mine skuldre.

"Niall, der går et par timer før vi er i London igen... Jeg ved ikke."

"Jeg svigter hende ikke, Louis!" Råbte jeg. Han sukkede lidt.

"Niall, jeg er sikker på, at hun er okay... Men der går mindst et par timer, før vi er i London igen. Du må vent..."

"NEJ! Hun har brug for mig, jeg svigter hende ikke. Jeg er ikke et fucking skvat, som lader sin kæreste i stikken!" Råbte jeg igen, så de andre drenge begyndte at stige ud fra deres køjer. Harry kom gående hen mod Louis og jeg, og hans blik blev med det samme fyldt med bekymring.

"Hør, Niall... Der er intet vi kan gøre!" Sagde Louis med hævet stemme og prøvede at berolige mig, men jeg rystede bare på hovedet.

"Det vil jeg fucking skide på! Jeg skal til Portsmouth... Og det er nu!" Sagde jeg hurtigt. Harry gik over, tog min telefon, sukkede højt og tog sig til hovedet.

"Jeg svigter ikke de mennesker jeg elsker!" Sagde jeg. Louis mumlede lidt, men jeg vred mig bare ud af hans greb.

"Jeg elsker hende... Og jeg svigter hende ikke!" Råbte jeg, så han kiggede trist på mig.

_____________________________________________________________________________________________

Det var da slet ikke særlig godt.

Ej, jeg håber i synes den er spændende.

I må virkelig undskylde, hvis det kan tyde på historien bliver lidt lang. Men jeg lover, at i ikke vil fortryde det.

Jeg har stadig en masse ideer i ærmet.

Men hver ting til sin tid.

Tusind tak for de 37 favoritter, og jeres søde kommentarer.

I er så dejlige.

Husk at skriv hvad i synes om historien/kapitlerne.

Hvis der er det mindste, så skriv til mig! Så er i søde.

 

KNUS

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...